Vores hjem

[Igraine af Charenoy]

Igraine vidste naturligvis ikke, hvad han gerne ville have hende til at sige, men det optog hende ikke så meget. I så fald måtte han spørge mere klart. En dæmpet, munter lyd undslap hende.

"Ja, men utvivlsomt ikke lige så let, som i direkte dagslys," konstaterede hun. "Hvad markerer disse?" spurgte hun og pegede på små tegn i landskabet.

[Bartholomeus af Charenoy]

Blikket fulgte Igraines fingre og han modstod lysten til at tage fat i hendes hånd og kysse den. I stedet smilede han blot lidt og fokuserede.

"Det er landsbyerne. Og du kan selvfølgelig se at der er flest i området her, væk fra bjergene, hvor der er mere dyrkbar jord og længere til grænsen."

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik gled over kortet og hun nikkede. Hun noterede sig landsbyerne og så ganske rigtigt, at majoriteten befandt sig på de lave områder.

"Men der ér landsbyer i bjergene?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede bekræftende. "Mennesker lever alle de steder de kan komme til at leve," konstaterede han. "Og i bjergene lever minefolket."

Han pegede på kortet tre steder. "Her er guldminerne. Dem, der har gjort Charenoy rige. De er kun markeret på de kort vi selv ejer. Oplysningerne om hvor de befinder sig er noget vi vogter over. Du kan regne ud hvorfor."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke i tvivl om, at hun var betragtet som et fuldgyldigt medlem af Charenoyslægten nu, men det var alligevel en ekstra tillidserklæring, da Bartholomeus afslørede for hende, hvor guldminerne befandt sig og det var hun ikke helt upåvirket af.

Instinktivt strejfede hånden maven og hun smilede svagt, som hun nikkede, blikket endnu på kortet. "Der må være mange, der er interesserede i den viden," medgav hun. "Skaber det uro?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus trak ganske svagt på smilebåndet over Igraines gestus. Så blev han alvorlig igen ved spørgsmålet og han nikkede. "En hel del. Både nordfra, østfra og fra skovområderne mod sydøst. Vi vogter hemmelighederne nidkjært. Nu er det også din hemmelighed."

Hans bryn mødte næsten hinanden på panden og det gik op for ham igen, at der var noget han skulle have fortalt Igraine. Noget helt andet. Han klemte læberne en smule sammen.

"Har du hørt fra din søster på det sidste?"

[Igraine af Charenoy]

Det var en stor hemmelighed at få på skuldrene, men det var ingenting i forhold til det, der lurede. Det vidste Igraine dog endnu ikke og hun så blot undrende op over det pludselige emneskift. Brynene trak sig sammen.

"Helene?" gentog hun og rystede lidt på hovedet, efter hun havde genkaldt sig deres sidste korrespondance. Det var længe siden. "Nej. Hvorfor spørger du?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tog en dyb indånding. Han havde håbet, at han ikke ville blive nødt til at være den, der skulle fortælle det, men han kunne ikke holde det fra hende. Han trak stolen frem fra under bordet og indikerede den.

"Vær sød at sætte dig ned," bad han blødt, men bestemt. Det var en længere historie og han ville ikke risikere at hun blev så oprørt, at der skete noget. Han trak også den anden stol frem og satte sig selv ned.

"Den unge Lanval af Suilleaux kom til mig forleden og fortalte hvorfor han har opført sig så underligt," lagde han ud.

[Igraine af Charenoy]

Det fik om noget Igraines bryn til at trække sig sammen og hun havde ærligt mest lyst til at forlange, at han bare fortalte hende det med det samme. Men sådan var Igraine ikke, så hun satte sig, selvom bekymringen kun tog til. Naturligvis var det den ene gang i verdenshistorien, hvor Bartholomeus brugte flere ord end han plejede og dermed også var længere tid om at komme frem til pointen.

"Ja?" svarede hun. "Vær sød at fortælle mig, hvad det har med min søster at gøre, Bartholomeus. Er der sket hende noget?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus lagde en hånd på Igraines knæ. "Jeg tror, at hun har det udmærket nu," svarede han roligt. "Men hun stak af hjemmefra og var væk i flere dage, hjulpet af min tåbeligt heltemodige væbner."

Han tog en dyb indånding. "Jeg tror du skal aftale at besøge hende, så snart de kommer hjem og tale med hende selv. Lanval... Han lå med hende, efter sin redningsmission."

[Igraine af Charenoy]

Igraines øjne spærrede sig lidt op og tusind spørgsmål meldte sig allerede ved den første sætning. Hun nåede dog ikke stille dem, før Bartholemeus var fortsat med noget, der kun gjorde det værre.

"Hvad?" røg det ud af den ellers altid fattede Igraine, selvom hun udmærket havde både hørt og forstået. Så meget, som hun nu kunne. Udtrykket i de mørke øjne var indigneret og hun havde uforvarende rejst sig, som var hun på vej til at gå direkte ud og finde omtalte væbner.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus Lancelin Lanval Johanot rejste sig ikke, men hævede et bryn af Igraine. "Vær sød at sætte dig ned igen. Du skal jo ikke ud og finde din søster nu," pointerede han fornuftigt. Han tog en dyb indånding.

"Jeg tror bare at hun har haft en meget svær tid, så det er nok det bedste at finde hende, når De er kommet hjem fra en eller anden lille rejse, de åbenbart er taget på."

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap et lille fnys ud gennem næsen, der vist var det tætteste hun var kommet på reel harme i selskab med Bartholomeus og draget om munden var lidt stramt, men hun satte sig dog ned igen. "Det var ikke hende, jeg havde tænkt mig at finde," svarede hun en kende tørt, selvom hun heller ikke havde haft nogen ambition om reelt at finde Lanval. Chokket sad dog stadig i hende og i kølvandet på den, kom bekymringen. Den afslørede sig tydeligt i de mørke øjne, der rettede sig mod Bartholomeus.

"Jeg håber, at din væbner forstår, hvor vigtigt det er at tie om."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede. Han stirrede lidt frem for sig. "Måske bør jeg understrege det for ham," tænkte han højt.

Ikke at han ønskede den samtale med Lanval af Suilleaux. "Det ville være eksplosiv viden i de forkerte hænder."

Han rakte ud og strøg Igraine over håndryggen. "Jeg beklager."

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde for første gang i et stykke tid været ganske ubekymret og bare glad og godt tilfreds, men det var tydeligvis slut nu. Hun sukkede tungt, brynene tæt sammentrukne og hun rystede lidt på hovedet. Det var ultimativt ikke Bartholomeus' skyld.

"Jeg er glad for, at du fortalte mig det," sagde hun da også ærligt, selvom livet havde været mindre kompliceret inden. Hun så på ham, stadig med rynket pande, men lukkede dog hånden om hans. "Jeg ville sætte pris på, hvis du ville gøre det klart overfor Lanval."