Uønsket ulykke

[Elaine af Vigny]

Tråd tilegnet Leonard af Mont

Ved Levagnys Caspian af Vigny hjemkomstbal

Der var efterhånden gået uger. Ja…Sågar mere, siden Elaine var havnet i hvad der måtte være unåde hos guderne. Hun havde været et nervevrag i ugevis og knapt bevæget sig udenfor en dør, på trods af at hun havde været med på rundrejse. Hun havde holdt sig i det telt, som hun og hendes husbond  havde delt og ellers havde hun kun deltaget i sociale aktiviteter, når det havde været højst nødvendigt. At hun således deltog i det hjemkostballet, skyldtes noget nær kun, at hun vidste at det ville blive bemærket, hvis hun ikke gjorde.

Det lange blonde hår var ydeligt opsat under et hvidt klæde besat med perler og hendes hals var prydet af et smykke med en blå safir, som sædvanligvis tjente hende mod uønsket svangerskab. Langsomt, var Nådigfruen dog begyndt at tvivle på dens effekt og hun bar den således kun fortsat i ren desperation over at have misset en blødning. Hun glattede skørtet på sin mørkeblå kjole en smule og hun tog så atter en god tår af det glas med vin hun havde i hånden. Hvor hendes husbond var spadseret hen anede hun ikke, men ærligtalt, så var hun efterhånden også lidt for småberuset til at tage sig af det. Nej…Elaine havde vigtigere ting at fokusere på..Og derfor, stod hun blot der, naglet til gulvet og betragtede generalen Leonard af Mont , i forhåbningen om at han ville opsøge hende, når han bemærkede hende. Hun havde fået øje på ham i en flok af andre herre, hvor han stod og konverserede...Men hun var nødt til at tale med ham, inden Lucrece kom tilbage...hvor meget hun end ellers, ønskede at være fri og således vaklede hun et lille skridt frem, for forhåbentlig at gøre sig synlig nok til at blive bemærket ud af øjenkrogen.

[Leonard af Mont]

Hun havde været ualmindelig smuk, Elaine af Vigny. Leonard af Mont havde lagt mærke til hende i al hemmelighed, for siden den aften i Vignys byhus, havde han kun drømt om at få lov til at se hende igen. Det havde åbenbart krævet et stort arrangement, at det kunne lade sig gøre. Elaine havde været forsvundet fra hans vidde som dug for solen. Under velkomstceremonien havde han pludselig set hende, siddende på et af rækkerne. Hun havde end ikke bemærket ham, for mens at hun havde siddet med dalet blik mod sangbogen, havde han betragtet de kønne, feminine træk fra hendes kæbe til pande.

Som aftenen var gledet frem var arrangementet rykket til storsalen. Leonard havde stået ved en mindre flok og konverseret om Falanies mulige fremtidige trusler, da hærgeneralen tilfældigt skimtede op. Så så han hende igen, stående der, ganske sart og alligevel med rank ryg. Deres blikke mødtes og det slog gnister, men hvilken form for gnister kom an på den seende. Hun ønskede hans opmærksomhed, det var tydeligt. Så Leonard takkede af fra den lille flok af mænd, og satte i stedet rolige skridt hen imod den smukke Elaine af Vigny, der stod alene med et glas vin i de feminine hænder.

"Nådigfrue af Vigny," hilste Leonard dybt, som han bukkede for hende, "Smuk som altid."

[Elaine af Vigny]

Der gik ikke lang tid, før Elaine formåede at tilrane sig generalens opmærksomhed til trods for at festsalen bugnede af adelsfolk og højlydt snak. I langt de fleste afkroge, var stemningen høj og omkring hende lød både musik og latter, der burde have positiv på langt de flestes gemyt. Nådigfruen af Vignys humør, var dog atter mere tungsindigt og som generalen nærmede sig hende, tømte hun hæmningsløst resten af sit vinglas, før hun stillede det fra sig på et bord bag sig. Hun nåede netop at vende sig om, før han bukkede for hende og selv anerkendte hun blot hans tilstedeværelse med et lille nik, uden vilje for at vise ham den respekt at neje for ham. Respekt var trods alt det sidste hun havde for Generalen af Mont på nuværende.

