Hvor uheldig kan man være? [Tw - voldtægt; mord]

[Josephine af Aren]

Tómas af Sangy
Solskinsdag, med frisk let efterårsvind
Tidlig formiddag.

---

Hvor havde hun været dum og blød. Sådan at lytte til fornuft fra sin kusine, Fleur af Aren og sin bror Thybaudin af Aren . De havde pågående påstået at Tómas var en ordentlig mand og det var hun, som var ganske forkert på den.. skønt Fleur havde vist mere forståelse for hendes situation, end den retskafne med holdningsfarvede bror. Nu sad hun her, på den røde, plyssede hest, som hun efterhånden betragtede som 'sin'. Kitty havde tit bemærket at den mindede om Josephine. Men hvor hun var høj og slank, var hesten lavere og buttet. Tilgengæld sparkede den uden advarsel når andre heste kom for tæt og havde konstant ørene lagt i nakken... også selvom den var glad. Desuden havde den en tendens til at bare løbe sin vej, når den ikke gad mere. Josephine ville ikke være ved den sammenligning og blev faktisk ganske fornærmet når den blev nævnt. Men, når det var sagt. Så følte den blonde komtesse, at de forstod hinanden.

Ihvertfald havde hun ladet sig overtale til at lade sig eskortere til Universitetet der jo lå på bakken udenfor bymuren.. af ingen ringere end ham. Selveste Hr. Jeg-ejer-alt-og-alle! Josephine havde næsten lyst til at vrænge af ham, bare ved tanken og hun fortrød inderligt at hun havde været dum nok til at acceptere kusinens 'hjælp' med at arrangere den her udflugt. Hvad fanden var det hun  havde tænkt på, altså..

[Tómas af Sangy]

Det var med alt andet end god vilje at Tómas havde indvilget i at eskortere sin forlovede til universitet for at hun mødes med sin kusine Fleur af Aren. Tværtimod, så kunne Nådigherren uden store kvaler komme på hundredetusinde andre ting han hellere ville bruge sin dag på. Ikke destomindre, så gjorde han det i dette tilfælde mere end alt andet for at forsøge at tilfredstille den rødtoppede veninde. Han orkede trods alt ikke at høre yderligere på, at han ikke gjorde en indsats. Det var han trods alt overbevist om at han gjorde. For hvilket andet mandfolk, ville mon kunne holde ud at være i selskab med Frøken Pissymistisk? Han tvivlede på at hans bror Theuderic af Sangy ville kunne.

Tómas spankulerede således i tavshed afsted på gåben med hestens tøjler i hånden. Vidste han ikke bedre, ville han have troet at det var et æsel af sind. - For stædig og pisseirriterende, det var selv den rødbrune hest. Mon det var komtessen der havde opdraget den?

Han lod den frie hånd glide igennem de mørke krøller og han åndede tungt ud. Turen var lang, med så kortbenet en hest. Særligt med det tempo de havde på.

[Josephine af Aren]

Hendes blik borede huller i hans baghoved, som han gik der, ja det var nærmest som om han kunne mærke det og hun skyndte sig at kigge væk da han førte hånden gennem de mørke krøller. En akavet tavshed herskede mellem dem. Josephine havde svoret at hun ikke ville bryde den og dermed plette sin stolthed, men stemningen var så tyk at hun næsten ikke selv kunne rumme at være i det. Så hun kapitulerede, men nægtede at lægge sit åsyn på ham, som hun stille mumlede; "Fint vejr idag." Fordi det var det eneste hun kunne finde på at sige, som brød tavsheden uden at vise ham interesse. For dét var jo katastrofalt!

