Gaven fra nord

[Frieda af Hasnea]

Forbeholdt | Orielle af Falanie

Tidpunkt | Nogle dage forinden Lysets fest afholdes

---

Måneder var gået siden Frieda først havde sat sin fod på Falanistisk jord, hendes nye og fremtidige hjem. Stedet føltes stadig fremmedet, men det puder hvide sne lag der havde lagt sig over Levagny gjorde følelsen mere fjern. I tiden brugt på paladset havde den unge hasneaner ikke kunnet undgå at bemærke et skifte i hvordan Dronningen bar sit hår, hvordan de gyldne krøller oftere var snoet, flettet og pyntet med inspiration fra norden. 

Det lille silkeforet træskrin, smukt dekoreret med Hasneanske snirkler og motiver, i hænderne bevægede Frieda sig gennem de royale gemakker. Knoerne bankede mod det olierede træ, da hun nåede Hendes Kongelige Højheds private gemak. Afventende forblev hun stående på den anden side indtil der blev givet lyd for at hun kunne træde ind.

[Orielle af Falanie]

Orielle havde altid de travleste dage op til en fejring på paladset. Hun havde altid særlige og præcise tanker om hvordan det hele skulle foregå, og hun sad da også og førte en tyk streg over et ru stykke papir hvor man kunne se aftegninger af et bord med en detaljeret dækning af blomster.

Da en let banken lød, så hun op mod den store dør. "Kom ind" bad hun i det hendes kammerpige åbnede døren for Frieda.

[Frieda af Hasnea]

Ventetiden var tæt på ikke eksisterende. Døren gled op snart efter op og Frieda trådte ind i kammeret. Ud af øjenkrogen fornemmede hun hvordan kammerpigen nejede, men det lyse blik var allerede rettet mod dronningen. 

"Hendes Kongelige Højhed." Hilste hun og nejede ærbødigt "Forstyrre jeg?" Øjnene sænkede sig kort til bordet og det fremlagte papyrus. Hun stod ikke tæt nok på til at kunne genkende blækstregerne, men Frieda antog at det måtte være nogle af de sidste forberedelser til den kommende lysets fest, som dronningen sad fordybet i.

[Orielle af Falanie]

Orielle sad stadig med ryggen til da Frieda trådte ind i rummet. Kammerpigen forsvandt hurtigt, da hun var blevet sendt ned efter te. Hun lagde kullet fra sig og tørrede sine fingre i den fugtige klud på bordet før hun drejede sig og rejste sig op.

"Overhovedet ikke." svarede hun blidt og gik hen imod hende for roligt at lægge sine arme om hende og plante et kys på hendes kind.

"Kom sæt dig" bad hun og slog en let hånd ud mod de to gule sofaer der stod i den ene ende af det todelte værelse.

[Frieda af Hasnea]

Kindkyssene mindede straks Frieda om sin egen mor og det gjorde med det samme den ellers ærbødige luft der var omkring dronningen mere hjemlig. Det fik de sidste nervøse spændinger der sad i kroppen til at løsne op.

Frieda tog plads på den ene af de henviste sofaer, endnu med træskrinet i hænderne. Hun lod kortvarigt øjnene glide over papiret ”Er De altid inde over de forskellige festligheder afholdt på paladset?” Spurgte hun med et lille smil og løftede blikket for at møde Orielle’s. En oprigtig nysgerrighed var at spore hos prinsessen.

[Orielle af Falanie]

Når Orielle havde gæster på sit værelse, og når døren blev lukket så de var alene havde hun det med at lade alt det formelle falde. Hun ville gerne være venner med alle og selvom det ikke var muligt kunne man altid sætte baren en smule ned når der ikke var øjne og ører i nærheden. "Hvis det er okay med dem, syntes jeg at de skal kalde mig Orielle" lagde hun ud som det første. "Det bliver hurtigt så tungt med alle de regler"

"Hvis jeg kunne ordne det hele så gjorde jeg det. Men ja. Jeg laver normalt små tegninger over de ting jeg gerne vil have. Sender mine piger ned med ordre på blomster og kjoler og hvad ellers jeg mener vi har brug for. Belthair, den søde mand har også givet mig mit eget stykke i haven hvor jeg har fået opsat mit drivhus hvor jeg har helt særlige planter der ikke tåler direkte sollys, og så er jeg med til at bestemme nye sorter til parken" Hun ville blive ved i en evighed men det havde ikke været dét Frieda havde spurgt om.

Hun smilte derfor en anelse beklagende.

[Frieda af Hasnea]

Det ville være forkert at protestere overfor en dronning. Specielt når denne samtidigt var ens svigermor. Det var kun naturligt at droppe den formelle tiltale, når de var på tomandshånd som nu ”Gerne.” Svarede hun med et indvilligende nik.

Frieda var ikke så meget som et sekund i tvivl om, at Orielle tale fra hjertet mens hun fortalte. De blå øjne glimtede passioneret. Det var et ganske særligt indblik i hvem dronningen var under alle de fine kjoler og ædelsten, som svigerdatteren værdsatte.

