Fortabt

[Amélie af Dison]

Tråd tilegnet Corinne af Dison

Amélie's værelse
Aften

Det havde ikke været nemt at snige sig ind i huset uset. Tværtimod. Selv i aftentimerne vrimlede Dison-huset ofte med tyende. Således havde Amélie halvt om halvt opgivet ikke at blive set i sin småvåde og mudrede kjole, da hun kom hjem. Hun havde spenderet eftermiddagen nede ved bækken med Christofle af Tardigy . Og havde man ment at eskapaden i foråret på markedspladsen havde været pinlig, så havde dagens episode været katastrofal. Ganske vist, havde de smågrinet af episoden tidligere og efterfølgende siddet og snakket ved bækken…Men nu…- Ja,, nu hvor amélie havde haft tid til at reflektere derover, var hun grædefærdig. Ikke alene havde hun fremstået uanstændig og uden manere, men han måtte også anse hende for både barnlig og upræsentabel.

Således lå Komtessen af Dison nu på sin himmelseng i halvmudret kjole og tudede øjnene ud, som det kun sjældent var set. Hvad ville hendes papa og maman ikke sige, når de hørte om det? Og når de tilmed så hendes mundering?

[Corinne af Dison]

Corinne havde lagt og fniset lidt for sig selv af en bog hun havde købt nede på markedet. En fortælling om et par rejsende, der oplevede på både godt og ondt. Den havde opslugt hende og havde forårsaget at de sidste par timer af eftermiddagen var spenderet med hende liggende på sin seng, med et fjoget grin på læben og sporadiske hvin og udbrud, efterhånden som blikket gled over de skrevne ord. Corinne levede sig meget ind i tingene. Hun følte nærmest det, som de fiktive personer gjorde når de betrådte deres skæbner i den fiktive prosa tekst.

Men nu var det nok med det for idag. Hun havde klappet bogen sammen og ladet den ligge tilbage på sengen, inden hun var bedrevet ud på første etagens korridor. Egentlig var hun på vej nedenunder for at se hvor resten af familien var henne, men stoppede i sine spor, foran storesøsterens kammerdør. En hulkende lyd, fik hendes bryn til at trække sig sammen. Og hun tog stille i håndtaget og skubbede døren op. "Amé?" Spurgte hun ud i rummet, da hun trådte ind. "Hvad sker der?"

[Amélie af Dison]

Der gik ikke længe inden Amélies hovedpude var drivvåd. Hun havde ligget og knuget den, som hun halvt om halvt tudede øjnene ud og knapt bemærkede hun, at hun så småt havde slæbt mudret vand med op på sit sengetæppe. Hendes bekymringer lå helt og aldeles andetsteds. For tænk, om Admiralen aldrig ville lægge sit blik på hende igen?

Hun løftede hovedet en smule, som hun hørte døren til værelset gå og som de tårvædede øjne spottede Corinne i døren, vinkede hun hende blot forsigtigt ind, før atter krabbede sig sammen i sengen og satte sig lidt snøftende op. Hun knugede sin pude tæt ind til sig og hun tørrede så ellers en tåre væk fra kinden med sit kjoleærme. ”Du…Du må ikke sige noget maman eller papa…” Bad hun, halvt om halvt stadig hulkende. ”..Men jeg har været udenfor bymuren…Sammen med Admiralen af Tardigy..Og…Og…Det var en katastofe..” Peb hun, som hun hikstede lidt for sig selv.

[Corinne af Dison]

Hun stod et øjeblik, forvirret og betragtede den noget ulykkelige søster. "Jamen.." Mumlede hun stille, inden hun bevægede sig mod den våde, beskidte og ganske grædende bunke af silke og uld inde midt på sengen. "Hv..Hvad?" Hun spærrede nu øjnene op, da søsteren i halve sætninger talte. "A-admiralen?" - "Tardigy?" Undrede hun sig. Nok mest fordi det ikke var en person der sådan kom i huset, og ej heller en man bare lige sås med. "En Katastrofe? Hvordan, Amé?" Spurgte hun, inden hendes egen hjerne fik en pludeslig indskydelse og et forfærdet udtryk bredte sig i hendes eller smilde ansigt. "Har han..?" Lød det lavt, som hun ikke turde sige ordet. "Har i...?" - "E-er du..?" Lillesøsteren kunne ikke sige ordene, som hendes blik flakkede.. "Uskadt." Kom det så endelig, skønt hun ikke helt vidste hvilket ben hun skulle stå på, eller om hun bare skulle sætte sig ned istedet.

[Amélie af Dison]

”Mhhh…mmm.” Amélie brummede vagt og stadig småhulkende som svar til søsteren, som hun sad der og knugede sin hovedpude. Snøftende tørrede hun næsen lidt af i sit kjoleærme og hun krympede sig atter en smule, som hun lod de brune øjne vandre, velvidende om at det næppe så pænt ud. At søsteren direkte antog at de måske havde lavet noget, fik hende dog blot til at føle sig endnu mere skandaløs.