[Tómas af Sangy]

Tómas havde indtil videre nægtet at bryde stilheden. Næsten som om de kørte en konkurrence om, hvem der kunne tie i stædighed længst. Endelig brød hun dog stilheden og han brummede blot en smule, som han forsigtigt skævede op imod hende. ”Mhmm. Det kunne have været værre…” Erklærede han en smule kedsommeligt, som han rettede sit greb en smule om hestens tøjler. ”Hvad skal du hos din kusine? Drikke te?” Spurgte han så, halvt om halvt, blot af høflighed, men også for ikke at lade den akavede stilhed ramme igen. På trods af at han potentielt kunne have lydt nedladende i sit tonefald, var det faktisk ikke tilfældet. Trods alt, kunne han faktisk af og til selv godt nyde en kop te i den rødhårede venindes selskab, om end han for at bibeholde sin mandlige stolthed, næppe ville stå ved det, nogensinde.

[Josephine af Aren]

"Mmmh." Mumlede hun stille, overvejende om hun skulle sige mere. "Og se Universitetet. Jeg har aldrig været der." Besluttede hun sig så for at indvie ham. Det var blandt andet derfor at Fleur havde fundet det en sådan god ide, at lade Tómas vise hende vejen. Hun kunne den ikke.

Et eller andet sted ærgede hun sig over at kusinen fik muligheden for at udvikle sin Gave, imens Josephine blev frataget valget. Hendes far ville ikke betale. Josephine havde gjort for megen modstand til sine pligter, hvilket havde efterladt ham modvillig. Hun lærte istedet af Fleur, hvad hun ikke kunne lære selv. Det viste sig nemlig at de to kusiner besad samme specialisering.

[Tómas af Sangy]

”Aha…” Tómas nikkede en smule for sig selv. Han havde selv besøgt universitet et få antal gange, men aldrig fundet hverken undervisningen eller omgivelserne dér, særligt interessante. Så ville han hellere ud og opleve noget.

Han lod blikket glide ud over markerne og de grønne vidder, som de nu var nået et godt stykke udenfor bymuren. Tómas havde valgt at gå rundt om, i stedet for igennem Levagny. Turen var ikke alene hurtigere end at vandre igennem de snørklede gader, men den var også kønnere.
”Din far lader dig ikke komme meget ud, hva’?” Spurgte han så. Der var ingen kritik i hans tone som sådan. Egentlig blot interesse...Men ja, guderne måtte vide hvorfor hun ikke kom så meget ud. Tómas gik ud fra at faderen velsagtens var bekymret for, hvorledes hun ville kunne opføre sig anstændigt.

[Josephine af Aren]

Hun rimpede læberne sammen og kastede blikket ud til siden. Lidt ramt af den spot som ikke eksisterede i hans stemme, men som hun nok hørte, fordi hans ord var sande. "Nej." Mumlede hun stille. Det plagede Josephine, at hun blev holdt indendøre. Adskilt fra den verdenen, som hun fandt så interessant, men som også fodrede hendes trang til frihed. "Min far har givet mig husarrest, indtil vielsen.." lød stemmen spagt... sammen med en øredøvende lussing som marrede huden i 2 dage. Stemmen bar aner af skamfuldhed over at hun havde fået en sådan straf og ovenikøbet indrømme den overfor ham, men stænkene af indebrændthed på sin far var sandelig også at høre, samtidig med sorgen over at være afskåret. Der herskede idet hele taget rigtigt mange undertrykte følelser hos den blonde, som aldrig rigtigt fik afløb.. udover de dage hvor de kulminerede og hun nærmest eksploderede istedet. Sådan som den dag hende og Tómas havde mødtes første gang.

Hun rettede et lidt hårdt, men også bedrøvet blik mod hans mørke krølhårede hoved. "Har du også i sinde at bure mig inde?"

