Vin og hviskerier

[Elasabenne af Falanie]

Det var en lettere begivenhedsløs tid i Levagny, men der var altid noget at se til for den ihærdige og drevne. Elasabenne af Falanie var begge dele og udnyttede stilheden ved hoffet til i stedet at besøge sin veninde Flavia af Gustabis og den lille, eksklusive hule hun drev.

Der var der også kommet hende et og andet for øre om både Lancelin af Suilleaux og grevinde. Det var let at få veninden til at arrangere det så de to, ikke helt fremmede for hinanden, kunne tale mere privat. Derfor tog Elasabenne snart plads i et blødt hjørne, et glas vin i hånden og et indsmigrende smil på læberne.

"Lensgreve Suilleaux," hilste hun med et lidt spillende blik, der ikke veg fra ham. "Jeg hører, at De netop er hjemvendt fra en længere rejse. Hvor glædeligt for os."

[Lancelin af Suilleaux]

"Deres Kongelige Højhed," hilste den ranke lensgreve varmt og med et diskret smil på læben, idet at han nonchalant fjernede distancen i mellem ham og Grevinden af Falanie ved at gå hen mod det bløde hjørne. Så stoppede han op, og af ren formalitet og respekt bukkede han let i nakken, inden at han roligt rettede sig op igen hvortil deres blikke mødtes.

"Levagny er som mit andet hjem. En by af synd, underholdning og skønhed," smilede han flabet, hvilket i sin sandhed straks var en drilagtig reference til hvor de befandt sig netop nu. Så rettede han emnet en smule, ganske let, som en hentydning til sin tidligere kommentar, "De er smuk som altid."

Mødet var blevet arrangeret efter Lancelins tilbagekomst. Familien Vigny og familien Suilleaux havde deres bekendtskaber, og det var derfor ikke helt fremmedt for hverken Elsabenne og Lancelin, at stå foran hinanden. Det var noget nyt, at det var i opiumshulen, men eftersom Flavia stod bag, så var det såmen heller ikke så overraskende. Formaliteterne faldt også en smule og man kunne slå skuldrene ned; noget, der passede lensgreven af Suilleaux perfekt.

"Så, Flavia af Gustabis fortalte mig, at De ønskede at se mig?" lød det roligt fra lensgreven, som han roligt satte sig. 

[Elasabenne af Falanie]

Elasabennes skarpe blik spillede uartigt over hans beskrivelse af byen og det var alt hun behøvede, for at understrege sin enighed. "De smigrer," svarede hun, men vidste såmænd også, at det var sandt. Mundvigene buede opad i et listigt smil, som hun lænede sig lidt mageligt tilbage på den ene albue og slap en dæmpet, bekræftende lyd.

"Jeg indrømmer, at jeg er nysgerrig på at høre, hvordan det står til med Deres nye, unge hustru," svarede hun og så på ham med et interesseret blik. Og det var jo åbenlyst, at det var samtale med Flavia, der havde givet hende emnet på sinde.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin havde lænet sig en anelse ud over sin stols armlæn for at tage imod et glas rødvin, som en ung, smuk tjenerinde rakte ham. Der var ikke meget skjult til fantasien, og hendes beklædning var tydeligvis præget af de rammer, som de befandt sig i. Så lænede Lancelin sig nonchalant, men rank, tilbage i stolen, og førte glasset til læberne alt imens at han lyttede til Grevinden. Så fandt det efterfølgende hvile på armlænet. 

"Helene tager sin titel som lensgrevinde og hustru ganske alvorlig," svarede han med et flabet træk i mundvigen, som han fangede Elasabennes blik i sit, ganske upåvirket. Glassets stilk drejede han en anelse legende imellem et par lange fingre.

"Hun forsøger at gøre sit, men hun er ganske ung og uskyldig, og har derfor stadig nogle ting til gode," afsluttede han sigende.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne kastede selv et blik over den let påklædte kvinde, og satte pris på synet, men hendes opmærksomhed var i højere grad på greven. Et bryn skød en anelse op over hans indledning og et svagt underholdt smil spillede om hendes læber.

“Flere ting, kunne jeg forestille mig,” svarede hun i et tonefald, der mindede om en spinden. Hun tog en tår af vinen og så på ham med et uvornt blik. “Men hvis hun er lærevillig, står mulighederne jo åbne.”

[Lancelin af Suilleaux]

Smilet forblev på lensgrevens smalle læber, alt imens at han lyttede til grevindens ord. Så så han overvejende ud i lokalet, hvor opiumsrøg dannede et gråligt, dansende skær blandt steanrinlys. Lancelin fornemmede tydeligt Elasabennes interesse i hans hustru, og med tanke på, at Flavia af Gustabis havde arrangeret mødet, overraskede det ikke Lancelin yderligere hvad dette måske kunne føre til. Flavia kendte trods alt selv til Lancelins interesse i at give sin hustru mulighed for at opleve, hvad nydelse også kunne være.

"Jeg har på fornemmelsen, at De har noget i tankerne, Deres Kongelige Højhed.." indledte Lancelin ganske nonchalant mod sagens kerne, "Og jeg kan meget vel have de præcise samme tanker.." Hans blik faldt mod hendes endnu engang.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne kunne ganske ærligt dårligt sætte ansigt på Helene af Suilleaux, men hun kunne ikke forestille sig, at Greven havde taget sig en utiltalende hustru. Hendes nysgerrighed var ansporet af andet, men voksede da kun, da Lancelin tydeligvis selv lod tankerne vandre i retning af det, der kunne finde sted.

"De har altid været en kløgtig mand, Deres Excellence, så det overrasker mig ikke," svarede hun med en drillende gnist i de lyse øjne. "Jeg og Johanot skulle med glæde invitere jer på besøg i den kommende tid," fortsatte hun. "Så vi kan lære Deres nye hustru ordentligt at kende, naturligvis."

[Helene af Suilleaux]

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin kvitterede med et enkelt, kort nik og et sigende, skævt smil, der mest af alt fortalte om hans accept af hendes invitation. Han behøvede ikke at sige yderligere. Deres blikke, der hvilede i hinandens, forsikrede ligeledes deres enighed.

"Jeg er sikker på, at hun vil sætte enhver pris på det lige såvel som jeg," svarede han roligt med det diskrete, djævelske smil, idet han førte sit glas med den røde vin til sine smalle læber "De, om nogen, ved trods alt hvordan tingene skal gøres.." afsluttede han sigende.

Lensgreven tog en slurk af vinen. Alkoholens søde duft satte sig på ham.

[Elasabenne af Falanie]

Det var absolut tilfredsstillende, at Lancelin tog imod tilbuddet, men hun forventede naturligvis heller ikke andet. Hun slap en dæmpet lyd og tog selv en tår af sin vin. Hun fugtede diskret læberne med tungespidsen efterfølgende, blikket hvilende på greven.

"Så absolut," medgav hun med et spillende blik. Og hans hustru skulle tidsnok lære det samme. Hun skulle gerne spille sin rolle i det.

Måske luk?