Hun rømmede sig og gjorde et vagt sidelæns nik imod dørene, som førte ned imod paladsets have. ”Jeg kunne godt tænke mig, hvis De ville ledsage mig på en gåtur i paladshaven.” Det var ej en invitation eller en forespørgsel….Men snarere et påbud eller en ordre, som Nådigfruen af Vigny stod og så generalen i øjnene. Hun rakte ud efter endnu et glas vin, som en tjener gjorde sig vej forbi dem og hun gjorde derpå mine til at bevæge sig imod dørene og haven, hvor de forhåbentlig ville kunne konversere uden andre påhørende.

[Leonard af Mont]

"Selvfølgelig," svarede han uden at gøre nogle indvendinger. I de adelige rammer var natten i Vigny huset ikke glemt, men nærmere respektabelt tilsidesat for en stund. De kendte begge to til dets udgang. Leonard af Mont havde udtrykkeligt beordret Elaine ude af stand til at sige noget om hændelsen. Grunden til dette lå i hendes børn. Truslen om, at skaffe sig af med børnene, lå som et tæppe hen over deres lille hemmelighed. For det var ikke svært at se, at hvis denne trussel ikke havde været til stede, så havde Elaine mere magt over hærgeneralen grundet hendes mands position.

Som de nåede udenfor i haven slog den kølige aftenvind mod deres kroppe. Store lyskegler kastede sig bag dem fra vinduerne og ned på græsplænen. Lyden af musik, latter og snak kunne høres som en druknende lyd bag paladsets murer.

"Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Deres mand endnu engang har efterladt Dem alene?" lød det roligt fra Leonard, som de nåede længere væk. De gik roligt side om side, og Leonard med hænderne på ryggen i respekt for Nådigfruen, "Det er vel ikke arbejdet, der har kaldt?" afsluttede han sigende.

[Elaine af Vigny]

Elaine havde bestemt sig for at hun så vidt muligt ikke havde i sinde at lade sig kue af generalen. Nok havde han måske noget at skulle have sagt med sin position, men det havde hun så bestemt også på nuværende, hvis han ønskede at bibeholde en smule værdighed som borger i Levagny, som hun selv.

Det mørke skørt slæbte hen af jorden og som de gik, trak Nådigfruen det sjal hun havde medbragt en smule tættere. Dette dog lettere kejtet, som hun endnu havde et glas vin i hånden. ”Min mand har andre forpligtigelser end at stå mig bi hvert minut.” Bemærkede hun køligt.

[Leonard af Mont]

Leonard brummede en lille latter, "Udemærket," svarede han imponeret, "De er, trods alt, også en af de stærkeste nådigfruer i Falanie." Han havde ment hvert et ord, for uanset de gange, han havde set hende, så havde hendes ryg aldrig vist sig som værende knækket. Tværtimod bestod Elaine af Vigny en form for ualmindelig værdighed og feminin styrke, som mange kunne mærke når hun trådte ind i et lokale.

Mens at de ligeså stille bevægede sig med rolige skridt hen ad haven, hvor træerne ligeså stille var begyndt at tabe sine blade og landede tilfældigt i det store springvand, rettede Leonard sig en anelse. De kunne ligeså godt komme til sagen.

"Der er en grund til, at De kaldte mig herud, Elaine," hærgeneralens direktethed var sigende, og hans blik ligeledes, "Fortæl mig, hvad De har på hjerte.."

[Elaine af Vigny]

Det undrede ikke Nådigfruen at Generalen til trods for sine skandaløse handlinger fortsat gik og spillede høflig. Han syntes af natur ignorant og selvoptaget på et stadie, hvor end ikke guderne syntes at kunne hjælpe manden ned fra sin piedestal til et sted, hvor sociale realtioner ville kunne være respektable eller ordentlige. I hvertfald ikke, når det kom til deres relation, dem imellem. Han havde knækket og ødelagt noget af den værdighed hun i sit eget selvbillede havde besiddet.