[Tómas af Sangy]

”Nå….Det er jeg da ked af.” Der var en oprigtighed i Tómas stemme, som han et øjeblik skævede op imod komtessen, som hun sad der på sin hesteryg. Han kunne næppe forestille sig at sidde indespærret i et byhus i dagevis. Det måtte være ulideligt…Og ikke mindst dødkedeligt. Hvad skulle man dog bruge al den tid på? At glo og glane ud i luften? Et lille opgivende suk forlod grevesønnen og eftertænksomt, lod han atter blikket vandre frem for sig igen. Han trak dog en smule i hestens tøjler og standsede den ved hendes næste ord. Minen blev fast og kølig, som han atter rettede sit blik imod hende igen.
”Nej. Men det der gider jeg ikke at høre på.” Erklærede han bidsk. "Jeg forventer at du har en vis respekt for mig, som din kommende husbond..Og hvis ikke, så KAN jeg godt gøre dit liv væsentligt mere besværligt, på trods af, at det modsat af, hvad du måske tror, egentlig ikke er mit ønske.”

Han holdt hestens tøjler fast på trods af at den prustede lidt irritabelt. ”Jeg er allerede til grin i hele Levagny, fordi folk ynker mig over den her trolovelse. Og jeg er lige så meget i bekneb som du, så det ville være rart, hvis du måske kunne samarbejde lidt!” Pointerede han, som han mod al forventning nu gik lidt med den taktik Fleur havde plantet i hans hoved.

[Josephine af Aren]

Hun punkterede lidt, da han faktisk sympatiserede hende lidt. Selvom ordene ikke var endvidere trøstende, så blev hendes hårdhed mødt med en blødhed, der for et kort øjeblik slog lidt revner i Josephines metalstærke forskansninger. Så hun sænkede blot blikket lidt og følte sig lidt sårbar. Havde ikke rigtigt lyst til at se ham i øjnene, da han skævede op til hende.

De lidt sænkede parader, var nok også hvad der fik hans efterfølgende reaktion på hendes ord tilstødende spørgsmål, til at virke så hård. Ligeså hurtigt hun var åbnet lidt op, så klappede hun straks i igen. Den samme utilfredse mine, hårdt hvilende på ham, som før. "Du skal ikke true mig, Tómas." Sagde hun først lidt fortørnet. Hun fnøs lidt. "Det er lidt svært at tro på, når det eneste du har påpeget overfor mig er, at du ejer mig." Og hvis der var noget Josepine af Aren ikke ville, så var det at være ejet af nogen. Hverken af sin familie eller af Tómas.

Hun rynkede brynene da han efterfølgende holdt hesten an og skød dem derefter overrasket i panden. Hun åbnede munden men var usikker på om hun skulle grine eller græde. "Jeg er da ked af at høre at dit billede udadtil krakelerer, under prospektet om et ægteskab med mig." Fnøs hun med sarkasme vævet ind i sætningen. Tydeligvis fornærmet. "Jeg tror din bror er nemmere at overtale til annullering, end min far. Men du har min fulde accept og tilladelse til at forsøge." Bed hun. Hun foldede armene over kors og vendte ham kinden til. "Jeg samarbejder når du holder op med at opføre dig som idiot."

[Tómas af Sangy]

Det var ulideligt, som hun hele tiden ydede ham modstand. Som hun evigt og evindeligt lod til kun at ville høre alt det negative han havde at sige. Han forstod det ikke. Forstod ikke, hvad han gjorde galt og hvorfor hun var så pessimistisk omkring alt, hvad han sagde.

Han gjorde holdt, som hun sagde at han ikke skulle true hende. Øjnene blev atter kølige, som han så op på hende med fast mine og lidt irriteret bed han tænderne sammen, som han for et øjeblik tav. Han rystede så på hovedet, som han så opgivende frem for sig. Stille stod han der, med tøjlerne i hånden, uden yderligere at sige et ord. For hvad skulle han sige? Havde hun mere hun ville kæfte op om, så kunne hun få lov nu. Måske ville det fungere bedre at tie hende til lydighed?

