Fortidens spøgelse

[Blanche Rosenknop]

Det var en af de aftner, hvor der var stille, men Blanche var på arbejde. Hun var blevet beordret væk fra sit psalter for i stedet at underholde en midaldrende, rig købmand. Han var en af dem, der nød et spil, så de sad ved skakbrættet, hvor han var godt i gang med at  udmanøvre hende. Hun var ingen voldsomt habil spiller, men han prøvede at lære hende noget mere strategi, imens han morede sig over hendes fejl. Han fornøjede sig også med at beslutte hvilke konsekvenser det skulle have for hende senere, når hun tabte et tårn, en bonde. 

Blanche morede sig ikke, men hun lod som om, fordi hun vidste at der hvilede øjne på hende fra den anden side af rummet. Det tog dog lidt længere tid, før hun opdagede at der også var et andet sæt øjne, der hvilede på hende. Da hun mødte Édouard af Bois's blik, blinkede hun en enkelt gang overrasket. Så så hun væk med røde kinder og forsøgte at koncentrere sig om skakspillet og le af købmandens morsomhed, som ikke var sjov. Hun hadede når han var på Rosen. Det fik hendes mellemgulv til at vride sig og hendes hjerte til at banke. Hun var kendt som den køligste af roserne, men når han var i nærheden kunne hun mærke sig selv brænde.

[Édouard af Bois]

Det var år siden at baronsønnen havde sat fod på ”Den Blide Rose”, men gamle vaner var svære at bryde og det kunne selv ikke et årti ændre på – eller det ville det have været, hvis ikke det var fordi gamle vaner var så forbistrede svære at bryde.
Endnu en gang havde fødderne i et øjebliks uopmærksomhed ført ham til døren med den udskåret rose foroven. Han burde havde været drejet om på hælen i samme sekund det blev ham klart, hvor han var på vej hen, men drivkræften var for stor og før Édouard selv vidste af det, så befandt han sig på det varme bordel mageligt placeret i en af stolene i det rum, der efterhånden var ligeså velkendt som dem hjemme på borgen.

Et glas vin, det var alt og så ville han finde vejen hjem til byhuset. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind, indtil hun dukkede op og fik hjertet til at skippe et slag.
Vægten blev skubbet frem på sædet i et antræk til at rejse sig, da købmanden dukkede op og tog pladsen ved hende. Skinsygen blussede frem som en skovbrænd og efterlod fingerspidserne farveløse mod stolens armlæn. Kontrolleret lænede han sig tilbage, men uden at tage blikket fra Blanche i længere tid end nødvendigt. De lyse øjne brændte sig ind i hende, oplyst af begær og jalousi.

Der var ingen vej udenom da først de fik øjenkontakt. Hun var stadig helt og holdent hans.
Læderposen landede tungt på skakbrættet og væltede en bonde på vejen ”Der er nok til at købe Dem mindst to roser.” Ordene tydeligvis henvendt til købmanden selvom ansigt og opmærksomhed var vendt mod Blanche. Det stod ikke til diskussion. Utilfredsheden over det pludselige skifte af aftens selskab var tydelig idet den mønt tunge pung blev taget og de blev ladt alene tilbage.

Mundvigene løftede sig i et ægte ulvesmil "Jeg skulle vil aldrig være så heldig at denne rose er uden selskab for natten?" Spurgte han, vel vidende svaret på spørgsmål. Han havde trods alt lige sørget for hun var lige netop det, ledig.

[Blanche Rosenknop]

Blanche så ham rejse sig ud af øjenkrogen og forventede at han fandt en anden rose. Han ville velsagtens flirte uendeligt med hende for at vise hende at hun havde tabt og få hende til at fortryde det mere bittert end hun allerede gjorde. Det var ikke muligt.

I stedet stoppede han ved hendes bord og fik hende til at snappe efter vejret, som han købte hende af købmanden. Hun dirrede let, men mutter kunne ikke klage, for der gik ikke mange øjeblikke, før købmanden havde udvalgt sig netop to andre roser til selskab.

Édouard, til gengæld, havde valgt hende. Hun genkendte gløden i hans blik og sank en klump, men så selv bistert ind i hans velkendte øjne.

"Hvorfor gør du det her?"

[Édouard af Bois]

De andre roser var ganske betagende og kunne vel sagtens have underholdt lensarvingen, men de var ikke Blanche og Édouard havde ingen kvaler ved at have købt hende fri fra en anden mand.
”Behøver jeg have en grund?” Hun kendte uden mærket godt grunden. Et flabet øjenbryn skød sig alligevel op mens han trådte det sidste stykke nærmere til han stod tæt ud for hendes side. ”Du undgik at svare på mit spørgsmål, lille fugl.” Pointerede han og snoede en mørk lok mellem sin tommle- og pegefinger.
Édouard lagde ikke skjul på hvordan det blå ishav granskede bevægede sig ned over hende, i søgen på kropslige ændringer. Hun lignede, næsten, sig selv og det gav ikke ridderen mindre lyst til at kysset livet ud af hende lige her, lige nu som straf for aldrig at være dukket op som lovet, men han beherskede sig. Øjnene søgte tilbage til hendes ”Er du ledig for natten?” Gentog han, denne gang mere direkte.

