Gensyn med en redningsmand

[Cassia Serva]

Cassia havde aldrig i sit liv set noget så fint. Da hun blev bedt om at assistere som tjenestepige til en af hoffets mange, små festligheder, var hun ved at dø af skræk. Hun vidste stadig knapt hvordan hun skulle opføre sig flere timer inde i det hele, men hun holdt sig i skyggerne, hvor hun havde fået at vide at hun hørte til, og hjalp med at løbe efter en stol eller række et glas vand videre.

Hun fik øje på Philippe af Neaune, da han gik over gulvet for at hilse på nogen og gik et øjeblik helt i stå. Han havde set statelig og vigtig ud på gaden på sin hest, men endnu mere nu i sit uvurderligt dyre tøj med rank ryg og håret friseret efter adelens mode i Levagny. Hun sank og kunne ikke helt holde op med at stirre på ham.

[Philippe af Neaune]

Philippe savnede roen i Neaune, og naturligvis også Genevieve af Neaune og deres to børn. Han havde sendt et brev med sit ønske om, at de ville slutte sig til ham i Levagny, men vidste endnu ikke, om det mon var nået frem. I mellemtiden var der altid nok at se til ved hoffet og han indtog sin del i det.

Det var ikke længere fremmed for ham, selvom han ofte længtes efter sit kontor og sine bøger, men han undertrykte drømmen og navigerede i stedet rundt mellem andre adelige; særligt de, der var interesserede i at høre, hvordan det mon gik med tronarvingens væbnertid.

Det betød dog ikke, at han ikke trængte til en pause, og det var da også næsten kærkomment, da en yngre grevinde ved et uheld spildte sit glas med vin på det yderste af hans ærme. Han beroligede hendes forfærdelse med en forsikren om, at det nok skulle gå og tog næsten lettet mod muligheden for et kort pusterum, da han undskyldte sig.

Han vendte sig og søgte efter den nærmeste af de tjenefolk, der altid var at finde i skyggerne. Det var dog først, da han kom nærmere, at han til sin egen forundring genkendte den unge kvinde, der stod ham nærmest. "Frøken Cassia," udbrød han dæmpet, men venligt. "Sikke en overraskelse."

[Cassia Serva]

Cassia havde set ham hele tiden. Hvordan kunne hun undgå det? Han havde naturligvis ikke lagt mærke til hende. Hvorfor skulle han?

Det var chokerende, at han huskede hendes navn. Hun bukkede dybt og følte sig varm. "Deres Nåde," svarede hun og tog hans vinplettede ærme ind. "Åh. Ønsker De at jeg finder Deres personlige tjener og beder ham skaffe en ren tunika?"

[Philippe af Neaune]

Philippes tanker havde en enkelt gang eller to strejfet tjenestepigen med den kortlagte skæbne siden deres møde, men han havde alligevel ikke aktivt søgt efter hende - og ville da heller ikke have forventet at se hende her.

Det trak blidt i hans mundvige, som han drejede den vinfugtige arm lidt. "Det var det langsigtede mål, ja," indrømmede han, et mildt og svagt muntert glimt i de lyse øjne. "Men i første omgang kunne De måske hjælpe mig til en klud eller lignende?"

[Cassia Serva]

Cassia vidste hvordan fruen ville reagere på et vinplettet ærme. Farligt. Det var en lettelse at baronen var uendeligt mere mild. Han smilede på sådan en rar måde, at hun havde lyst til at gøre lige hvad han bad om. Hun kniksede medgivende og forsvandt i et øjeblik, før hun vendte tilbage med et vaskefad, en sæbestump og en klud.

Hun vædede først sæben og tog blidt fat om ærmet, som hun fik gnedet let ind i skummet. Hendes blik var fokuseret, selvom hun stod så tæt på baronen, at hun kunne lugte ham. Han duftede rart. Af uld, men også af sæbe. Måske nellike? Hun indså at hun var gået lidt i staver og havde lavet en lettere overdreven mængde skum, som hun skyndte sig at skrabe forsigtigt af med hånden. "Jeg beklager, Deres Nåde," forsikrede hun. "Jeg blev distraheret."

[Philippe af Neaune]

Philippe havde ikke tænkt så langt som til et større rengøringsprojekt, der måske burde foregå andetsteds, men han var heller ikke en til at komme med indvendinger, velvidende at han ikke havde forstand på nødvendigheden af den slags.

Af samme grund slog det ham heller ikke, at indsatsen var lidt for ihærdig, før Cassia selv kommenterede på det og han slap en svag, underfundig lyd. "Tænk ikke på det," forsikrede han og kunne ikke lade være med at konversere venligt, selvom han måske ikke burde. "Deres tanker er måske andetsteds?"

[Cassia Serva]

Cassia smilede og mærkede varmen i kinderne over sin egen fjernhed. Et øjeblik så hun op på baronen, før hendes blik igen fandt ned til arbejdet. Hun vaskede varsomt sæben væk fra ærmet og klarede halsen let.

"Ganske upassende, er jeg sikker på, Deres Excellence. Jeg kom til at tænke på hvad det er De dufter af. Nelliker?"