[Josephine af Aren]

Josephine havde forventet et vandfald af vrede ord, formaninger, løfter om en eller anden form for afstaffelse eller konsekvens af hendes ord, da først hendes egen talestrøm af had var ebbet ud. Afventede havde hun lukket øjnene i protest og sad urokkelig med armene over kors. Et usynligt skjold mellem dem, hvorpå hans ord og dårlige intentioner kunne pralle af på. Men der kom intet.

Komtessen åbnede øjnene, da stilheden bare hang i mellem dem. Hun skævede til ham, men det eneste hun så var de mørke krøller. Hans ansigt var vendt væk fra hende i en afvisende gestus. Han havde holdt hesten an og stod blot med tøjlerne. Tavs. Hun vendte ansigtet mod ham, lidt undring i blikket. Hvorfor sagde han ikke noget? Hvorfor skældte han ikke ud? Hun vippede hovedet lidt uforstående på skrå, som hun blot betragtede ham. Hun lænede sig lidt indover hesten, med begge hænder støttende på dens hals. "Er du her?" Spurgte hun i et overraskende neutralt toneleje.

[Tómas af Sangy]

Omkring dem var træerne begyndt at få deres efterårsfarver. De changerede i alskens gule, orange og røde farver og flere faldt omkring dem på stierne, som vinden ruskede vagt i træerne. Hans fokus var for et øjeblik på alt andet end komtessen der sad på hesten ved siden af ham. Han fængsledes af den ruskende lyd i træernes kroner og blade og for et øjeblik lukkede han øjnene, før han fraværende overrakte hestens tøjler til Komtessen selv og derpå begyndte at gå. Uden at svare hende. Uden at gøre mine til at gide mere af hendes pis. Gad vide om hun ville følge efter ham, hvis han bare vadede videre ned langs stien?

[Josephine af Aren]

Uforstående betragtede de grønne øjne Tómas, som han bare var tavs og ignorerede hende. Blikket fulgte ham blot, som han stak hende tøjlerne og begyndte at gå. Hun foldede armene ud og skar en frustreret og uforstående grimasse. Jamen altså, hallo? hvad sker der? Så samlede hun tøjlerne op og sporede hesten. "Går du bare?!" Skældte hun lidt, som hun holdt dyret an igen da de var nået op på siden af ham. "Og hvad? Så skal jeg selv finde hjem?" - "Jeg har aldrig været her før, Tómas!"

[Tómas af Sangy]

Tómas slog ganske let ud med armene. Han tav et øjeblik, som han stavrede videre på trods af Komtessen og hesten der nåede op på siden af ham, men han kunne til sidst alligevel ikke dy sig for så at stikke til hende. ”Jeg troede ikke du havde brug for en mand?” Tómas’ skridt var raske og målrettede, som han fortsatte fremad. ”Du kan jo selv….Ik’?” Han vendte sig lidt om, imens han gik baglæns og han hævede brynene spørgende, uden ellers at virke decideret nedladende. Det var vel trods alt fakta? At hun syntes hun kunne klare sig fint uden ham?

[Josephine af Aren]

Hun rimpede læberne sammen, som havde hun trygget på en umoden citron. "Hrmpf!" Fnøs hun og kunne i første omgang ikke finde på et tilsvarende flabet comeback. Men efter et øjebliks olm stirren på ham, vendte ordforrådet tilbage. "Hvad har en ægtefælle med sagen at gøre?!" - "Husbond eller ej, mand eller kvinde, lige nu er du et tarveligt hængeøre, der efterlader en, der ikke kan finde vej!" Lød det i en lind, hys strøm af ord der tydeligvis indikerede at komtessen temperament var steget til himmels. Og ganske som ilterheden brød gennem overfladen, gjorde hestens det også.. som havde den fået nok af deres ævl og dårlige stemning, rejste den sig på bagbenene og med et lille spark bagud, vippede den komtessen af der landede hårdt med et bump. Hun udstødte et strubelyd, som jorden ramte hendes kind og borte var hesten.