Hun havde siddet lyttende, som ordene fik deres eget liv og kunne ikke helt undlade at smile oprigtigt over det. Benævnelsen af drivhuset fik hendes eget ansigt til at lyse op ”Drivhuset er dit?” Spurgte hun med en ærlig nysgerrighed. Hun havde antaget det var gartnerne der huserede i det lille væksthus ”Vi har ikke den slags hjemme i norden, så jeg kunne ikke dy mig for at se hvilket planter der blev dyrket derinde, en  af dagene jeg var i haven. Det håber jeg ikke du har noget imod? Jeg lover at jeg intet rørte.”

[Orielle af Falanie]

Det var altid dejligt når hendes nære familie eller venner indvillige i at skrue ned for tiltalerne, og Orielle sendte da også Frieda et roligt smil. Det hele skulle slet ikke være så formelt og lige til som når de var blandt andre og skulle være i fokus. Lige som hun heller aldrig ville tiltale sine børn, eller forventede at de kaldte hende ved den formelle titel.

Et lille suk gled over hende, alt imens smilet voksede sig større. Hun var ikke vant til at kunne tale så frit, og så længe og hun imødekom muligheden nu den bød sig. "Det var ikke så stort da jeg kom til, så jeg har siden hen fået det udvidet"

"Naturligvis ikke. Du skal være så velkommen til at bruge tid der" svarede Orielle, og var særligt begejstret over interessen der var at finde hos hendes svigerdatter. "Jeg har desuden læst en del om jeres flora og fauna, og der er et par enkle blomster jeg overvejer at få frø fra"

[Frieda af Hasnea]

Inden sin afrejse mod de Falanistiske jorde havde Frieda aldrig troet eller turde håbe, at hun ville have andet til fælles med Dronningen end at være blevet revet op ved rode og sendt til et ukendt land.

Uden selv at bemærke det forskubbede hun instinktivt sin vægt frem i hoften og lænede sig lidt nysgerrigt frem på sædet. Endog uden at falde sammen og bryde den ranke holdning. ”Må jeg foreslå gederams? Den ser ikke ud af meget stående for sig selv, men sammen er det som at kigge ud over et lyserødt hav.” Ikke alene fandtes den i flere lyserøde nuancer, men det var et bjergtagende syn at kigge ud over et helt fjeld med små have af lyserødt, der svajede legesygt i vinden.

”Faktisk,” indledte hun ved påmindelsen om skinnet i hænderne ”Jeg har en gave med til idg, som jeg tænkte du ville kunne lide.” Frieda rakte træ æske med silke foring og dekorative hasneanske motiver frem mod Orielle. Inde i skrinet lå 12 glasperler, der i var alle holdt i lyserøde og lilla nuancer.

[Orielle af Falanie]

Orielle lyttede opmærksomt. Ofte kunne hun få sine fugle til at virke interesseret og hun havde da også forsøgt at få sin datter med på interessen. Men det var lige som at det ikke rigtig så ud til at virke. Så de blå øjne voksede sig store.

"Gederams?" Det havde hun ikke stødt på, men hun fik med det samme lyst til at finde mere ud af det. Hun løftede kanden med te og skænkede til dem begge før hun skubbede koppen hen imod hende.

"En gave? Men Frieda det er ikke nødvendigt" sagde hun med et smil der alligevel var en anelse overbærende og et hint af nysgerrighed viste sig hurtigt da det lagde sig mod skrinet. Roligt flyttede hun fingrene hen over de udskærede motiver. Alene skrinet var smukt, det ville hun beholde.

Da hun åbnede det var hun stille som hun betragtede de mange perler. "Frieda.." hviskede hun og samlede et par op i håndfladen og kørte dem let rundt. "Hvor er de smukke"

[Frieda af Hasnea]

Hun kunne ikke helt lade være med at trække på et beklagende smil med en let latter ”Det er ikke det mest flatterende navn. Jeg mindes at have læst I kalder den for épliobe?” Det sidste sagt en anelse langsommere end de øvrige ord. Tungen havde stadig tendens til at slå lidt knuder når det kom til falanistiske ord, der ikke blev brugt dagligt. Ukrudtsdelen var knapt så fint, men ildukrudt lød stadig bedre end gederams.

Mens skrinets udskæringer blev beundret, forblev Frieda tavs og nippede i stedet for til teen. De blågrå øjne hvilede på Orielle’s fine træk, da låget blev åbnet og perlerne kom til syne.

”Tak er et fattigt ord, men jeg blev alligevel nødt til at prøve.” Indledte hun og satte koppen fra sig på bordet. Blikket dalede til perlerne i hånden inden det løftede sig igen til dronningen ”Du om nogen ved, hvor svært det kan være at tilvænne sig et nyt land. Derfor varmer det ekstra meget når man ser et glimt af sit hjem i alt det fremmede. Tak af hele mit hjerte, tak.”

