Parterapi 2.0

[Lancelin af Suilleaux]

Efter at de var stået op denne morgen, var det som om, at de havde lagt op til det. De vidste begge to hvad aftenen ville byde på senere, og deres venten på dette byggede sig kun op i løbet af dagen. Flygtige, varme blikke var blevet sendt hen over spisebordet når de havde siddet overfor hinanden. Små, diskrete berøringer de gange det var muligt, når de befandt sig ved hinandens side under gåturen. Alt sammen så hemmelighedsfuldt fra andres øjne. Sådan var det gået hele dagen, med små pirrende hints, lige indtil, at Lancelin i al hast var blevet kaldt til et vigtigt møde. Timerne gik. Eftermiddagen blev til aften, og Lancelins stol var tom ved spisebordet da aftensmaden blev serveret. Timerne gik, aftenen blev senere og senere, hvor den til sidst nåede lidt i elleve. Folk på lensborgen var gået i seng, for endnu en dag ventede. 

Det var først lidt i tolv at døren til sovegemakket gik op. Lensgreven lukkede roligt døren i bag sig, da han var trådt ind, og hans blik faldt på sengen, hvor Helene af Suilleaux lå imellem puder og dyner. I hånden bar han et glas vin, og som han gik imod sengen førte han vinen til sine læber. Der lød et bump, da han gik ind i et bord, og den fredfyldte ro, der var i soveværelset, blev pludselig afbrudt, til trods for, at Lancelin i et hurtigt forsøg havde prøvet at få bordet til at stå stille igen.

[Helene af Suilleaux]

Helene var gået lettere irriteret i seng og var kun mere gnaven, som hun endelig faldt i søvn, helt frustreret.

Da hun vågnede til lyden af skramlen, troede hun at det var morgen, men det var hun alt for træt til. Hun åbnede øjnene langsomt og kastede ét blik før hun konstaterede, at det ikke var kammerpigen, men Lancelin, og at han var pissefuld.

Hun tog en dyb indånding og sukkede lige så tungt ud igen.

"Kan du i det mindste ikke være stille?"

[Lancelin af Suilleaux]

Et diskret smil dannede sig på Lancelins læber, da han hørte Helenes utilfredse kommentar. Med rank ryg tømte han sit vinglas og efterlod det tomme glas på bordet, han tidligere var gået ind i.

"Sig mig, min kære," Lancelin gik med rolige skridt mod sin hustru i sengen. Han stoppede nonchalant ved fodenden og lod en hånd finde hvile mod sengestolpen. "Hvad blev der af vores ellers så fremragende aftale? Jeg havde regnet med, at min hustru ville stå klar til at tage imod mig," sagde han flabet, med et sigende blik på hende. Duften af den søde alkohol hvilede over ham.

"Har du ventet længe?" spurgte han så roligt, ganske helhjertet.

[Helene af Suilleaux]

Helene betragtede Lancelin gennem halvt sammenklemte øjne og fornemmede, at han synes noget ved situationen var morsom. Hun rynkede panden og sank helt ned under tæpperne igen med en opgivende lyd.

"Jeg ventede længe," konstaterede hun gnavent. "Og så faldt jeg i søvn. Nu er det midt på natten, Lancelin. Vores aftale var ikke det her. Du er fuld."

[Lancelin af Suilleaux]

"Fuld?" gentog han med et støn og et vagt smil. Så trak han let på den ene skulder, "- bedugget, måske." Så lænede sig frem over sengekanten ved fodenden, og ganske roligt kravled han sig en anelse frem, med Helene under sig, "Men det ændrer ikke på den umættelige lyst, jeg har haft til dig hele dagen. Er du klar over, hvor svært det er at vide, at min aldeles smukke hustru ligger i vores seng helt alene. Se hende dog.."

Og så, ganske hæmningsløst, fandt hans ene hånd hvile om et stykke at tæppet, hvorefter at han trak det roligt ned, Tæppet strøg sig ned ad den hvide hud og gjorde først hendes ansigt tydeligt, halsen, kravebene og til sidst nåede stoffets kant det fyldige bryst.

"Kunne Mithras lave noget smukkere?" lød Lancelins stemme lavmælt og flabet drillende til hende.

[Helene af Suilleaux]

Helene himlede med øjnene af Lancelins rettelse. Hun trykkede sig ned i sengens reb, da han kravlede hen over hende og greb for sent ud efter tæppet, så han nåede at få fat i det og trække ned. Hun havde natkjole på, men den var tynd og skjulte hende ikke helt for hans blik. Hun fnøs over hans spørgsmål og rynkede på næsen over stanken af vin, der hang tæt omkring ham.

"Lancelin," sukkede hun, selvom hans komplimenter ikke faldt fuldstændig til jorden. "Du lugter. Jeg har ikke lyst. Ikke nu."

[Lancelin af Suilleaux]

Pis. Han havde håbet, at hun havde ventet på ham uden en trevl på kroppen. Det havde måske været at sætte lidt for høje forventninger, især når man i virkeligheden tænkte over, at han først var kommet nu. Han havde ladet hende vente, selvfølgelig ikke med sin gode vilje, så selvfølgelig havde Helene valgt, at lade ham lide under konsekvensen af dette.

Lancelins smil forblev på hans læber, som han lyttede til Helenes ord. Hans blik søgte hendes, til trods for at hun prøvede at ignorere ham, inden at han til sidst lagde sig ned ved siden af Helene. I sin lettere 'bedugget' tilstand glemte han tydeligvis deres aftale; at Helene var den der bestemte, hvornår nok var nok.

