Tror du?

[Gaëlle Af Neaune]

Til: Philippe af Neaune

Sted: Foran Mortems tempel

Den mørkklædte og hætteklædte kvinde stod foran det smukke tempel i guden Mortems navn og ventede. Det var den tid på året, hvor et ganske særligt besøg ventede hende. Lensbaronen af Neaune var på vej, ikke at de ikke også sås på andre tidspunkter, men der var langt i mellem, da Mortems præster og præstinder levede væk fra ofentlighedens øjne og derfor ikke ret tit sås med andre. Derfor havde hun en aftale med Philippe om at mødes på et fast tidspunkt om året, da hun ikke helt kunne slippe sin familie, så meget som det måske var hende pålagt. Resten af familien opsøgte hende dog ikke rigtig, da de lod hende være i fred, men Gaëlle kunne ikke undvære sin brors selskab, bare ind i mellem. Flere af Neaune familien var troende, men ikke troende nok ifølge den sortklædte præstinde, men hun så håb for Phillippe. Ham mente hun godt, at hun kunne holde til ilden.



Hænderne var lagt over hinanden foran på den sorte kjole, mens hun tålmodigt ventede. De mørkebrune, næsten sorte lokker var skjult af hætten og de lysende øjne så ud under den mørke og betragtede folk komme og gå fra det mægtige tempel, der tilhørte Mortem. Hendes et og alt. Mennesker var interessante. De opførte sig så forskelligt og alligevel var de fleste enige om at guderne hjalp deres liv. Men ifølge præstinden gjorde guderne meget mere end det og hun ville ønske, at menneskerne ville tro mere på det og give deres lid til at guderne ledede deres liv.

[Philippe af Neaune]

Philippe var en pligtskyldig mand og han havde aldrig forsømt sin aftale med sin søster, hvis ikke Kronen havde beordret ham væk fra hovedstaden på det givne tidspunkt. Derfor var han da også nu på vej mod Den Sorte Guds tempel i det tidlige tusmørke, lys, som søsteren var mørk. Alligevel var der en lighed mellem dem, da han trådte op til den ventende skikkelse og smilede mildt.

“Gaëlle. Søster,” hilste han dæmpet, men varmt, før han bukkede respektfuldt for hende. “Det er godt at se dig igen.”

[Gaëlle Af Neaune]

Et ærbødigt nik med hovedet, var den form for maner der blev sendt Lensbaronens vej. “Deres excellence” hilste hun passende trods han var hendes familie. Den tætteste familie hun havde, men når man var Mortems præstinde var relationer aldrig rigtigt tætte. Nok var Gaëlle fascineret af andre mennesker, men de sjældne relationer gjorde hende ikke så meget. De få tætte hun havde betød det mere.

“I lige måde” svarede hun kort og lavede en gestus med hånden mod templet der tronede indbydende foran dem. “Skal vi?” spurgte hun, som var det indlysende, at de kun kunne tale i selskab med en af guderne. Meget muligt var det netop også det hun følte. “Hvordan går det i Neaune?” spurgte hun med mest interesse i lennets forhold til tro.

[Philippe af Neaune]

Gaëlle var et af de mest dedikerede mennesker Philippe kendte, og det respekterede han hende for. Han var da også selv en troende mand, belønnet med en Gave fra Guderne, men ville aldrig nå sin søsters fromhed.

"Som du måske er klar over, har min tid i Neaune været begrænset på grund af den kongelige rundrejse," svarede han, tydeligvis tynget at det. Han savnede sit hjem, og følte, at han forsømte sit ansvar. På flere punkter. "Men de sidste meldinger har lydt, at vinteren ikke er så hård, som vi tidligere har set, så måske ser Guderne mildere på os."

[Gaëlle Af Neaune]

Da de nærmede sig templets indgang lod Gaëlle hætten falde, så det mørke, næsten sorte hår faldt ned over hendes skuldre. Så ulig sin brors lysere lokker. Et svagt smil spillede på præstindens læber, da hun betragtede Philippe fortælle. “Sandt. Rundrejsen. Jeg håber den gik godt. Jeg bad til Mortem om at holde jer sikre” svarede hun sandfærdigt. Nogle præster og præstinder havde været med på rundrejsen, men ikke Gaëlle, hun havde haft andre ting at se til i Levagny.

“Lad os bede for at vinteren fortsat er mild” medgav Gaëlle sin brors fortælling. “Så længe vi tror skal guderne nok være os barmhjertige køre bror” hun foldede hænderne foran brystet som en bedene gestus. “Hvordan har resten af familien det?” hun følte sig nødsaget til at spørge, selvom det mest var Philippes velbefindende hun interesserede sig for.

[Philippe af Neaune]

Philippe bøjede nakken medgivende og var helt enig. Han var selv en troende mand og sendte ofte en bøn til Guderne. Han gjorde det samme nu, som de nærmede sig templet.

