Hvor uheldig kan man være? [Tw - voldtægt; mord]

[Tómas af Sangy]

”Det er muligt…Men ikke des…” Tómas nåede ikke længere. I samme nu stejlede hesten og den tvære komtesse gled direkte ned over bagparten på den, før hun med et hårdt bump landede direkte i gruset. En halvprustende og klukkende lyd forlod Tómas, som han i monentet ikke kunne undertrykke et grin, men han sprang atter ud efter den lille hest, i et forsøg på at gribe tøjlerne.

Med halvsløve reflekser og et grinebiderudtryk malet på det gavtyveagtige ansigt, lykkedes det ham dog ikke og således måtte han nøjes med et øjeblik at betragte komtessen på jorden foran hende. Pænt rakte han hende dog så alligevel hånden. ”Pas på De ikke bliver for beskidt i munden, komtesse..” Drillede han uhæmmet.

[Josephine af Aren]

Hun havde slået kinden, kunne hun konkludere da hun rejste sig fra støvet. Hun førte hånden op på det ømme område ved kindbenet og kunne se nogle udtværede dråber af blod på fingerspidserne, da hun trak dem tilbage. Forsigtigt børstede hun lidt smågrus og sandkorn af sit ansigt og kunne ellers kun stirre skævende til Tómas, da han begyndte at grine. I blikket var en lille smule sårethed at se. Hun fandt det ganske skamfuldt at falde af på denne måde, og at han så ovenikøbet begyndte at le af hende. Ville han le, ved hver chance der var for, at hun lå sårbar?

Hun ignorerede den tilbudte hånd. Hun ville aldeles ikke hjælpes af så gement et menneske! Han kunne rende og hoppe, kunne han. Hun rejste sig op. "De er modbydelig." snerrede hun og marcherede bort - ledende efter sin hest, men ellers ligeglad med at hun ikke anede hvor dælen hun var henne.

[Tómas af Sangy]

Han havde ikke bemærket at hun som sådan havde slået sig. Ikke i første ombæring i hvert fald. Tværtimod, stod han for en stund nok bare og lignede en dum knægt. En dum og tarvelig knægt, som han stod og dér og lo. Som det gik op for ham at hun var kommet noget til. Dæmrede latteren dog af og i stedet betragtede han hende blot, som hun afviste hans tilbud om hjælp. – Et eller andet sted forstod han det måske nok….Trods alt, var han velsagtens heller ikke ligefrem sød. Men hun påbød ham heller ikke at være andet og således åndede han blot tungt ud, som hun marcherede afsted. ”Fint…” Mumlede han tænksomt, før han vandrede efter komtessen ud i det store ingenting hun satte kursen imod.

_____

Længe og langt gik de. Den lille komtesse forrest og Tómas nølende efter. I timevis havde de ledt i miles omkreds efter hendes forbandede hest og de havde nu nået et stykke langt nok væk fra Levagny til at Tómas var begyndt at blive urolig for mørkets frembrud og den strækning de lige nu befandt sig på, mellem skov og krat. ”Josephine, vi finder aldrig den hest… Kom nu, vi må tilbage, før det bliver helt mørkt.” Bad han, som han gik med hånden hvilende på skaftet af sit sværd.

[Josephine af Aren]

Dampende, arrig og fornærmet trampede hun afsted i de små silkesko.... og hun kunne trampe længe. Bære nag, ligeså. Lidt stakåndet af at slæbe rundt på de større mængder stof og at vandre så langt som hun gjorde, stoppede hun dog op til sidst ved lyden af Tómas bag hende. "Men jeg kan da ikke bare efterlade hende herude!" Lød det lidt oprevet fra hende, da hun vendte sig mod ham. "Hvad hvis hun hænger fast i sit seletøj? Bliver sulten? Tørstig?" Hun slog ud med hånden, "Det er ikke bare en hest, Tómas!" Pointerede hun lidt skarpt og skulle nu faktisk også til at insinuere at heste også havde følelser.

