Gensyn med en redningsmand

[Philippe af Neaune]

Philippe var ganske uforberedt på, at denne smukke, unge kvinde stod og flirtede med ham. Et mere pessimistisk menneske ville mistænke, at det blot havde noget med hans titel at gøre, men det gjorde han ikke for alvor. Selvom det på nogle områder ville gøre det mere forklarligt. Det hele summede lidt rundt i hovedet på ham.

Han så undersøgende på hende, men ved de afsluttende ord, måtte han da også smile ganske let. "Det er pænt af Dem," svarede han dæmpet, og mente det skam også. "Og jeg kan også ærligt sige, at jeg kun ønsker det samme for Dem, frøken Cassia."

[Cassia Serva]

Cassia slap adelsmanden og bukkede ærbødigt. Hendes blik dvælede ved ham og hun havde lyst til at sige mere, men i stedet lod hun sit udtryk være invitationen til ham.

Hun kunne godt tænke sig at se ham igen, at kysse med ham i en hemmelig krog og se om han altid var så sød og forsigtig.

Hun kunne dog ikke tillade sig mere nu.

[Philippe af Neaune]

Philippe ville lyve, hvis han skulle påstå, at han ikke var tiltrukket af kvinden foran sig, som tilmed lod til at have det på en lignende måde med ham. Han var dog også en uomtvisteligt retskaffen mand og af netop denne, overskyggende årsag, kunne han heller ikke tillade sig at handle på det. Ikke kun fordi, han var en gift mand, men fordi han et eller andet sted ikke kunne lade være med at tro, at det ikke var at misbruge sin egen magtposition.

Nej, det kunne han ikke. Alligevel mærkede han sit blik dvæle i hendes, længere end det burde, som var hun en bog, han ikke helt kunne læse. "Jeg må hellere vende tilbage til selskabet," fik han dog til sidst sagt, dæmpet og ikke uden et sidste, tøvende blik på hende.

[Cassia Serva]

Cassia var voldsomt tiltrukket af præcis hvor god en mand Philippe af Neaune var. Hun fugtede sine læber og betragtede ham, som han tøvede. Hun nikkede.

"Selvfølgelig." En dyb indånding. "Min Frue tilbringer natten på paladset og jeg med hende. Hvis De har brug for mere hjælp med vinpletter, Deres Nåde."

[Philippe af Neaune]

Philippe var ærligt ikke vant til den slags bramfrihed og hans nakke føltes temmelig varm, selvom han var en granvoksen mand. Blikket dvælede da også uforvarende et øjeblik, før han fik klaret halsen dæmpet.

Han nikkede en enkelt gang, fordi han ikke ellers vidste, hvordan han skulle svare og sank. "God aften til Dem, frøken Cassia," sagde han lavmælt og fandt sig stående et øjeblik endnu, før han trak sig.

Han kunne naturligvis ikke følge den diskrete opfordring, der lå i hendes ord, men det betød ikke, at det ikke blev ved med at spøge i hans bevidsthed hele aftenen. Meget mere end det burde.

[Cassia Serva]

Cassia vidste godt at hun strammede den med sin invitation og helt ærligt var hun nok ude på lidt dybere vand end hvad der var helt godt.

Hun bukkede igen og trak sig tilbage i skyggerne, imens han forsvandt ud i det glitrende lys. Hun kunne ikke lade være at følge lidt med i hans aften, smile svagt og ønske ham det bedste.

[Philippe af Neaune]

Philippe havde gennem årene sandt at sige ikke haft så mange forskellige oplevelser med kvinder. Han havde måttet udstå at blive slæbt med til bordeller af væbnerkammerater, hvor han generelt ikke havde brudt sig om at være og havde mødt mere bramfri, hasneanske kvinder ved sine ture til grænsen. Hoffet havde også sit at byde på, men i sidste ende havde han altid holdt sig til Genevieve af Neaune og ikke spekuleret i andre muligheder.

Alligevel spøgte den unge tjenestekvinde nu i hans tanker og da han lå i sin seng en del timer efter, vendte han da også igen tilbage til det, hun havde sagt og kunne ikke helt slå billedet ud af hovedet. Skyldfølelsen var reel og blev hængende i de følgende dage, hver gang hans tanker igen vendrede i retning af mørke øjne, der ikke tilhørte hans hustru.

