Lige i tyreøjet!

[Theuderic af Sangy]

Aelin Mélanie af Sangy
Tidlig eftermiddag, solskin

---

Tencendur skrabte utålmodigt med forbenet, inden den hidsigt jappede rundt, så Theuderic måtte have den til at cirkulere om sig selv, hvis ikke den skulle eksplodere. "Aelin! Kom nu forfanden!" Råbte han på lillesøsteren, der end ikke havde nosset sig ud af byhusets hoveddør. Hendes hest stod klar til hende ude i den mindre stenbelagte 'gårdsplads'. Holdt af staldknægten. 
Rundrejsen havde haft den ellers normalt energiske Ridder til at forholde sig i ro de første par dage, efter hjemrejsen. Hans hoved fyldt af det snarlige prospekt om overtagelse af Lenet, nu hvor hans fader havde luftet tanken om at ville til Levagny for at undervise - oven i det faktum at Tómas af Sangy havde fucket sit ikke engang begyndte ægteskab op med Josephine af Aren.. og så var der balladen om Peronelle af Bonville, som han end ikke anede om han overhovedet havde overskud til at tænke i nuværende stund. Ja og for at pynte toppen på kagen, så kredsede det resterende overskud til tankemylder på Adelaide Af Zorete og Fleur af Aren, samt det brev han havde modtaget fra Elaine af Vigny. Han burde besøge hende snart. Hun lød til at ville fortælle noget..

Hans tanker blev afbrudt af lyden af skridt mod brostenene. Han så op og fik øje på Aelin, der endelig havde besluttet at deltage i den forestående jagt, som de oprindeligt havde aftalt at skulle drage ud på. "Ved Mithras, er du også så langsom til at komme, når Matthieu af Grinayles kalder dig til?" Bed han lidt af hende, velvidende at Theuderic ikke altid var den mest tålmodige eller retfærdige, når det gjaldt opdragelse af væbnere.. specielt ikke hvis han var lidt presset i forvejen. Han samlede Tencendurs tøjler op, så hingsten stod stille, og Hugon Kammertjener dermed kunne overrække ham Ridderens armbrøst. Theuderics tidligere væbner var jo blevet slået til ridder.. og i manglen på en ny, måtte Hugon trofast træde til - hvilket Theuderic vidste at han glædeligt gjorde <3 (Vi elsker alle Hugon)

[Aelin Mélanie af Sangy]

Normalvis var den yngste af Sangy børnene ganske velorganiseret. Alt ting havde sin egen faste plads, så hun ikke skulle bruge unødig tid på at finde, hvad der skulle bruges. Normalt var dog et lidt vidtstrakt koncept, når hun en sjældengang i mellem havde fået lov af sin ridderherre til at rejse hjem på besøg. Her spildte hun ikke den sparsomme tid på at pakke pænt ud. I stedet endte hendes ting med at blive smidt på og over vilkårlige møbler eller spredt ud sovekammeret.
Et valg Aelin fortrød inderligt, da hun måtte rode sig gennem det halve værelse for at finde sin armbeskytter. Da det endelig var lykkes hende at finde læderpladen var det med hastige skridt, der periodisk blev til små løben, at hun skyndte sig mod grundstykket foran borgen og den ventende storebror, hvis utilfredse ansigt hun levende kunne forstille sig allerede inden hun overhovedet havde trådt fod på brostenene.

Bemærkning gik hende til at sende Theuderic et skarpt blik ”Hvis det var tilfældet tror du så ikke han havde afskrevet mig som sin væbner?”.
Hun standsede henne ved stalddrengen og fik bundet den sidste snører på armbeskytteren. Opmærksomheden blev derefter vendt mod hendes egen buckskin farvede hingst, Elroy. Stalddrengen trådte frem for at tilbyde en hestesko, men blev mødt af en løftet hånd som afvisning. I stedet steg hun for egen hånd op og greb tøjlerne med den ene hånd, hvorefter hun tog imod sin kortbue med den anden.
”Men jeg er her nu, så hvad er problemet? Vi har stadig masser af dagslys tilbage.” Bemærkede hun, tangerende til flabet og sendte Theuderic et mindre smil, da hun rettede blikket tilbage mod den gråskimlede hingst og broren på ryggen af den.

[Theuderic af Sangy]

Den ældre broder brummede et stille; "Hm." Til hendes bemærkning. Bevares, det kunne hun da have en pointe i. Men Theuderic var ikke vred, bare utålmodig. Så da lillesøsteren endelig havde nosset sig op på sin pony - ja, det var ganske vist en ganske fin hest, men kunne han drille hende lidt, så gjorde han det (<3) - så, mildnede han straks op.