Lidt skramlen i blade og brækkende kviste hørtes i den nære distance. "Det er sikkert hende!" Lød det håbefuldt, som Josephine vendte sig hastigt om, hankede op i skørterne og skyndte sig at bevæge sig i den retning det kom fra. Komplet overbevist om at det var den røde hest, som havde tilkendegivet sig selv.

[Tómas af Sangy]

”De fleste heste kan selv finde hjem igen…” – Det sagde rygterne i hvert fald. At heste altid ville finde tilbage til deres hjemstavn, hvis de fik muligheden.

Et dybt suk forlod ham. Kunne de da ikke bare drage hjemad? Dybt utilfreds, blev han et øjeblik stående, som han spejdede efter komtessen, der krøb ind i krattet, men han fulgte hende da alligevel, som et hvin skar igennem luften. ”Josephine…Det er ikke mor…somt” Tómas nåede knapt 5 skridt ind igennem krattet, før han fik øje på to bryske og uhumske mænd, der var på vej op under komtessens skørt. Den ene i færd med at holde komtessen nede blandt skovbundens brune og røde blade og den anden med grabberne på vej op under komtessens skørt.

”Hey...!.” Tonen var alvorsfyldt og dyb, som han hastigt nærmede sig og trak sit sværd. Han greb den ene mand i kraven og hev ham derpå bagover ned i skovbunden. Sværdspidsen lod han finde plads nær mandens skulder. 

[Josephine af Aren]

Hun havde slet ikke tid eller overskud til at lytte til Tómas' kommentar som hestes evne til at finde hjem på egen hånd. Dén rumsteren i budskadet, det var den savnede hest, og sådan var det bare... bortset fra, at det var det ikke. Bedst som Josephine kæmpede sig igennem buske og krat i sit lyserøde silkeskørt, rendte hun direkte ind i brystet af en mand. "Av," Beklagede hun sig og tog sig til næsen, som hun slog på et bæltespænde der hang skråt fra skulderen til hoften og sikkert holdt på et tornyster eller vadsæk. "Undsky..." Nåede hun blot at mumlede bag hånden, da to bjørnelapper pludseligt greb om hendes overarme. "Arnott.." Lød en hæs stemme bag hende. Ånden let lugtende af råd. "Jeg tror minsandten jeg har fanget os en lille fugl." Spandt han ækelt bag hende. Josephine forsøgte at vriste sig fri og fnøs af det nye kælenavn. "Slip mig!" Beordrede hun og vred sine arme for at komme løs. Begge mænd lo blot af hendes forsøg. Hun skreg panisk, da den større mand foran hende, ham som hun var vandret ind i, trak skørtet op og blottede de bløde, blege lår indenunder. Han brummede lavt, med et begærligt blik i øjet og lod den anden hånd, en stor, grov, beskidt lap placere på hendes kind i en syngende lussing. "Hold kæft!" Rungede hans stemme hult.

Øjnene blinkede fjernt og sindet synes at snurre under den hårdhændede behandling. Smerten stigende, som kinden begyndte at brænde og som hun stille kom til sig selv igen. Men da, var det næsten allerede for sent. Hun var blevet lagt ned og blev nu holdt nede af én, imens den anden vær i færd med at fjerne skørtet tilpas nok til at han kunne komme til. Hun sparkede ham, med missede og ramte istedet med et knæ på hans næse. Vred over dette, greb han fat om dem i et forsøg på at tvinge benene fra hinanden, da Josephine af alle kræfter forsøgte at holde dem lukkede. Da kræfterne snart synes at slippe op i denne form for tovtrækkeri, begyndte tårerne at rende af kinderne, da hun vidste, at den aftagende styrke, var lig med hendes nederlag..

