Under masken

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume var ikke fremmed med anatomien, men han havde aldrig rørt andre end sig selv på den måde og det var anderledes. Til gengæld var det også sin helt egen form for ophidsende og han glemte alt om ordentlig opførsel, som han slet og ret fulgte sine inderste impulser.

En anstrengt, men dog dæmpet lyd undslap ham og hans pande kolliderede blødt med den lyshårede mands, som han måtte lukke øjnene i dyb koncentration for ikke at ende det alt for tidligt.

[Denis Trouvère]

Denis begærede andet af brunetten, men en nybegynder kunne ikke forventes at agere hans bugtalerdukke, så han holdt sig selv i skal og nød de akavede, men entusiastiske forsøg, som han kopierede nogenlunde. Han smilede over panden lænet mod hans og trykkede sig mod hånden. "Fortæl mig hvad du hedder, så jeg kan stønne dit navn," bød han dæmpet.

[Guillaume Hoftjener]

Det var på mange måder bedst, at de vidste så lidt om hinanden som muligt eller i hvert fald, at den lyshårede mand vidste så lidt som muligt om ham og selv gennem begærets uklarhed, huskede han den del.

"Gui," svarede han derfor blot, hæst og sandfærdigt, samtidig med at hans bevægelser blev mere modige, mere beslutsomme. Mere krævende.

[Denis Trouvère]

Denis fik hjælp til at føle behovet for at stønne, da Gui tog bedre fat, blev mindre tøvende og i den grad førte ham tættere på kanten. Han glemte næsten at kopiere ham i sit eget begær og trak vejret tungt og hørligt, som han fandt hans hals med kys og hans øre med lyde.

"Gui," stønnede han, ikke så indøvet som forventet. "Hnghh. Næste gang bøjer jeg dig ind over det her bord og viser dig hvad grænseløs nydelse er," lovede han.

[Guillaume Hoftjener]

Det var den perfekte distraktion fra sin egen, snigende forløsning og det presserende behov blev mere afdæmpet, da manden, hvis navn han ikke kendte, mistede kadencen i sine egne bevægelser.

Det betød ikke, at han var upåvirket af den varme ånde ind mod sit øre og han slap selv et dæmpet støn, der kun fik ham til at lukke fingrene fastere sammen.

Hans hoved svømmede lidt, men tidligere ord trængte alligevel ind i hans bevidsthed, sammen med den klare viden om, at det kun var det her ene øjebliks svaghed. "Levede De ikke i nuet, Monsieur?" spurgte han hæst, ind mod mandens hals og pludselig kunne han ikke lade være med at kysse huden der.

[Denis Trouvère]

Denis tog en hørlig indånding og lukkede øjnene. Han krummede fingrene lidt omkring Guis hofte og markerede med tænderne mod hans hals.

"Mm. Men du er nybegynder," konstaterede han, fristet, dog. Mithras, han var fristet. Han trak hånden til sig. "Så vend dig om."

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume vidste ærligt ikke om han havde ment ordene som en opfordring. Han havde tænkt mere på, hvad manden tidligere havde sagt sammen med det pludselige løfte om, at det ville gentage sig. Først nu slog det ham, hvad han indirekte havde accepteret. At hans ord havde virket mere ledende, end han havde ment dem.

Han tog en hørlig indånding over den uventede følelse af tænder mod sin hals og han måtte tage en hurtig beslutning. En del af ham var fristet, men det var også en grænse og til sidst måtte han svare: "Ikke nu." Han bøjede ansigtet lidt ind mod mandens hals. "Det var ikke... Hvad jeg mente."

[Denis Trouvère]

Denis hævede et bryn, da der blev trukket i land, før det blev tydeligt, at han havde misforstået. Han lo dæmpet og lænede sig ind for at stjæle et kys. Imens sneg han hånden ned i mandens braies igen.

"Hvad mente du så, smukke mand?"

[Guillaume Hoftjener]

Der havde ikke været en overflod af kys og alene det var nok til at få en kuldegysning til at løbe ned over hans rygrad. Samtidig stønnede han dæmpet, da en hånd lukkede sig om ham.

"Mh," slap det ham, halvt ind mod den anden mands læber, som havde han svært ved at formulere sig. Det var ikke helt løgn, men primært fordi, han var distraheret.

"At der ikke bliver en næste gang," fik han så endelig sagt, uden omtanke for om han ville fortryde ordene. Hvilket han lidt gjorde i det øjeblik, de undslap ham.

[Denis Trouvère]

Denis stoppede op et øjeblik ved svaret, før han lo dæmpet og lænede panden mod Guis. "Mm. Fint," svarede han. "Så siger vi det."

Tydeligvis troede han ikke på et ord ud fra hans mund. Han havde mødt andre mænd i benægtelse før.

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume var ikke som sådan i benægtelse. Naturligvis var det bedst, at de ikke så hinanden igen, men ordene var ikke kun møntet på sine egne betænkeligheder. Manden havde understreget, at han ikke grublede over fremtiden - og Gui troede ikke for alvor på, at han ville vende tilbage.

Han trak sig ikke væk, tværtimod, men til gengæld formåede han heller ikke bare at lade samtalen glide. Hans egen hånd havde rykket sig ud for at lukke sig om mandens hofte i stedet. "Jeg tror begge vi ved, at De glemmer alt om mig, når noget nyt og spændende fanger Deres blik," konstaterede han dæmpet. Det var ikke en anklage.

[Denis Trouvère]

Denis trak også hånden til sig igen, men fnøs dæmpet over konstateringen fra manden og hævede et bryn let.

"Mon Dieu, hvor dystert. Hvis vi har haft det sjovt sammen en gang, så kan vi vel have det sjovt igen, kan vi ikke?"

[Guillaume Hoftjener]

Måske var det et strategisk dårligt tidspunkt at lufte sine generelle lave forventninger til den anden mand. Han flyttede sig nok til at kunne ane hans træk i mørket, men slap ikke hans hofter.

"Måske," svarede han med en let skuldertrækning. Måske havde han ikke tiltro til at skæbnen ville føre dem tilfældigt sammen en tredje gang. "Ønsker De det?"

[Denis Trouvère]

Denis følte sig lettere trængt op i en krog, selvom det var ham, der stod med manden op imod et bord.

"Hvis jeg kan få lov til at rage på dig nu, i stedet for at skulle svare på spørgsmål om hvad jeg vil bagefter?"

[Guillaume Hoftjener]

Guillaume fnøs dæmpet, men også svagt muntert. "Du bragte det selv op," svarede han, evigt tør, men droppede til gengæld også den formelle tiltale.

Han sagde dog ikke mere, men lænede sig frem og pressede læberne mod hans.