Efter kampens hede

[Dina Brygger]

Dina havde ikke været forberedt på, at så tunge følelser ville komme i spil så hurtigt, men det var utvivlsomt effekten af krig. Hun tog en indånding og smilede svagt over hans ord, mens hendes fingre strøg blidt over hans skulder. Hun længtes efter mere tid med ham, tid til at finde ud af, hvem de var sammen. Der havde været alt for lidt indtil nu. Hun slugte tanken og skubbede behovet ned.

"Er du træt?" spurgte hun i stedet, lidt hæst.

[Micah Brygger]

Micah havde ondt og var stadig stærkt påvirket af alt han havde været igennem, men han havde sovet og sovet, så han var ikke på den måde udmattet.

"Sulten, nærmere," konstaterede han, men holdt også lidt på hende. Hellere sulten end at miste deres fysiske kontakt.

[Dina Brygger]

Dina kunne ikke lade være med at få en varm fornemmelse i maven over signalværdien i det strammede greb og af samme grund havde hun heller ikke travlt med at frigøre sig.

"Skal jeg finde noget til dig?" spurgte hun dog. Ærligt, kunne hun ikke selv huske, hvornår hun sidst havde spist, men der var så meget andet end sult at fokusere på.

[Micah Brygger]

Micah brummede lidt. "Lige om lidt," medgav han, men sugede hendes nærvær til sig en stund endnu. Han havde virkelig ikke travlt med at komme af med hende. Tværtimod.

Tiden gik dog, hans mave knurrede og hun måtte også være sulten. "... Og kun hvis du finder noget til dig selv også," tilføjede han til det tidligere svar, selvom der måske var gået minutter.

[Dina Brygger]

Dina var så træt, at hun var faldet lidt hen, da der blev stille med dem og hun blinkede blytunge øjenlåg op, så meget som hun formåede.

"Hvad?" lød det i indledende forvirring, før det dæmpede. "Ja. Undskyld. Jeg faldt vist lige..."

[Micah Brygger]

Micah smilede med en mildhed, der var reserveret Dina. Han kyssede hendes tinding. "Jeg kan godt vente," forsikrede han hæst. "Du må gerne sove her. Hos mig."

Det var de første vidunderlige øjeblikke, da de sov sammen på landevejen. Det her var komplet anderledes, men alligevel var de lidt i en boble.

[Dina Brygger]

Intet ved deres relation havde været traditionel og det var heller ikke tilfældet nu. Hun var dog ikke ked af det, men mærkede et næsten desperat træk mod at falde i søvn lige der. Hun holdt dog trangen hen.

"Jeg kan godt hente mad først," forsikrede hun og fik sig skubbet lidt op. Kroppen føltes blytung.

[Micah Brygger]

Micah slap en lyd af protest, men han var virkelig meget sulten. "Kun hvis du lover at komme tilbage og sove her," mumlede han.

Han vidste godt at de løb en chance. Magnus ville nok bande af ham. Micah havde dog været døden nær og kunne ikke tænke på andet end Dina, tæt på.

[Dina Brygger]

Det var helt klart ikke god praksis at dele et smalt sygeleje og muligvis ville Dina få en reprimande for det den efterfølgende dag, men hun havde også brug for at være selvisk nu.

"Aftale," lovede hun og smilede lidt. Hun gled op at stå, men gik ikke med det samme. I stedet lænede hun sig impulsivt frem og trykkede læberne blidt mod hans. Vist for første gang i alt kaosset.

[Micah Brygger]

Micahs øjne faldt tungt i, da Dina kyssede ham. Et skud af noget gik igennem ham og efter et øjeblik indså han hvad det var. Blodrus, sagde nogen, kunne lede til et meget stærkt behov.

Det havde han ikke haft umiddelbart efter kampen, for han havde haft andet at tænke på, men nu? Nu måtte han trække sig selv helt op i nakken mentalt for at rykke sig lidt bagud og endelig ikke bebyrde Dina med sine fysiske trange. Han rømmede sig. "Kom snart tilbage," bad han."

[Dina Brygger]

Dina vidste ikke, hvad der gik gennem Micahs tanker. Hendes egen grund til at dvæle længere, end hun havde tiltænkt, havde alt at gøre med, hvor tæt hun havde været på at miste ham og hvad, det havde fået hende til at indse. Det blev da også ham, der brød kysset og hun fulgte et lille stykke med, før hun fik tag i nakken på sig selv. Hun sank og klarede halsen lidt, men nikkede og rettede sig.

Det var sent og det tog lidt tid, og lidt varsomhed, at finde en skål med noget varmt og en humpel brød. Hun småløb det meste af vejen tilbage, utilpas med at være ude alene om natten i lejren, men fandt tilbage uden hændelser. Micah var stadig vågen, da hun trådte ind og hendes skuldre faldt helt synligt, ligesom et lille smil spirede på læberne.

"Det var det bedste, jeg kunne opstøve," informerede hun, som hun gled ned at sidde på hans leje igen og rakte skålen opfordrende frem mod ham.

[Micah Brygger]

Micah lå ned, men da Dina kom ind og nærmede sig, begyndte han anstrengt at stable sig selv op. Langsomt lykkedes det at sidde og han smilede mat i taknemmelighed. "Har du selv spist?"

Han så bestemt på hende. Han var ikke den eneste med behov. Hun måtte også være meget sulten.

[Dina Brygger]

Dina kom til at smile helt dumt over hans bestemte blik og det fik noget varmt til at svulme i brystet på hende. Hun pressede læberne sammen og rakte impulsivt frem og strøg lidt hår væk fra hans pande.

"Vi kan dele lidt," svarede hun, mens fingerspidserne fortsatte ned bag hans øre og hals. "Spis," opfordrede hun.

[Micah Brygger]

Micah smilede svagt og tog skålen. Han kunne bedre lide det når hun var bossy uden at det handlede om at han lå i en sygeseng og havde det frygteligt.

Han tog en skefuld og slugte den. Ikke så godt. "Spis," beordrede han dog igen med et svagt glimt øjnene.

[Dina Brygger]

Dina kunne ikke lade være med at se lidt ængsteligt på Micah, ubevidst om, at han måske ikke var fuldt ud komfortabelt med det. Hendes behov for at passe på ham var dominerende og hun trak kun modvilligt sin hånd til sig.

"Javel," mumlede hun dog med en lille trækning ved mundvigene, før hun brækkede et lille hjørne af brødet af. Det skilte hun en gang mere, før hun dyppede den ene bid i hans skål og stak den i munden. Betragtede ham imens.

"Har..." begyndte hun, da hun var sunket. Påpasselig, men ængstelig efter at vide det, der blev ved med at vende tilbage til hendes tanker. "Har der været nogen at se til dit ben...?"