Hun ænsede ikke Tómas' stemme, førend hun fornemmede at den ene af de uhumske pludselig var væk. Hun åbnede øjnene og opdagede at det var Ridderen der var kommet hende til undsætning - hvor lidt hun end brød sig om det, skønt hun faktisk satte pris på hans indblanden denne gang. Den anden af forbryderene var uopmærksom på komtessen, hvilket fik Josephine til at øjne en mulighed for at slippe fri. Så hun vred sig løs, fik stavret sig på benene og skyndte sig hen bag Tómas, hvor der idet mindste var lidt sikkerhed.

[Tómas af Sangy]

Ganske vel var Tómas ikke selv videre begejstret for Josephine…Men røre hende var der bestemt ikke andre mænd der skulle i hans nærvær. Det skulle trods alt næppe forlyde sig, at han ikke engang kunne forsvare sit kvindfolk.

Som komtessen strøg om bag ham, rakte han lidt beskyttende en arm ud til siden, som for at skærme hende og den anden havde imidlertid fortsat et fast greb om sværdets skaft, imens han med kølige øjne betragtede det store brød der lå på jorden under ham. ”Skrub af med jer….Inden jeg…” Mere nåede Tómas ikke at sige, før han uventet mærkede den anden mørkhårede vælte ham omkuld i et øjebliks svaghed. Sværdet gled ud af hånden på ham og som luften blev slået ud af ham, hikstede han en smule, som han ramte skovbunden. Den krøltoppede tog sig til brystet, men måtte rulle om på siden, da et knytnæveslag ramte hans kind. Ikke længe gik der dog, førend han mærkede vægten af den anden mand ovenpå sin brystkasse og desperat fumlede Tómas omkring for at få fat i daggerten der sad i hans bælte. Han havde ikke noget valg. Som slagene regnede ned over ham og han kunne mærke blodet pible ned i øjnene på ham, fra hvad han antog måtte være et flækket øjenbryn, trak han daggerten og stak den direkte ind brystkassen på manden der sad overskrævs på ham.

[Josephine af Aren]

Forpustet fra den fysiske kamp om bevarelse af sin værdighed, stod hun blot lidt bag Tómas' beskyttende arm og brugte et øjeblik på at komme til sig selv. Hendes blik veg dog ikke ét sekund fra scenen der havde udspillet sig. Det indtog et skræmt udtryk, da hun så den mørkhårede mand røre på sig imens Tómas opmærksomhed kortvarigt havde vendt sig mod kumpanen. "Tómas!" Advarede hun, men forsent. Pludselig lå Tómas på jorden, afvæbnet og modtog adskillige knyttede næver. Josephines hjerne blev blank og som handlede hendes krop på automatik, stavrede hun hen og samlede det tabte sværd op for at blokere den anden, der før havde lagt på jorden under Ridderens klinge, så han ikke skulle kunne hjælpe sin frænde i at gøre en ende på Ridderen.

Aldrig havde hun holdt et sværd i sine bløde hænder, eller følt dets tyngde i sine svage komtessearme. Men Adrenalinen i kroppen gjorde det nemmere for hende at løfte det tunge jern da hun med en høj strubelyd svang af alle kræfter..

Et skrig flængede luften, som kroppen faldt til jorden og blodet flød fra et stort snitsår i hulningen mellem hals og skulder, som klingen havde skåret i resultatet af for få kræfter med en dårlig placering. Han ville tvivlsomt kunne overleve det. Ikke med så meget blod, der hastigt farvede mandens lasede klæder.

Hun stirrede lamslået på den blødende, forkrøblede mand i skovbunden, blikket vildt - skræmt, bange, vred og dog chokeret. Ude af stand til overhovedet at forstå hvad hun lige havde gjort. Ude af stand til at reflektere over det, for den næste tanke der skød ind, var Tómas. Hun vendte sig rundt, stadig med klingen i hånden, klar til at hugge til igen såfremt hun følte sig nødsaget. Men Ridderen havde vristet sig fri. Overfaldsmanden lå hjælpeløs rallende i skovbunden også.. håndgrebet fra en daggert blinkede i lyset fra siden af hans ribben, hvor blodet piblede frem. Hun blinkede et par gange, hjernen ude af stand til at forstå at de lige havde myrdet to mennesker.