"Helene," sukkede han hæst, "Du husker vel, hvad du sagde. En mand skal tilfredsstilles.." Lancelins blik faldt i hendes. Han var efterhånden en presset mand. Det var næsten værre for lensgreven at vente på hendes accept nu, end det havde været inden deres ægteskab.

"Jeg har brug for at mærke, at du vil have mig ligeså meget, som jeg vil have dig."

[Helene af Suilleaux]

Helene trak tæppet op da Lancelin gled ned at ligge ved siden af hende. Hun forventede at de nu kunne sove, men det blev ikke sådan. Ved hans konstatering blev hun varm i kinderne, for hun ville både tilfredsstille ham og have ham, men ikke på den måde. Ikke midt om natten når han kom beruset tilbage alt, alt for sent og hun var søvnig og havde savnet ham.

Hun klemte læberne lidt sammen og rynkede panden dybt. "Det vil jeg," protesterede hun lavmælt. "Men ikke sådan her. Ikke når du har drukket fem glas vin og ladet mig falde i søvn alene i frustration over brudte løfter, Lancelin. Jeg vil forføres. Følges i seng af min mand. Blive vist alle de ting du har hintet til i dag. Ikke det her."

[Lancelin af Suilleaux]

Han lyttede interesseret til hende; hørte hvert eneste ord hun havde brug for at komme af med. Et skævt smil forblev over hans læber, selv da han tog en hørlig indånding og kom til orde.

"Forføres," gentog han, "Der er mange måder at blive forført på, Helene. Også selv med en smule alkohol i blodet." Lancelins blik blev sigende i hendes, "Skal jeg vise dig hvordan?"

[Helene af Suilleaux]

Helene forstod ikke hvorfor han spurgte. Hun synes hun havde været ret tydelig omkring sine ønsker og bestemt også hvad hun ikke ønskede. Hun trak sig lidt væk fra ham og rynken mellem hendes bryn blev endnu tydeligere.

"Nej," bad hun. "Jeg har ikke lyst nu, Lancelin. Jeg kommer ikke til at få lyst i aften. I morgen, hvis du ikke skal bruge den halve nat på at drikke vin først."

[Lancelin af Suilleaux]

Det var som om, at Lancelin ikke lyttede helt efter. Vinens indtag i hans blod havde bestemt sat sin effekt på hans dømmekraft. Og det var måske også en anelse respektløst, da hans hånd diskret søgte hendes natkjole, alt sammen imens at hun talte og faktisk sagde fra. Det blå blik hvilede mod stoffet, der hintede om kroppens former.

"Helene, min kære. Jeg er en presset mand i dit nærvær.." sagde han lavmælt med et træk i mundvigen, som han ganske hæmningsløst, trak kjolen op ad hendes skød. Det var langt fra dét Helene bad ham om. Og i det store og det hele fulgte lensgreven ikke deres aftale. Han kunne ikke gøre for det; kontrollen, som han vanligvis havde i sig, var forsvundet med alkoholens indtag og Helene ved sin side.

[Helene af Suilleaux]

Helene gispede over Lancelin og vred sig væk. Hun sparkede ud efter ham under tæppet og søgte også med hænderne at skabe afstand mellem dem, pludselig aldeles ligeglad med om hun ramte noget blødt og sårbart. Det var næsten et mål, hvis det fik ham væk.

"Stop, Lancelin," sagde hun højt. "Lad være!"

[Lancelin af Suilleaux]

Hun ramte godt. Så godt, at han mistede pusten, tog sig til det ramte område og måtte vende sig om på ryggen. Okay, han havde forstået den nu i alkoholens dis. Der var efterhånden ved at være et mønster i Helenes fysiske måde at sige fra på, og Lancelins hæmningsløse grænseovertrædelse.

"Fint," ømmede han sig sammenbidt "Jeg har forstået det. Jeg skal nok lade dig være." Så hævede han sig op og satte sig på sengekanten, så godt det nu kunne lade sig gøre.

[Helene af Suilleaux]

Helene var overrasket over at han ville prøve at forgribe sig på hende, når han havde lovet at lade hende bestemme. Hun havde stolet på ham. Nu blev hendes øjne fyldt med tårer og hun krummede sig sammen under tæppet.

Han havde sagt så mange søde ting, men så gik han hen og opførte sig sådan her. Hun snøftede hårdt ind.

[Lancelin af Suilleaux]

Han hørte hende ligge sig til rette igen under tæppet, alt imens at hans vejrtrækning og smerter ligeså stille blev bedre igen. Efter en lille stund rettede lensgreven sig en anelse og skimtede over sin skulder mod den snøftende Helene.

"Undskyld, det var-- ikke min mening at skræmme dig," Lancelin tog en dyb indånding. Han var overvejende stille inden at han rettede sig i ryggen og lod blikket falde mod en spot på væggen foran sig.

"Helene, det er ikke nemt for mig. Du ved ligeså vel som jeg, at man på et tidspunkt når til et punkt, hvor man er nødt til at få stillet sine lyster," startede han. Han tav for et øjeblik. Så sank han og lod blikket falde en anelse.

"Hvis jeg ikke kan få den hos dig, så beder jeg dig, bare for i nat, om tilladelse til at få den stillet hos en anden kvindes."