Når grise får vinger

[Dina Brygger]

Det var meget, meget, meget lang tid siden at Dina Brygger sidst havde sat sine fødder i pottemagerhjemmet, men mirakler fandt åbenbart sted, for der var hun. Ikke helt bekvem, godt nok, men dog besluttet, som hun løftede hånden for at banke på.

Hun vidste ikke om Aimée Pottemager var der, men det var der kun en måde at finde ud af.

[Aimée Pottemager]

Alting føltes som om det var i opbrud. En større ekskorte skulle rejse snarest, drage i krig, og hendes familie leverede adskillige krukker til at transportere og opbevare vigtige ejendele, madvarer og deslige. Praktiske størrelser.
Denne dag var dog markedsdag, og hendes far havde derfor været nødt til at lade hende alene tilbage i pottemageriet. 

Med indtørret ler på kinden, og efter kun hurtigt at have skyllet hænderne, åbnede hun døren, og synet tog helt pusten fra hende. For der stod Dina. Først blinkede hun blot forvirret og forundret. Så fandt hun ord.
"Dina," hilste hun og det trak lidt i smilebåndet. "Hvad -... Kom indenfor." 

[Dina Brygger]

Dina var nervøs, men også besluttet og der var det sidste, der skinnede igennem, da hendes blik mødte Aimees.

"Tak," sagde hun, en kende brysk, men blot fordi det var sådan hun generelt var, når situationen var følelsesmæssigt sårbar.

"Jeg vil ikke forstyrre, hvis det er et dårligt tidspunkt."

[Aimée Pottemager]

Bryskheden kendte hun. Både fra før de blev uvenner og efter, og det var svært helt at afgøre dens årsag på stående fod.
Simée veg pladsen, så Dina kunne træde ind i pottemageriet, som så ud som det altid havde gjort. Hun kørte lidt af håret væk fra ansigtet før hun atter fokuserede på veninden. 
"Det passer fint, Dina."

Det var aldrig rigtigt længere et dårligt tidspunkt for dem at mødes. Aimée nød de få øjeblikke de nu fik sammen.
"Er der sket noget?"

Aimée havde set Dina og Micah gå til vårfesten, og det havde bragt blandede følelser med sig, men mest af alt glædede hun sig dog over at Dina var elsket. Hun nævnte det dog ikke nu. Lod istedet Dina selv lægge ud med hvadend der havde fået hende til at opsøge hende her. Det måtte være vigtigt. 

[Dina Brygger]

Ærligt, så var der sket en del, men der var en specifik årsag til at hun var der. Og det krævede en del af hende. Hun så sig lidt rundt, da hun kom ind og tvang skuldrene lidt ned. Så fandt blikket Aimée.

"Jeg har besluttet at rejse med til Gestraria."

[Aimée Pottemager]

Aimée kunne se at noget var i gærde. Hun kendte Dina. Selv de små trækninger. Lagde derfor også mærke til at skuldrene skænkede sig nu, og at blikket flakkede, før hun så hende i øjnene og kom med en nyhed, hun slet ikke var forberedt på.
Hun blinkede forundret. Så trak brynene sig sammen på midten. 
"Til Gestraria? I krig? Dina..."

Måske ville andre have haft indvendinger. Men hun vidste allerede, at Dina var besluttet. Det var hun altid. Så hun indvendte ikke. Istedet trådte hun nærmere og lagde begge hænder på hendes skuldre. Så tavst på hende, før hun så dristede sig til at slå armene om hende. "Jeg kommer til at savne dig." 

[Dina Brygger]

Dina holdt næsten, næsten, vejret, da hun ventede på reaktionen. Hun svarede ikke på de første ord, men lod Aimée nå frem til enden. Til gengæld stivnede hun en anelse under omfavnelsen. Ikke negativt, men fordi, hun ikke vidste, hvordan hun havde det med det.

Hun trak sig dog ikke væk, men ventede med at tale, til Aimée havde trukket sig lidt tilbage igen. "Jeg ville gerne tale med dig inden," konstaterede hun. "Om... Os."

[Aimée Pottemager]

Da den kvinde, der alle dage havde været Aimees tætteste, udover søstrene, stivnede under omfavnelsen, indså hun, at hun var gået for vidt, så hun slap hende lidt hurtigt igen og trak tænderne til sig. Trak sig lidt tilbage.

Hun så lidt på hende, da hun konstaterede, at hun gerne ville tale inden. Om dem. 
Alvoren sneg sig ind i hendes øjne. "Det er nok bedst."
"Så... Lad os tale om det. Om os. Vil du sidde...?" 