”Nej…Nej, han har ikke..Han har ikke rørt mig. Vi har ikke..” Hun rystede afværgende på hovedet, som hun tørrede øjnene lidt i pudebetrækket og forsøgte at samle sig. ”Vi..Vi var ude og gå.” Formåede hun at fremstamme. ”Calla sprang på en and nede i bækken og da han forsøgte at hjælpe mig, skvattede jeg og hev ham med i faldet.  Han landede nederst og jeg ovenpå...Med..Med den ene hånd lige….Lige i hans skridt…” Mumlede hun skamfuldt, som hun vendte hovedet væk. ”Det var så pinligt…Og ikke nok med det, druknede han nærved. Jeg..Jeg dummer mig hver gang jeg er i hans nærvær….”

[Corinne af Dison]

Hun dristede sig ind på sengen, ved siden af storesøsteren, som fortalte om den uheldige episode. Kinderne antog en lettere rødlig farve, da hun hørte at søsteren hånd havde været ganske vildfaren. Blikket kortvarigt vendt bort, da hun ikke helt kunne forholde sig til de mentale billeder der pludselig dukkede op i hovedet. Hun skyndte sig at skubbe dem ud, hvis ikke hun skulle ligne en tomat. "Oh.." Fremstammede hun lidt pinligt berørt på søsterens vejne.
Men da Amélie proklamerede hendes uheld i hans nærhed, så lillesøsteren op igen og lagde armene rundt om hende i en trøstende gestus. "Åh, Amé, du plejer ellers ikke at være så betuttet omkring andre." Mumlede hun sympatisk. Så trak hun sig lidt derfra, men stadig med hænderne hvilende på Amélies skuldre. "Måske er det bare fordi du kan lide ham?" Spurgte hun med et varmt smil, der forsøgte at opmuntre.

[Amélie af Dison]

Hun vendte atter de brune øjne imod søsteren igen, som hun sad der på sengekanten hos hende. Hun kunne kun forestille sig, hvor rød hun selv var blevet i kinderne under seancen med Christofle, baseret på søsterens teint. Trods alt, delte de mange af de samme. Træk og på nogle områder, lignede de måske også hinanden mere af personlighed, end nogle af dem ville stå ved.

Et suk forlod hende, men hun lod sig atter knuge af søsteren i et lille halvfugtigt knus og hun lagde derpå hovedet kortvarigt på den andens skulder, før hun trak sig og lod sig se an. Hun lod skuldrene synke bekymringsfuldt og eftertænksomt, sagde hun så. ”Det er nok det der er problemet, Corinne…- Jeg KAN lide ham….Men….Men han er admiral..Hvorfor skulle han kunne lide mig? Jeg mener…Se på mig..” Komtessen slog ud med armene og hun løftede så lidt op i skørtet, der i bunden var mere brunt nu, end nogen anden farve. ”Og maman slår mig ihjel, når hun ser min kjole…”

[Corinne af Dison]

Corinne vidste intet om mænd, så hvorfor og hvorfor ikke Tardigy skulle kunne lide søsteren eller ej, anede hun ikke hvad hun skulle svare til. Ifølge Corinne, var søsteren blandt de smukkeste komtesser i Levagny. Således, at Amélie bad hende se på sig, gjorde hun det og smilte varmt idet hun sagde; "Det gør jeg." - "Omend du trænger til et bad, så er du smuk og sikkert en af de sødeste Komtesser i landet." Bekendtgjorde hun. "Admiralen er heldig, hvis han kan vinde din hånd." Musede hun, med et rosenrødt billede af middelalderlig romantik inde i hovedet.

Corinne lod hun blikket søge mod de våde, beskidte skørter som søsteren påpegede. Efter at være blevet betuttet over situationen, havde hun atter fundet sit fodfæste og sprang nu friskt fra sengen. "Mama og papa behøver ikke at få noget at vide. Kom, jeg gør et bad klar til dig, og så vasker vi kjolen. Ingen behøver vide noget." Smilte hun bredt, som hun rakte sin storesøster en hånd.

[Amélie af Dison]

Et lille glædeligt smil fandt vej henover Amélies lyserøde læber. Godt nok kunne hendes lillesøster Corinne være både lettere naiv og lidt af en håbløs romantiker, men hun formåede atter at mildne hendes tudevorne humør og i stedet bringe det lidt op.

Hun tog derpå imod søsterens hånd, før hun kravlede ned fra himmelsengen. ”Okay..” Mumlede hun sagte, som hun fulgte Corinne. ”Hvad med dig..? Har du haft en god eftermiddag?”

