Vi er en helhed (S)

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas øjne blev store over hånden, der lagde sig over hendes mest private. Hun kunne næsten ikke kontrollere sin egen forlegenhed og trykkede benene tæt sammen. Når de var gift vidste hun godt at hun ikke kunne sige nej til ham, men nu? Hun prøvede at formulere ord, men kom til kort.

Han nød at mærke hende? Mithras.

[Bénjamin af Bonville]

Hans hånd bevægede sig ikke. Han ville ikke tvinge hendes ben åbne. Han trak vejret hørligt ind før han rettede sig op og til sidst endte med at trille ud af sengen.

Det var for meget for ham. Til trods for at Jacquetta lå nøgen under tæppet så følte han stadig afvisningerne bygge sig store som en sky over dem. - Og lige nu kunne han ikke abstrahere for hvad han havde mest lyst til.

"Jeg må også tilbage" svarede han en smule afstumpet som han gik rundt om sengen for at samle sin tunika op.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta forstod intet af hvad der skete. Det gik fra spænding, nervøsitet, opbygning til… kulde. Hun blinkede og krøb sammen i fosterstilling på sengen. Havde hun gjort noget galt? Var der noget i vejen med hende? Hun fik tårer i øjnene og svarede ikke. I stedet krummede hun sig næsten sammen til en kugle og stirrede ud i luften.

Måske havde hun dumpet en prøve ved at lade ham røre hende sådan før ægteskabet. Hun måtte være mere standhaftig og ikke lade ham være alene med hende. Hun snøftede lavt ind. Hun havde stadig ikke givet ham gaven. Hvis det var sidste gang de var alene…

"Vent," kvækkede hun. "Der ligger noget til dig i kisten. Du kan bare stille det væk, hvis du hader det. Brænde det. Jeg er ligeglad."

[Bénjamin af Bonville]

Det var her det kunne gå galt. Benjamin kunne allerede mærke det. Men der var ikke noget at gøre ved det nu. Han havde rejst sig, og indikeret at han nok skulle gå. Han burde have trådt tilbage, forklare sig og trøste hende. Men han kunne ikke.

Han havde ikke regnet med at hun ville sige noget, hvilket fik ham til at stoppe op lige inden hånden havde ramt håndtaget i døren.

Med læberne presset let mod hinanden trak vejret dybt ind og vendte sig rundt. Han var mildest talt overrasket. Blinkende betragtede han hendes ryg. Først efter et øjeblik gik han hen til kisten og åbnede den.

Billedet, da ikke var større end at han kunne have det stående på sit skrivebord, viste et portræt der uden tvivl skulle være Jacquetta. Selvom han ikke brød sig om at nogen havde stået og betragtet hende og fremhævede alt det smukke ved hendes ansigt, så mærkede han hvordan smilet voksede i begge sider.

Han kom på benene og endte med at sætte sig på sengen. “Undskyld” svarede han let.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde sat sig op, imens Benjamin åbnede kisten. Hun havde trukket underkjolen til sig og over hovedet i skjul af tæppet. Nu trak hun den ned over sig og hev også tæppet op foran sig. Hun drejede hovedet mod ham, stadig med våde øjne, og trak svagt på skuldrene.

"Du behøver ikke beholde det. Min fader mente du skulle have det."

[Bénjamin af Bonville]

“Jeg vil have det stående på mit skrivebord, og jeg vil tage det med når vi er i hovedbyen” sagde Benjamin roligt.

Han forstod godt hvorfor hun var blevet ked af det, selvom han på givende tidspunkt ikke helt kunne give sig hen til den trøstende person. Han ville heller ikke prøve at forstå hende eller forklare sig selv. Det var som det var.

[Jacquetta af Bonville]

Han ville tage det med sig. Jacquetta havde lyst til at smide det i ilden. Hun sad på sengen i skrædderstilling og bed sig lidt i underlæben. Så snøftede hun let ind og klarede halsen.

"Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort galt, Benjamin," mumlede hun lavmælt. "Vil du ikke fortælle mig det?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin fortrak knapt nok en mine som han så på hende. Han var ikke dum; men dog så afkoblet for andres følelser at han ikke kunne vride sin hjerne omkring Jacquettas sårbarhed.

“Jeg..” Han knugede den frie hånd let og klarede halsen. “Jeg lod mig rive med.” svarede han let. Det var ikke usandt. Det var et hårdt arbejde at holde sig til rolige måder at fortælle hende tingene på, når han mest af alt havde lyst til at kravle hen over hende og trække hendes natkjole af igen.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sank en klump og følte at han bekræftede hendes mistanker. Hun nikkede svagt.

"Så… Det er nok bedst at vi ikke er alene mere," svarede hun og sænkede hovedet lidt. Hun så ned på sine hænder. "Før brylluppet."

Hun rømmede sig let.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin kunne mærke at han næsten blev helt vred over det. Straffede hun ham? Brynene trak sig sammen, selvom han fik sværere ved at styre sin utilfredshed nikkede han blot.

“Hvis det er hvad du mener er bedst” svarede han så og rejste sig igen fra sengen.

[Jacquetta af Bonville]

Hun så op, dybt forvirret over Benjamins reaktion og ret skrøbelig.

"Nej?" Det faldt ud før hun nåede at tænke, rigtig. "Er det ikke det du finder bedst?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin blinkede et par gange. “Nej.” svarede han lettere fast og rystede kort på hovedet. “Men jeg vil ikke skræmme dig.” Han rankede sig let.

“Jeg er af den overbevisning at vi kun lære hinanden bedre at kende ved at udforske hinanden. Finde ud af hvad der er godt, og hvad der er skidt.” Desuden; så længe han beholdte sine benklæder på kunne der intet ske med Jacquettas uskyld og hun ville perfekt og ren til deres ægte nat sammen som ægtefolk.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tog en hørlig indånding og krammede tæppet tættere til sig. Hun stirrede lidt ned på sine hænder igen og hendes kinder glødede.

"Men nu har du to gange set mig uden tøj på og begge gange er du blevet vred på mig," svarede hun spagt.

"Jeg forstår ikke hvorfor. Gjorde jeg noget galt?"

[Bénjamin af Bonville]

“Ikke vred” svarede Benjamin roligt. “Men når du ..” han skar en let grimasse. “Du klemmer dine ben sammen, og fortæller hverken for eller imod. Jeg prøver mig frem, følger hvad mit begær hvisker” Han var ikke meget for at sætte ord på det.

“Jeg vil ikke andet end at værdsætte dig. Du føler jeg er vred på dig, og jeg føler at du afviser mig” svarede han.

[Jacquetta af Bonville]

Benjamin talte om begær og Jacquetta blev helt rød i hovedet. Hun knugede nærmest krampagtigt om tæppet nu. Hendes vejrtrækning var lidt hurtigere. Hjertet slog også hårdt.

"Jeg er bare nervøs," svarede hun spagt. "Jeg ved godt at jeg er ældre end dig, men jeg har aldrig været alene med en mand før. Jeg har aldrig troet jeg skulle være det. Jeg vil ikke afvise dig. Jeg er bare bange. Jeg vil gerne have at du kysser mig over det hele. Bare en lille smule langsomt? Kan vi det?"