En skæbnesvanger aften (TW: Vold)

[Mithras]

Kagerullen lå på gaden ved siden af kvinden, men Jean greb ikke ud efter den, da han hørte en stemme bag sig. Rovdyret bankede i hans blodårer, men han rev sig fri af det og smækkede kvinden over kinden, så snart fingrene havde sluppet hendes hals i mørket. Præcis hvad han havde lavet med hende var jo ikke til at se, sådan som han havde siddet over hende.

"Vågn op," råbte han hæst af hende. "Vågn op. Hjælp! Hun er besvimet"

Han drejede hovedet og så et øjeblik chokeret ud, men skiftede til at foregive lettelse. "Talon? Mithras være lovet. Kan du hjælpe hende?"

[Talon Våbensmed]

Et sted i hjernen blev stemmen registeret som genkendelig, men uden at der poppede et navn frem. Først da mandspersonen drejede hovedet mod Talon gik det op for ham, hvem manden var ”Jean?” Staven sænkede sig. Spørgsmålet om hvad han lavede her lå på tungen, men hjernen kom i forkøbet med svaret; Bageren måtte have været på vej hjem efter endnu en våd aften, da han havde fundet den bevidstløse kvinde.

Fyldt af irritation og en snert af en vrede over at vide Jean havde ladt @oudinealene der hjemme knælede Talon ved siden af bageren, uden straks at bemærke kagerullen på modsatte eller fraværet af ølånde.
To fingre blev lagt mod siden af kvindens hals, for at mærke om der stadig var en puls. Den var svag, men den var der. ”Ja, men kun hvis jeg kan få hende til en helbreder.” Det var ikke til at vide præcis hvilket skader hun havde pådraget sig, men drabanten var håbefuld for hun nok skulle klare den ”Kan du hjælpe med at få hende op? Jehanne er ved en anden besvimet pige længere nede af gaden.” 

[Jehanne Renard]

Jehannes øjne spærrede sig også op, da den unge kvinde genvandt bevidsthed. Pulsen steg og hun nikkede hastigt til Talon, som straks forsvandt. Hun så kun efter ham i et sekund, før blikket var tilbage på den lyshårede kvinde.

"Frøken? Kan du høre mig?" prøvede hun og ruskede blidt, bekymret for hendes velbefindende, men også for sin partner. Blikket strøg i den retning, hvor Talon var forsvundet, men hun kunne ikke efterlade den unge kvinde forsvarsløs og splittelsen gjorde hende rastløs.

En hånd fandt en kind, mærkede en pande, mens uroen steg. Hvor var Talon? Burde hun følge efter? "Hallo, frøken?"

[Mithras]

Jeans hjerte hamrede. Så snart den besvimede pige så ham, var det hele ovre. Han måtte forsvinde før det. Før brunetten også slog øjnene op. "Selvfølgelig," hørte han sig selv sige.

"Jeg kan få hende til Madam Skrædder lige hernede. Hun er helbreder. Du behøver ikke spilde tiden på det. Jeg skal nok sørge for at hun får hjælp."

[Talon Våbensmed]

Talon rystede afvisende på hovedet ”Nej det er fint. Hun kan måske fortælle mere om hvem gerningsmanden når hun vågner.” Forklarede han for god ordens skyld for ikke at fejlagtigt at fornærme Jean ved at afslå tilbuddet ”Desuden er jeg sikker på Oudine venter dig hjemme.” Mindede han ham om.

Drabanten greb kvindens ene arm nær albueleddet og lagde den anden ved hendes skulder ”Hvis du tager den anden arm.” Sagde han og nikkende mod den modsatte side, da noget usædvanligt fangede drabantens opmærksomhed. Det blå blik var landet på kagerullen.
Med langsomme bevægelser slap Talon brunetten ”Jean…” Hånden søgte tilbage til staven, der var blevet hængt tilbage i læderremmen.

[Noella Pilkvist]

Noella åbnede øjnene en anelse da hun mærkede en hånd på hendes kind, men hun var dog stadig ret omtåget.
"Han slog mig med en kagerulle." Sagde hun afdæmpet, mens hendes hoved føltes som om det var ved at eksplodere. I samme øjeblik, dukkede der to andre unge drabanter op der havde hørt påstyret og de løb hen til de to kvinder.

"Vi kan tage hende til en helbreder." Sagde de, så kunne Jehanne følge efter Talon og morderen, mens de to drabanter sørgede for at Noella kom til en helbreder. De løftede hende op og bar hende afsted til den nærmeste helbreder, som var tilgængelig på dette tidspunkt af natten.



//Så er Noella lige blevet hjulpet af nogle NPCer så Jehanne kan joine Talon

[Mithras]

Pis. Han havde forsøgt sig med hvad han selv mente var en god strategi. Nu måtte han tage den anden side. Oudine. Han skulle hjem til hende? Ikke lige nu. Lige nu var jægeren i ham og han kunne ikke slå sin egen hustru ihjel. Han havde brug for hende til at opretholde illusionen om det normale liv.

Da drabanten pludselig overlod ham den fulde vægt af kvinden, så han forbløffet op. Så fulgte han hans blik og gjorde store øjne. Han kunne se brikkerne falde på plads. I en hurtig beslutning, kastede ham brunetten i armene på Talon og satte i løb.