[Tómas af Sangy]

Den anden mands vægt var tung, som han faldt sammen ind over Tómas. Ja, ganske vist var Tómas ikke en skravlet knægt længere, men den anden var alligevel både brede og større end ham og ligeledes var den anden mand, som Tómas for et splitsekund antog var på vej over Josephine igen.

Overrasket blev han dog, som han endelig formåede at bakse den tunge røver væk fra sig og formåede kluntet at sætte sig op på knæene, blot for at se Josephine stå med et blodigt sværd og den anden røver rallende i skovbunden, som han nærmest klamrede sig hjælpeløst til en træstub.

Tómas stavrede sig kluntet på benene, som han tørrede noget af sit eget blod væk fra ansigtet med håndryggen og han trak sin daggert til sig fra den nu afdøde, før han så atter stavrede over til den anden lidende og skar halsen helt over på ham. Han var ikke en barbar, men at lide fandt Tómas både mere ydmygende for den anden og mere..ondsindet. Så kunne man vende og dreje den sindssyge situation som man ville.

Han vendte sig så atter imod Josephine, som han stavrede over til hende og i en blid gestus tvang han forsigtigt sværdet ud af hendes hænder. ”Kom….Slip det der...” Bad han pænt, som han med næsten sorgfuld, men også skyldig mine betragtede den lyshårede kvinde. Våben var ikke en ting for komtesser...Og ej heller var mord eller krigsscenarier lignende denne, men ikke destomindre, havde han fejlet i at beskytte hende både for det ene og det andet.

[Josephine af Aren]

Hun fulgte ham med blikket, som han rejste sig, tørrede blodet af sit ansigt og roligt gik over og aflivede den spruttende og rallende mand ved træstubben. Hun kiggede ikke engang væk, men stirrede bare med lamslåede øjne, som blodet flød som en kaskade fra snitsåret der lå over halsen. Hun så mandens øjne blive tomme, som livet ebbede ud. Det var et syn der ville give hende mareridt de næste mange år.

Hun havde ikke set at han havde vendt sig mod hende og forsøgte at tage våbnet fra hende. Hun tøvede. I første omgang fordi hun ikke forstod hvad han ville. Hjernen havde sat ud. Men dernæst, som instinktet til at forsvare sig stadig lå aktivt i den primitive del af sindet, trak hun sværdet til sig. Dog var hans tilgang så blid og forsigtig, at han ikke virkede som en trussel mod hende, hvorfor hun heller ikke jog sværdet igennem ham, men istedet lod det vriste ud af sin hånd.
Nu, da hun stod uden en middel til beskyttelse følte hun sig pludselig frygtelig sårbar, som havde sværdet givet hende en kraft hun ikke besad mere. Hun ude af den og bange, og den eneste til at gøre noget ved det, var ham. Så med tårene rendede over kinderne og gråden atter tilstede, tog hun de få skridt der skulle til, før hun lagde armene om ham og hulkede ulykkeligt.

[Tómas af Sangy]

Tómas havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at dette skulle være, hvad dagen ebbede ud med, da han modvilligt havde indvilget i at følge Komtessen til universitetet. Ikke destomindre, stod han nu der, smurt ind i blod næsten fra top til tå, som de røde dråber stadig piblede vagt frem fra flængen over hans bryn. Knapt lod han sig dog mærke deraf, som hans fokus istedet hvilelede på den lyshårede Josephine, der forståeligt nok langsomt lignede en der drev over i en tilstand af chok.