Hendes flabede kommentar fik Theuderic til at skæve i hendes retning med et irettesættende blik, som han alligevel ikke helt kunne holde, da et skævt smil frembrød på hans læber. Så rettede han blikket fremad, "Frisk march, lillesøster!" Lød det foretagsomt, som han sporede hesten blidt. Tencendur var en følsom sag. For meget pres, og Theuderic ville ligge forkrøblet på jorden. Blot det blide pres fra hælene, fik den tunge skimmel til at hoppe lidt frem inden han faldt i en jævn, skridtende gang. "Hvordan går det med livet som Væbner? Er det stadig det du vil?" Spurgte han så, blikket hvilende på hende med oprigtig interesse, som de red side om side. Der var ikke mange kvinder, som Theuderic kendte til, der levede en Ridders liv - eller for den sags skyld en væbners. Så Theuderic brugte af og til noget tid på at overveje om Aelin stadig fandt det tiltalende. Det var jo ikke ligefrem en dans på roser.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Velvidende om hvilken kraft Tencendur kunne finde på at sætte af med, hvis Theuderic ikke havde sluppet sit åndsfarvende sind helt og glemte hvor fint følende hingsten var. Hold Aelin derfor med god grund afstand til skimlen, da den ældre bror prikkede den i siderne.
De få skridt forspring blev hurtigt tilbagelagt, så snart Elroi gik signal til at slå i skridt.

Det var alt for længe siden og selvom det ville være rart at komme hjem med et nedlagt bytte, så var det for en gang skyld ikke det der havde Aelin’s første prioritet. De havde end ikke nået at træde helt ud af ”gårdspladsen” før det blev klart for hende, hvor meget hun havde savnet dét hér; at ride ud side om side med Theuderic.

Hovedet blev vendt i hans retning ”Det er hårdt,” Indrømmede hun som det første ”Der er virkelig meget mudder…” Sukkede hun dernæst tungt, men uden at få smilet til at falme. I starten havde pløret ikke generet hende nært så meget, jovist var det ikke det underlagt hun foretrak. Det var dog først da hun flere dage i træk for tredje gang, eller mere, den samme dag måtte pudse støvler og seletøj fri fra indtørret jord, at det begyndte at hænge langt hende ud af halsen.
”Jeg ville ikke bytte det væk for noget andet. Desuden er Ridder Grinayles en god ridderherre. Han er hård, men retfærdig.” Lød det opfølgende. Hun havde intet imod storslået selskaber, men skulle hun være ærlig overfor sig selv, så havde hun svært ved at se sig selv være tilfreds i længden med at hængende på en mandsarm.
”Er det dét der bekymrer dig, i sådan en grad at du har været ved siden af dig selv de sidste par dage?” Spurgte hun. Naturligvis havde hun ikke kunnet undgå at bemærke, hvordan den ellers så karismatiske ridder havde været mere tilbagetrukket.

[Theuderic af Sangy]

Han nikkede stille, men udstødte et latterfnys da hun sukkende beklagede mængden af mudder. "Ja, pudsekludene har kronede dage i efteråret og foråret." Klukkede han lidt, da han mindedes sin egen tid som væbner - skønt det nu var mange år siden den ældste Sangy søn havde rørt en rustning med en sådan ting. "Det første år efter ridderprøven, da vi blev sendt til grænsestridighederne ved Hasnea, husker jeg at jeg blev så frygteligt skuffet, da jeg ikke fik muligheden for en væbner førend et år efter." Erindrede han og værfede en vildfaren flue væk fra sit åsyn, "Mængden af mudder i norden, får Aren til at ligne en sommertør eng." Uddybdede han, "Så foruden de timer jeg brugte på seletøj, rustning og våben, så fik Tencendur muk på benene." Sukkede han stille ved mindet. Han rettede et opgivende blik på søsteren ved sin side. "Jeg ved ikke om du kan forestille dig, hvor svært det er at komme til hans ben, når han ikke selv føler for det." Han rettede blikket fremad igen. "Det ville have været rart med en hjælpende hånd." Særligt fordi at Tencendur var blevet så arrig på Theuderic, efter hans forsøg på at behandle de ømme områder, at den ramte ham på låret med en baghov, så Theuderic måtte bekæmpe hasneanere med et trælår i en uge efterfølgende. Det var da heldig at han ikke døde.

Han trak på et lidt stolt smil, da hun til sidst bekendtgjorde at hun stadig fandt det interessant. "Det er sådan det skal være." Kommenterede han, "Ridder Grinayles er en god mand." .. det var derfor han havde trukket lidt i trådene, for at få ham til at gøre en indsats. Theuderic vidste at han var ordenlig. Men den detalje behøvede Aelin ikke lige at vide.