[Orielle af Falanie]

“Selvom man bære et navn der måske ikke lyder af det bedste, kan man stadig se smuk og indbydende ud” svarede Orielle let med et glimt i de lyse øjne. “Aha. Ja, vi har den ikke i hverken haven eller drivhuset men den flotte lilla farve vil uden tvivl pynte” svarede hun og var mere end villig til at lade Frieda få et par pladser til planter og blomster fra hendes hjemland.
Hun havde aldrig modtaget noget så fint. Skrøbeligt men hårdfør på samme tid. Orielle puttede dem roligt tilbage i skrinet som hun lukkede og satte på bordet foran sig. Et smil voksede sig stort.

“Sødeste Frieda” indledte hun og endte med at rejse sig fra sofaen og gå om på siden så hun i stedet kunne tage plads ved siden af sin svigerdatter. Blidt tog hun hendes hænder i sine. “Jeg kan ikke sige at det bliver nemt. Ikke nok med at du ikke kender min søn, så kommer du til et land der ikke ligner dit eget på nogen punkter. Det vil tage lang tid for dig at finde din plads.” Hun trykkede de lyse hænder blidt.

“Du må aldrig miste dig selv i din process med at blive Falanies kronprinsesse. Du er stadig din fars datter, ligesom jeg altså har Gestraria tæt på mit hjerte. Det skal blive din styrke, og om mange tusinde år vil man huske tilbage på Sneprinsessen fra det bjergbakkede kolde land”

“Lad dig ikke kurre, og lad dig ikke slå ud. Du er blevet bragt hertil uden at have noget at skulle have sagt. Men jeg lover dig for at du vil komme til at elske landet lige så højt som dit eget.”

[Frieda af Hasnea]

Frieda havde bildt sig selv ind at hun ville hade alt ved sit nye hjem, at intet her nogensinde ville kunne komme til at føltes lige så hjemligt som Hasnea. Hun havde ikke kunnet tage mere fejl. Begyndende med svigerfamilien var hjertet langsomt ved at åbne sig for Falanie, men der var stadig lang vej før alle facader var brudt ned.

Pladsen manglede ikke, men Frieda rykkede sig alligevel instinktivt en smule, idet Orielle tog plads ved siden af hende. Varme hænder lukkede sig omkring hendes og fik hendes egne fingre til at spejle gestussen. Det var umuligt ikke at drage paralleller tilbage til hendes egen mor. Det blev tydeligt hvor meget to dronninger mindede om hinanden af sind, for hvert ord der gled over svigermorens læber.

Ordene var vise, talt fra en kvinde der havde livserfaringen med dem. De lyse øjne blev klare og en lille klump satte sig i halsen, så Frieda måtte rømme sig en anelse for at finde stemmen ”Jeg ville lyve hvis jeg påstod hvis vejen der til altid føltes nem. Der er dage hvor jeg føler at jeg famler mere i blinde end mod et egentligt mål, men jeg håber du får ret. Ikke kun for min egen skyld eller din søns, men for hele Falanie.” 

[Orielle af Falanie]

"At du er her nu er vigtigt. Men efter jeres bryllup og det hele har lagt sig en smule er der ingen der vil forhindre dig i at tage tilbage til Hasnea for at besøge din familie. Naturligvis vil du have et større følge med dig, end på din rejse herned." Svarede Orielle let med et lille smil og huskede tydeligt de rejser til Gestraria med sine egne børn.

"Jeg skriver jævnligt med mine egne forældre og mine søskende. Det giver en enorm ro at vide hvordan de har det. Jeg har jo stadig et ansvar for dem selvom jeg er bosiddende i Falanie" Hun klappede blidt sin hånd let over Friedas.

"Det hele ligger på dine skuldre nu. Fordi du er en fremmed her for folket og de skal se at de ikke har grund til bekymring. Måske vi skal holde en banket hvor både adelen og de borgerlige for smag for din kærlighed til Hasnea." Særligt måden Frieda bar sit hår, samt de perler og andre genstande man ikke som sådan kunne finde i boderne rundt i Levagny.

"Og maden. Jeg er meget nysgerrig på hvordan i tilbereder den"

[Frieda af Hasnea]

Inderst inde vidste Frieda godt at Orielle havde ret i hvert et ord. Når først arvefølgen var sikret ville hun ikke længere være nært så stavnsbundet til Falanie, men Frieda truede derfor heller ikke åbne sit hjerte op for drømme om rejser hjem til Nordlandet på nuværende tidspunkt. I sidste ende afhang af Elyot af Falanie ville lade hende tage rejsen.
En lille skyldfølelse stak i hende. Der var intet der hindrede hende i at sende breve og Frieda havde da også sendt enkelte efter sin ankomst til Levagny, men så var dagene pludseligt travle og så havde det ikke været første prioritet. I sit stille sind satte hun sig for at gøre sig mere umage med korrespondancerne til familien hjemme i Hasnea.

Frieda havde ingen kontrol over sit ansigt, der straks lyste op i et smil ved forslaget om en hylds banket for Hasnea. ”Det er næsten for meget, men det ville betyde meget for mig at vise at norden er så meget andet end røverbander.” Svarede hun lettere beskedent, mest fordi det var en gestus hun ikke havde været forberedt på at blive mødt med.
”Ikke alt vores mad tilberedes anderledes fra jeres, men vi har vores måder og jeg er sikker på du vil elske om ikke andet nogle af vores mere traditionelle retter.”