[Blanche Rosenknop]

Blanche havde lyst til at trække sig væk, men sad som forstenet, imens Edouard snoede hendes hår mellem fingrene. Hun vidste hvor mange penge han kunne lægge og hvor utilfreds Audette Rosenbinder og Alexandre af Monteres ville blive med hende, hvis hun forsøgte at komme af med ham, så hun nøjes med at slå blikket ned og synke en klump.

"Det ved du at jeg er," svarede hun, selvom hun lød afvisende samtidig. "Hvad ønsker herren?"

[Édouard af Bois]

"Som minimum at du kigger mig i øjnene, når jeg snakker til dig." Forlangte han. Lokken af hår blev snoet rundt om pegefingeren, før hånden blev trukket tilbage og kontakten til håret brudt. Édouard havde været væsentligt yngre, den gang Blanche havde tryllebundet hele hans person med hendes. Det var dog på ingen ikke den samme unge ridder, der stod overfor hende nu og selvom hendes blotte tilstedeværelse stadig havde hold i ham, så var der et mørke som lå og ulmede lige under overfladen, der ikke havde havde været der dengang.

"Find din kåbe." Beordrede han dernæst og trådte et halvt skridt tilbage, så hun ikke sad indespærret mellem ham og bordet.

[Blanche Rosenknop]

Blanche var uvillig, men også klar over at hun ikke besad et valg. Hun løftede hagen en smule og lod sit stormfulde blik møde den mand hun havde elsket, men ikke stolet på. Det trak lidt i mellemgulvet og hendes kinder blev varme.

Så rejste hun sig langsomt op. Hun kastede et enkelt, langt blik efter den kunde hun skulle have brugt ligegyldige timer med og trådte over gulvet mod trappen. Da hun var kommet op af den havde hun mest lyst til at gemme sig under sengen, men hun vidste at det var en grænse hun ikke kunne overskride. Hun tog sin kappe og gik ned af trappen igen. Først fandt hun Audette Rosenbinder og fortalte hvem hun gik med. Der blev ingen vagt sendt med, selvom hun rystede af rædsel for hvad der ville ske med hende. Hun drejede om og stod snart foran ham igen, blikket i hans, stædigheden intakt.

[Édouard af Bois]

Nemmest ville have været at forblive på Rosen, men der var for mange minder her. Alt for meget der mindede om alt det der engang havde været og hvad der kunne have været blevet. Objektivt set vidste Édouard godt at nærmere personen minderne var forbundet med and stedet. Han skulle have ladet fornuft råde og ladet købmanden haft sine fornøjelser med hende, men han kunne ikke lade hende slippe forsvinde væk - ikke igen.

Blikket søgte skråt op i loftet, i retningen af hvor hendes værelse dengang havde været. Han tog sig selv i at overveje om hun mon havde flyttet værelse siden den gang, men blev hastigt trukket tilbage til virkeligheden ved hendes tilbagevenden. En arm blev budt. Blikket ikke mindre hårdt og uvenligt ved udsigten til at måtte følge ham, ud i den sorte nat.
”Du ser henrivende ud.” Det var en løgn. Hun havde altid været kønnest når hun smilede.

En midaldrende tjenestedame tog imod dem, da de nåede byhuset. Kappen blev overrakt til tjenestekvinden, hvis blik dvælede lidt på den unge Roses ansigt før det vendte sig mod Édouard’s stemme, der beordrede vin sendt til pejsestuen. Han drejede hovedet mod Blanche ”Med mindre du ønsket dig andet end vin?” Det ene bryn hævede sig spørgende. 

[Blanche Rosenknop]

Blanche var tavs. Hun besvarede ikke Edouards kompliment og forblev også stille på hele turen. Hvis det var hendes sidste timer, så burde hun måske tale, men hun havde intet han skulle høre og intet hun ville fortælle.

Da de nåede byhuset var det varmt i kontrast til kulden udenfor, men hun smed ikke sit overtøj. Blikket flakkede over på kvinden, der tog imod dem og hun overvejede hvad hun mon tænkte. Vel blot at Herren nu havde taget en hore med hjem.

Hendes mine var stadig skåret i sten, men hun så på ham da han spurgte.

"Jeg ville ønske at du fortalte mig hvorfor jeg er her, nu."

