Parterapi 2.0

[Helene af Suilleaux]

Helene græd stadig, da Lancelin begyndte at tale. Hans undskyldning faldt ved siden af, men øjeblikket efter talte han videre og gråden forstummede. Hun blev helt tavs. I et langt øjeblik var der ingen bevægelse. Så rejste hun sig op og forlod sengen brat og uden nogen forklaring. Hun tog sin kåbe over skuldrene og stoppede først ved døren, som hun flåede op.

"Gør det. Gør det hver eneste aften resten af dit liv, for så kommer jeg aldrig til at dele en seng med dig igen, din løgnagtige, manipulerende, gigantiske... Merde. Jeg skal forsøge at finde en elsker, der ligner dig, så ingen sladrer om bastardernes herkomst."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin blev siddende kontrolleret på sengekanten, mens at han lyttede til Helenes ord bag hans ryg. Vreden i hendes stemme. Og kendsgerningen om, at hun i så fald ville finde sig en elsker hvis han kunne finde på dette. Inderst inde hadede Lancelin tanken om dette - en anden mands hænder på hende i elskov. Hans egne hænder mod sengekanten spændtes diskret.

"Husk hvad du har lovet mig, Helene! Én lille opgave," lød hans stemme hårdt, "En arving. Af mit blod. Hos hvem vi så hver især vil blive tilfredsstillet ved, kan såmen være ligemeget!" Så vendte han sig en anelse, og fangede straks hendes skarpe blik i sit.

"Husk det."

[Helene af Suilleaux]

Helenes underlæbe bævede og hun mistede fligen af fatning, som hun havde klamret sig til. Hun var helt bleg i hovedet.

"Du sagde at du elskede mig, dit... Monster," hviskede hun. "Hvorfor gør du det her imod mig? Hvordan kan du behandle en du elsker sådan her?"

Hun blev ikke for at høre svaret. I stedet gik hun selv ud af døren på bare tæer. Hun rystede over hele kroppen og hyperventilerede, imens hun bevægede sig mod trapperne, uden at vide hvad planen var. Hun måtte bare langt væk fra manden, der legede med hendes følelser for sin egen fornøjelse. Hun genkendte knapt sig selv længere.

[Lancelin af Suilleaux]

"Helene, jeg--! Han blev afbrudt af lyden af hendes bevægelser og efterfølgende den lukkede dør. Lancelin så sig over skulderen og opdagede med ét, at hun var gået fra soveværelset. Han var ikke færdig med at få et ord indført, overhovedet, så han rejste sig fra sengekanten og fulgte hastigt efter i ren og skær frustration.

"Helene!" råbte han på den mørkbelagte, stille gang. Han nåede lige akkurat at fange synet af den hvide natkjole og det mørke hår, og i al hast gik han med faste skridt efter hende mod trapperne.

[Helene af Suilleaux]

Helene hørte råbet og en rysten gik igennem hende. Han havde været voldsom før og gjort hende bange. Hun turde ikke blive for at se om det ville gentage sig. I stedet satte hun farten op og løb. Mod trapperne, op af dem til anden sal på borgen. Det var hendes barndomshjem og hun kendte døren til vindeltrappen, der førte hende længere op.

Hun lukkede den lydløst efter sig, men den var gammel og gled op igen, da hun var halvt oppe. Hun opdagede det ikke, for hun bevægede sig mod tårnets top og snart efter åndede hun frisk luft ned i sine lunger og kunne se ud over landskabet.

[Lancelin af Suilleaux]

Lyden af skridt, der blev til løb, fangede Lancelin med det samme i den ensomme gang. Han selv måtte følge tempoet, og satte ligeledes i løb i retningen af hvor hun var forsvundet hen.

__

"Helene," Lancelins stemme lød bag Helenes ryg kort tid efter, at hun var kommet op i slotstårnet. Den friske luft legede i hendes hvide natkjoles skørter.

Lensgrevens blik hvilede direkte på hendes, som han gik det sidste skridt op ad trappen, for til sidst at stå i døråbningen, "Du overreagerer. Kom med tilbage."

[Helene af Suilleaux]

Helene farede sammen. Hun slog armene omkring sig selv og bakkede væk fra døren.

"Du siger at du elsker mig, men du opfører dig frygteligt overfor mig," svarede hun. "Skræmmer mig, siger du vil besøge en anden kvindes seng, fordi jeg ikke straks spreder benene for dig, når du kommer væltende ind og stinker."

Hun snøftede hørligt ind. "Jeg vil ikke have din kærlighed, hvis det er sådan du viser den. Hvis du er ligeglad med hvem du finder din tilfredsstillelse hos." Det sidste hikstede hun. "Bare gå din vej. Jeg kan slutte denne her tragedie af en fortælling i aften."

Hun kravlede op på tårnets rækværk. Vinden blæste og hun fokuserede for at holde balancen.

Den tredje grevinde af Suilleaux, men måske ikke den sidste.

[Lancelin af Suilleaux]

"Jeg har endnu fornøjelsen af, at mærke din kærlighed til mig, Helene af Suilleaux!" lød Lancelins stemme hårdt, som hans blik hvilede skarpt på hende, "Indtil videre er jeg ikke overbevist."

Så gjorde hun noget uventet. Det var som om, at vreden i Lancelin ændrede sig til en pludselig frygt. Lancelins udtryk ændrede sig, men kæben forblev sammenbidt i en udholdelig desperation. Af refleks bevægede Lancelin sig frem, et par enkelte skridt, og med en hånd rakt ud for sig, forsøgte han at fortælle Helene, at hun skulle tage det ganske roligt.

