Lige i tyreøjet!

[Aelin Mélanie af Sangy]

Rygter havde det med at være lige netop det, rygter; intet mindre end opdigtede påstande og sjældent af den positive slags. Den unge baron kunne måske nok ikke beskrives som en større solstråle blandt ligesindede, men intet retfærdiggjorde et så morbidt og ondskabsfuldt rygte.

”Måske er han bare akavet på sin egen måde?” Forslog hun, men kunne godt selv høre hvor hult det klingede. Læberne blev klemt sammen til en tynd lige streg ”Jeg er sikker på at Lancelin må have haft gode grunde. Det er jo ikke fordi at Suilleaux navnet er blevet blakket, så han umuligt har kunnet finde et bedre parti?” Det vidste Theuderic bedre end Aelin selv. Han var trods alt tæt med lensgreven og lillesøsteren havde svært ved at forestille sig, at de to herre foruden at snakke venskabeligt sammen ikke også havde berørt mere politiske emner, her i blandt ægteskaber.

[Theuderic af Sangy]

Nu vendte han sig lidt skeptisk mod søsteren bag ham, "Akavet?" - "Pas på du ikke bliver for godtroende, lillesøster." Tilføjede han og vendte sig rundt igen. "Selvom rygter skal tages med et gran salt, så opstår de af en årsag." Lød de vise ord så fra den ældste Sangy. "Jeg ville ikke nære nogen tillid til Marcel af Monteres, førend han har givet mig en årsag til det. Men jeg fordømmer ham heller ikke, af samme årsag." - "Lancelin kender uden tvivl situationen med Baronen bedre, kvag giftermålet til Gisella." Medgav han Aelin, "Men det vil jeg ikke blande mig i. Lancelin har intet nævnt selv om emnet og ærligt talt har jeg ingen yderligere interesse i emnet udover hvilke muligheder det måske så kunne åbne for os." Tilføjede han og drejede Tencendur nedad en dyresti, som sikkert var skabt af enten hjort, vildsvin eller lignende. Hans blik spejdede omgivelserne, imens de red og talte.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin holdt ansigtet neutralt, da Theuderic drejede sig i sadlen for at sende hende et skeptisk blik, men så snart ryggen igen var vent til hende tog øjnene på himmelflugt. Ikke fordi lillesøsteren var uenig, hun havde bare ikke lyst til at høre på en ægthedsanalyse om rygterne og derpå også blive påmindet, hvilken charlatan storebroren var. Hun holdt uendeligt af både ham og Tómas, men tanken om dem i kødelig om gang fik hende mildest talt til at få lidt opkastfornemmelser, hvilket var ganske upraktisk til hest.

”Sammenføringen af Monteres og Suilleaux vil kun åbne muligheder for os så længe Lancelin stadig lever, og du forbliver på god fod med ham.” - ”Eller hvis du havde sørget for en forlovelse mellem Tómas og den ene af hans døtre.” Pointerede hun lidt tænksomt.
Elroy fulgte med ned ad dyrestien. Blikket bevægede sig mere årvågent rundt, mens ørene spidsede sig efter et skifte i fuglenes kald. ”Theud.” Lød det med sænket stemme og en arm løftede pegende ind i det sparsomme orangerøde krat, skråt fremme.

[Theuderic af Sangy]

"Sandt." Medgav han blot, skønt han efterfølgende rynkede brynene lidt over Aelins bemærkning. "Jeg havde overvejet at foreslå det, men.." Mere nåede han ikke at sige, inden Aelins stemme sænkede sig og gjorde ham opmærksom på et evt. bytte. Han tav straks og lod det mørkegrå blik vandre afsøgende over buskadset. "Nord vest?" Lød det dæmpet fra ham, da han synes at se den mellembrune pels, mellem stammerne, men alligevel var lidt usikker.

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Nord, nord vest.” Rettede hun sagte, uden at tage blikket fra efterårsløvet hvor bukken der befandt sig bag.
Forsigtigt blev buen gjort fri og en pil trukket fra koggeret spændt til sadlen. ”Har du syn?” Spurgte hun stemmen fortalt holdt lav, hentydende til om han kunne tage første skud, mens hun lagde pilen klar på strengen. Aelin var ingen dårlig bueskytte, men hendes udsyn var ikke nært så frit som det for hende så ud til at Theuderic’ var. Hun satte sig derfor klar som assistance, skulle hans skud misse eller ikke være fatalt.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic rettede sit blik efter søsterens anvisninger. Nord, nord vest. En lille flok kronhjort stod og græssede i skovbrynet af en lysning. To hinder, en ældre kalv og en buk. "Jeg ser den.." Mumlede han stille og tog sigte med armbrøsten. Han vidste at han havde ét skud at gøre med, for hvorom armbrøsten leverede et kraftfuldt stød med bolten, så var den larmende, og langsom at optrække. Hans blik gled til siden, for at sikre sig at Aelin var klar med assistance og så til sin tilfredshed at lillesøsteren nærmest bare ventede på at han ville skyde.