Elaine stoppede op, da de nåede springvandet. Hun stod og betragtede bladene, som de dannede små cirkler i vandet når de landede og hun nippede atter lidt til vinen, som hun trak sit sjal en smule tættere i kulden. Det var næsten mørkere her ved springvandet, hvor træerne skyggede. Køligere. Eller måske var det blot indbildning.

"Jeg er med barn." Sagde hun så. Uden tøven og uden mumlen. "Jeg har ikke blødt i ugevis." Konstaterede hun så, som måtte det være nok for at bekræfte det.

[Leonard af Mont]

Mørket lagde sig i Leonard af Monts ansigt. Realiteten slog ind over ham, og han måtte tage en smule tid for at fordøje hendes ord. På den ene side var han uforstående, modvillig til at tro på, at det var hans. Af en eller anden grund vækkede det noget i ham, at den kønne Elaine af Vigny, kvinden han havde drømt om i årevis, kunne være med hans barn. Det var trods alt derfor, at hun havde taget fat i ham, ikke? Fordi, at hun mistænkte ham for at være faderen. På den anden side vidste de begge to godt, hvad det ville have af betydning. Hemmeligheden i Vigny byhuset var nu endnu mere skræmmende tæt på at blive opdaget.

"Og hvad vil De fortælle mig med dette, Elaine?" brummede Leonard dybt, som hans øjne hvilede skarpt på Nådigfruen.

[Elaine af Vigny]

Elaine lod for en stund de lyse øjne hvile på bladene, der så kønt dannede ringe med vandet. Hendes spinkle hånd knugede vinglasset tæt og den anden knyttede næve havde fat i sjalet, som hun vendte sig imod generalen. "Ja, hvad mon?" Bed hun lidt skarpt tilbage, som tonen blev kold. Koldere end den også før havde været. "Jeg vil ikke have det. De kan få det, når det er født og så kan De gøre, hvad De vil dermed." Erklærede hun, som var det en simpel ting hun talte om. Hun bevægede sig med små skridt tættere på ham. "De tvang Dem på mig...Jeg vil ikke også lide under at skulle se på et barn jeg ikke har ønsket."

[Leonard af Mont]

"Hvordan skal jeg, Elaine, tage mig af et barn? Jeg har ikke tiden til det, hverken fra mit arbejde eller min alder!" sagde Leonard bestemt, som irritation dannede sig i ham. Der måtte findes andre muligheder. Hvis dette skulle lykkedes måtte de sammen finde en løsning, for tanken om et drengebarn var bestemt vellidt i Leonards tanker.

"Nej," sagde han eftertænksomt med en dyb røst, imens at hans blik så overvejende hen imod paladsets gyldne farvede vinduer. Aborter var risikofyldte og blev anset som værende beskidte og moralsk forkasteligt, og derfor blev de kun udført i al hemmelighed bag dunkle mure. "Hvis det skal lykkedes, så er De nødt til at komme i al hemmelighed og hjælpe med barnet. De må skjule Deres graviditet godt. Føde alene, bidende om et stykke stof så ingen hører Dem. Jeg sørger for at barnet får et sted at være og det økonomiske, men De vil sørge for pleje og kærligheden. Uanset hvad vil De altid være dets mor, Elaine.."

[Elaine af Vigny]

"Sig mig, hører De overhovedet, hvad jeg siger?!" Udbrød Nådigfruen, som hun bevægede sig tættere på Generalen. De kolde øjne lynede nu. Ansigtet lå i alvorlige folder og raseriet, der kogte i hende, brusede langsomt over, som glasset i hendes hånd pludselig knustes og sprang til alle sider. Den mørkerøde væske flød ned over hendes hånd og blandede sig så småt med blodet fra de rifter hun havde pådraget sig selv og hun greb om Generalens overarm, som for at indfange hans fulde opmærksomhed, som hun søgte hans blik.