[Édouard af Bois]

Blanche gjorde ingen antræk til at gøre sig fri fra sit overtøj. En spirer af irritation over hendes trods satte sig i det blå. Armen løftede sig i en nonverbal ordre om at lade dem alene.

Édouard trådte frem mod hende ”Blanche... Hvor mange gange skal jeg minde sig om, at du er mange ting og dum ikke er en af dem?” Spurgte han retorisk og tårnede sig ind over hende. Kæben spændte sig hårdt mens bestemte fingrene gav sig til at åbne kappens spænde. Han kunne gøre krav på hende lige her, i forgangen. Det var hans ret, men også hvad hun forventede - måske endda ønskede for hurtigere at komme tilbage til Rosen og væk fra ham.
”Så lad os prøve igen skal vi ikke? Hvad ønsker du at drikke, Nattergal?” Kælenavnet, gled af tungen som havde været visnet væk fra hans mund.

[Blanche Rosenknop]

Blanche rystede svagt, men lod sig ikke mærke med det. Hun løftede blikket langsomt, da han trådte helt tæt på hende. Hun kunne lugte ham. En sød spiritus, noget krydret. Hendes hjerte hamrede. Han var så tæt på.

"Vin," svarede hun lavt. Hun sank en synlig klump og rynkede panden. "Nicodéme... Hvorfor?"

[Édouard af Bois]

Rystelserne var ikke synlige for det blotte øje, men Édouard mærkede dem eller antydningerne af dem, da fingrene krøb ind under kappens kanter og fjernede den fra hendes skuldre. Hun var bange endda vred måske.

Édouard tråde yderligere frem, men bød samtidigt Blanche at tage et skridt tilbage og derefter endnu et til væggen forhindrede dem i at gå længere. Han standsede tæt ved med den ene underarm hvilende mod væggen, så han stod lænet en anelse ind over hende ”Stop... Du skal ikke kalde mig dét.” Knurrede han lavt, ud gennem sammenbidte tænder mens kulde og varme sloges i hans blik. Mærket af det hul Blanche havde efterladt sig i ham og som med ét blev fyldt ved lyden af sit navn omfavnet af hendes stemme.

Hænderne knyttede sig og ansigtet blev vendt væk med lukkede øjne. Han forblev stående tæt ved hende indtil han genfandt kontrollen og trådte tilbage og kommanderede: ”Pejsestuen, nu.”

[Blanche Rosenknop]

Frygten var tydelig i det runde ansigt. Han havde hende alene, han hadede hende og hun vidste udmærket hvad mænd mente de kunne tillade sig at gøre ved nattens kvinder. Lige hvad de havde lyst til. Hun vidste også at det eneste Alexandre af Monteres kunne finde på at gøre ved det var at forlange økonomisk erstatning. Matiot Rêveur ville aldrig få at vide hvad der var sket med hende, hvis hendes tidligere elsker slog hende ihjel. Hendes hjerte hamrede og hendes øjne var blanke. Hun blev stående, i stedet for at gå ind i stuen som han beordrede.

"Jeg beder dig," hviskede hun. "Edouard. Jeg vil gøre hvad som helst, bare du lader mig gå herfra.”

[Édouard af Bois]

Stilhed fyldte luften efter hendes bøn. Han stod længe, tavs som en statue før en hånd gned frustreret over underansigtet.

Blanche var bange og med rette. Édouard var vred og med rette. Hun havde ikke kun brudt deres aftale og hans tillid, men hans hjerte. Mest af alt hadet Édouard hvordan der under alt vreden stadig var en flig af gamle følelser, som blev vækket til live ved lyden af hendes stemme. Hvordan hendes duft trak minder frem om hendes hud under hans hænder.

”Gå hvis du vil.” Brummede han og lod en hånd viftende affejende op over skulder højde, da han vendte rundt og lagde kursen mod stuen "Hvis du er heldig er købmanden måske ikke blevet mættet af dine medsøstre..."

[Blanche Rosenknop]

Blanche stod stiv som et bræt og stirrede på Edouard. Da han endelig talte, blinkede hun. Hun så uforstående efter ham. Han gik sin vej. Hun sank en klump. Gå hvis du vil. Hun var ingen idiot.

Det var en måde at få hende til at gå efter ham, stole på ham. Hendes øjne var blanke af fortidens følelser, da hun bakkede mod døren. Han havde hendes kappe. Det var frysende koldt udenfor. Det var dog bedre at fryse end at ende i en tidlig grav.

"Du er vred, fordi jeg ikke kom," kaldte hun efter ham, før hun trådte ud i vinteren uden overtøj. "Men hvordan skulle en som mig nogensinde stole på en som dig?"

Lukket? (link)