En skæbnesvanger aften (TW: Vold)

[Noella Pilkvist]

Det var sent på aftenen og Noella havde været ude på en kro i nærheden af slummen sammen med nogle gamle veninder. Det var blevet sent, fordi hun havde tilladt sig selv at få lidt at drikke og egentlig havde haft en sjov aften. Hendes veninder havde dog forladt hende alene tilbage i krostuen og hun huskede hvorfor hun ikke var venner med dem længere. På grund af det havde hun fået hjælp fra en af kropigerne, som hun havde plaget om at følge hende hjem.

Derfor gik hun nu og holdt om den mørkhårede kvindes arm, mens de skyndte sig gennem håndværkerkvarteret mod teaterkvarteret hvor Noella boede hos sin Frue.
"Tror du snart vi er der?" Spurgte hun med en lidt skælvende stemme. Noella brød sig ikke om at gå sent hjem om aftenen. Hun vidste hvordan byen forandrede sig når det blev sent og hun brød sig ikke om det, overhovedet.

Steva Pudser Talon Våbensmed Jehanne Renard Mithras
Vi starter lige ud med Steva og Noella og NPC, så kan de andre komme efterfølgende!

[Steva Pudser]

Ikke mange ord var faldet, før Steva var gået med til at følge en småberuset kvinde hjem til teaterkvarteret. Hun havde insisteret, selvom det ikke var nødvendigt. Den brunhårede slumtøs, mente at kvinder burde stå sammen og hjælpe hinanden og selvfølgelig skulle den blonde kammerpige, som det havde vist sig at være, ikke gå alene hele den tur. Måske var det dumt, at Steva så selv skulle gå tilbage til slummet bagefter, men med den vej, ville det nå at blive lyst og hun skulle nok klare sig. Mødet med manden og kniven, som Actard fra Arge havde jagtet væk ved deres første møde, havde ikke skræmt hende for at færdes alene nogen steder.

De lange, lyse fingre hvilede på kvindens arm som de fulgtes gennem mørket. De havde sluppet slummets ironiske tryghed og var på vej på dybt vand for slumpigen, der ikke så tit færdedes i håndværkerkvarteret. Det betød også, at hun var knapt så stedkendt som hun gav udtryk for. Steva så sig omkring og genkendte absolut intet, men svarede noget helt andet, for ikke at skræmme den stakkels pige yderligere. “Jeg tænker, der er lidt tid endnu, men vi nærmer os da” prøvede hun at berolige kvinden og gav armen et blidt klem. “Hvis du kan klare at drikke blandt de tåber, der var på kroen, så klare vi snildt at få dig til teaterkvarteret” drillede brunetten med et smil.

[Noella Pilkvist]

Noella kendte nok håndværkerkvarteret bedre, men hun havde aldrig været i dette område før for hun gik sjældent meget længere end markedskvarteret. Da hun sagde der ikke var så meget længere, blev hun dog mere rolig. Det var dog en falsk sikkerhed, når man tænkte på at det der ville ske den aften.

"Det er sandt." Sagde hun med et skævt smil. "Jeg burde aldrig have gået ud med dem." Sagde hun og sukkede dybt, mens hun fulgtes videre med Steva. Derefter syntes hun at hun kunne høre en pludselig lyd, men hun tænkte at det nok bare var hende der hørte syner.

[Steva Pudser]

Intet fik den hårdhudede kropige til at vende hovedet eller overhovedet overveje, at de ikke var ligeså mutters alene som det føltes. Kulden havde for længst trængt ind i Stevas fødder, knogler, hår og sjæl, men hun insisterede stadig stædigt på at følge den unge kvinde hjem. Hun virkede skræmt og ikke tilpas, så selvfølgelig havde brunetten tænkt sig at følge blondinen helt ind i huset om nødvendigt.

“Det var da også en dum opførelse af dem. Men efterlader da ikke bare en veninde alene på en kro” fnøs hun og himlede med øjnene. Det var ikke rigtige venner i Stevas optik. “Det kan være du skal skaffe dig nogle bedre venner, der faktisk opfører sig ordentligt” påpegede hun måske skarpt, men ikke på grund af Noella, men nærmere situationen. “Hvor har du egentlig fundet sådan nogle typer henne?” hun fortsatte bare fremad med blondinen under armen indtil hun fik øje på noget skinnene i en af sidegaderne. “Hov, jeg tror der ligger en skilling!” for en fattiglus, var det en ret stor ting. “Vent her. Der sker ikke noget, jeg er tilbage under to sekunder” de kunne jo se hinanden, så det ville der da intet ske ved. Derfor søgte hun med gydens hals, for at undersøge den skinnene genstand. Det var sørme en mønt.

