Tænd et lys i mørket [Trådroulette, Lysetsfest]

[Édouard af Bois]

Forbeholdt | Josephine af Aren

Begivenhed | Fejringen af Lyset's fest på paladset, 21 december år 842

---

Hvor meget Édouard satte pris på en god fest, så var den aldrig helt måle sig følelsen af det første åndedrag af frisk iltet luft efter at have brugt de sidste mange timer indendørs i menneske tung luft. De omkring liggende kolonnader langs havens kant sørgede for der var en form for privatliv, men hvad vigtigere sørgede de for at give ly for den lette brise, der ind i mellem passede og mindede en om årstiden, hvis ikke det hvide tæppe af puddersne kunne gøre det. Ildfade var sat op delvist for at tilbyde de fest flygtende et sted at varme sig ved, men også for at give dem mere lys end det månen kastede af sig. Intet holdt dog kulden så effektivt på afstand som den krydret vin, hvorfor den forsølvede vin pokal troligt var blevet trukket med ud i aftenmørket.
Sne knasede under sålerne, mens Édouard bevægede sig målløst rundt. Høflige, anerkende, nik blev delt med dem han passede undervejs, som ikke havde mere travlt med at holde hænderne varme under hinandens vinterkåber.

[Josephine af Aren]

Vinen pulserede allerede gennem komtessens årer, som hun lidt kulderamt vandrede gennem det sneprydede, velanrettede landskab. Ånden gled over læberne som damp. Næsen, samt kinderne havde antaget en rosa farve, skønt resten af den blege hud næsten stod porcelænsagtig under det vage lys der kastedes over havens besøgende.
Hun trak kåbens pelsede kant længere op om sig med den ene hånd, imens den anden holdt pokalen ind til sig. De grønne øjne søgte haven for en velkendt skikkelse, som pludselig var blevet borte for hende. Og med blikket væk fra sin retning, nåede hun kun lige at ænse en højere og bredere skikkelse ud af øjenkrogen, inden kroppen automatisk reagerede for ikke at støde lige ind i ham... hvilket hun heldigvis undgik, men som istedet forårsagede silkeskoene i at skride på det glatte, snebelagte underlag, og i et øjeblik virkede det til at hun ville miste balancen.

[Édouard af Bois]

Op ad det hvide drys voksede en lille vinter blomst eller sådan føltes det, da Édouard i et øjebliks uopmærksomhed nært havde kollideret med den mindre skikkelse foran sig. Instinktivt faldt pokalen for hans fødder, så vinen dannede en frossen pøl af rødt, idet hænderne greb den lille fugl inden hun måtte føle sig forslået på både krop og måske stolthed.
”Ikke det bedste skovalg til en vandretur i sneen.” Bemærkede han, tonen venligt stemt og med et drilagtigt glimt i det isblå blik, hvorefter han løsnede sit tag om komtessens overarme, da han var sikker på hun havde genvundet sit fodfæste.
Øjnene gled let henover det unge ansigts træk. En af Aren pigerne, hvis ikke han tog meget fejl, men om det var Josephine eller Kaylein var ridderen ikke sikker på. Han kunne aldrig huske hvem af Reginale’s døtre der var ældst. Køn var hun dog.

[Josephine af Aren]

Josephine havde forventet at lande direkte på bagdelen - en ting hun helst ville frabede sig, alene for de mange øjne der sikkert ville bevidne det pinlige optrin, men så sandelig også fordi hun ikke behøvede flere skavanker på sin popo. De friktionssår hun havde fået af de mange timer i sadlen havde været smertefulde og dog borte nu, skønt det havde taget rigtig langt tid for det at hele ordenligt. Et fald på de frosne brosten, ville uden tvivl koste hende blå mærker.. i værste fald et brækket haleben. I så fald ville hun ikke kunne sidde ned det næste halve år.. dén tanke var ulidelig, eftersom husarresten stadig var gældende, pånær når det handlede om Arens billede udadtil.

Men ak, ikke engang en centimeter faldt hun. For den høje mand, som hun havde forsøgt at undgå kollision med, havde grebet hende ved armen og holdt balancen for hende, skønt det kostede ham sin pokal med rødvin. Hendes blik fladt straks på ham, og den venlige stemme og drillende glimt i de blå øjne, snød ikke denne komtesse. Hun trak armen til sig, blinkede lidt. "Ridder Bois." Hilste hun, nok nærmere konstaterende end som en reel hilsen. Hun brød sig ikke umiddelbart om ham, skønt dette var deres første møde. Hun rettede sig lidt op og huskede pludseligt det intensive kursus i manerer.. Hun tog sig lidt fraværende til kinden, da hun stadig kunne mærke den svidende fornemmelse på kinden, fra de gange hvor hun ikke havde svaret høfligt eller ordenligt. "Det beklager jeg." Formulerede hun, "Jeg gik og ledte efter en..." - "Jeg så ikke hvor jeg gik." Lød det undskyldende. Ja for, Ridder Bois havde da trods alt reddet hende fra pinligheden... i modsætning til visse andre !Tómas af Sangy!.

[Édouard af Bois]

Gulfuglen kom ham i forkøbet og gjorde sig fri af assistancen, tids nok til at kontakten mellem dem kun grænsede sig mod det skandaløse. Hans hånd havde ingen plads på hendes arm, så snart balancen var genvundet. Ikke at Édouard gjorde sig de store bekymringer der om, det var altid muligt at snakke sig ud af situationen.
Mundvigene strakte sig ved konstateringen af hans person. Han benægtede ikke, var trods alt hverken flov af sit navn eller ked af hendes genkendelse af ham. I stedet blev der fundet en hvis fornøjelse i hendes manglende manerer, der med ét forseglede hvem der stod overfor ham. Josephine af Aren; Den rigide Arendatter og unægtelig var årsagen til de fleste af Reginale’s grå stænk.

”Nådigfrøken Aren.” Hilste han høfligt og bukkede let i nakken, nu afstanden mellem dem ikke indbød til buk og nej. ”Aha,” Et øjenbryn løftede sig, halvt i overraskelse og halt spørgende. Så hun vandrede rundt alene, så meget på udkig efter en at hun glemte sit eget nærfelt ”og hvem er denne person, som næsten formår at sende Dem i frit faldt? Måske jeg kan guide Dem i rette retning?”

[Josephine af Aren]

Hun betragtede ham blot en stund, da han genkendte hende. Ak ja, hvorfor skulle han ikke også det? Sladderen om hende var gået så højt, så hun nærmest paranoidt følte sig begloet af hoffet, når hun var til sådanne arrangementer. Hun skubbede skuldrene lidt tilbage.

"Min veninde. Olivia af Bois." Nævnte hun, "Har De set hende? Jeg ville have givet hende.." Hun sporede af og flyttede blikket bort fra ham, da hun i samme sekund kom i tanke om, at hendes forestående mellem hende og Olivia ikke kom ham ved. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv og lod blikket falde tilbage på ham, "Havde De set hende?"