"Helene.." Lancelin stoppede i midten af tårnet, for ikke at skræmme hende ud i desperat handling, "Lad være. Jeg be'r dig."

[Helene af Suilleaux]

Helene tog ikke hånden. Hun balancerede i bare tæer på kanten med et vildt udtryk i de lyse øjne. Blikket var på udsigten snarere end på Lancelin. Måske ville det gøre ondt, men så ville hun finde ro. Hun ville ikke mere behøve at være bange eller ulykkelig. Hendes vejrtrækning var hastig.

"Hvorfor?" Hun så ned på ham. Han lod som om han var bange?

"Var det det her, der skete for Roesia? Løj du også overfor hende og sagde at hun var ved at erstatte Griseldis?" Hun rynkede panden. Tårnet stod ikke frit. Hun kunne springe og ville falde ned på terrassen nedenunder, men måske ville hun brække noget. "Jeg vil bare gerne have sandheden. Du elsker mig ikke. Du er slet ikke i stand til at elske nogen. Vel?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik stivnede en anelse, da hun pludselig bragte hans tidligere hustruer på bane. Historien om Roesias tragiske død var ikke noget nyt, det var såmen nærmest blevet en del af Lancelins uendelig mange rygter.

Han fugtede læberne ubevidst og måtte kort overveje sine ord.
"Jeg mente hvert et ord den sidste aften," lød Lancelins stemme tydeligt og langsomt. Diskret prøvede han roligt at gå de sidste skridt hen imod hende, "Du er nødt til, at tro på mig."

Lancelin nåede om på siden af hende, "Kom nu, tag min hånd." Han rakte let en hånd frem mens at hans blik hvilede direkte i hendes.

[Helene af Suilleaux]

Helene tog stadig ikke imod hånden. Vinden blæste hendes hår op og hun frøs.

"Du svarede ikke," konstaterede hun tonløst. "Det var sådan. Du var som du er nu med hende. Måske endda med Griseldis? Hvor mange kvinder skal du drive til deres slutning, før du indser at det er dig, der er problemet?"

Hun snøftede ind. Så gled hun ned på fæstningsværket og længere ned på træet i bunden af udsigtspunktet at sidde. Hun stirrede ud i luften. Nu kom slaget eller vreden. Nu behøvede han ikke lade som om.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lyttede til hendes ord, velvidende at han virkelig skulle overveje sine egne. Han virkede så rolig og kontrolleret, stående ved siden af hende næsten uden at bevæge sig, selvom at han inderst inde mærkede adrenalinen pumpe frustrationen rundt i kroppen. Hans hjerte hamrede, og selvom at han ikke så sådan ud, så frygtede han Helenes næste handling. Det måtte være den unge alder, der gjorde hende så fandens dramatisk. Alligevel var der sikkert noget sandhed i hendes ord.

"Vent, vent!" var næsten det eneste Lancelin nåede at udbryde, da Helene gled længere ned på udsigtspunktets træ. Lancelin havde per automatik rakt ud efter hende, lænende ud over rækværket. Den kølige aftenvind fik deres hår til at bevæge sig.

"Bevæger du dig yderligere, så glider du! Det er vanvittigt, men du giver mig ikke noget andet valg - jeg kommer ud efter dig," sagde han bestemt, idet at han begyndte at folde ærmerne op på blusen. Så satte han foden mod rækværkets kant og svang efterfølgende det andet ben over. Med en rolig, afprøvende bevægelse trådte han et skridt ud på træet.

[Helene af Suilleaux]

Helene sad langt mere sikkert end hun havde stået. Hun lukkede øjnene og forstod ikke Lancelin. Halvt om halvt forestillede hun sig at han faldt ned. Ville det knuse hende? Måske i starten. Hun åbnede øjnene igen og så på ham.

"Det er vel din død, hvis du glider," konstaterede hun afkoblet. "Havde Roesia også lyst til at slå dig ihjel? Eller slog du hende ihjel?"

[Lancelin af Suilleaux]

"Det er det vel," gav han hende ret ganske nonchalant og kort for hovedet, som han fandt fodfæste. Det gjorde det bestemt ikke nemmere med en smule alkohol i blodet. Vinden virkede pludselig køligere herude, nu hvor de befandt sig uden for lensborgens murer. "En sikker død, vel og mærket - hvis Morten er gavmild, så vil sjælen forlade ens krop ligeså snart man rammer jorden. Hvis ikke, så må smerterne være uudholdelige. Hver eneste knogle brækket.. Forblødningen.. Det eneste man kan er at ligge og fortryde det hele indtil Morten (<3) vælger, at nu er det nok." lommefilosofierede Lancelin, som han rettede blikket fra jorden mod Helene længere fremme.

Rygtet om Roseia kom endnu engang på bane, og Lancelin måtte nok erkende, at han var nødt til at få sagen lukket ved at svare på hendes spørgsmål.

"Ingen af delene.." svarede Lancelin bestemt, "Jeg prøvede at stoppe hende.." afsluttede han, og kunne ikke lade være med at sammenligne det en smule med situationen nu.

[Helene af Suilleaux]

Helene så op. Hun blinkede. Selvfølgelig havde hun ingen grund til at tro på ham, for løgnen virkede som det sikreste for Lancelin, men det fik hende alligevel til at tænke.

"Hvis du selv har tænkt dig at overleve det her, så må du hellere gå ind," konstaterede hun. "Jeg vil ikke med. Jeg vil skilles, Lancelin. Du må finde en anden at drive til vanvid end mig. Jeg er ligeglad med hvilke løgne vi fortæller om grunden."