Vi er en helhed (S)

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin så mildest talt overrasket ud, og han lagde overhovedet ikke skjul på det. De mørke øjne spejlede sig i hendes blik som ordene forlod hendes læber. Han havde næsten forventet at hun havde trukket sig længere op under tæppet og lavt hvisket at han bare skulle gå.

Men hvis han blot gjorde det langsommere? Benjamin nikkede, det kunne han vel formå. “Okay.” svarede han endeligt. “Skal jeg tage min tunika af igen?”

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta knugede tæppet og rømmede sig. Hun var ikke dér, men hun ledte efter en vej ud, hvor han ikke blev vred eller følte sig afvist. Hun slog blikket ned og rynkede panden svagt.

"Jeg har det lidt skidt," mumlede hun lavt. "Jeg tror det er fordi jeg ikke har fået spist. Kan vi prøve igen i morgen?" Store, lyse øjne mødte hans og hun så troskyldig ud. Hun ville også gerne - men ikke lige nu.

[Bénjamin af Bonville]

Det var nok gået hans næse forbi at det ikke var nu. Men han rankede sig en smule og nikkede let. Naturligvis skulle det ikke gå hurtigere frem end det gjorde nu. “Naturligvis” Han smilte let og rakte sin hånd frem på sengen, i en invitation til at hun kunne lægge sin mod hans.

“Jeg vil få noget mad sendt op til dig”

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så taknemmelig på Benjamin og sank lidt ned i sengen igen med en lille lyd af træthed.

Selvom de begge havde lagt op til, at der ville blive tid til at se hinanden igen, så tog de fejl. Ugen i Bonville var hurtigt ovre og der var mennesker omkring dem hele tiden. Derfor tog de afsked ved vognen, der skulle køre Jacquetta tilbage, uden at de havde rørt hinanden på den måde igen. Det var nok for det bedste. Nu kunne de vente til brylluppet. Jacquetta var på en måde lettet.

Lukket