Gensyn med en redningsmand

[Cassia Serva]

Cassia slog blikket ned ved erklæringen om hendes bramfrihed. Hun trykkede læberne sammen et øjeblik, før hun tog en dyb indånding.

"Det er ikke mange øjeblikke man kan tillade sig at tale med en mand som Dem, Deres Nåde. Hvis man vil sige noget, så må man sige det klart."

Hun så ham i øjnene. "Skal jeg tie?"

[Philippe af Neaune]

Det var et godt spørgsmålet og svaret var ligetil. På papiret, i hvert fald. I realiteten... Philippe tøvede. "Nej," svarede han dog, omend det var klart, at han havde tænkt sig at fortsætte. Han slog kort blikket ned, før han så på hende igen.

"Men jeg burde utvivlsomt. Det er ikke rigtigt af mig, hvis jeg giver Dem... Forhåbninger."

[Cassia Serva]

Cassia fugtede læberne igen og trykkede dem lidt mod hinanden. Hun rystede langsomt på hovedet med et spørgende udtryk.

"Nej? For De er ikke interesseret...?"

[Philippe af Neaune]

Philippe var i dén grad ikke vant til så direkte konfrontationer og han kunne intet andet end at være nødt til at tage stilling. Brynene trak sig sammen.

"Jeg er gift," konstaterede han dæmpet, ikke for første gang, men uanset hvor meget han prøvede, lød det ikke som en afvisning. "Det ville ikke være rigtigt."

[Cassia Serva]

Cassia kunne ikke lade være med at smile over måden han sagde det på og hun slog blikket lidt ned, for at forsøge at dæmpe det. Da hun løftede det igen, glitrede hendes øjne dog stadig.

"Tilgiv mig, Deres Nåde, for at sige at De ikke lyder overbevist af at det er en forhindring. De ville ikke være den første mand til at lade blikket vandre. Måske den sidste til det..." Hun klarede halsen. "Men jeg skal ikke overbevise Dem. De skal bare vide, at det altid vil være en mulighed for Dem. Med mig."

[Philippe af Neaune]

Hun havde utvivlsomt ret, og selvom han stadig ikke helt forstod hendes tilbud, så ændrede det ikke omstændighdeerne. "Ikke desto mindre," konstaterede han blidt, som han endnu engang så med mild forundring på den bramfri kvinde, som han knapt kendte. Der var dog også noget beklagende i blikket.

"De er en smuk kvinde, Frøken Cassia, men det ville ikke være rigtigt af mig at drage fordel af Dem på den måde. De fortjener bedre end det."

[Cassia Serva]

Cassia hævede et bryn over konstateringen og flyttede lidt på kurven, så den hvilede mere på hendes hofte. Hun klarede halsen.

"Med al respekt, Deres Nåde, så har jeg nu fem gange opfordret Dem til at drage fordel af mig. Ingen af gangene har jeg været under pres." Hun genbrugte hans egne ord. Det var ikke sådan hun selv ville have sagt det. "Jeg gør det ikke igen, men det er kun for at beskytte mig selv for at være helt til grin."

Hun hævede begge bryn. "Min invitation står. Nu må jeg videre, Deres Nåde." Hun nejede ganske lidt med kurven, før hun fortsatte ned ad gangen. Blikket blev dog en enkelt gang kastet tilbage på baronen. Han var lidt tung at danse med, men Mithras, hun havde stadig lyst til at give sig til ham.

[Philippe af Neaune]

Det skete ærligt talt ikke så ofte, at baronen af Neaune blev sat på plads af en tjenestekvinde, men der stod de ikke desto mindre. Hans bryn trak sig lidt sammen, og hvor han absolut ikke burde føle sig skyldig over både at være sin kone tro og at afholde sig fra at involvere sig med en, som han unægteligt stod i en magtposition over, men det var alligevel tilfældet. Og ikke nødvendigvis en følelse, han brød sig udpræget om. Måske fordi, det nærmere var ham, der følte sig presset.

Han fik da heller aldrig svaret, før hun var gået og han stod tilbage med sammentrukne bryn. Der gik et par sekunder, før han så efter hende med rynket pande. Deres blikke mødtes kort, men i stedet for at følge efter hende, bøjede han nakken let, før han tvang sig selv videre. Det var nok bedst sådan.