Pjokket hører til i støvet [TW]

[Johanot af Vigny]

Johanot havde ikke vejret til både at løbe og bruge stemmen, efter sparket, så han måtte stoppe op, for at kunne anråbe drabanterne.

"Grib ham! Tyv!"

Han havde tænkt sig selv at vride halsen om på knægten.

[Bertrand Tiggerdreng]

Selvom Bertrand var hurtig og havde fart på kunne han ikke nå at undgå den menneskelige mur af lystrende individer, der gjorde front mod ham og stødte skulder mod skulder i en afgrænsende halvcirkel.
Opbremsning var så hård at tiggerdrengen skøjtede hen ad jorden. Håndfladerne blev sat sviende mod det gennempløjede underlag. Med hjertet sunket ned i maven og tårerne forræderisk siddende i øjnene prøvede drengen end ikke at rejse sig.

[Johanot af Vigny]

Johanot gik roligt imod knægten. Drabanterne havde stoppet ham, men det var kritisk at de ikke fik ham med sig. De ville næppe tage hans liv for en anklage om tyveri.

Greven, derimod, havde besluttet sig for at drengens liv måtte ende.

"Jeg kan tage ham herfra," sagde han myndigt.

[Bertrand Tiggerdreng]

Guderne være nådige.
Grevens ord fik drengen, der egentlig ikke ønskede at løfte sig fra jorden, til alligevel at kravle tilbage mod drabanternes skosnuder. Blikket var vendt opad mod deres hager i appel.
”Han slår mig ihjel. Hjælp mig!” Det var ikke længere en bøn, han tryglede.
Men de var som stenstøtter – kroppene tunge og umulige at flytte, selvom Bertrand gjorde sit bedste for at hage sig fast til deres underben og/eller klemme sig forbi.

[Johanot af Vigny]

Drengen havde læst situationen fuldstændig rigtigt, men det sagde Johanot naturligvis ikke. Han fnøs let over postulatet og rystede på hovedet.

"Rakkerpak siger hvad de kan for at slippe for deres retfærdighed" konstaterede han. "Måske vil de herrer assistere mig ved at binde hans arme på ryggen, så han ikke løber fra sin retmæssige straf igen?"

[Bertrand Tiggerdreng]

De lystrede. Naturligvis gjorde de det.
Bertrand blev trukket op at stå; de syntes end ikke at bemærke modstanden. Skuldrene blev hevet automatisk tilbage, da snøren samlede håndleddene på ryggen. Knæene rystede. Hænderne var knyttet.

Derefter blev han overrakt som et tilfangetaget handelsdyr. Muligvis med et par ord fra den ene af dem, men tiggerdrengen ænsede det ikke. End ikke blikket blev løftet.
Lille Hund undgik altid den slags når han stod overfor de farligste mænd.

[Johanot af Vigny]

Johanot tog fat om tiggerdrengen og nikkede let til drabanterne. Så skubbede han rotten fremad.

"Ikke et ord," hvislede han.

Han havde ikke tænkt sig at tage ham til hverken til drabanterne eller hjem. Derimod styrede han ned af en mindre gade.

[Bertrand Tiggerdreng]

Hvis det havde været svært at gå fremad med en hånd truende om nakken, var det intet i sammenligning med dette. Balancen led under at armene var tvunget på ryggen, og selv små skub eller ujævnt underlag kunne få Lille Hund til at vakle.
Derudover tyngede erkendelsen voldsomt: En lillefinger havde været til at overleve – smertefuld givetvis, men underligt håndterbart i forhold til al den ukendte gru som fik lov til at vokse frem i takt med at de syntes at bevæge sig belejligt langt væk fra hvem som helst der kunne have modet til at blande sig.

[Johanot af Vigny]

Måske vaklede drengen, men Johanot tog et godt tag om hans sammenbundne håndled og ledte vejen fremad. Vægten var ingenting og han kunne også have båret ham.

Snart nåede de et hus med en stald og det var her Johanot førte drengen ind. Så trak han ham tæt på og greb kniven i sit bælte, som han holdt op foran ham.

"Sig en lyd og du er stendød," konstaterede han roligt.

[Bertrand Tiggerdreng]

Lille Hund svælgede og mærkede en snarlig aflivning true.
Øjnene flakkede ned til kniven der blev holdt frem.
Trods ordren tog tiggeren sig alligevel i at tænke, om det ville være nogen – fuldkommen lige meget hvem – der ville kunne høre ham, hvis han forsøgte sig med et skrig der var højt nok?

Knivens blad så skarpt ud.
Lille Hund føjede Den Grumme med et næsten umærkelig nik med hovedet.

[Johanot af Vigny]

Johanot brugte kniven til at skære i drengens trøje. En god luns stof. Så løftede han den anden hånd og holdt ham for næsen. Øjeblikket hvor han åbnede munden for at trække vejret, proppede han stoffet ind og lukkede sin hånd over hans mund i stedet.

"Ingen kommer til at savne dig," hviskede han i hans øre. "Og du bliver fin foder til flodens fisk."

[Bertrand Tiggerdreng]

Der var ikke rigtig noget at gøre for at modværge handlingen. Stoffet smagte surt og støvet og det tog et øjeblik at vænne sig til kun at kunne trække frisk ilt ind gennem næsen.
Drengen turde ikke rykke på sig, da greven kom helt tæt på. (Hvem prøvede han at narre? Han kunne ikke engang spytte på ham, om han så havde haft modet).

Øjnene var store af angst; drengen var slet ikke i tvivl om at greven kunne finde på det. Sådan var det: landets folk, selv de mest usle og hårdtslående kunne ikke måle sig med den primitive adfærd der var at finde blandt overklassen.

[Johanot af Vigny]

Johanot smilede over overgivelsen. Der var ikke mere kamp tilbage i den lille krop. Han havde forstået at hans skæbne var at falde for hævnen. Han havde bragt det over sig selv.

"Hvis bare du havde accepteret rimeligheden i at miste en finger," hviskede han og hev let i en af rottens fingre på de bagbundne hænder. "Hvis jeg var en mand, der nød at tage små drenge som dig som horer..." Han bjæffede en lille latter.

[Bertrand Tiggerdreng]

Sig en lyd og du er stendød, havde rigmanden sagt og fyldt Lille Hunds mund med stof.
Han ville måske godt kunne frembringe et par lyde, hvis han forsøgte – men det gjorde han ikke. Af de forskellige dødsdomme som lurede i nærheden, var ’stendød’ umiddelbart den mest definitive (og dermed den værste af dem).

Dog forsøgte drengen at undvige adlens klamme berøring ved at knytte næverne endnu hårdere og træde væk, en vaklende trippen, da manden nævnte de svages kroppes sygelige lyster.

[Johanot af Vigny]

Johanot skiftede og greb fat om de sammenbundne håndled igen, så han tvang drengen tilbage. "Du skal ingen steder," svarede han lavmælt. "Du bliver det yngste menneske jeg har dræbt. Næppe over femten. Vel?"

Han legede lidt med sit bytte. Morede sig. Stak kniven i bæltet igen og hev knægtens lasede skjorte op for at binde den om hans hoved, så han ikke kunne spytte stofklumpen ud.