Har du noget at sige? (S)

[Aelin Mélanie af Sangy]

Det burde ikke have været så let at give efter på dannelse ærbar og moralske skrupler, men med Henri fandt Aelin det ikke alene nemt men også trygt at lade følelser styre fornuften.

Størrelsen på værelset overraskede. Det var langt mindre end hun havde forestillet sig, omend indretningen opvejede for de manglende kvadratmeter. Mon det var indrettet efter hans eget ønske? Aelin nåede dårligt nok at tænke tanken til enden inden hun måtte omstille sig til en mere horisontal tilstand.

“Nej,” Bekendte hun med en svag hovedrysten og en trækning på smilebåndet, der afslørede hun ikke helt var sikker på om han drev kæk med eller ej. Aelin forsøgte ikke at underspille sig selv, svaret havde været ærligt - hendes egen sandhed. Hun var ikke blød som de fleste andre komtesser, hendes generelle farvepalette var den samme brune nuance og håret ubeslutsomt for om det ville krølle sig eller liggefaldt. ”Jeg er ret ordinær.” Rettede hun mildt og strakte en arm ud for at trække ham ned til sig.

[Henri af Migran]

Henri var ikke en mand der gik meget op i sit hjem. Ikke mere, end hvad der var nødvendigt og hvad han fandt bekvemt, hvis man satte det op imod den sparsomme tid han brugte i det lille byhus. Ikke destomindre, var det pænt og bar præg af at familien havde penge på kistebunden. Det vidnede selv de bløde lagener i sengen om, som ridderen overraskende forsigtigt, møvede sig ind over komtessen.

"Du er alt, men ordinær.." Brummede han komplimenterende, som han strøg en mørk lok om bag hendes øre og derpå lænede sig ned, for at plante et par små forsigtige kys på hendes kæbeparti og derefter indfange hendes læber i endnu et kys. Den ene hånd, forsøgte imidlertid at finde vej op under hendes skjorte, for at lade håndfalden indfange hendes ene bryst i et kærtegn.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Vægten i sengen skiftede, trykkede Aelin længere ned i den bløde madras. Henri var ingen lille mand, men hans størrelse havde aldrig rigtig slået hende før nu. Mest ubeskedent var dog hvor nænsomt han lod sig føre ned i sengen. Det var fremmet, men så absolut ikke mindre velkomment, at betragte ham fra denne vinkel. tværdigmod efterlod det hende med rødglødende kinder, som varme voksede i takt med den hårdt dunkende fornemmelse i brystet.

Ikke villig til at lade fortidens genfærd ødelægge øjeblikket fik lovprisningen forsøgte Aelin at lade komplimentet synke ind, i stedet for at komme med nye indsigelser.
Med ryggen svajet fri mødte brystet hengivent hans kærtegn, mens en dæmpet lyd af begær blev sluppet ind i kysset. Hænderne gled over den nøgne overkrop, til følelsen af hud under fingerspidserne alene ikke længere var nok.
”Må jeg?“ Spørgsmålet knapt nok mere en mumlen mod hans læber. En hænderne standset ved hosernes kant.

[Henri af Migran]

Hænderne vandrede i takt med at Henri hengav sig til den unge kvinde under sig. Læberne vandrede ned over den buede hals og som den ru skægstubbe kradsede let imod den sarte hud under hans kys, brummede han lavmælt: ”Jeg troede det var mig, der skulle spørge om lov..” Tonen var drillende, som han klemte lidt fastere om hendes bryst, men han skubbede så atter skjorten op over hendes hoved og lange mørke hår, før han selv løftede sig lidt fra hende, så hun ligeledes kunne komme til at klæde ham af og samtidig få syn for hans entusiasme.

[Theuderic af Sangy]