Fuldstændig ligeglad var hun med de glassplinter der havde boret sig ind i hendes håndflade. Den fysiske smerte var intet, sammenlignet med den hun oplevede psykisk. ”Jeg vil ikke have det..!” Hvæsede hun nærmest, som hun strammede grebet om hans overarm.

[Leonard af Mont]

Glassets pludselige klirren, da den sprang, virkede ikke til at berøre generalen det fjerneste, til trods for, at noget i glassets pludselige handling fik ham til at rynke på panden. Leonards blik hvilede blik fast i Nådigfruens, der rasende og lynende fortalte ham om hendes utilfredshed.

Rank og stolt stod Leonards stærke skikkelse fast plantet i jorden. Der var stille imellem dem, inden at han lænede sig tættere mod Elaine, med et borende blik og en kølig facade.

"Og hvem skulle De gå til, Elaine? Deres mand?" Leonard fnøs, "De aner ikke, hvem De vil støde på i slumkvarteret, når De om natten lister ind alene i de skumleste baggårde til en såkaldt ´læge´. Er De klar over, hvad De risikerer? Skulle De overleve, så vil rygterne følge Dem alle steder."

[Elaine af Vigny]

Elaines øjne var klare og tårevædede. Mere af arrigskab og frustration end noget andet. Det ellers kønne ansigt havde fortrukket sig i en smertelig mine og som hun stod der, oplevede hun en følelse af tomhed og afmagt fylde hende op indefra. Hendes spinkle hånd og de velplejede negle borede sig nu ind i generalens overarm. Halvblodig og våd af vin, så den plettede hans ellers nydelige gevandter.

Hun vendte ansigtet bort, som hun slap sit tag i ham og hun trak sit sjal tættere, som hun en smule opgivende trak sig, velvidende om at han på sin vis havde ret, på trods af at hun ønskede alt andet end netop det. ”Må Mortem tage Dem..” Hun knyttede sin højre hånd i et forsøg på at dulme den glødende farve der langsomt var opstået i hendes fingerspidser. I arrigskab, havde hun svært ved at kontrollere gaven hun besad. Den kriblede nærmest i hende, for at få lov til at få afløb.

[Leonard af Mont]

"Elaine," brummede Leonard med sin dybe røst, der var ligeså kølig som hans blik, "Der er også en anden mulighed.." Vinden raslede i de resterende efterårsblade, der hang på træerne. Den kølige aften bed i deres kinder.

Og som han rakte ud efter hendes arm, for at dreje hende en anelse imod sig, trådte han et skridt frem så mellemrummet imellem dem blev mindre. Hans blik faldt i hendes, med en pludselig betydelig skær af hvad der kunne ligne håb.

"Lad Dem skilles og bliv min.. Vi to kan bygge noget stærkere, end det De har nu."

[Elaine af Vigny]

De lyse og tårevædede øjne var blevet mørke i den sarte belysning. Mørke af raseri, had og fortvivlelse over den situation generalen havde sat hende i. Det var hans skyld. Hans skyld, at hun var ført i uønsket ulykke. Og nu havde han tilmed den frækhed at stå der og foreslå at hun skulle forlade Lucrèce af Vigny til fordel for ham.

”De må være rablende sindssyg..” Hviskede hun, som hun et øjeblik blot mødte hans blik. Hun vred sig i hans greb og greb i stedet selv instinktivt ud efter hans håndled i magtdemonstration. I et forsøg på at fastholde blot en smule værdighed.

Hendes fingre glødede og nærmest ætsede sig ind i stoffet på generalens gevandter. Lugten af brændt stof og hud emmede snart omkring dem og uden fortrydelse, trak hun ham et skridt tættere sig selv. ”De må være vanvittig, hvis De tror at jeg nogensinde ville forlade min husbond til fordel for én der har tvunget sig på mig..”