Friske lagener

[Ancret Glaspuster]

Egentlig var Ancret dronningens tjenestepige, men det betød ikke at hun bare kunne sidde og dovne den, når hun løb tør for opgaver. Der var altid noget at se til og hendes fødder var godt ømme, når hun var færdig med arbejdsdagen.

Denne morgen var hun blevet sendt ind til Johanot af Vigny kammer, hvor hun skulle skifte hans sengetøj. Efter sigende var adelsmanden i møde på dette tidspunkt, så hun gik ind ad døren uden de store betænkeligheder.

Desværre stod han midt i rummet i lyset fra vinduet og hun stoppede brat op.
"Tilgiv mig Deres Excellence, jeg troede De var andetsteds." Bemærkede hun og bøjede hovedet, mens hun ventede på den straf der nok snart ville komme. Hun havde allerede lukket sine øjne.

[Johanot af Vigny]

Johanots møde med en diplomat var blevet aflyst, fordi han efter sigende var faldet og havde slået hovedet. Sørgeligt, mest fordi greven nu spildte sin tid. Han stod og så ud over Levagny fra vinduet med de åbne skodder og tog en dyb indånding af forårsluften, da døren gik op. Han vendte sig roligt om og hævede et bryn over tjenestepigen, der straks plaprede op.

Han nøjedes med at løfte hånd i et signal om at hun skulle tie. "Gør dit arbejde," nøjedes han med at sige. Det burde ikke være nødvendigt.

[Ancret Glaspuster]

Ancret var blevet overrasket over hans tilstedeværelse, så hun havde opført sig med mindre elegance end hun ellers ville have gjort. Forsigtig gik hun hen til hans seng med de friske lagener og lagde dem på sengen, mens hun gik igang med at tage betrækket af den. Hun forsøgte at være hurtig, men mest af alt stille, så han forhåbentlig næsten kunne lade som om hun ikke var i lokalet. Hun kunne dog ikke lade være med at skæve hen mod ham et par gange, hvis ikke han havde været så gammel, havde han måske været en pæn mand.

[Johanot af Vigny]

Johanot vendte sig mod vinduet igen og så ud af det, imens pigen forhåbentlig gjorde sit arbejde til perfektion. Han vendte sig efter et par øjeblikke og rynkede panden let.

"Er du ikke dronningens kammerpige...?"

Det havde taget ham lidt tid at indse. Han lagde ikke så meget mærke til tjenestefolk.

[Ancret Glaspuster]

Ancret udførte sit arbejde så godt hun kunne, nu vidste han jo hvem der havde lagt hans lagener på og hun ville ikke have at han havde grund til kritik. Hun forsøgte at arbejde så hurtigt som muligt, men stoppede flygtigt op, da han stillede hende et spørgsmål.
"Jo, Deres Excellence, men jeg hjælper altid til andre steder hvis der er brug for det." Sagde hun, mens hun skubbede lagenet godt rundt om den bløde del af sengen. Derudover sagde hun ikke mere, mest fordi hun tænkte, at han nok ikke rigtig var interesseret i at have en længere samtale med hende.

[Johanot af Vigny]

Johanot nikkede langsomt over svaret og trak svagt på smilebåndet, uden at det nåede hans øjne. Han fugtede læberne og funderede over hvordan han kunne bruge dette til sin egen fordel. Han var dog ikke nået frem til noget helt konkret endnu og vandt sig selv lidt ekstra tid.

"Så kan du også hjælpe med at stramme sengerebene," (link) konstaterede han. "Hvad er dit navn, kammerpige?"

[Ancret Glaspuster]

Ancret havde næsten fået lagt lagenet hele vejen rundt om den bløde den af sengen, men selvfølgelig kunne hun godt hjælpe ham med sengerebene.
"Selvfølgelig, Deres Excellence." Sagde hun med et smil. "Mit navn er Ancret Glaspuster." Tilføjede hun derefter.
"Hvad er problemet med rebene? Skal de være strammere?" Spurgte hun og så afventende på ham med et høftligt smil. Normalt var hun ikke så stiv i sin personlighed, men hun var godt klar over hvem Johanot var og hun ville ikke risikere at fornærme ham ved at løsne op på formerne.

