Ild i pejsen

[Florine Laure Købmand]

Florine var ikke stødt over antagelsen. Det var også en almen association til universitetslivet i det hele taget. At det handlede om bøger, og intet andet. "Det tror jeg, at jeg gør! Er det den her?" spurgte Florine lidt nysgerrigt ind, inden hun begyndte at nynne strofer af den sang, hun troede det var. Sådan indledte de samtalen for resten af turen, før de nåede kroen.

Staffan trillede en tønde hen til den stejle stige, og hun hjalp til, da han tog det ene skridt opad. Hun vurderede, at de ikke kunne være på de samme trin samtidigt, så hun løftede nedefra og tog derved det tunge læs lige først, før Staffan var den, der måtte hive tønden helt op på stueplan. "Det kender jeg alt til. Min bror og far har viet deres liv til vores forretning - og vi andre hjælper alt det vi kan," medgav hun, så dér var fuld forståelse for den del. Det var meget almindeligt. "Den tanke kan jeg ret godt lide. Det her var ikke lige planen for i dag, men det er meget hyggeligt! Jeg er glad for, at du tog mig med," lød det smilende fra Florine, og hun mente det oprigtigt. Hun hyggede sig. Også mere end hun havde troet var muligt med en 'helt fremmed', fordi hun sjældent åbnede op overfor dem, men det føltes naturligt at snakke med Staffan. "Hvor mange søskende har du?"

[Staffan Brygger]

Han smilte bredt da hun bekræftede hans forklaring. "Ja der kan du bare se!" Lød det muntert, inden han greb om tønden og gav sig til at løfte. Han så sig kort tilbage for at koordinere fødderne med trinnene på den smalle stige, men vendte så ansigtet mod Florine igen da hun talte. Smilet havde kun forladt ham kort, for så at bryde frem igen. Hendes ord varmede lidt indeni - glad over at hun nød selskabet, selvom det var hårdt arbejde som han bød hende. Men så igen, hårdt arbejde i godt humør, var sjældent rigtigt hårdt.

"Tre." Svarede han og stønnede lidt i anstrengelse, da han hev tønden det sidste stykke op på stueplanet. Han børstede sig lidt i hænderne, for at få støvet af dem og satte dernæst to knyttede hænder på hver hofte. "To søstre og en bror." Uddybede han og trak på en adderende mine, "Og så har jeg en niece på to." - "Det er Floras datter." Lød det tilføjede, idet han gjorde et nik i Floras retning. Han bukkede sig nu ned for at vende tønden på højkant. "Hvad med dig?"

[Florine Laure Købmand]

Munterheden svøbte sig om ham, bemærkede hun, som et klædeligt stykke tøj, og den smittede automatisk af på den spinklere pige, selv da hun stod med den tunge vægt af tønden, før han fik den gebærdet resten af vejen op på stueplan. Det var hårdt arbejde, hun var blevet en del af, men hun klagede ikke, for nok var hun af en lidt finere stand, men hun var ingen komtesse, der var bange for at hjælpe til eller få skidt under neglene.

Florine nåede også stueplan med en lidt tungere vejrtrækning end før, og hun børstede også hænderne i forklædet, før hun så på ham på ny og lyttede. Tre. Ligesom hende selv. "Tre," gentog hun med et skævt smil, mens hun fulgte hans blik, da han udpegede Flora. Den søster, der havde en datter. Så blev spørgsmålet vendt om, og hun måtte grine kort, fordi det var lidt et sjovt tilfælde, at de begge havde tre søskende. "Også tre. To brødre og en søster. Ingen niecer." Lidt kækt og muntert kom tilføjelsen. "Skal vi hente flere eller går det an med den ene?" spurgte hun så, og ventede lidt på Staffans bedømmelse. Staffan med det pæne hår, og varme ansigt. Florine smilede svagt for sig selv over den tanke, før hun løsrev blikket fra ham og lod det glide rundt i lokalet, der summede.

[Staffan Brygger]

Han hævede brynene lidt i overraskelse. "Pudsigt." Han stod og smilte lidt af sig selv, idet han så hævede det ene bryn. "To søstre og en bror?" Spurgte han med kæk spøgefuldhed i stemmen, bare fordi at det skulle da være en sammentræf at hendes familie skulle ligne hans så meget.

