(U)døden skal drikkes væk

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde været et dystert menneske siden nyheden om Hubard af Triviers, den genopståede mand, der havde annulleret hans ægteskab og efterladt ham alene, faldende lidt gennem sit liv, selvom han aldrig selv ville udtrykke det så dramatisk.

Aftenen var den første, hvor han havde begivet sig udenfor paladset. Han var blevet sat i stævne af både Christofle af Tardigy og Philippe af Neaune og selvom de to ikke nødvendigvis vidste det, så havde Bartholomeus tænkt sig at drikke dem begge under bordet. 

De havde en bås for sig selv i den del af kroen, der var for adelige. Han ankom som den første og fik skænket sig et solidt glas vin, som han sad med og stirrede lidt ud i luften.

[Philippe af Neaune]

Philippe var ikke typen, der tog meget ud for blot at drikke og more sig. Sidstnævnte ville der måske også være begrænset af, men uanset var det et værdigt formål og han dukkede op nærmest præcis på det aftalte formål.

"Baton," hilste han sin ældste ven og gjorde tegn efter et krus vin til sig selv med et mildt smil, før han gled ned at sidde. "Jeg håber ikke, at jeg er sent på den, min ven."

[Christofle af Tardigy]

"De Herrer," Hilste han, som han trådte båsen an, hvor de to velkendte skikkelser allerede sad i hinandens selskab. Et smil ved læberne, som han roligt tog en plads ved bordet. "Jeg beklager forsinkelsen. Jeg havde et ærinde der trak lidt ud." Beklagede han, skønt Christofle nok højst havde været fem minutter forsinket i forhold til den aftalte tid. I virkeligheden havde han slet ikke tid til sådanne frivoliteter, som dette, men han prioriterede det alligevel gerne, når det betød noget for nogen.

"I er vel ikke begyndt uden mig?" Spurgt han med lidt humor på stemmen. Inden han vendte sig for at skaffe et krus vin til sig selv.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var ikke det bedste selskab for tiden, men han havde aldrig været et absolut festfyrværkeri, så kontrasten var mindre voldsom end den kunne have været. Da Philippe ankom fik han et let nik og en brummende hilsen. "Slet ikke," svarede han. "Lige til tiden."

Han havde hverken et tårn med et ur på sig eller en timetæller med sand, så minutter betød ingenting. Heller ikke, da Christofle ankom kort efter. Bartholomeus brummede igen og tog en dyb tår af sin egen vin. I dag havde en af tjenestefolkene spurgt om de skulle forvente at han tog Delphines hest tilbage og han havde nær hamret sin næve gennem et bord i vrede over sådan et forslag.

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede lidt over svaret, men nåede ikke sige mere, før Christofle dukkede op lige i hælene på ham. "Velkommen til," hilste han selv.

I mellemtiden kom en ung kvinde med vinen og han takkede, før opmærksomheden rettede sig mod de to mænd igen - og måske særligt på den mest forbitrede af dem.

"Nu, hvor vi er samlet, skulle vi så ikke lægge ud med en skål?"

[Christofle af Tardigy]

Christofle hævede ingen grimasser af Bartholomeus, hvis sorg og bitterhed sås tydeligt. Han nikkede en enkelt gang til det skænkende personale, da han modtog sin vin og deltog i den udbragte skål, Philippe bød dem. Der var intet at sige til, at han var ramt. Han kunne blot håbe at vennen kunne finde sin fred en dag, lad det være i alkoholen for denne aften, men måske helst i en ny hustru med tiden. Han troede dog ikke på, at bare lade som ingenting. For det var ikke ingenting. Men han var ej heller sikker på om forbitrede ven havde lysten til at tale om det. Så han tog blot chancen og lænede sig lidt ind til bordet, med underarmene hvilende på pladen. "Hvordan kan det overhovedet ske?" Spurgte han uforstående, "Hvordan kan man være bortgået i fem år og pludselig gentopstå?" - "Er der nogle forklaringer?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus satte stor pris på Philippes indgangsvinkel. Han skålede og drak dybt i sit krus. Det var det han havde brug for: Fortabelse. Han var ikke helt klar over hvem der havde bildt andre mænd ind, at det hjalp at grave rundt i det mest miserable i deres liv.

Derfor satte han heller ikke pris på Christofles spørgsmål, der fødte et kritisk hævet bryn. Han brummede let utilfreds, men fik ikke lov til bare at afvise det, tydeligvis.

"Mistet hukommelsen," konstaterede han mørkt og tænkte, at så kunne det vist være ved det.

[Philippe af Neaune]

Philippe vidste udmærket, at Bartholomeus ikke nærede nogen trang til at tale om, hvad der var hændt, men han var også delvist enig i Christofles synspunkt. Det ville ikke blot forsvinde, uanset hvor meget man så forsøgte at fortrænge det. Han tog en tår og slap selv en svagt tænksom lyd.

"Jeg anede end ikke, at man aldrig havde fundet ham," forholdt han sig undrende, men også i sympati for vennen. Blikket gled lidt over selv samme, før det fandt Christofle. Det var tydeligt, at alt ikke var godt.

[Christofle af Tardigy]

Han sukkede diskret, "Hm." brummede han lidt til Bartos næsten sammenbidte ord. Så førte han kruset til læberne og rystede lidt på hovedet af Philippes ord, inden han sank. "Nej, hans lig?" Medgav og spurgte han samtidigt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus rynkede panden dybt. "Så ville det være endnu mere makabert, at manden nu er i levende live," konstaterede han mørkt, før han drak dybt.

"Ikke mere om det, nu. Hvis planen var at opmuntre mig, så er jeres metode tvivlsom."

[Philippe af Neaune]

Philippe vidste stadig kke om undvigelse var vejen frem, men han forstod, at Bartholomeus havde brug for et emneskift og det kunne han godt unde ham.

“Ganske så,” svarede han. “Lad os tale om mere muntre ting. Hvad De Herrer har af planer for aftenen, eksempelvis.”