Forblændet

[Fleur af Aren]

Fleur blinkede så godt hun kunne øjnene fri for tårer, så mod hesten og derefter tilbage på ham; hendes helt egen ridder til undsætning.
I et forsøg på at genvinde bare lidt af den værdighed mosen havde suget ud af hende, gned hun tørv sorte fingre over kinderne. Lige lidt hjalp det. Hun følte sig ikke mindre ynkelig, og med Theuderic’s overbærende tone følte hun sig fjollet over overhovedet at have nævnt lygtemanden. Hun var jo ikke længere noget lille barn.

Hun trådte nærmere det store dyr, greb en håndfuld af særk og kåbe og gjorde mine til at træde op i de sammenflettede fingre, men gik i stå med begge fødder i jorden.
”Vil De ride sammen med mig?” Spørgsmålet var i sig selv ganske uskyldigt. Mosen var lunefuldt at gå rundt i, specielt om natten, men det var ikke bekymringen om Theuderic der faldt i et mosehul, som havde fået Fleur til at spørger men udsigten til kropsvarme. Ridderkåben havde sørger for at få den første varme i kroppen. Var det så eneste grund, for selvom hun ikke burde tænke tanker om følelsen af en stærk krop trykket mod sin, så var det nøjagtigt hvor hendes tanker begyndte at kradsede hen.

[Theuderic af Sangy]

For et øjeblik stod han blot afventende, at den mudrede sko ville træde i de rene hænder. Men da der ikke kom en, rettede han de grå øjne mod den vædedrivende skikkelse gemt under den tunge uldkappe. Regnen faldt stadig blidt fra himlen og havde gjort de mørke krøller våde. En dråbe løb nedover panden på ham, som han så op og han bemærkede kort at væden var begyndt at trænge igennem de dyre lag på doubletten. "Hvad?"

Det mest passende ville være at trække hende. Uden tvivl. Men mosevandet var også begyndt at søge ind i hans sko. Desuden ville de nå hurtigere frem og ud af regnen, hvis han kunne navigere Marengo fra ryggen.. og nu hun selv bød? "Hvis De tillader, Nådigfrøken." Lød det galant fra ham, idet han formåede at holde stemmen helt fri for skrupler om våde sko.

Han lod hende stige an i sine hænder, og gelejdede hende nemt og behændigt op på hestens ryg, som havde han ikke lavet andet. Blikket hvilede på hende fra jorden af, som han lagde fingrene om hælen. Studsende over den kulde som havde bidt sig fat i den blege hud. "Hvis De skubber benene længere frem og læner Dem lidt indover hesten, så er det nemmere for mig, at stige op." Bemærkede han og pressede lidt på i sit greb, for at genne hende til at gøre som budt. Han slap naturligvis, da hun føjede ham.

Den skabte plads, gjorde rum til hans fod i stigbøjlen og med en hånd om tøjlerne på sadlens front og en bagpå, svang han sig op. Havde hun ikke lænet sig fremad, ville de være kambouleret, da pladsen var trang for to ryttere på én hest... Pladsen var meget trang, faktisk. Fleur sad nærmest i hans skød, så han kunne mærke hver en centimeter af hendes kølige former, hvilende mod ham. En påtrængende tanke, forsøgte han at skyde ud af hovedet, mindende sig selvom at hun blot var et barn. Istedet rakte han rundt om hende og fordelte tøjlerne mellem sine hænder. "Sidder De sikkert?" Spurgte han, inden han ville drive hesten på.