En snak om blomsten og bierne

[Talon Våbensmed]

Forbeholdt | Svea Købmand

Tidpunkt | Tidlig formiddag
Vejr | Kølligt, men klart. Et let lag rimfrost er stadig at se i skyggerne

---

Skiftet mellem barn og voksen var aldrig let. Hverken for det unge menneske, der pludselig ikke længere havde den samme sorgløshed som et barn, men stadig var begrænset i sin livserfaring. For familien og var mindst lige så svært at omstille sig på rolle skiftet.

Talon var ingen undtagelsen til reglen hvad det angik. Smede børnene var måske nok vokset ham langt over hoften, men han havde stadig svært ved ikke at se dem sådan. Episoden i smedjen, der havde resulteret i et ødelagt mesterværk, en forbrændt hånd og had dryppende ord havde sat tingene i perspektiv.
Tvillingerne var ikke længere de små piger, som onklen stadig tænkte dem som. De var begge blomstret op og blevet til kønne unge kvinder, og med det fulgte mændenes lange blikke. Ikke villig til at stå i en lignende situation med Svea som han havde gjort med Svari Våbensmed , så forsøgte Talon sig nu med en anden fremgangs metode og håbede på at kunne være på forkant denne gang.

I klædt sine borgerlige klæder frem for den vanlige drabant uniform, når han befandt sig på universitets arealer. Afventende på niecen blev fritaget for dagens undervisning, stod onklen afslappet med armene krydset foran sig.

[Svea Købmand]

Svea havde lige været til undervisning og følte sig rimelig udmattet efter at have fået nye informationer stukket i hovedet hele dagen. Idag havde hun lært yderligere om kvindens fertilitet og følte sig pludselig meget nervøs over, at hun ikke havde fået sin menstruation i et stykke tid. Hun havde først tænkt over det et par uger efter hun havde været sammen med Lancelin af Suilleaux . Hun havde glemt sin amulet. Den havde ligget i hendes skuffe et eller andet sted og samlet støv. Svea havde jo ikke planlagt at han skulle komme og hun havde ikke vidst hvad der skulle ske. Alting var gået så hurtigt og de havde jo kun været sammen en gang.

Alle disse tanker summede rundt i hendes hoved, da hun kom ud af lokalet og skulle til at dreje til højre for at gå ned mod sit værelse.
"Onkel." Sagde hun overrasket, da hun så Talon stå og vente med armene over kors. "Er der sket noget?" Spurgte hun, da hun aldrig havde oplevet at han dukkede op på denne måde.

[Talon Våbensmed]

Undervisningen blev rundet af og op gled den mørke dør. De lyse øjne bevægede sig søgende over flokken af unge mennesker, der kom væltende ud før de endeligt landede på smededatteren.

Armene gjorde sig fri fra hinanden ”Skal der være sket noget før at en onkel må bruge tid med sin niece?” Spurgte han spøgefuldt med en trækning i den ene mundvig. ”Der er intet sket, bare rolig.” Forsikrede han alligevel for god ordens skyld.

”Er du sulten? Jeg kunne dufte saltbagte kastanjer hele på vej her hen, jeg giver?”

[Svea Købmand]

Svea så lidt overrasket på sin onkel, men trak så på skuldrene og smilede en anelse. "Selvfølgelig ikke." Sagde hun og hankede lidt op i sin pose med studiegrej.
"Det lyder godt." Sagde hun og begyndte at gå.
"Hvordan går det derhjemme?" Spurgte hun. Selvom hun boede på universitetet, ville hun altid føle at våbensmeden og huset var hendes rigtige hjem.

[Talon Våbensmed]

Talon måtte klø sig lidt på den skæggede hage ved spørgsmålet der havde uendelige mange svar, nogle bedre end andre. Hendes forældre elskede stadig hinanden med den samme styrke som da de var yngre. Hendes brødre virkede ikke til at mistrives og så var der alt det med Svari Våbensmed . Tanken var nok til næsten at give hovedpine.

Øjenbrynene trak sig lidt vemodig sammen, før han skævede til niecen mens de gik afsted ”Jeg har gjort mig noget upopulær hos din søster, men udover det, så er alt som det plejer der hjemme.” Sukkede han tungt ud. Der var igen grund til at lyve. Svea var en kløgtig ung kvinde, hun ville hurtigt regne ud der var opstået en dyb kløft mellem tvillingesøsteren og onklen.
”Fortæl mig hellere lidt om hvordan det går på universitetet. Sørger din sponsor for du har alt det du skal bruge?”

[Svea Købmand]

Svea løftede øjenbrynene over Talons svar og smilede en anelse. "I bliver nok snart venner igen." Sagde hun og trak på skuldrene, hvis hun kendte dem alle ret så var ingen af dem i stand til at være sure på hinanden særlig længe af gangen.

Det næste spørgsmål kom bag på hende og hun overvejede om han havde haft en spion der holdt øje med hende, sådan som han ramte plet på det hun gik og tænkte på.
"Ja, han giver mig både økonomisk støtte, kjoler, bøger og mange andre ting." Sagde hun og lod 'andre ting' ligge lidt i luften, uden at definere hvad det var.

[Talon Våbensmed]

Normalt var onklen ikke særlig pessimistisk af natur. Glasset var sjældent halvt tomt, men lige når det kom til konflikten med Svari, så tvivlede han oprigtigt på hun nogensinde ville se på ham med andet end had i blikket. Han valgte ikke at bryde Svea's hoved med bekymringen og smilede derfor bare med antydningen af et medgivende nik.

"Kjoler?" Udbrød han noget overrasket og rynkede panden. Hvad havde kjoler med hendes uddannelse at gøre? Der var da intet i vejen med de kjoler hun havde haft med hjemme fra, var der? 