[Philippe af Neaune]

Philippe vidste naturligvis godt, at det måske var for nært et spørgsmål, men han var alligevel forbløffet over det ærlige svar - og ikke mindst indholdet af det. Brynene gled lidt op og han blinkede forundret.

Så slap en dæmpet, svagt underfundig lyd ham. "Ja," musede han og kunne ikke lade være med at se lidt nærmere på hende, svagt undersøgende. "Jeg har aldrig brugt mig meget om lavendler, men foretrækker nellikeposer. Jeg beklager, hvis det er overvældende," tilføjede han og lød reelt bekymret for, at det kunne være tilfældet.

[Cassia Serva]

Cassia kom til at smile, så hendes tænder kort var synlige, men hun holdt blikket ydmygt sænket, som hun rystede på hovedet.

"Naturligvis ikke, Deres Nåde. Det minder mig lidt om de forskellige krydderblandinger hjemmefra. De dufter godt."

Hun vovede kortvarigt at se op og ind i blå øjne. Han var så flot og så tæt på var det næsten latterligt. Hun smilede svagt. "Deres tunika er så ren som før, omend ærmet er fugtigt nu. De kan fortsætte med at få adelsfrøkenernes hjerter til at slå lidt hurtigere i stedet for mit."

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede svagt over den logiske forklaring, men forventede ikke afslutningen på sætningen og som resultat gled brynene lidt op i forbløffelse. Han blinkede en enkelt gang og trods både sin fremskredne alder og høje position, blev han bare en anelse varm om nakken. Og i kinderne. Mest af alt fordi, det var så uventet.

Han blinkede og kom til at smile en anelse nervøst, men kneb også øjenene lidt sammen, som om han nærmest ikke helt forstod. Udtrykket var nærmest fåret "Jeg håber ikke, at jeg har gjort Dem ubehageligt til mode," svarede han, reelt beklagende, men også lidt forvirret, fordi hun ikke så afvisende ud. "De må endelig ikke tro, at det var mit motiv at gøre tilnærmelser..."

[Cassia Serva]

Det var lidt skørt. Cassia kendte ham dårligt, men hun havde med sikkerhed ikke set det ansigtsudtryk på ham før. Hun slog blikket ned, men kiggede alligevel snart op igen og rystede på hovedet. "Nej, det må de ikke tro, Deres Nåde. De har kun fået mig til at føle mig ganske tryg. Og måske til at tale for åbent. Jeg beklager meget, hvis jeg har overskredet en grænse."

Hun sank en klump.

[Philippe af Neaune]

Philippe følte sig stadig paf og ikke mindst skyldig over, at han måtte have handlet på en måde, der fik hende til at føle sig nødsaget til... Ja, det. Og alligevel harmonerede hendes ord ikke med det indtryk. Uforståeligt nok.

"Nej, det," svarede han impulsivt og virrede lidt med hovedet, før han indså, at han ikke havde en afslutning på sætningen. Han klarede halsen dæmpet og rankede sig lidt. "Jeg håber blot ikke, at jeg har givet Dem det forkerte indtryk. Min venlighed var naturligvis ikke ud fra en forventning om... Det må De ikke tro." Ikke, at hun ikke var smuk. Det var hun og som han tænkte det, faldt hans blik en enkelt gang, før det fløj skamfuldt op igen. Nakken var varm.

"Jeg beklager."

[Cassia Serva]

Cassia så forfjamskelsen og forfærdelsen og det hele gjorde ham kun mere charmerende, fordi han var så reel og god. Hun smilede stille og så sig en enkelt gang over skulderen og gav sig til at duppe let på ærmet, så ingen troede at de bare stod og talte i skyggerne. Hun så dog op på ham.

"Deres Nåde har intet gjort forkert. Intet. Jeg føler mig på ingen måde presset til at flirte med Dem. Jeg havde kun lyst til det. Hvis det er forkert af mig, så håber jeg at De vil tilgive mig min frihed." Hun tog en dyb indånding. "Hvis det var rigtigt, så tillad mig at nævne, at De kun er mere tiltalende for Deres forsigtighed."

[Philippe af Neaune]

Philippes blik flakkede kort ned, da hun tog hans hånd igen, men det vendte snart tilbage til hendes ansigt. Hans bryn trak sig en anelse sammen og selvom han havde udviklede evner udi bortforklaring, så kunne selv han ikke mistolke hendes ord nu. "Frøken Cassia," sagde han dæmpet, nærmest i en udånding og med en mærkbar tøven.

"Jeg er en gift mand," sagde han pligtskyldigt, for det var han jo nødt til at sige. Det var da også sandt og han måtte minde sig selvom Guinevere, som han stod og så ned på den smukke, yngre kvinde.

[Cassia Serva]

Cassia sænkede hovedet en smule, men løftede snart blikket igen, fordi hun fornemmede, at det ikke var en fuldstændig afvisning. Mange mænd var gifte. De færreste lod det stoppe dem. Hun smilede svagt, næsten lidt trist.

"Jeg er forlovet, Deres Nåde," konstaterede hun blidt. "Men jeg vil ikke støde Dem. Tværtimod. De har været intet andet end god. Jeg håber De tillader Dem selv også at nyde hvad livet byder på. De fortjener gode ting."