[Jehanne Renard]

Jehannes øjne spærrede sig lidt op og splittelsen nåede kun at vokse et øjeblik endnu, før to drabanter dukkede op og gjorde beslutningen nem. Hun var på benene med det samme og løb i den retning, hvor Talon var forsvundet.

Hun nåede lige akkurat at se de tre skikkelser, før en af dem brød fri i mørket. "Hey!" råbte hun, endnu i løb og pressede sig selv hurtigere frem, bagud, men ikke håbløst.

Lyden af andre fodtrin fortalte hende, at Talon måtte være tæt på, men i stedet for at se efter ham, gjorde hun et udfald med træskaftet på hellebarden - hun var ikke tæt nok på til at gribe fat, men måske til at spænde ben for den flygtende mand.

[Talon Våbensmed]

Øjnene havde flakket lidt mellem kagerullen, den bevidstløse kvinde og bageren. Om så Talon ville, så havde det ikke været muligt for ham at digte en god nok grund for at Jean skulle have en kagrulle med sig rundt i byen på dette tidspunkt af døgnet, da først prikkerne var fladet på plads.

Dybfølt vrede blusede op i drabanten ved realiseringen, men før han kunne nå at handle på den havde han travlt med at gribe brunetten "Jean!" Brølede Talon efter den forsvindende mandeskikkelse.

Frygten for at skulle finde Oudine omkommet gjorde dilemmaet om at blive ved kvinden eller eftersætte bageren til et nemt valg. Forsigtigt blev kvinden lagt ned og med kroppen pumpet med adrenalin kom Talon på benene og satte i løb.

[Mithras]

Jean var ikke trænet i løb. Til gengæld var han drevet af overlevelse. Han var ikke længere jægeren, men byttet. Han kastede sig frem, snublede en enkelt gang, men fandt fodfæstet og fortsatte.

Så ramte hellebarden ham lige ved anklen og livet gik langsomt. Han mistede fodfæstet, faldt så lang han var og forsøgte at komme op. Men det var for sent. Drabanterne var over ham. Han sprællede og sparkede ud.

[Talon Våbensmed]

Med staven trukket fri af bæltet halede Talon hastigt ind på rovmorderen. Ræverøde krøller dukkede op i mørket og sendte Jean til jorden.

Tunnelsynet kastede Talon sig over ham som en glubsk ulv, døv for de slag og spark der ramte ham. Et slag mod øverste kant af øjenhulen fik øjenbrynet til at sprang op, og farvede verden lige så blodrød som den vredesfølelse der kogte i den blonde drabant. Der var ingen rationel tanke mens de knyttede næver haglede mod bageren, hvert slag lige så følelses styret som det forrige. Alt mens de samme ord gentog sig i et uendeligt ekko i Talon's indre; det kunne have været Oudine. Det ville blive Oudine.

[Jehanne Renard]

Før Jehanne havde genvundet balancen helt var Talon allerede over ham. Hun havde ikke genkendt morderen i mørket, men var til gengæld vidne til den brutale medfart. Ikke ufortjent, men heller ikke urisikabelt.

"Talon!" råbte hun af samme grund, blandede sig trods risikoen for selv at komme til skade. En dump lyd undslap hende, da et slag ramte, men hun fik også møvet et knæ hårdt ned på den liggende mands arm. En hånd greb fat i makkerens uniform. "Talon, stop. Du må ikke slå ham ihjel."

[Mithras]

Jean kæmpede, men var ikke et match for Talon. Han sprællede, men endte med at få banket hovedet ned i brostenene, så verden snurrede rundt og han blev mere slap.

Han var blevet fanget. For hans forbrydelser ville han blive hængt. Var døden for Talons hænder så ikke bedre? Mere nådige? Måske ville det endda få svinet smidt i fængsel. Han fandt det i sig at åbne munden. "Oudine var den næste," fik han frem, selvom det var løgn.

[Talon Våbensmed]

Døv for makkeren’s råb slog hænderne ufortrødent. Talon ænsede hverken slaget der ramte hende eller om det havde været ham selv eller Jean, der havde ramt.

Først da Jehanne’s hånd greb om uniformen standsede den ene blodige hånd få centimeter fra Jean’s ansigt. Han ville have banket livet ud af bageren, havde den røde drabants stemme ikke trængt igennem til ham.

Det kløede i hænderne for at lade dem ramme endnu en gang, men Talon beherskede sig, så meget det var ham fysisk muligt. Den ene arm hang stadig spændt i luften, klar til at sætte endnu et slag mod det forslået ansigt ”Hold kæft!” Knurrede Talon advarende ned til Jean, gennem den øget vejrtrækning.

[Jehanne Renard]

"Stop!" beordrede Jehanne igen, som morderen - Jean Bager, indså hun - tydeligt prøvede at provokere Talon og hun holdt sin arm strakt ud mod makkeren, mens knæeet trykkede hårdere ned på bagerens arm. "Du skal ikke give ham tilfredsstillelsen," fortsatte hun og så intenst på Talon, men slap heller ikke opmærksomheden på manden under sig, velvidende, at hun nok kunne risikere at miste overtaget, hvis makkeren gav helt slip.

"Lad ham få, hvad han fortjener og ikke en nem vej ud."