"Moder skriver jævnligt fra Neaune og forsikrer om, at alt er vel," svarede han. Enkebaronessen hjalp med at varetage lenet i hans fravær. "Din nevø og niece vokser også flot. Snart er de voksne."

[Gaëlle Af Neaune]

Gaëlle lyttede interesseret. Ikke så meget til det om moderen. Hun havde aldrig været så glad for Gaëlles valg om at blive præstinde for Mortem, måske fordi hun på den måde mistede en chance, for at gifte hende væk til en anden god familie. Kommentaren om Philippes børn var ganske mere interessant.

“Du må sende dem til templet næste gang de er i Levagny, så jeg kan velsigne dem” hendes drøm var at endnu et barn af Neaune sluttede sig til præsterne, men det skulle være af egen fri vilje og ikke mod sin bror ønske, men så de det smukke ved templerne ville der være håb.

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede lidt over søsterens ord og han bøjede nakken ganske let. “Det vil jeg uden tøven gøre,” lovede han. Han havde kun to børn, burde nok have haft flere, for kun én af dem var en dreng, men netop derfor var han også særligt bekymret for deres velbefindende.

“Forhåbentlig kan deres hengivenhed være et led i at sikre dem et godt og langt liv.”

[Gaëlle Af Neaune]

De brune øjne så til siden, over på sin bror med et roligt blik. “Tvivler du?” det troede hun ikke, at han gjorde, men spørgsmålet fandt alligevel sin plads i samtalen. “Selvfølgelig. God tro betaler sig i sidste ende. Især hvis man beder til Mortem. Han kan hjælpe dem netop med et langt liv” det var en af de detaljer, der gjorde at Gaëlle særligt interesserede sig for guden.

[Philippe af Neaune]

Philippe rystede på hovedet. Han tvivlede ikke på, at Guderne havde en plan, men også gode mænd døde af og til, inden deres tid var nået. Tanken var foruroligende, men han dvælede ikke længe ved den.

"Jeg vil tage dem hen for at tale med dig, næste gang de kommer til hovedstaden. Det vil uden tvivl gøre godt," konstaterede han mildt.

[Gaëlle Af Neaune]

Gaëlle lyste op i så meget af et smil, som hendes ansigt tillod sig. Hun ville gerne se Phillipes børn, selvom der lå en større grund til det end blot fasterlig omsorg. Præstinden ville det bedste for sin familie lige meget, hvor lidt eller megen kontakt hun havde med dem og det bedste hun kunne give dem var muligheden for at følge i hendes fodspor.

“Det vil vi glæde os til” hun hentydede både til sig selv og de højere magter. “Jeg vil glæde mig til at se dem og velsigne deres liv” på vej ind i templet tog hun et lys fra bunken ved indgangen. En spontan flamme tændte på vægen ved hjælp af gaven. “Hvis du vil lade mig, vil jeg også gerne velsigne dig kære bror”

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede lidt og værdsatte reelt sin søsters ord. Det vandt da også yderligere, da hun fortsatte og afslørede i et øjeblik tænderne. Blikket var mildt.

"Det var netop, hvad jeg skulle til at bede dig om," svarede han og tog selv et lys. "Det ville være en ære."

[Gaëlle Af Neaune]

“Det ville glæde mig” svarede Gaëlle. “Følg mig” hun fortsatte ind i templet med lyset mellem hænderne og videre ind i et af rummende, hvor de kunne være i fred. “Sæt dig” der var ingen møbler, så det hentydede til det tørre gulv. Rum var nu også en for bred beskrivelse. Det var nærmere et lille aflukke uden dør, men skærmet med vægge.

Selv satte hun sig på knæene og satte lyset i en lille stage ved hendes side. Flammen blev større, da hun brugte sin gave, så det lille aflukke blev badet i lys. En del af velsignelsen krævede lyset og ilden, men skadede ikke den hun skulle velsigne.

[Philippe af Neaune]

Nogle adelsmænd ville måske have et problem med at sidde på gulvet, men Philippe var ridder og ikke sart af sig. Han satte sig i skrædderstilling og betragtede tavst sin søster.

Der var til stadighed besynderligt at se hende sådan, for han huskede hende som barn, men han nærede også stor respekt for og tillid til hende. Han så da heller ikke frygtsom ud nu, men afventede blot tavst.

[Gaëlle Af Neaune]

Indvendigt takkede Gaëlle Mortem og resten af guderne for Phillippes evige tillid til hende. Hun respekterede ham for det. Derfor fortjente han også, at guderne var på hans side.

Ved ildens hjælp velsignede hun med ord fra det oldgamle sprog. Derefter rejste hun sig uden et ord og viste ham ud af templet.

/Lukket