Lige i tyreøjet!

[Theuderic af Sangy]

Han så op ved hendes fnys. Lidt uforstående. "Nej." Svarede han så og så på hende med et enkelt bryn let hævet. "Du er er snart Ridder, ikke sandt?" Pointerede han.

Theuderic lod Aelin trække det løsnede indmad ud af dyret, inden han selv rakte hånden ind for at sikre at de havde fået hele med. "Hah, en Tómas med en ren mund, er som at ønske sne om sommeren." Fnøs han smilende, i tide inden Aelins næste ord lød. Det fik Theuderic til at rynke brynene lidt i eftertanke, "Jeg tvivler. Han har sat sig i hovedet at han ikke kan lide hende, og er for stædig til at indse andet." Svarede han, "Jeg var der, da de mødtes. Det var ikke kønt."

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Jo,” Aelin havde svært ved at forstå sammenhængen, som var hun ikke blevet individet i en større hemmelighed om riddere ”Men hvad har det med forsølvede tunger at gøre? Der findes massevis af riddere, som ikke ville kunne tale sig til en gratis øl på kroen, om så deres liv afhang af det.” Hun mente bestemt selv at tilfalde den gruppe, modsat hendes brødre. Hun havde ingen gang kunnet formå at få etableret bare et vedvarende venskab under sin tid på pigeskolen.

Med bløddelene liggende langs dyrets bugside veg Aelin pladsen en anelse, så Theuderic gik albuerum til at tjekke det gabende hul efter for rester. Stadig siddende på hug lod hun lyttende albuerne hvile mod lårene, så de blodige hænder hang mellem hendes ben.
”Jeg har hørt det kostede en skål, eller var det en vase?” Hun skar en grimasse ”Ville du have reageret anderledes, havde rollerne været byttet om?” – ”Hvis du som husets anden søn blev lovet bort før den ældste?” Aelin mente stadig at Tómas af Sangy havde overreageret, de skulle trods alt alle sammen gerne giftes en dag, men hun forstod også den uretfærdighed han måtte føle når Theuderic end ikke selv var forlovet.

[Theuderic af Sangy]

Der lød en våd svup-lyd, som han trak en rest af lunge ud af det gabende cavitet i dyrets bug. "At overbevise den Nådige frue af Sangy om at lade sin eneste datter smide sit liv i soldatertjeneste, tilfordel for sikkerheden bag en borgmur, vil jeg da mene kræver en vis mængde talegaver?" Lød det lidt henkastet, selvom han mente det. Han flikkede fingrene fri af kødstumper og greb dernæst en tot græs, som han tørrede det værste blod af i. Han sendte hende er sideverst blik, der rummede en mængde provokation, "men når det er sagt, så havde jeg forventet at du, som min lillesøster, idet mindste kunne tiltuske dig en øl." Sagde han, ja nærmest skuffet.

Theuderic behøvede ikke granske sin hukommelse for at huske det optrin, "En skål." Medgav han, og kastede totten af græs bort. "Jeg ville have reageret ligedan, men af andre årsager. Tomas er længe gammel nok, ligesom jeg var da selv inden Cedric blev gift."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hovedet blev vippet lidt fra side til side, tilkendegivende for at han havde en vis pointe. Egentligt havde Aelin aldrig skænket det meget tanke, hverken hvilken præstation det i virkeligheden var som ene datter. Prisen havde desværre også været derefter, men hun ville have betalt den tifold igen, hvis det betød hun forblive væbner.

Et blodigt stykke vildfaren lunge ramte hende på den ene kind, hvor det med et sammenklemt hvin klistrede sig fast ”Det er simpelhent for klamt.” Peb hun små sart, og løftede en arm til kinden for at tørre lunsen af. ”Som din lillesøster, så tillusker jeg mig kun vin og betaler glædeligt for min egen øl.” Forsvarede hun med en flabet mine akkompagneret af en udstukket tunge.
Mimikken gled over i en grimasse ”Vi kommer til at være i mangel på skåle, hvis de nogensinde når at blive gift.” Kommenterede hun mest som i en højtænkt tanke, før noget i brorens svar fangede, der fik hende til at stikke til ham med et; ”Hvilket andre årsager?”

[Theuderic af Sangy]

En brummende, lidt skadesfro latter undslap ham, da Aelin blev hysterisk over en lille bitte smule indvolde. Selvom de længe var blevet voksne, så herskede der stadig en vis nydelse blandt dem, når det lykkedes at pine hverandre bare lidt indimellem. Det styrkede båndene så dejligt. "Årh hold op, Aelin." - "Når du først ser en front, så kommer du til at opleve væsentligt mere indmad på førstehånd." Lød det lidt hovent, "Jeg hærder dig bare."

Theuderic betragtede den flabede gestus og udstukkede tunge, med et uimponeret bryn hævet over hendes ord. "Psh." Udstødte han, men trak alligevel på et skævt smil som hendes ord atter lød. "Det må være muligt at lukke østfløjen af til dem, derhjemme." - "Jeg står ikke i skudlinjen til det Teater én gang til." Bekendtgjorde han og rejste sig for at fatte om dyrets ben og hive den op om nakken. Aelins ord faldt dernæst og han tav, pludselig bevidst om at have sagt for meget. "Du taler for meget." Nøjedes han med at sige, inden han drejede om på hælen og vandrede mod Tencendur, der havde fundet en god plet græs. "Kom nu, vi skal også hjem på den her side af midnat!" Lød det over skulderen, som han bevægede sig væk.

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Jeg er ganske sikker på det er erfaringer jeg helst gør mig i kampens hede, tak.” Utaknemmeligt for ”hensynet” så hun på ham med smallet mund og et skumlende blik. Aelin’s egene erfaringer med fronten var ganske vel begrænset til forskellige sagn og skrifter om krigstid, men det gjorde hende ikke blind for hvordan de skildrede et mere poleret billede af både frontlinjen og tiden efter. Det ændrede bare ikke på det faktum at hun foretrak indmad og blodsprøjt på jorden frem for i sit ansigt.

Nysgerrigheden var på ingen måde mættet og forståelsen for storebrorens modvilje for ægteskab heller ikke større, men Aelin pressede ikke yderligere på efter svar. Hun vidste bedre. Til gengæld åbnede det manglende svar for nye spekulation, der var bedst holdt for hende selv.
Aelin tørrede flygtigt hænderne af en sidste gang i græsset omkring sig, før hun kom på benene og traskede efter Theuderic. ”Man skulle tro du var kommandant og ikke ridder.” Skjult af hans ryg rullede hun en gang med øjnene over hundseriet. De skulle jo nok nå hjem inden midnat og tidsnok til aftens middag.

Tilbage i sadlen på Elroy vendte hun ansigtet mod broren, blikket tog en skarp kant ”Hvis du tager æren for den når vi kommer hjem, så giver jeg dig vand mens du sover.” Advarede hun, velvidende han var fræk nok til at finde på lige netop det, og sporede guldhingsten an så de kunne komme tilbage til borgen.

| Afsluttet |

[Theuderic af Sangy]

Theuderic smilede lidt for sig selv over hendes muggende bemærkning, som hun kom traskende efter. Han lo dæmpet og kastede et flabet blik over skulderen. "Lensgreve." Pointerede han nonchalent, men mindst ligeså flabet som han smilte og nok allermest for at provokere hende. Det måtte han nemlig godt. Specielt overfor Aelin.

Han børste hendes trusler bort, med et "Jaja." og et, "Du skal nok få æren." kun for at underspille faktummet, så ingen alligevel endte med at tro hende den sande jæger af trofæet (xD).

Søskende...

//afsluttet