En Maestros lod

[Lucca Gael Voland]

Gik man normalt på dage som denne gennem teaterkvarteret, ville man kunne høre lyden af sød musik fra La Theater le Réve. Sød musik, drabelige symfonier eller sørgelige sonater ville flyde fra vinduerne og ud på gaden som en reklame for sig selv. Idag var det dog ikke tilfældet.

_______________________________________

“Nej. Nej! Nej nej nej nej nej! Stop! STOP!”
Lucca brød igennem musikken, viftens med diagentstokken af flokken foran sig.
“Horribelt! Til rendestenen!”
Han så op, tog noderne foran sig og brød igennem stolerækkerne med musikerne. De havde været igang med at øve det store nummer til næste forestilling, hele dagen, men maestro var alt andet end tilfreds.
“4 timer og i kan STADIG ikke følge den takt i bliver givet! Men det værste…”
Folk flyttede sig, fordi hvemend der havde fejlet ville opdage det snart.
I samme nu, stoppede Lucca foran en cellospiller og viftede med nodearkene foran mandens ansigt.
“- er dig! En hel oktav under, to takter bagud og det så det kan høres under resten af musikken! Hvis den herre ser sig selv om professionel, hvorfor lyder det da som om spiller han med luffer?! Skandale!”
Lucca lod INGEN mistøgte hans talent og det stakkels nodeark var blevet udsat for et ubehjælpeligt overgreb af inkompetance!
Manden så forvirret rundt, søgte støtte hos sine medspillere, men det var for sent - han var blevet spottet.
“Men, Monsieur. Maestro - Jeg…”
Lucca havde røde plamager på halsen, hans øjne var vidtspændte og stormen han følte indeni, blev nu lukket ud.
“… er fyret. Tak, jeg tager imod hans opsigelse! Mage til uprofessionel tilgang skal man gå længe og vente på! Han finder selv ud med det samme - han afbryder min prøve!”
Lucca var ved at vende sig om for at gå igen, da han fik indskydelsen og vendte sig for at hive noderne fra manden.
Et kort øjeblik stod Lucca og så på manden der stod og så på ham. Stilheden var øredøvende, som de nedstirrede hinanden.
Lucca trak på skulderne og pegede mod døren med de krøllet nodeark!
“Ja? Hvad venter han på? Døren er der…”
Han vendte sig fra manden der begyndte at pakke sammen.

Idiot… han var omgivet af ukultiveret, uprofessionelle idioter der hverken kunne til eller fra. Der var i det mindste /nogle/ folk på det her teater som vidste hvad de lavede.

“Godt… 10 minutters pause - så prøver vi igen…”

[Chantal Rêve]

Løs papyrus lå spredt ud over den mørke overflade og på begge sider af den skind ombundet bog. Et rod for alle andre, men for teaterets direktør var der orden i det kaos der samtidigt gav hende ro.

Chantal havde brugt langt det meste af dagen bag det massive træbord med fjerpen i den ene hånd og næsen pegende ned i bøger og papir stakke. Fjerpennens spids havde skriblet den ene blækstreg efter den anden uden større forstyrrelser, idet Lucca’s stemme pludselig brølede gennem teateret; højt nok til at nå det lille arbejdsværelse.
Blik og pennespids løftede sig fra regnskabsføringen, lyttende efter om der blot havde været tale om et enkeltstående udbryd. Hun skulle ikke vente længe. Sukkende hørligt placerede hun fjerpennen den lille metalfod og lukkede låget over det blæksorte hav.

Stående i skjul af tribunernes skygge forholdt Chantal sig tavst mens hun vurderede situationen. Så til mens instruktøren banede sig vej ned gennem musikerne, som et rovdyr i jagt efter et bytte.
Rød spættet af arrigskab nåede Lucca den stakkels cellospiller, der end ikke fik et ben til jorden før han måtte se sig selv smidt for døren. Som en slået hund endte den unge mand med at følge ordre. Han pakkede sine ting sammen mens resten af gruppen blev frigivet til en pause.

”Monsieur Voland.” Lød en fin, men fast kvinde stemme bag den passioneret brunette efter den sidste af musikerne havde forladt sin plads. Hun ventede ikke på han fik vendt sig rundt før luften endnu en gang blev brudt af hendes stemme ”Jeg mindes ikke at have givet Dem bemyndigelse til at fyrer mine ansatte?” Pointerede og lod det ene bryn hæves.