Som Tencendur vandrede forbi to større stammer, fik Theuderic et godt udsyn og som om hesten kunne fornemme det, stod den stille, som var den frosset fast til stedet. End vippede ørene knapt, som dens rytter tunede sig ind på byttet. Bukken havde netop taget hovedet op i en lyttende position og stod derfor stille. Dens flanke vendt mod de to i krattet. Han justerede sigtekornet til lige bag dyrets skulderblad, sigtende for et hjerteskud. Det hurtigst dræbende, foruden for hovedskud, som ganske vist var effektivt, men meget svært at ramme ordenligt. Bolten affyrede og borede sig ind i kødet på krondyret, som strakt satte i løb.

Theuderic bandede lavt, da dyret ikke drattede om efter nogle meter, hvilket indikerede at han ikke havde ramt rigtigt. Skuddet havde uden tvivl sat sig i et lungeskud, dog. Et skud som dyret kunne løbe nogle hundrede meter på, indtil lungerne klappede sammen og dyret kvaltes. Så det ville dø, uanset hvad, men de kunne risikere at lede i timer efter hvor den faldt, hvis de overhovedet lykkes med at finde den.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin holdt sit blik fikseret på bukken, ville ikke risikere at miste den af syne for bare et split sekund. Sikrende en mere ren og lige skudlinje, trak hun nyt ilt ind når hjertemusklen løsnede og gjorde plads til ny ild ud når den trak sig sammen. Tilpassede sin vejrtrækning efter hvordan blodet blev pumpet rundt, for at holde buen mest stabil.

Armbrøsten gav et mekanisk klik, da bolten blev sendt afsted. Han ramte og den anskudte hjort tog af. Buestrengen sang svagt, da pilen blev sendt gennem luften. Sigtende efter hjertet. Pilen ramte rent og knapt ti meter, hvor det første skud havde punkteret lungen faldt dyret og Aelin kunne sætte den næste klargjorte pil tilbage i koggeret.

”Virkelig, Theud? Lungen?” Bebrejde hun drillende for det dårligere skud. Ude afstand til at holde sit selvtilfredse smil fra læberne, da hun klemte schenklerne mod Elroy og red forbi broren, i retning af bukken.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic skævede lidt fladt på lillesøsterens selvtilfredshed og fulgte hende med blikket, som hun triumferende satte hesten igang og mod byttet. "Årh, hold bøtte, Lanie." brummede han utilfredst med sin egen præstation, som han fulgte efter Elroy ud mod lysningen.

Den faldne buk lå i en pøl af blod, der allerede var begyndt at koagulere. Varmen fra det, fik det til at dampe let i den køligere luft. Theuderic steg af hesten og frigjorde daggerten, som han blot rakte til lillesøsteren. "Din hjort, dig der renser." Bekendtgjorde han, med et ansigtsudtryk der indikerede at dette udelukkende handlede om ren og skær søskendeprovokation. Og for at understrege sin pointe, gik han hen til Tencendur der ikke spildte ét sekund på at græsse, hægtede sadeltaskerne af, lagde dem på jorden og satte sig ned for at hvile sig mageligt opad dem med hænderne omme bag nakken idet han blot afventede at se hende bokse med det store dyr.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Det hoverende smil holdt stædigt ved i mundvigene, da hun krængede hovedet bagover, så han ikke kunne undgå at hører hende ”Det er ikke min skyld at jeg har haft en bedre læremester end dig.” Pointerede hun forsat i den spøgefulde tone.

Luften af jern hang tung i efterårsluften og nåede næseborene længe før hestene blev parkeret nær bukken. Nedfaldene blade knasede under hendes vægt, idet hun svang sig fri af sadlen for at trådte nærmere det døde dyr. Den skarpe klinge blinkede inviterende i sollyset, da Theuderic dybt uretfærdigt og storebror trælst rakte blankvåbnet frem så hun måtte til at standse. Blikket løftede sig fra den forvoksede dolk og det samme gjorde øjenbrynene i et nonverbalt ’Ej, dét mener du ikke?’ mens armene flettede sig sammen, men det fik ikke daggerten til at falde. Det var hendes pris at betale for at have været flabet og han lod hende ikke kommen uden om.

