Usikre fornemmelser

[Gabriella Lysmager]

Gabriella lod ham ikke som sådan slippe. Men hun havde selv brug for en slags distancering til de ulmende følelser. Så hun hengav sig til kysset og ham en stund. Mærkede hans tøven, men da også hans villighed, da han greb hende om livet og hun bakkede mod sengen, før fingrene vandrede nedad til hoserne.

[Nicolaus Itier Købmand]

Måske var det dumt at fortsætte, når han tydeligvis var usikker på nogle ting, men han var heller ikke nødvendigvis god til at træffe fornuftige beslutninger - på den front.

Så han overgav sig fysisk til Gabriella og stoppede ikke. Ikke før de begge, længe efter, lå nøgne og svedige, indhyllet i hendes lagen og med tung vejrtrækning. Hans øjne var lukkede, mens han svælgede i tilfredsstillelsens efterdønninger.

[Gabriella Lysmager]

Indhyllet var hun i eget lagen og delvist også hans krop til stadighed, mens lungerne på ny fulgtes med luft og efterdønningerne fra en efterhånden velkendt kærtegnenes dans og leg sad i hendes lidt sitrende hud.
Hendes krøller var spredt ud omkring ansigtet, og bevægede sig, da hun lod sine fingre stryge hans arm og næsen trykke ind mod hans skulder.

Gad vide om duften af ham ville blive hængende, når han gik? Tanken var flygtig. "Jeg elsker dig," lød det lavmælt. Mere en tanke, der blev tænkt højt end noget andet. Dog også en sandhed. Først gik det ikke op for hende, at hun havde sagt det, og hun lå derfor endnu roligt ved en hånd om hans arm.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde det fortrinligt. Som blommen i et æg, faktisk, indtil Gabriella punkterede den simple lykke brat og med et brag.

Han stivnede og var stille i flere sekunder. Overvejede reelt om han kunne lade som om, at han ikke havde hørt hende. Flere sekunder gik, hvor han slet ikke reagerede. Så satte han sig.

"Jeg kan ikke blive," konstaterede han, en anelse faktuelt, ganske som havde hun intet sagt.

[Gabriella Lysmager]

Gabriella mærkede skiftet med det samme det indfandt sig. Hans krop var stivnet og stilheden var øredøvende i lange sekunder. Hun var ikke helt længere selv i tvivl om, at hun havde tænkt højt. Talt over sig. Blottet det hjerte, der ikke skulle blottes så åbenlyst. 

Pludseligt føltes det, da han satte sig op og hendes bryn trak sig sammen. Ligeså gjorde maven. Hun blinkede lidt. "Du kan ikke blive? Eller du har ikke lyst til at blive?"
Stemmen var mere spinkel end hun ønskede den skulle være. Hun havde lyst til at holde fast i ham, men hånden gled ligeså stille af hans arm istedet og landede på lagenet ved siden af ham. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var alt, alt for meget og sandheden var, at Nicolaus ikke kunne komme ud derfra hurtigt nok. Én ting var hentydningerne til, at hun måske ønskede en vis form for eksklusivitet, men det her gav ham en decideret panikfølelse. Som om han var ved at blive kvalt.

Han rejste sig, trak i broger og hoser, mærkede hendes blik på sig. "Jeg har aldrig lovet noget," svarede han, uden at se på hende. Kunne godt høre, hvor ondskabsfuldt det var, men han følte stadig lidt, at han var ved at blive kvalt.

[Gabriella Lysmager]

Det stak. Det stak mærkbart i brystkassen, og det var som om hun kunne høre sin egen puls dunke i ørerne. Samtidig var det som om alt var frosset til is. Fra at befinde sig i en svimlende berusende lykkerus til et frit fald, hun slet ikke havde forberedt sig på.

Jeg har aldrig lovet noget.
Gabriella blinkede. Så rejste hun sig og greb sin underkjole og trak den over sig. "Det har vi været over. Det ved vi begge to godt, så hvorfor... Hvorfor siger du det nu? Hvorfor har du så travlt med at komme væk?"
Inderst inde vidste hun det godt, men hun var desperat efter at alt ikke skulle smuldre. At tre små dumme ord ikke skulle ødelægge alting. Således stod hun da også foran døren. Klar til at afspærre ham vejen, eller i det mindste forsøge. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var i en tilstand af panik, der i bund og grund havde alt at gøre med hans manglende evne til at se sine egne følelser i øjnene og det hjalp ikke, at Gabriella afspærrede ham vejen. Tværtimod.

"Fordi, du kvæler mig!" røg det ud af ham, uden tanker for konsekvens eller sandhed.

[Gabriella Lysmager]

Gabriella følte sig krakeleret og hudløs og sårbar, som hun stod der i sin underkjole og de ord der ikke skulle være sagt, før helt rette tid, var flydt fra læberne. Alligevel føltes hans ord uretfærdige. Noget ulmede indeni.
"Jeg kvæler dig?" gentog hun derfor og rystede på hovedet. "Ved Mithras..."