Han vristede forsigtigt sværdet fra hende, efter at have placeret den blodige daggert tilbage i bæltet og han skulle netop til at hægte sværdet fast også, da han mærkede hendes tunge arme glide omkring ham. Langt nåede han dog ikke og det tunge våben faldt i stedet til jorden, som Tómas egne robuste arme fandt vej omkring Josephine på trøstende manér, som han tyssede stille på hende; ”Schh…det er okay. Du er okay nu..” Mumlede han stille ind imod det lyse hår, som han forsigtigt strøg hende over håret, dog pinligt bevidst om, hvor ulækker og sølet ind, han var. Som Josephine ikke gjorde mine til at tage notits deraf, forsøgte han dog atter oprigtigt at være noget for hende i denne stund. At være hende en tryghed til trods og måske tilmed en trøst. ”Det var ikke din skyld.”

[Josephine af Aren]

Hun hulkede trøstesløst mod ham, og vædede sikkert hans tøj med tårer. "Men.. jeg har myrdet et menneske, Tómas!" Lød det lidt hysterisk fra hende, ude af stand til at finde ro selv. Hun strammede grebet lidt om ham, som om at ham kunne få det forfærdeligt faktum til at gå væk, hvis bare hun holdt nok fast. Hun registrerede at han lagde sine arme om hende, og det var som om at deres tyngde mod hende og deres faste greb, gav hende en følelse af tryghed. Som om at varmen fra dem, faktisk sank igennem hendes hysteri. Hendes muskler kunne slappe mere af under denne berøring, og hendes skuldre sank lidt i respons.

Gråden ebbede stille ud, da han strøg hende over håret og han mumlede sine ord. Hun vendte kinden ind mod ham, og selvom tårene stadig løb, så havde hendes hulken stoppet. Med øret mod hans bryst, kunne hun høre hans rolige hjerterytme, "Tak." Mumlede hun stille, efter at have tilladt sig at blot stå sådan her i et øjeblik.

[Tómas af Sangy]

Han vidste knapt, hvad han skulle sige. Hvad han skulle gøre, for at berolige den lyshårede komtesse, der trøstesløst hulkede sig tættere og tættere ind i favnen på ham og sølede hans skjorte til med våde tårer.

Han forstod til dels hendes overraskelse og hysteri….Han havde trods alt selv dårlige minder om de første liv han havde taget…Og det ville være løgn at påstå, at han ikke selv havde ligget go kastet op natten derefter. Ikke destomindre, så var togter og krigsførelse anderledes. Man tog trods alt livet af andre gode mænd. Mænd der havde familie, venner og alle gode intentioner om at vende helskindede hjem Her var der tale om to brutale banditter….Og for Tómas at se, tjente det bedre end flere af de liv han selv havde taget igennem tidens løb.

Han sagde dog end ikke noget og lod hende atter græde ud. Han strøg hende forsigtigt over ryggen og han nikkede forsigtigt som respons på hendes tak. ”Velbekom…” Mumlede han sagte.

[Josephine af Aren]

Stilheden sænkede sig om dem, som de stod der. Hun havde brug for den. Brug for at lade omgivelserne synke ind i hendes kaotiske indre og besætte det, så hun atter kunne føle roen. Og som den gjorde, blev skovens lyde pludselig tydelige for hende at høre igen. Fugle, vind... Hjerteslag? Josephine rynkede næsen og løftede hovedet fra Tómas' bryst. Pludselig frygteligt selvbevidst. Hun rømmede sig og trak akavet sine arme til sig igen og trådte nogle skridt bagud. Blikket kunne ikke møde ham. "Uhm.." Mumlede hun lidt forlegent, "Jeg.. vi.." Hun fumlede med sine ord, og lod blikket vandre, bare for at se alle andre steder hen end på ham. Hun fik øje på de livløse mænd på jorden og fastholdt blikket der. "Hvad gør vi med dem?" Spurgte hun lavt, som synet af dem fik maven til at vende sig lidt. Skylden atter blussende i hende.