[Noella Pilkvist]

Noella lyttede til Stevas ord. Hun var glad for at blive fulgt hjem, men havde nok ikke forventet de ville snakke så meget. Hun var bange for at tiltrække opmærksomhed fordi de talte så meget. Da kropigen spurgte hvor hun havde mødt sine veninder, trak hun på skuldrene og sukkede lidt. Hun skulle til at svare, men så talte kropigen igen og hun kiggede efter hende mens hun stoppede op og betragtede hende.
"Jeg tror vi skal den her vej." Sagde hun og pegede. Det var mørkt og Steva var et stykke væk fra hende, hun kiggede på hende mens hun overvejede hvad hun skulle gøre. Forsigtig skjulte hun sig i skyggen fra en af bygningernes mure, mens hun ventede på kropigen.

[Mithras]

Kropigen var smuk og velformet. Lidt til den spinklere side end hvad der normalt fangede hans blik, men han var på jagt og hun havde vækket hans jagtinstinkt. Han fulgte sultent efter hende og hendes ligegyldige veninde.

Det var selvfølgelig risikabelt, for han plejede at finde enlige kvinder, men det var længe siden han sidst havde fået sin rus og han var mindre forsigtig. Inden han kunne tage brunetten med de store bryster måtte han nedlægge hendes veninde, så hun ikke skabte problemer. Bare slå hende bevidstløs.

Han kom listende op på hende i skyggerne af huset, hævede kagerullen og bankede hende hårdt i baghovedet en enkelt gang.

[Noella Pilkvist]

Noella troede hun var sikker i skyggerne fra husets tag, men mens hun stod og betragtede kropigen, hørte hun pludselig et skridt i nattens stilhed. Hun vendte sig om, men i samme øjeblik blev hun ramt hårdt i hovedet. Noella nåede kun at få et hurtigt glimt af sin gerningsmand i lyset fra månen, et glimt der ikke var meget længere end et halvt sekund. Derefter faldt hun om med det samme med et afdæmpet bump og endte med at ligge næsten livløs på den kolde jord.

/Bevidstløs indtil nogen finder hende eller hun bliver slået ihjel

[Mithras]

Han gik over Noella i mørket og nu havde han travlt. Brunetten stod stadig i gyden, men han ville ikke have mange øjeblikke. Han løb imod hende med kagerullen hævet, klar til at slå hende ud.

I sine tanker havde han allerede nedlagt hende som et smukt, velsmagende byttedyr. Han ville tage hende med ned i kælderen, der havde sin egen indgang. Hun ville kæmpe, når hun vågnede, det gjorde de alle sammen. De fik så store øjne, når de indså hvem han var.

Mange genkendte både rygtet om kvindemorderen og ham som håndværker. Han kunne høre sit navn skreget ind i stoffet der var stoppet i deres mund, når de tiggede ynkeligt om at blive sluppet fri. I hans fantasi var det Oudine, der tiggede om mere. De fik altid mere, indtil han var færdig med dem og kvalte dem. At se lyset forlade deres øjne gav ham en rus og han så også sin hustru for sig, når det skete.

[Steva Pudser]

I sin egen verden samlede slumpigen skillingen op fra jorden og baskede den ren i kjolen. “Jeg havde ret” sagde hun triumferende rettet mod Noella, men uden at se op. Hun kunne alligevel ikke se så langt i mørket. Måske hun burde være mere opmærksom. Trods alt havde hun lovet at hjælpe pigen hjem, men Steva mente ikke der var nogen der turde lægge sig ud med hende. Nok var hun stærk, fordi hun var vant til at løfte tunge ting på kroen, men hun var langsom og ikke trænet i noget der kunne minde om kamp. Alligevel var hun selvsikker på, at intet ville ske.

En undrende mine gled over hendes ansigt, da blondinen ikke svarede, men det var først, da en underlig lyd kunne høres, at hun så op, men det var for sent. En mand kom stormene imod hende og hun nåede kun lige akkurat at høre Actards ord i hovedet, om hvordan hun skulle forsvare sig, men ikke at reagere på det.

[Mithras]

Hun havde store øjne, men så ramte den tunge kagerulle hende tungt i skallen og de faldt i, imens hun også faldt. Han tog en dyb indånding i den kølige aftenluft og fugtede læberne. Så bøjede han sig ned og løftede hende over skulderen.

Blondinen fik lov til at ligge. Hende var han fuldstændig ligeglad med. Hans tunge last fik ham til at gå langsomt, men han fandt skyggerne og holdt sig til dem, som han bevægede sig væk fra gyden og ned imod bagerhuset.

[Talon Våbensmed]

De blonde drabant havde stadig ikke formået at lægge to og to sammen. Der havde været en periode efter snakken med Oudine Pottemager hvor der sket et stop i kvindedrabene, men Talon havde bare tilskrevet det at afskummet måtte være draget videre ud af Levagny. Desværre havde lettelsen været kortlivet.