[Svea Købmand]

"Ja, min sponsor er meget gavmild." Sagde hun og smilede en anelse, hvorefter hun lod blikket glide væk. Måske lidt for gavmild.
"Han gav mig en ny kjole fordi jeg var gået igennem regn og slud for at nå hen til ham, så var jeg helt kold, så han fik tjenestepigerne til at hjælpe mig i en ny kjole." Sagde hun, mens hendes kinder blev en smule røde.
"Jeg fik lov til at beholde den, jeg har aldrig nogensinde haft så smukt tøj." Bemærkede hun og slog blikket ned.

[Talon Våbensmed]

Talon vendte hovedet mod niecen og holdt et skeptisk blik på hende. Mistænkte han at hendes sponsor havde haft være gavmild udover det sædvanlige, ja, men han havde ingen tanker gjort sig om hvor ”gavmild” sponsoren i virkeligheden havde været overfor smededatteren.

Det nedslået blik, fik onklen til at slå en arm omkring hendes skuldre og give armen væk fra ham et blidt klem ”Så længe du er glad for den, Svea.” Der var ingen skam i at glædes over en fin kjole og hun fortjente sådan en ligeså meget som en hver anden gjorde. Armen slap og han gjorde et nik mod en den kastanje sælgende bod længere fremme ”Det ser ud til min næse ikke helt har forrådt mig endnu.” Bemærkede han lidt drilagtigt.

[Svea Købmand]

Svea var egentlig åben for at snakke om de fleste ting, men det var alligevel lidt akavet sådan at indrømme direkte overfor sin onkel at man havde haft sin første gang med en adelig. Specielt lige her på åben gade.
"Det er jeg." Sagde hun med et smil og strøg en lok af sit hår om bag øret. Derefter forsatte hun med ham hen til kastanjerne og smilede bredt.
"Ja de dufter dejligt. Hvor man kan du spise? Jeg har stadig nogle mønter til overs, så jeg kan godt betale." Sagde hun og rakte ned i sin pose og fiskede et par mønter op.

[Talon Våbensmed]

”Jeg inviterede, så de er på mig. Gem hellere dine mønter til lidt selvforkælelse når du en dag får brug for det efter de lange studier.” Han lagde blidt en hånd over hendes med mønterne og blinkede en gang til hende, venligt. Drabantlønnen var bestemt ikke den ringeste man kunne få og Talon var for det meste kun sig selv, desuden havde han lidt ekstra mønter at gøre godt med efter den sidste undergrunds kamp.
Maven rumlede og var tildeles skyld i at han sørgede for at bestille rigeligt af de varme kastjanter, men hvad der var til tilbage kunne altid gemmes til senere – selvom de nu var bedst varme.
”Så hvor vil du hen? Skal vi finde et sted ude og sidde eller vil du hellere hjem i varmen?” Med hjem mente Talon sit eget lille et-rums byhus, der for ham var lige så meget familiens.

[Svea Købmand]

"Vi kan bare blive her." Sagde hun og satte sig hen på en lille bænk i nærheden, med papirkurverten med kastanjer i hånden.
"Så, har du mange banditter at slås med i øjeblikket?" Spurgte hun og så på ham, uden helt at vide hvad de egentlig skulle snakke om. Talon var så anderledes fra hende og hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham det meste af tiden.

[Talon Våbensmed]

Ude blev det til. Han flugte hende til bænken og satte pris på den manglende vind der gjorde det mere tåleligt at være stillesiddende.
Et bryn hævede sig kort, inden det faldt på plads igen, overrasket over spørgsmålet. Han flyttede blikket frem og skubbede tænksomt mundvigende ned ad. Talon ikke gerne ville svare ærligt, men han tvivlede på det faktisk havde Svea's interesse."Desværre ikke de rigtige." Endte han alligevel med at svare halv kryptisk og åbnede en kastanje.
Med en trækning i mundvigen vendte de lyse øjne sig mod niecen "Du behøver ikke høfligheds konversere med mig, Svea. Det er du klog nok til at vide, men jeg vil gerne høre hvordan det oprigtig går dig. Er de andre piger på universitetet ordenlige overfor dig? Er der nogle søde fyre som har fanget dit blik? Den slags." 

[Svea Købmand]

Svea spiste en kastanje og trak på skuldrene. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til hans ord, fordi hun ikke havde lyst til at fortælle så meget om det.
"Det går okay. De fleste er søde nok. Folk har generelt travlt med deres eget liv, deres egne studier. Men jeg har fundet nogle gode universitetsvenner, de hedder Peronelle af Bonville og Florine Laure Købmand og Fleur af Aren " Sagde hun og smilede skævt.
"Det er rart at have nogle, som også er samme sted i livet som mig. Vi bakker hinanden op, støtter hinanden og forsøger at hjælpe hvis nogen mister modet." Sagde hun og smilede skævt. Drenge sagde hun intet om. Det havde hun ikke lyst til at tale om.

[Talon Våbensmed]

Kun Købmandsdatterens navn genkendte han med det samme efter at have krydset veje med hende ad flere omgang, når hun havde været på besøg i våbensmedjen og Talon lagde visit forbi. De to andre derimod ringede ingen større klokke end lens navnene, og dog.
Øjnene klemte sig lidt tænksomt sammen. Drabanternes kommandant, Talon’s øverst kommandørende var af Bonville, men navnet Peronelle vækkede ingen erindringer, da det slog han Bonvilledatteren kunne være kommandantens datter.
“Denne Peronelle skulle vel aldrig gå under navnet Perrie?” Spurgte han inden endnu en pillet kastanjen blev skubbet ind i munden.