[Dina Brygger]

Dina nikkede og tog plads. Hun havde siddet der uendeligt mange gange før, men aldrig på den her måde. Aldrig som om hun ikke helt hørte til. Hun forsøgte at ryste det af sig.

"Jeg har tænkt. Meget," sagde hun dæmpet. "Og jeg kommer nok aldrig til at tilgive, at du ikke bare fortalte mig sandheden, Aimée," fortsatte hun, men stoppede ikke op.

"Men jeg har heller ikke lyst til at forblive uvenner med dig resten af livet."

[Aimée Pottemager]

Ville det være sidste gang hun så hende? Den tanke havde hun tænkt en del gange, men denne gang føltes den mere virkelig. Hun kunne miste Dina. Ikke grundet egen dumhed, men fordi nogen kunne tage hendes liv på en slagsmark.

Hun satte sig derfor lidt tungt overfor hende. Foldede hænderne foran sig for at holde dem i ro, og gav sig til at lytte. 
"Det forstår jeg. Jeg skulle have fortalt dig sandheden langt tidligere. Længe før det gik galt."
Så meget stod hun fast på. Hun var ikke blind for egne fejl. 
Men Dinas ord smøg sig om hjertet og lettede en sten fra det. 

"Det er jeg glad for. Oprigtigt. Jeg frygtede at vi aldrig, at det aldrig... Jeg har brug for dig, Dina. Og jeg har brug for, at du kommer hjem igen." 

[Dina Brygger]

Dina nikkede lidt og tog en dyb indånding. Hun fugtede læberne. "Jeg kommer hjem igen," sagde hun dæmpet, selvom hun vidste at det reelt set ikke var et løfte hun kunne afgive.

"Og forhåbentlig kan jeg sørge for, at jeg ikke er den eneste."

[Aimée Pottemager]

Aimée måtte også trække vejret ind. Hun havde været urolig for krigen i forvejen, men ikke som hun var det nu. For nu var det anderledes. Nu frygtede hun, at hun skulle miste Dina.
"Det håber jeg, du gør. Hvem skal du rejse med?"

"Forhåbentligt."
Hun sad lidt og tog det hele ind. Så så hun på veninden igen. "Dina... Jeg har hele tiden været bange for, at jeg ville miste dig. Helt. Men aldrig som jeg er det nu. Men jeg er glad for, at du ville fortælle mig det. Ved- eh, ved Micah at du skal afsted?"
En del af hende havde lyst til at spørge, om det var derfor hun rejste, men hun gjorde det ikke. Ikke endnu i hvert fald. Lagde heller ikke andet i spørgsmålet end en antagelse om, at de snakkede sammen, selvom hun havde på fornemmelsen at det måske ikke var det eneste de gjorde. 

[Dina Brygger]

Dina havde måske en hård skal, men den gik ikke hele vejen igennem og Aimées ord ramte hende. Det var synligt i blikket, men de andre, mere praktiske spørgsmål gav hende tid til at tænke over et svar.

Hun rettede sig dog den mindste smule, da Aimée nævnte Micah Brygger. Til gengæld svarede hun uden noget teaterstykke om, at hun ikke anede, hvorfor hun spurgte til ham. Til gengæld var der heller ikke megen anden information.

"Nej. Han er med Livgarden," konstaterede hun. "Men jeg rejser sammen med våbensmedene. Det er det sikreste sted at være for mig."

[Aimée Pottemager]

I blikket så hun det, som hun allerede vidste, også selvom det var år siden de for alvor havde sat ord på det. Hvis nogensinde. De elskede hinanden som søstre og denne afsked ville - uanset hvad der var løbet forud - blive svær.

Aimée tillagde det ikke straks en bestemt vægt. Gravede ikke. Hun lyttede bare til det veninden involverede hende i. 
"Det giver mening. Våbensmedene er også gode folk."
På sin egen vis var hun glad for at vide dét. At Dina ville være folk, som de kunne stole på. 
"Jeg så dig. Jer. Til vårfesten. Det var dejligt at se hvor glad du var." 

Hun så nu på veninden med antrækningen af et smil, og håbede samtidig at hun ikke havde sagt for meget. 

[Dina Brygger]

Dina nikkede. Hun var ikke kommet for at tale om Micah, men som hun sad der, var der en lille, kriblende del af hende, der var fristet. Selv på trods af det der var sket med Franceis. Og ved den indsigt, slog det hende, at hun ikke for alvor troede, at Aimée nogensinde ville gøre det samme mod hende igenn. Og det var ikke en lille indsigt.

Blikket gled kort ned. "Mh," sagde hun dæmpet, før hun så op på Aimée igen. "Han er en god mand," sagde hun og bekræftede med de få ord, at der var noget. Noget, som Aimée havde gennemskuet.