[Lucca Gael Voland]

“Ah, madame Direttore Réve. Hvilken ære at De beriger mig med Deres tilstedeværelse.” Han vendte sig ikke om mod Chantal lige med det samme, men gik mod sin dirigent-plads hvor Lucca gik igang med at sorterer sine noder igen. Han følte hvordan skuffelsens bitre brod sad fast over al den spildte tid. Den var især mærkbar nu hvor vreden løb ud som sand i et timeglas.
“Madame kan være ganske rolig, jeg fyrer ikke hendes ansatte - jeg fjerner ubrugelig dødevægt der har brugt en kvart dag på at spilde Madames penge og min tid - begge et stort tab vi er afskåret fra i fremtiden. En frihed som har tilfaldt mig over musikken, så længe jeg kan husker. Desuden sagde han selv op…” manden havde jo ikke givet en kamp fra sig - et tydeligt tegn på skyldighed!
Han vendte sig op mod hende. Det var måske hendes teater, men det var hans scene. Hver et ekko herinde vidste han hvor det sprang tilbage fra og det var tydeligt hvorfra hendes stemme stod ud. Nogle gange var det som at høre et lille spøgelse af den gamle direktør pippede frem, når hun kaldte på ham så formelt.
“Og måske Madame Direttore ville bistå mig i den lille nåde, ikke at ansætte flere tonedøve, luffespillende charlataner uden de har gennemført en høring? Eller begynder vi nu at afholde Folketeatrer også? Komedier, måske?”

Han lagde armene over kors og sukkede.
“Og nu hvor jeg just har reddet Dem fra en udgift, skal vi tale om hvorledes De opnår større profit - Jeg føler efterhånden en lønforhøjelse er på sin plads.”
Lucca var mange ting, men bange var han aldrig. Dumdristig, ret så ofte - men aldrig bange. Heller ikke da han mødte Chantal Reves blik, selv på denne afstand.

[Chantal Rêve]

Ironien lå som klistret honning omkring de hilsende ord og blev end ikke forsøgt skjult, da han forblev stående med ryggen vendt mod hende. Ikke at det havde gjort en reel forskel om han havde mødt hende med solstråle smil og udslået arme.

Hænderne samlede sig foran hende ”Gjorde han nu også det? Jeg syntes bestemt at det var Deres stemme jeg hørte bruge ordet fyret?” Spurgte hun retorisk og pointerende. Chantal elskede Lucca for den passion der brændte så varmt i ham. Det var på mange måder den, der var med til at gøre teateret til dét det var, men hun var mindre begejstret over hvordan den selv samme passionerede flamme strakte sig udenfor sine rammer, så hun endnu en gang måtte minde ham om at han bevægede sig ind på et område der tilfaldt hende som direktør og ejer.
Hun forstod dog hans frustration over inkompetence og var da heller ikke døv overfor instruktørernes klagesang. ”Lucca.” Lød stemmen alligevel skarpt, idet han begyndte at antyde, at den stakkels cellospiller var blevet ansat alene på baggrund af hendes hjertes godhed og ikke de musikalske egenskaber. Chantal Rêve havde taget sine første skridt på selv samme scene, som hun overlod i hans kyndige hænder, så små drømmeverdner kunne skabes og selvom musikken ikke talte til hende på samme måde som den gjorde til Lucca, så var hun hverken uden evne for at mærke og føle den dybt eller at skelne rene toner fra de døve.

Han var ikke så lidt fræk sådan både at fyre folk og kræve lønforhøjelse indenfor den samme tidsramme. Skridtene var lange, men alligevel beherskede som afstanden mellem dem blev minimeret. Chantal standsede foran ham, med nodestativet i mellem dem. Ansigtet var forsat holdt i et neutralt udtryk.
”Det er en snak vi kan tage i mere lukkede rammer. Løn forhandles hverken til offentligt skue eller med alkohol i blodet. Et faktum De er ganske bekendt med.” En hånd slog sig inviterende ud i samme retning hun selv var kommet fra ”Skal vi?”