Theuderic sad egentlig lidt over reflekterede over sin aftale med Grinayles, da Aelin pludselig spurgte ind til ham. Lidt overrasket så han tilbage mod den mørkhårede lillesøster. "Hm?" - "Hvad mener du?"

[Aelin Mélanie af Sangy]

Følgende de rytmiske bevægelser lyttede hun til brorens anekdoter om sin tid som væbner og de spæde ridder år. Takkede i sit stille sind Guderne for ikke også at havde måttet døje med mug hos hverken Elroy og Chanceux trods mængden af mudder de havde måttet gå i gennem. Det var en kamp hun gerne havde til gode, så pudsede hun hellere både støvler og seletøj til langt ud på de sene aftentimer.
Skimlen var et prægtig ridedyr. En værdifuld stridshest, der havde vist sig at være sin vægt værd i guld på frontlinjen - og ikke mindst livsfarlig. Hingsten havde givet grobund til mange bekymrede tanker og stod det til Aelin, så var Tencendur for længst blevet skiftet ud med en med et mildere temperament eller bare mindre tænding.
”Han bliver din død en dag Theud…” Sukkede hun tungt. Forhåbentligt ville den spådom aldrig gå i opfyldelse. ”Heldigvis forgår ukrudt ikke så let,” Fulgte hun kækt op med, hvorefter alvor indtog de mørke træk ”Men det er jeg nu meget glad for.” Tabet af Cédric havde været et hårdt slag og Aelin havde svært ved at forestille sig, hvis hun skulle have mistet to ud af tre søskende på nuværende tidspunkt.

Mattheiu var som Theuderic beskrev det en god mand, det kunne Aelin kun nikke enig i. Han kunne indimellem være lidt kantet, men på bunden var han god og i virkeligheden nok den bedste til at tage hende som sin væbner. "Jeg havde ikke fået købt nok læderfedt, så jeg var næsen løbet tør inden vi nåede Aren. Han gav mig sin egen krukke med fedt i stedet for at tvinge mig til at gå tiggergang, blandt de andre væbner og riddere." Fortalte hun, og kløede den gule hingst lidt i manen med en finger. Hvem i alverden valgte også at rejse til Aren lenet i efteråret? Det sumpede landskab var kommet en del bag på den unge Sangy, men nu vidste hun bedre og ville fremover pakke rigeligt med fedt til næste gang.

”Du har slet ikke haft den samme energi som du plejer. Så enten er der noget der tynger dig eller også er alderen ved at indhente dig - og det er lidt tidligt, syntes du ikke?” Broren havde stadig mange gode år tilbage i sig, så det måtte være første nævnte der gjorde sig gældende og var skyld i han havde været usædvanlig rolig de første par dage.

[Theuderic af Sangy]

Han lo ved dén bemærkning. "I så fald, kunne jeg ikke få en bedre død." Erklærede han i spøg med smilet bredt om sine læber. Der var ingen tvivl om at Tencendur, på trods af dens dårlige temperament og store potentiale til at forkrøble enhver der rørte 'prinsens' hårlag forkert, så var den Theuderics kæreste eje... og så var han sikkert også den eneste der turde eller kunne ride det store, grå gespændst.

Aelins tilstødende bemærkning, fik ikke smilet til at blegne - tværtimod. Dog så han sig nødsaget til at hæve det ene bryn lidt i skepsis. "Blev jeg lige sammenlignet med ukrudt?" Spurgte han irettesættende, dog underspillet af spøg. Han observerede hendes blik ganske kortvarigt blev formørket af hvad han tænkte, måtte være triste minder. En alvorlig mine fulgte det fjerne blik. "Der skal stærke sager til at aflive mig, Aelin." Bekræftede han hende dog til slut. Minen venlig, men mere alvorlig. Han kunne næsten forestille sig hvem hun tænkte på netop der. Theuderic rettede blikket lidt fremfor sig igen, som han kort reminiscerede over den ældre broder. "Han ville være blevet en god Lensgreve." Tilføjede han så, et lille, vemodigt smil hang ved. Noglegange ønskede Theuderic at Cédric var i live, blot for at han kunne tage den forbandede titel til sig, sådan som det rigtigt skulle have været og Theuderic dermed kunne blive fri. Men ak, sådan lå kortene desværre ikke.

Andre gange, ja, så savnede han ham blot.

Theuderic vendte tilbage fra sit tankespind, da det gik op for ham hvad det var Aelin fortalte ham. Dét imponerede ikke storebroderen. "Hvis han nogensinde får dig til at gå tiggergang, så tager jeg mine ord tilbage." Pointerede han lidt skarpt. "Det er hans ansvar at holde et overblik. Hvis der ikke er fedt nok, så véd han det, eller også så kan han selv gå tiggergang." Lød det lidt resolut, skønt Theuderic nok også lidt havde glemt at en væbner ikke rigtig havde beføjelse til, at irettesætte sin Ridderherre på denne måde. Primært brød han sig nok bare ikke om tanken om, at lillesøsteren blev ydmyget ved at tigge om fedt hos de øvrige væbnere og riddere.

