Parterapi 2.0

[Lancelin af Suilleaux]

Det havde meget vel været løgn. Rygtet om, at Lancelin havde været grund til Roesias såkaldte fald fra en klippeafsats stammede ikke ud af den blå luft. Der havde hele tiden været noget mystisk over situationen, og for mange tilbageholdte lensgreven af Suilleaux meget information. De eneste to, der vidste noget om dette pludselige fald, var to, og den ene kunne ikke fortælle sin side af historien. Alligevel var der noget sandhed i Lancelins ord til Helene. Han havde prøvet at stoppe Roesia, men hun var fast besluttet. Roseia havde ikke ønsket ham død, selvom at det var tæt på, men hun hadede ham - grundet det øgede pres på at få skaffet ham en arving, og det mislykkedes forsøg, samt jalousien til hans affærer.

Lancelins kæbe spændtes da Helene fremsagde sit ønske. Han kunne IKKE acceptere at miste hende. Forhelvede, han havde ment hvert et ord, da han havde sagt, at hans hjerte tilhørte hende.

"Helene, lyt til mig.." sagde han roligt, til trods for at han inderst inde brændte, "Du er alt, jeg vil have. Jeg kan og vil ikke miste dig." Han skubbede sig en anelse tættere på, "Skilles vi, vil det eneste jeg kan tænke på være en anden mands hænder på dig. En anden mand, der giver sit hjerte til dig." Lancelin sank en anelse. Bare tanken om dette irriterede ham.

"Og dig? Ville du kunne slippe mig så nemt?" Hans blik hvilede på Helene.

[Helene af Suilleaux]

Helene frøs ind til knoglerne og var begyndt at klapre svagt med tænderne. Hun var også svagt blå, men det var ikke til at se i mørket. Hendes blik undgik Lancelins og hun vidste at hun havde tabt. Det var kun et spørgsmål om hvordan.

"Jeg kommer aldrig til at slippe hvordan du den ene dag var omsorgsfuld og blid og lovede mig tålmodighed og den anden dag forsøgte at tvinge dig på mig og spurgte om du måtte bryde vores troskab, fordi jeg ikke ville lægge med dig, når du stank af vin og var ubehageligt."

Hun tog en hørlig indånding. "Jeg kommer aldrig til at slippe hvordan du blev kold, når du tog mit hjerte og ikke passede det mindste på det." Hun snøftede ind. "Jeg er ikke alt hvad du vil have. Du vil slet ikke have mig, men den idé om mig, som du har i dit hoved. Måske kan hun elske dig, imens du horer rundt. Det kan jeg ikke."

Helene havde holdt sin tale. Nu havde hun ikke mere i sig. Hun var ikke modig eller kujonagtig nok til at springe, så hun kravlede i stedet i sikkerhed på frosne lemmer og kollapsede i tårnet, helt ødelagt.

[Lancelin af Suilleaux]

Han lyttede til hendes prædiken. Hørte, hvordan hun snøftende lagde alle sine ødelagte følelser og tanker foran ham, en efter en. Som en stor, styg ulv, der handlede alene og tænkte kun på sig selv. En ulv der havde jagtet et ungt bytte.

"Helene," prøvede Lancelin sig på et tidspunkt med en bestemt tone, "Hør nu.." Men han nåede ikke længere før at han blev afbrudt af hendes snøften og store ord. Så flyttede hun pludselig på sig. Lancelin blev en anelse overrasket, og holdte ubevidst vejret på et tidspunkt da hun begyndte at kravle tilbage mod tårnet i sikkerhed. Først da hun var kommet inden for murene kunne han ånde lettet op, og fulgte derefter med.

Hans ene fod gled på et tidspunkt mod træet på vejen tilbage. Men med en hurtig refleks fik han styr på situationen igen. Han nåede over rækværket og kollapsede ved siden af Helene. Og mens at de lå der og prøvede at komme til hægterne igen, vendte Lancelin sit blik mod Helene.

"Jeg ved, at vi har langt vej igen," Lancelin sank en enkelt gang for at få styr på sin vejrtrækning, "- og jeg ved, at min lyst til dig gør mig utålmodig. Jeg ved, hvor meget du afskyr mig. Men jeg giver ikke op på os, Helene. Ikke endnu."

[Helene af Suilleaux]

Helene rystede af kulde og gråd, men hun var ikke åben for Lancelins erklæring. Hun kom vaklende på benene, så snart hun kunne og gik mod trappen, kold og bange. Hun ville ikke være i nærheden af ham. Ægteskabet stod, men hun selv fandt Igraine af Charenoy's gamle gemak og krøb stivfrossen i seng.

De næste dage forsøgte hun at undgå Lancelin det bedste, der stod i hendes magt og hun sov i søsterens seng. Når rundrejsen kom, gjorde hun det også og så ville hun have en allieret hun for alvor kunne stole på. En, der kunne hjælpe hende ud af den desperate situation.

Lukket?