[Corinne af Dison]

Hun støttede Amélie med hånden, som søsteren overgav sig til hendes forslag. Et tilfredst og muntert smil lagde sig om læberne. "Jeg købte en bog på markedet her den anden dag. Så jeg har brugt det meste af eftermiddagen på at læse den." forklarede hun med et skuldertræk. "Det handler om to rejsende, der skal til Odriara fra Blueton. Men turen kan kun gå gennem Hasnea, da de begge er fra Falanie og eftersøgt der." - "Du skal læse den en gang, Amé. Den er god!" Kvidrede hun lystigt, inden hun slap grebet i søsteren og bevægede sig mod døren ud til korridoren. Baderummet var nedenunder og de to piger skulle være snedige og stille hvis de skulle snige sig uopdaget derned. "Okay, Amé. Jeg ved Papa sidder i sit kammer og læser, men Mama sidder i pejsestuen. Vi skal på en eller anden måde forbi." Sagde hun dæmpet, som hun holdt om håndtaget til døren, men uden at trække den ned.

[Amélie af Dison]

”Åh…Virkelig?” Amélies mørke øjne fulgte søsteren, som hun fortalte. Nysgerrigt og tydeligvis lige så fortabt i historier som søsteren. ”Det kan være jeg skal låne den af dig engang så..” Smilede hun, før hun fulgte Corinne til døren, som de sammen sneg sig ud af. ”Okay….Måske kan du distrahere maman, mens jeg sniger mig uset forbi?” Foreslog hun hviskende.

[Corinne af Dison]

Corinne nikkede, "Okay, men vær stille.. hurtig, så møder jeg dig inde i badekammeret." hviskede hun tilbage og så afventede på søsteren et kort øjeblik. Da hun havde indvilliget, vendte Corinne sig om og trådte ind i pejsestuen. "Maman," Hilste Corinne med et varmt smil og gik hen for at stille sig ved lænestolen, blokerende for hendes ene side. Hun startede et tilfældigt emne, men søsterens fravær hele dagen, var jo selvfølgelig ikke gået ubemærket hen. Så Corinne opdigtede en løgn, skudt fra hoften, der omhandlede noget med Amélies veninde havde budt hende over til sig, men at hun sikkert var på vej hjem i dette ganske øjeblik. Klokken var trods ved at være mange. Forhåbentlig, var hendes sludder nok til at Amélie kunne liste sig forbi, samt skjule lyden af hendes fodtrin bag den konstante strøm af ord.

[Amélie af Dison]

Så lydløst som det var komtesserne muligt, sneg de sig nedenunder. Det var ikke fordi det just var nemt at snige sig forbi moderen. Men for så vidt lykkedes det, som Amélie sneg sig omkring den ene side og videre ud i baderummet. Med søsterens evindelige plapren og strøm af ord, var tiden letkøbt. Således, nåede Amélie da også at smide sin uldne og halvfugtige kappe på en træskammel, før hun med besvær gav sig til at forsøge at snøre kjolen op. Det var ikke just nemt, uden den sædvanlige hjælpe fra tyendet, men forhåbentlig ville Corinne komme hende til hjælp ganske snart.

[Corinne af Dison]

Corinne havde indledt et emne der var nemt at komme ind på, nemt at komme ud af, og så snart komtessen øjnede en mulighed for at lukke den, og efter et rums tid, så gjorde hun det. Umistænkeligt gled ud rundt om væggen og bevægede sig ud i baderummet. På vejen mødte hun en køkkenpige, som hun bad hente hendes blå kjole og hvide underkjole. Varmt vand var allerede på ilden og bedt bragt til baderummet. At man ønskede et bad, var trods alt ikke noget der var mere underligt end man kunne forklare det, men det beskidte tøj og en våd komtesse rejste øjenbryn, som kunne omdannes til ord når forældrene måske ville spørge til dem.

Hun skyndte sig derfor ind for at hjælpe Amélie af tøjet, så de kunne gemme det væk, til de var sikker på at være alene. Hun lukkede døren bag sig, da hun trådte ind i rummet og så at søsteren havde problemer med at løsne snørene bagpå. Hun trådte derfor derhen og hjalp hende. "Maman må tro mig åndsforladt. Jeg plaprede om den bog i al den tid." Kommenterede hun med et lille underholdt smil. Corinne arbejdede hurtigt med hænderne. "Vi må have dig ud af klæderne hurtigt, jeg har bedt om varmt vand til dig. De må ikke se dit tøj så beskidt." - ".. og vi må have dig til at se mindre... medtaget ud."

[Amélie af Dison]

Amélie lod blikket glide bagover over den ene skulder, som søsteren trådte ind i baderummet. Hun tilsmilede den anden brunette ganske vagt og en lille klukken forlod hende, som hun derefter lod blikket vandre imod gulvet, imens Corinne bøvlede videre med snørene. ”Du er jo også lidt af en bogorm..” Kommenterede hun, før hun forsøgte at krybe ud af kjolen, som den løsnedes. Som hun stod der, pludselig kun i sin underkjole, begyndte hun derefter at forsøge at trevle det filtrede hår ud, imens hun lod Corinne fjerne snavsetøjet. ”Du må tænke at jeg er blevet tosset..” Mumlede hun så.