Det var med et hårdt latterfnys at Aelin tog våbnet fra ham og knæle ved ’hendes hjort’. Priste sig lykkelig for broren trods alt holdte sine våben ved lige, da det første snit blev sat mod bugen. ”Hvis det er samme galanthed du viser overfor kvinderne, så forstår jeg godt du stadig er ugift.” Kommenterede hun og drejede hovedet for at række tunge tilbage mod ham, hen over skulderen.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic lo lidt ved lillesøsterens bemærkning og skævede lidt hende under halvt åbnede øjenlåg, som han sad dér og var ganske godt tilpas ved søsterens slæberi. "Det er den galanthed der trækker dem til." Bemærkede han lidt lummert, skønt den intentionelle spøgefulde, kækhed lå lige under. Han vidste at hun let blev hylet ud af den, så snart der blev hentydet til seksuelle undertoner. Det havde altid moret ham.. nok fordi hun var den eneste i søskendeflokken der var så blufærdig, selvom hun som væbner burde være hærdet lidt.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Storebrorens ord påmindet straks den yngre søster hendes om hvorfor hun vanligvis gjorde sit bedste for at undgå dem, som var de skabt af Mortem selv. Et tydeligt gys løb i gennem hende, så skuldrene trake sig op omkring ørene med en urgh-lyd der straks fik Aelin til at klage sig. ”Urgh, stoooop.” Bad hun misfornøjet. Hun havde stadig intet behov for at kende til hverken hans eller Tómas af Sangy udskejelser, hverken gennem digtede fortællinger eller antydninger fra kilden selv ”Jeg vil ikke høre om alt dit… det der.” En blodig hånd viftede lidt rundt i luften, som havde den evnen til at fremtrylle de manglende ord ud af den rene luft.
Theuderic måtte dog siges at være en modig mand sådan at alludere til sin lemfærdige omgang med modsatte køn, mens Aelin stod albue dybt i den afdøde hjort, i færd med at trække tarm og andet indmad ud. Hun var måske for fin til at kaste møg på ham, men hvad hun ikke var for fin til var at sende ”blodregn” i hans retning, hvis han forsatte. 

[Theuderic af Sangy]

Han åbnede nu øjnene helt og så på hende. "Mit hvad, helt præcist?" spurgte han, med et lidt inkvisitorisk hævet bryn og en falsk skyldsfri mine gemt bag. Han lod spørgsmålet hænge lidt for hende at besvare. inden han blot selvsikkert lukkede øjnene igen, for at fortsætte sin solbadning under lillesøsterens hårde arbejde med hjorten. "Jeg kan forsikre dig om, at uanset hvad du beskylder mig for, så er jeg uskyldig." pointrende han, stærkt hentydende til alle de gange hvor Theuderic, da de var børn, ålede sig udenom skideballer og øvrige sanktioner, som en sand mester.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Lignende en fisk trukket op på land åbnede og lukkede Aelin munden sig gentagende gange, men uden at ord formåede at forme sig før den klemte sig sammen med en i følge hende selv klageberettiget hmpf-lyd. Ikke på vilkår at hun havde tænkt sig at uddybe overfor ham, ville hellere gnide sand i sine øjne end at spekulere mere i hans i kropslig omgang med guderne måtte vide hvem.

"En dag, så kommer din sølvtunge og din evne til at åle dig udenom alt ting til at bide dig bag i." Pointerede hun i mangel på et bedre forsvar, selvom der i sidste ende nok var noget sandhed i spådomen. Aelin havde aldrig haft ordet i sin magt som Theuderic og deres mor, men hun havde heller aldrig rigtig missundet den ældre bror det nært så meget som det havde bekymret hende.
"Og let så lige måsen og kom og hjælp med at få tømt hjorten, hvis vi også skal nå tilbage i dag." 

[Theuderic af Sangy]

Theuderic betragtede hende med et selvtilfredst smil, ud gennem et rævesovende øje, som hun åbnede og lukkede munden gentagne gange i manglen på ord. Han måtte dog atter åbne øjnene, da lillesøsterens vise ord ramte hans ører. "Sølvtunge?" Studsede han kortvarigt, inden de næste ord bad ham tage en aktiv del i rensningen af hjorten. Han rejste sig, smøg ærmerne op så meget som de kunne og lod læderhandskerne dumpe ned i græsset ved siden af sadeltaskerne. Hvorefter han vandrede over for at sætte sig på knæ over Aelin, på den anden siden af dyret. "Det må ligge til familien." Smilte han og så kort op på hende, hentydende, inden han vendte blikket ned mod hjorten, hvis indmad han var ved at løsne. Så rynkede han brynene.. "Med undtagelse af Tómas." - "Der er ikke så meget sølv over de ord han ytrer for tiden."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Mørkebrunt blev for et øjeblik erstattet med hvidt, idet blikket drog på en mindre himmelfart, ved brorens ubeskedne smil og generelle suffisante fremtoning. Hun var dog ikke rigtig træt af ham, selvom det kort synede anderledes.

Aelin endte med at fnyse hårdere end det havde været meningen ”Du mener med undtagelse af mig.” Korrigerede hun. Hendes tunge var måske ikke belagt med sølv, hun kunne derimod præstere et ganske solidt hvalpeblik, hvis hun da selv skulle sige det.

Indmaden slap med en våd svup-lyd, der fik hende til at rynke en smule på næsen. Det var en af de lyde som Aelin aldrig kom til at holde af uanset, hvor meget jagtvildt hun nedlagde. ”Måske du skulle forslå ham at vaske sin mund med sæbe? ” Det var svært ikke at komme med en drillende kommentar, før øjenbrynene rynkede sig sammen i alvor ”Jeg forstår godt det ikke er et drømmescenarie for ham, men har han overhovedet givet Aren-pigen en chance? Folk kan nogen gange overraske en til det positive.”