Han kluklo lidt da hun så rettede ham, skønt det blot var omvendt - og ingen niecer! "De kommer før man ved af det." Smilte han, inden han vendte opmærksomheden mod tønden igen. "Vi skal lige have to mere op, og så må vi se om det er nok til i aften." Svarede han hendes spørgsmål, uden helt at lægge mærke til at hun stod og betragtede ham lidt. Det gik først op for ham bagefter, hvor han havde stillet hende et spørgsmål, som hun ikke havde svaret på. Lidt uforstående vippede han hovedet lidt på skrå. "Hvad?" spurgte han lidt selvbevidst, men stadig med sit drengede smil. "Har jeg fået sod på mig?" Spurgte han og førte hånden over ansigtet for at studere sin handflade for snavs.

[Florine Laure Købmand]

Det var på sin egen måde et pudsigt sammentræf, at de begge havde tre søskende. Ikke ualmindeligt dog. Mange familier i håndværkerkvartererne var store. Det trak synligt op i hendes mundvige over hans spøgefuldhed, før hun afklarede, at det forholdt sig lidt anderledes. To brødre og en søster.
Men på sin vis lignede familierne så alligevel hinanden meget: De bestod begge af to sønner og to døtre.
"Det tror jeg gerne! Jeg håber bare, at mine brødre bliver de første."

To mere. Florine nikkede accepterende, men var et lidt for langt øjeblik faldet i staver, mens hun havde betragtet ham. Hun håbede, at det var gået ubemærket hen. Mænd lagde ikke mærke til den slags på samme måde som kvinder, gjorde de? Hun fik sin teori afkræftet relativt hurtigt derefter. Florine var kortvarig forvirret, da han spurgte hvad. Men så faldt brikkerne på plads, da han kørte hånden over ansigtet og hun følte sig pludseligt lidt forfjamsket. Havde han sagt noget, hun havde glemt at reagere på? Ved Mithras... 
"Nej nej," kom det lidt hurtigt. "Der er ikke noget i vejen. Ingen sod. Kun lidt sved," forsøgte hun lidt spøgefuldt at smyge sig, men hun mærkede også en trang til at sige noget mere. Noget andet. "Du må undskylde, at jeg kom til at stirre. Det er bare ikke så tit jeg møder så pæne Bryggersønner," dristede hun sig til at lade ham vide med et lille varmt smil, før hun så tog turen ned af trappen igen, så de kunne hente to tønder mere. 

[Staffan Brygger]

Han så mod hende igen, da hendes forfjamskede benægten. Et latterfnys forlod ham, da han åbenbart 'bare' var en svedig person. "Jamen, vi arbejder jo også hårdt?" Drillede han hentydende til det faktum at de faktisk for nu, blot stod og talte. Staffan bukkede sig ned for at begynde at trille tønden til væggen, men stoppede halvt i sine bevægelser da Florine tilføjede en sætning.

Han hørte hendes undskyldning først og trak instinktivt på et varmt smil, og åbnede munden men intentionen om at forsikre hende om, at intet ondt var sket. Men de efterfølgende ord, lammede kortvarigt hans stemmebånd. Han så lidt mod hende, som hun bare stod selvsikkert der med sit varme smil, inden hun vendte sig om og forsvandt ned af trappen. Lidt paf over hendes direktehed, så Staffan bare efter hende, som varmen krøb op i kinderne.

Det varede et øjeblik, inden han opdagede sin egen fastfrossede stilling og lukkede munden igen, som han endelig trillede tønden på plads.

Atter nede i kælderen med Florine, trak han endnu en tønde ud fra stilladset. Han stillede sig for den ene ende og ventede på at hun skulle tage den anden. "Du er heller ikke så værst, Købmandsdatter." Bemærkede han så, med blikket glimtende af sin velkendte kække munterhed. Han tog et godt greb om tønden, med hensigten om at løfte. "Okay, på tre!" Sagde han så, som havde den forrige sætninger slet ikke fundet sted. "En. To...Tre!"

[Florine Laure Købmand]

Akavetheden nåede at smyge sig ind mellem dem, men hun havde nogenlunde reddet den med sin bemærkning om sved. I hvert fald lød et muntert fnys, og et mildt drilleri. "Du gør," bemærkede hun spøgefuldt, som lavede hun selv intet, førend den lidt direkte bemærkning faldt, før hun nåede at stoppe sig selv. Og hun mente det også, så hun stod et øjeblik med varme øjne og så på ham, før hun så på ny forsvandt ned til de resterende øltønder. Hun nåede dog at se, hvordan hans kinder blussede, og det var næsten sjovt at se en spejling af egne mulige reaktioner udspille sig.

