Travlhed og tumult

[Aimée Pottemager]

Der var ikke længere bare rigtigt og forkert; der var gråzoner, og mange af dem. Hvor alt føltes både helt rigtigt og helt forkert. Det havde Aimée måske erfaret på den hårdeste måde af dem alle.

Hun lyttede med lidt tilbageholdt åndedræt, og åndede så ud. Nikkede et par gange. Nu var de nået hen til boden, der tilhørte familien. "Måske. Ville du? Have foretrukket ikke at vide det?" var Aimée mere optaget af, for det var trods alt Dina og ikke Micah, som hun havde flest følelser omkring, omend det da selvfølgelig ikke var rart, hvis Franceis' bror var så gal på hende, at han ville male et grimt billede af hende til omverdenen. Hun håbede dog, at det ikke var tilfældet - at han ligesom hende ikke var interesseret i den slags skadefro sladder.

[Dina Brygger]

Det var et virkelig godt spørgsmål. Hvis hun ikke havde vidst det, havde hun formentlig aldrig lært at tale med Micah og de øjeblikke, de havde haft sammen, havde ikke fundet sted. Men måske havde alting også føltes mindre kompliceret.

Hun svarede ikke med det samme. Brugte tid på at tænke, før hun endelig nåede frem til et simpelt: "Nej."

[Aimée Pottemager]

Hun lod Dina tænke over sit svar, og forstod at der nok ikke fandtes et let svar til det spørgsmålet. Alligevel lød konstateringen simpel, da hun svarede, og det bekræftede Aimée i at hun overfor Dina ikke havde handlet forkert med denne ene ting. Hun ville gerne vide det.
Hun nikkede lidt.

"Hvis du snakker med ham igen," hun tøvede lidt, for det vidste hun jo ikke om Dina ville gøre, eller om de overhovedet havde set hinanden udover ved et tilfælde, men fortsatte så: "Vil du så ikke fortælle ham, at jeg ikke har sagt det til andre end dig? Du ved, at jeg ikke løber med sladder, men... Måske tror han, at jeg gør." 

[Dina Brygger]

Dina tog en dyb indånding. For et år siden havde hun nok sagt ja uden at blinke. Nu var hun knapt så sikker og i stedet for bare at nikke, endte hun med at sige:

"Måske du selv bør tale med ham, Aimée," konstaterede hun. Fremfor at gøre hende til mellemmand.

[Aimée Pottemager]

En dyb indånding kunne høres og ses, og hun frygtede næsten hendes svar. Ville hendes tunge snart begynde at smælde igen? Ville hendes øjne lyne eller hendes ansigt blive udtryksløst? Det var noget af det mest ubehagelige Aimée havde været udsat for længe. Dinas insisteren på at være følelseskold overfor hende. Men det var hun ikke i dag, og hendes forslag var retfærdigt.
"Du har nok ret."

[Dina Brygger]

Dina var sjældent følelseskold, men enormt god til at overbevise andre om det. Næppe Aimée, men det gjorde det muligvis kun værre. Lige nu var hun mere ærlig. Ikke glad, men heller ikke ligegyldig.

Hun nikkede let og de nåede frem til Pottemagerboden. Dina så på sin tidligere veninde. Som om hun ville sige noget mere. Men hun gjorde det ikke.

"Jeg skal videre," lød det bare i afsked, før hun nikkede igen og vendte sig for at gå.

[Aimée Pottemager]

De havde rykket sig et mikroskopisk stykke. Dina foregav ikke længere at være helt uden mimik og følelser, som hun altid havde vidst, at hun ikke var, men de var heller ikke som veninder, og det var milelangt til at vende tilbage til dét, de havde haft sammen. Et lille glimt af det havde hun dog kortvarigt set i dag, og håbets flammer bølgede lidt indeni.

Hun mærkede hendes blik, og hun følte, at der stod noget uudtalt i dem, men før hun vidste af det, havde Dina taget afsked og var på vej til at gå. "Dina," kaldte hun på hendes opmærksomhed, næsten lidt fast, som var ordene en hånd, der bremsede Bryggerdatteren. "Jeg er glad for at jeg rendte ind i dig. Det var dejligt at se dig." Var det for meget? Måske, men ikke desto mindre ærlige ord. Hun smilede svagt, lidt forsigtigt.

[Dina Brygger]

Dina vendte sig, da hun hørte sit navn. Det gav et stik i hjertet og en lille tid var det usikkert, om hun hun havde tænkt sig at svare.

Til sidst endte hun dog med at nikke. Hun kunne ikke gengælde ordene med sine egne, men hun kunne i det mindste give den tilkendegivelse. Intet var glemt, intet tilgivet, men måske... Måske var alt ikke fuldkommen tabt.

[Aimée Pottemager]

Aimée stod blot og så på hende. Dina Brygger. En kvinde hun elskede mindst ligeså højt som søstrene og som hun var ret bevidst om, at hun havde svigtet på en af de værste måder man kunne. Men det til trods havde det været dejligt at se hende i dag. Ikke nemt, ikke som de plejede, men de havde talt sammen og dét var rart til en afveksling.
"Pas på dig selv," lød det velment. Hun var indstillet på at Dina ville gå. Det havde hun jo allerede været på vej til. 

[Dina Brygger]

Dina stod et øjeblik endnu. Bare et øjeblik. Så nikkede hun lidt.

"I lige måde, Aimée," sagde hun lavmælt, før hun denne gang vendte sig og gik. Med tusind tanker.

Lukket