Endnu en livløs kopi af veninden var efter noget tid dukket op og alle drabanternes patrulje områder var blevet endnu engang udvidet i håbet om at fange morderen. I starten havde der været flere dage mellem kvinderne dukkede op, men langsomt var tiden mellem dem forkortet betydeligt. Talon havde ikke kunnet undgå at bide mærke i det. Restløsheden havde siddet som en tung følgesvend under hele vagten og selvom de allerede havde taget turen gennem Teaterkvarteret en tre gange gik Jehanne Renard alligevel med til at gå den en fjedre gang "Det føltes forkert, Renard." Mumlede han.
Der var stille i gaden, men på en anden måde end normalt. Denne stilhed var ildevarslende og gjorde kun Talon's fornemmelse stærkere for dette ville blive endnu en vagt, der sluttede af med at stirre ind i tomme mælkehvide øjne. 

[Jehanne Renard]

En morder på fri fod var utvivlsomt en af de få ting, der kunne rykke rundt på rutinerne og vagterne føltes både tættere og mere talrige. Jehanne brokkede sig ikke over det, men tog det ekstra arbejde med stoisk ro, som hun gik endnu en runde sammen med Talon.

Tænderne var bidt sammen i en anspændt mine og hun erklærede sig enighed med en dæmpet lyd, som brynene krøb tættere sammen. Blikket afsøgte skyggerne, forventede det værste - og fandt det måske også.

Det var kun en hånd, der ikke var skjult af mørket i skyggerne, men Jehannes indre frøs alligevel til is. "Talon," sagde hun, tonefaldet ukarakteristisk alvorligt og gav hans arm et lille skub. Hun nikkede i retning af det bekymrende syn og tog sig til staven i bæltet, som de årvåget nærmede sig.

Som forventet, og alligevel ikke helt, lå en kvinde forladt i mørket og gruen var umiddelbar. "Tjek om her er nogen," sagde hun dæmpet, men agtpågivent, som hun selv hurtigt sank på knæ. Da hun tog den unge kvindes hånd forventede hun, at den ville være iskold, men øjnene spærrede sig op, da hun kort efter mærkede det lille slag af liv. "Hun er ikke død."

[Noella Pilkvist]

Lydene og påstyret omkring Noella fik en lille klokke til at ringe i hendes indre. Hendes øjne åbnede sig halvt og hun forsøgte at se på kvinden, men alting var som at se igennem vand.
"Den.. Vej.." Mumlede hun hæst og forsøgte at pege den retning kropigen var gået i et forsøg på at redde hende. Derefter lukkede hun sine øjne i, hvorefter hendes hoved faldt slapt til den ene side, mens hendes bevidstløshed og smerten fra slaget på hendes hoved tog over igen.

[Mithras]

Jean Bager var en stor, stærk mand med brede skuldre og bar relativt ubesværet på sin last af et kvindemenneske. Han gik hurtigt, ville ikke opdages og drejede ned af mørke gader hele vejen for at opnå at være i skjul.

Alligevel var han ikke nået meget langt væk, da drabanterne optog jagten, men han var uvidende om at nogen var på sporet af ham. Da hans bytte rørte på sig, blev han dog alligevel urolig. Han kunne ikke risikere at hun vågnede her, så han smed hende fra sig i den nærmeste helt mørke gyde og kravlede ind over hende for at gøre det hurtige af med hende med hænderne om halsen på hende. Det var ikke det han havde ønsket sig, men det var bedre end ingenting.

[Talon Våbensmed]

Synet af den spinkle kvindehånd i kanten af skyggerne fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Næsten som havde det været en indøvet, spejlede Talon sin partner og greb den rundede træstav hængene ved hoften og trak den fri fra læderremmen i bæltet. Han nikkede kort og mens arbejdskammeraten knælende ved kvindeskikkelsen, lod han vagtsomt blikket søge rundt.

Lettelsen og ikke mindst overraskelsen var stor, da Jehanne fandt livstegn. ”Er du sikker?” Spurgte han for at bekræftelsen i at have hørt rigtigt. Allerede i færd med at træde nærmere sin makker for at kunne assistere med at få den bevidstløse kvinde op, men standsede op idet den unge blondine genvandt lidt af sin bevidsthed. De mumlende ord var svære at høre på afstand, men den pegende finger talte sit tydelige sprog.

”Jeg tager ham.” Som en blodhund med en færd, drejede Talon om på hælen og satte af i den anviste retning. Ned gennem skyggelagte gader og var nært løbet forbi gyden, havde det ikke været fordi en puslen højere end en rottes lød fra mørket og fik ham til at dreje af gaden.
Med ryggen vendt til genkendte han ikke med det samme den bredskuldrede skikkelse i færd med at kværke en kvinde ”Slip den kvinde og hold hænderne over hovedet.” Beordrede Talon autoritært, med staven hævet klar til at forsvare brunetten såvel som ham selv.