"Så fortæl dog. Hvad er det, der kvæler dig? Hvorfor kan du ikke holde ud at have nogen tæt på?" røg det lidt spidst ud af hende, for hun dølte stadig en vis sikkerhed omkring, at han holdte af hende og at hun havde status af andet end blot "en i rækken".
"Du er anderledes her. I Levagny. Det er som om... Jeg ved ikke, som om du skal foregive at være noget, du ikke helt er." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus følte sig en anelse desperat. Han havde brug for at komme ud, brug for at trække luft, brug for at tænke, men Gabriella afspærrede ham fortsat vejen og han havde ikke tænkt sig fysisk at flytte hende.

Ordene krøb under huden på ham, ramte noget i ham, men han kunne ikke se det i øjnene nu. "Jeg er ikke så god en mand, som du tror," sagde han i stedet, lukkede af for de følelser, der rodede rundt i ham, som han ikke kunne få styr på i det øjeblik. "Bare lad mig gå."

[Gabriella Lysmager]

Ulideligt var det. Hun var bange for at lade ham gå. Bange for at hun så ikke ville få ham at se igen...
Men hun følte også noget andet. Hun var også lidt træt af, at give ham frirum. Træt af at komme ham til undsætning. At danse rundt om det, de begge vidste bølgede imellem dem. 

"Du er bedre og sødere end du giver dig ud for at være, når andre er i nærheden," modsatte hun sig hans ord. Det stod hun fast på. Det var hun nødt til at stå fast på, ellers var det hende, der var holdt for nar. Hende han var falsk overfor, men hvorfor føltes det så så ægte?
"Kan du ikke...." ordene ebbede hurtigt ud. Så rykkede hun sig lidt, så han ville have en chance for at gå, hvis det virkeligt var det, han gerne ville. "Så gå, Nicolaus. Hvis det er det du gerne vil." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus ville mest af alt gerne kunne trække vejret og det blev ikke lettere i takt med at Gabriella pressede ham. Tværtimod skubbede det ham nærmere at få sagt noget, som måske var komplet utilgiveligt og han kunne mærke impulsen. Mærke impulsen til at skubbe hende væk, få hende til at tro, at det havde været ligegyldigt, bare for at han kunne få lov til at samle sine tanker.

Og han mente det rent faktisk, når han sagde, at hun troede, at han var en bedre mand, end han var. En bedre mand var blevet. Havde set sig selv i øjnene. Men Nicolaus var ikke en særligt god mand. "Det er bedre sådan," blev det eneste svar, som han formåede at give hende.

Og så tog han kujonens udvej. Åbnede døren og gik. Uagtet, at det måske ville ende med at være hans livs største fejltagelse.

[Gabriella Lysmager]

Guderne skulle vide, at det i det øjeblik var godt, at hun ikke kunne læse tanker, for så ville Nicolaus have fået mere end et hårdt dask fra hendes hånd og en bøn om, at han skulle tage sig sammen og være mere tro mod sig selv. Tankelæsef var hun dog ikke.
"Bedre sådan?" gentog hun, og kunne nu ikke holde et fnys tilbage. Det var en absurd ting at sige.
"Bedre for dig."

Sådan serverede hun den rå konstatering med en vis distance og hårdhed i stemmen.
"Nicolaus," kaldte hun dog på opmærksomheden en sidste gang, før hun lidt modigt, og i den grad som distancering til et hjerte, der slog revner, fik sagt: "Husk, at jeg ikke har lovet dig noget heller." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Der var en del af ham, der allerede nu fortrød, men den var begravet under kujonen, som tænkte, at det var meget nemmere, hvis hun bare var rasende på ham. Så behøvede han ikke at forholde sig til det, som han på ingen måde var i stand til.

Han sagtnede farten i et sekund eller to, da hun kaldte efter ham og måske var der et øjeblik, hvor han overvejede at vende sig. Måske. Så fortsatte han dog, uden at se sig tilbage - og uden at være fri for en fornemmelse af, at han lige havde begået sit livs fejl.

Lukket - men gerne med reaktionspost

[Gabriella Lysmager]

Et kort øjeblik virkede det som om han havde tænkt sig at stoppe. Som om hun nåede ind til ham. Den Nicolaus hun kendte. Hendes Nico. Men han vendte sig ikke, og han stoppede ikke helt, og hun mærkede et stik i hjertet over det. Det føltes som en sørgmodig afsked. Som om hun aldrig igen ville få ham at se, og det gjorde hende lige dele frustreret og ked af det.
Desperationen i hende gav hende lyst til at følge efter ham, men hun gjorde det ikke. Istedet lukkede hun døren og gled ned på sengen med ansigtet gemt i hænderne. Tung og drænet.