Tre dage senere havde han endnu ikke glemt det, men regnede med, at tiden ville have sin indvirkning, nu hvor hun var tilbage i sin frues hjem og de formentlig ikke ville se hinanden igen. Det havde den måske også haft, hvis ikke han havde været på vej ned gennem paladsets gange og netop Cassia kom rundt om hjørnet med en kurv i armene og med kurs direkte mod ham. Instinktivt, før han kunne nå at komme på bedre tanker, sagtnede han farten.

[Cassia Serva]

Cassia tænkte også på baronen og hans venlige blik. Hun havde aldrig været fysisk med en mand på dén måde, men hun tænkte på det. Tænkte på hvordan det ville være at kysse ham, stryge fingrene gennem hans lyse hår.

Da hun så ham flere dage senere, bremsede hun selv op på gangen. Hun gik ned i et nej, selvom hun slæbte på en stor kurv med tøj. Han var ikke kommet den nat, men betød det at han ikke havde haft lyst?

"Deres Nåde," hilste hun.

[Philippe af Neaune]

Philippe burde nok bare være fortsat. Burde have reageret som så mange andre adelsfolk ville ved blot at se igennem hende og fortsætte på sin vej, som om intet var hændt. Før han overhovedet kunne nå at overveje den tanke, havde han dog sat farten ned og inden han havde set sig om, stod han foran hende. "Frøken Cassia," hilste han selv, mens deres sidste møde genspillede sig for ham.

Han rettede sig lidt, vidste ikke helt, hvad han skulle gøre eller sige og af samme grund var det blot det første, der faldt ham ind, som fandt vejen ud. "Jeg håber, at De er vel." Håbløs.

[Cassia Serva]

Cassia havde aldrig i sit liv mødt en adelig, der talte til hende og med hende sådan som baronen af Neaune. Hun smilede varmt over det og nikkede. "Mere eller mindre, Deres Nåde. Min Frue har ikke haft succes til at overbevise sin livvagt om at vi skal giftes, så måske går jeg fri."

Hun var tilfreds med den mulighed. Emir Schafari skræmte hende fra vid og sans. Han så ud som om han var klar til at myrde hvert øjeblik og virkede konstant som om der lå et raseri og boblede under overfladen.

"Ingen vinpletter i dag?" Hendes blik gnistrede svagt.

[Philippe af Neaune]

Philippe nåede at have mange bekymringer på kort tid, som primært gik på, hvad i alverden han skulle sige, men hendes ord var på en måde så uventede, at han blev sparet for at gruble mere over det. Inden han kunne nå at kommentere, var hun dog fortsat og et lavmælt, lille fnys undslap ham. Mundvigene sitrede ganske let, som han rykkede en anelse på den ene arm.

"Nej, jeg er vist gået fri indtil videre. Det er dog endnu tidligt, så alt kan stadig ske," svarede han, spøgefuldt, men som altid med en mildhed i hvert ord.

[Cassia Serva]

Cassia smilede over munterheden i hans blik og synes han virkede så grundlæggende god og sød, at hun næsten ikke kunne bære at lade ham passere og ikke tale mere med ham den dag.

"En skam for mig," mumlede hun med et let nedslået blik, som dog snart søgte hans. "Ingen gode undskyldninger for at tilbringe tid med Dem."

[Philippe af Neaune]

Philippe blev endnu engang en anelse overrasket og så da næsten også en anelse forlegen ud. "Jeg ved nu ikke, at det er så stort et tab," indvendte han beskedent, mens han fandt, at han selv gerne ville tale mere med hende. Og det burde være grund nok til at komme væk i en fart.

"Jeg burde heller ikke holde Dem her, sådan som De slæber," konstaterede han. I et øjeblik var han ved at tilbyde at tage den, men et sådant syn ville ikke gå ubemærket hen af eventuelle forbipasserende.

[Cassia Serva]

Cassia smilede forlegent, men hun var ikke skræmt væk af lidt akavethed. Hun fugtede læberne og trak på skuldrene.

"Det er ikke tungere end at jeg kan klare det, Deres Nåde. Og De må ikke sige, at det ikke er et tab. Jeg ville gerne tilbringe mere tid med Dem, uden at offentligheden kunne finde os."

[Philippe af Neaune]

Det var farligt. Philippe kunne mærke det og vidste, at han burde trække sig, men han kunne ikke helt få sig selv til det. Han var unægteligt fascineret af denne udenlandske kvinde, som tydeligvis ikke frygtede ham.

"De er meget bramfri," måtte han da også konstatere, men det lød ikke som noget negativt. "Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvorfor De har det sådan, men... Jeg er glad for, at jeg i det mindste har gjort et positivt indtryk."