I kælderen havde hun ventet et øjeblik på Staffan, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle forvente, da han gjorde hende selskab. Men han trillede blot en tønde mere ud, og hun gjorde antræk til at hjælpe, da en kæk bemærkning så flød. "Nå, er jeg ikke?" drillede hun ham men mærkede en uventet lille varme i kinderne og maven. Så fulgte hun instrukser og de boksede endnu en tænde ovenpå. "Når vi er færdige... Skal vi så tage et krus? Hvis vi må, selvfølgelig." 

[Staffan Brygger]

Han rettede sig op, efter de havde bakset tønde nummer to op. "Vi kan nok nå et, inden klokken bliver for mange." - "Oftest bliver kroen fyldt op hen af den sene aften." Forklarede han og stak et blik ud mod krostuens små ruder for at forsøge at vurderer tiden. "Vi kan nok godt nå det, inden det vælter ind."

De baksede den sidste tønde op og Staffan rullede den hen til et bærende stativ af træ og vippede den op at stå for at banke proppen af og istedet indsætte en taphane. På denne måde, når først tønden var placeret på stativet, så kunne Staffan skænke to krus øl, som han stillede mellem han og Florine der havde indtaget et af de små borde, tæt på kroens skænk. Han stillede de to krus, så der lød en vag, hul lyd. "Vær så artig!" - "Lys øl, lavet på byg og med bare et strejf af æble."

[Florine Laure Købmand]

Hun lyttede og fulgte med på samme måde som Staffan. Det havde hun ikke tænkt over, men hun var heller ikke helt inde i kroens rytmer. Hun kom der jo bare, når vennerne lokkede hende med, og tænkte ikke altid over hvor mange mennesker der var, medmindre der var helt proppet og de ikke kunne få et bord. 

Hun fulgte nysgerrigt med, da han satte en tap i tønden, inden hun så fandt et lille bord til dem tæt på skænken, hvor de kunne sidde et øjeblik, inden pligter kaldte på dem på ny. Det var anderledes end at være i sin fars butik, men hyggeligt nok. Hun havde heller ikke noget imod at lave noget. "Lys øl er alligevel de bedste," indskød hun sin egen vurdering, inden hun greb om kruset og løftede det i en skål og klingede det mod hans. "For godt samarbejde." Så tog hun en tår. "Hvornår plejer der at blive rigtig travlt?"

[Staffan Brygger]

"For godt samarbejde." Gentog han og vippede hagen lidt ind i en halvt nikkende hilsen. Staffan tog en stor mundfuld, så kinderne var let udspilede. Hendes spørgsmål faldt, inden han havde fået det sunket.
Med albuen hvilende på bordpladen, pegede han sin finger i retningen af et af de små vinduer der ledte vagt sollys ind i stuen. Så sank han med en mindre kraftanstrengelse. "Når solen går ned bag bymuren, rejser byens godtfolk sig i flok." Forklarede han og lagde underarmen ned igen, "Som oftest er der fyldt inden midnat."

[Florine Laure Købmand]

Florine havde et kort øjeblik ikke haft øje for at han havde taget en større mundfuld end hende, men blikket fandt hans ansigt på ny, mens hun ventede på svaret og hun kom til at trække lidt synligt på smilebåndet over synet af Staffan med udspilede kinder, før han sank og svarede hende med et fingerpeg og så med ord.
Hun nikkede lidt forstående. "Så snart skal vi til at løbe stærkt," konstaterede hun ud fra belysningen. Så tog hun endnu en tår af øllen. "Synger du med, når der synges sange?" spurgte hun så nysgerrigt og med varme øjne. 

[Staffan Brygger]

Han kunne kun nikke til konstateringen. "Vi drikker ud og så går vi igang." Smilte han muntert. Staffan nød arbejdet, ingen tvivl om det. Han havde kun lige sat læberne til kruset igen, da hun spurgte ham. Han fjernede det fra ansigtet og trak på et gævt grin, "Selvfølgelig!" - "Jeg lægger som oftest lidt strengespil til, hvis stemningen er god." Lød det muntert. Så hævede han et bryn, da han så mod hende. "Gør du?"