Gaven fra nord

[Orielle af Falanie]

"Jeg kan også forstå at dine to hofdamer er dine egne hjemme fra? Det må også have gjort det lidt nemmere, jeg kunne slet ikke have klaret det første år hvis ikke jeg heller havde haft støtte af noget velkendt" svarede Orielle med et salig suk.

"Nu er de begge gift og har deres egne familier, men vi skriver ofte med hinanden" De slanke fingre gled let ud over kjolens stof for at glatte et par folder der havde generet hende i et stykke tid nu. Samtalen gled videre og Orielle smilte fornøjet.

"Vi kan samme udarbejde en menu, og så skal jeg sørge for at køkkenet får den hurtigst muligt" svarede hun og så mindst lige så begejstret ud. "Om ikke andet så kan de bidrage til at adlen bløder lidt mere op over alliancen, de fleste elsker god mad"

[Frieda af Hasnea]

”Det er korrekt. Jeg tror end ikke jeg ville have klaret turen her til, hvis ikke de havde været med mig.” Det lød måske overdramatisk, men der havde stadig været en vis sandhed i svaret. Begge veninders tilstedeværelse havde hold hende fra at spore sin hest op over den første højderyg, længst væk fra Falanie. Med dem ved sin side havde hun følt sig stærkere og mere sikker på overgangen til det nye ville være tilforladelig.
Fine linjer trak frem i panden, da Frieda mærkede et lille sug gå gennem brystkassen. Hun undte begge sine hofdamer et godt og ikke mindst lykkelig liv, men hendes egen egoisme ønskede dem dobbelt moralsk ugift, så de kunne forblive ved hendes side – specielt Snefríd ville være uundværlig. Det var dog i sidste ende tanker hun valgte at holde for sig selv.
”Jeg håber og beder for guderne vil være lige så gode ved mine hofdamer som de var ved dine.” Kommenterede hun med stor oprigtighed.

Havde Frieda haft bare den fjerneste ide om, hvor hurtigt og hvor meget hun ville kunne komme til at holde af sin kommende svigermor, så havde hun banket på hendes dør længe før nu.
Begge lydhøre for hvad de hver i sær havde at sige blev mad ideer lystigt delt, men også forslag til en op pyntning ´som både ville ære Hasnea og samtidigt virke forenede af de to lande. Mavefornemmelsen var fantastisk, da Frieda timer efter sin ankomst endeligt trak sig tilbage.

| Afsluttet |