[Johanot af Vigny]

En håndværker. Johanot noterede sig det og lagrede det. Han samlede hænderne bag ryggen og lod blikket glide over den unge tjenestepige. Ancret. Hun var komplet ligegyldig for ham, men hun kunne vise sig at have værdi.

"Ja," svarede han tålmodigt, selvom han følte sig utålmodig. Han havde allerede bedt hende om at stramme rebene.

"Det er udfordringen, når man har en smuk hustru. Det skal De nok selv nå at opleve en dag," konstaterede han.

[Ancret Glaspuster]

Ancret kunne ikke mærke hans utålmodighed, hun skubbede blot sengepuden væk så hun kunne komme til rebene. Hun var lige ved at gå igang med sit arbejde, men hans næste bemærkning var så overraskende at hun stoppede op midt i en bevægelse. Det var ikke den slags detaljer en adelig, eller hvilken som helst mand, ofte delte med hende og hun blev koksrød i ansigtet, inden hun nåede at samle sig.

Ancret rømmede sig og strammede et reb til.
"De må være glad for hende." Sagde hun, selvom hun følte sig på dybt vand.
"Forhåbentligt vil en mand også have samme følelser for mig en dag." Sagde hun med et svagt, lettere drømmende smil.

[Johanot af Vigny]

Johanot havde ingen planer om at forføre tjenestepigen. Ikke rigtig. Han kunne dog godt se værdien i at være gode venner med en, der havde direkte adgang til Orielle af Falanie's ting. Derfor smilede han nu og gik hen imod sengen.

"Det er jeg ikke i tvivl om at du kommer til at opleve," forsikrede han. "Kan du helt selv finde ud af det? Meget flot."

[Ancret Glaspuster]

Ancret havde aldrig nogensinde fået så meget opmærksomhed fra en adelig mand og havde hun ikke været så naiv, havde hun måske været mistænksom. Hans forsikrelse fik hende til at smile en anelse og hun nikkede derefter, en smule ivrigt.
"Ja, det er slet ikke så svært." Sagde hun og strøg en lok af sit hår bag øret.
"De er en meget venlig mand Deres Excellence, det er sjældent nogen lægger mærke til mit arbejde. De må sige til, hvis der er andet jeg kan gøre for Dem." Sagde hun og strammede rebet lidt mere.

[Johanot af Vigny]

Johanot nød, når tjenestefolk var så naive. Han overvejede hendes godtroenhed et øjeblik, før han fandt en mønt frem fra sin bæltepung og lagde den på sengen foran hende.

"Der er en enkelt ting, ud over at tage imod den der," konstaterede han og nikkede mod mønten.

"Måske ved du, at jeg er i familie med kongen. Jeg bekymrer mig lidt for ham. Hvis du hører noget fra din frue, særligt om andre lande, så vil jeg sætte pris på at høre om det. Kan du hjælpe mig med det?"

[Ancret Glaspuster]

Mønten skinnede fristende foran Ancret, hun overvejede at sige nej, men ville hun ikke fornærme ham hvis hun gjorde? Tøvende rakte hun ud efter mønten og lagde den ned i en af sine lommer. Hun skulle til at takke ham, men han talte videre og hun ville ikke afbryde.
"Det er pænt af Dem. Jeg skal nok prøve at se om jeg kan høre noget om hvordan det går, Deres Excellence." Sagde hun med et smil.
"Mange tak for mønten. Det er pænt af Dem. Er der andet jeg kan hjælpe Dem med?" Spurgte hun. Hvis han var gavmild og gav penge, så var han da lige blevet hendes nye yndlingsadelsmand.

[Johanot af Vigny]

Johanot smilede let, stadig uden at det nåede de lyse øjne. Han rystede stille og roligt på hovedet. "Nej, frøken Glaspuster. Kun at De naturligvis holder denne samtale mellem os."

Han hævede et bryn. "Så kunne der gå hen og falde flere mønter af med tiden."

[Ancret Glaspuster]

Hans smil var pænt, tænkte Ancret, men han gav hende jo også penge, så måske var det det der gjorde ham mere tiltrækkende.
"Det er venligt af Dem. Det skal jeg nok huske." Sagde hun og nejede flygtigt og en smule klodset.
"Jeg siger det ikke til nogen, men hvorfor vil De ikke have, at andre kender til Deres betænksomhed?" Spurgte hun og så ham nysgerrigt i øjnene.