Ridderen drejede ikke hovedet for at se på hende, da hun bekendtgjorde sine observationer. Istedet skævede han til hende ud af øjenkrogen, i et eftertænksomt øjeblik, muligvis lidt bandende over hendes falkeblik, inden han rettede det lidt ud igen. Så trak han på en skæv mine. "Det er alderen." Konkluderede han med nonchalance der alligevel rummede spøg, som han stille nikkede for sig selv for at understrege faktummet. Han sukkede lidt efterfølgende. "Far har bekendtgjort, at han ønsker at tage til Levagny for at undervise på Universitet."

[Aelin Mélanie af Sangy]

”Valmuer betagnes som værende ukrudt, men de er stadig nogle af de smukkeste blomster der findes.” Bekræftede hun, med en let latter boblende lige under sine ord.
Aelin vidste bedre end at fodre sine brødres ego’er, særligt den ældste af dem, men selv hun kunne ikke benægte at de begge var faldet ganske heldigt ud og stadig efterladt rigeligt tilovers til deres lillesøster. Theuderic havde heldigvis ansat brede skuldre, der let kunne bære sin søsters raske kommentarer.

I et ryk vendte hun blikket mod ham ”Du bliver en lige så god Lensgreve.” Forsikrede hun, med nok kraft i stemmen til at lade ham vide alt andet var indiskutabelt.

Hun måtte sukke tungt, da der straks gik overbeskyttende storebror i ridderen. Hvor meget Aelin så end satte pris på det, så kunne det være lige så trættende. En trækning viste sig i den ene mundvig. Hun vidste godt at han mente det godt, og det gjorde det noget sværere at fastholde den lette irritation over hans partiske syn. ”Theud… Du ved så godt som jeg, at selv hvis han fik mig til at ligge grædende på knæ for en krukke fedt, så ville jeg ikke have noget at skulle have sagt.” Prøvede hun formildende, da øjnene faldt tilbage efter deres himmelflugt.

En lavt hængene gren, der videde om hvor længe siden det var de havde redet på denne sti, tvang Aelin til næsten at lægge sig fladt ind over guldhingstens hals. ”Han vil hv-” Halvvejs oprejst måtte hun vige for endnu en gren. Med halv parade, taget lige så meget i overraskelse over udsagnet om, deres fars fremtids ønske, blev Elroy styret ind på sporet bag Tencendur.
Skiftevis flyttede hun blikket frem for sig, ind i nakken på Theuderic, og ned forbi gyldne skulder. Den fugtige efterårsjord gav ikke mange svar af sig og Aelin endte derfor også med at stirre tavst ud i luften.
”Er det derfor du har så travlt med at få Tómas af Sangy giftet bort med hende Aren datteren?” Fløj det dernæst ud, som om prikkerne endelig faldt på plads også selvom det gav endnu mindre mening.

[Theuderic af Sangy]

Han ikke helt kunne hitte ud af hvad han skulle synes om lillesøsterens bemærkninger. Om han skulle være fornærmet over at blive kaldt for ukrudt, eller smigret over at blive kaldt for valmue. Han fangede hendes latter under ordene og Theuderic endte blot med at le, som han rystede lidt på hovedet af hende. "Du er fjollet." - "Men jeg værdsætter komplimentet - hvis det er hvad det var." Sagde han så, "Det er altid rart at få at vide at man er en smuk valmue." Lød det spøgende, med let tilblandet sarkasme, "Det får mig til at føle mig meget maskulin."

Blikket hvilede blot fremfor ham, skønt Aelins efterfølgende ord lød. Han trak flygtigt på et smil og nikkede lidt, taknemmelig for tiltroen, men det var tydeligt at han bøvlede med nogle bekymringer, som han ikke havde i sinde at dele.
Istedet vendte han hellere opmærksomheden tilbage mod hende, da hun tog Matthieu i forsvar. Han sukkede så blot. "Jaja, du har ret." Medgav han, "Jeg vil bare ikke se på det."

Theuderic undveg den lavt hængende gren ved at skubbe Tencendur til siden. Han så undrende til, som lillesøsteren lagde sig fladt over sin hest for også at undgå en. Da hun gled ind om bagved, fastholdt han blot blikket på stien forude. "Ja." Svarede han blot resolut. "Far ville aldrig bede os ægte for Lenets skyld, men han forstår heller ikke at det er sådanne alliancer der fastholder marked og mænd til os." Han vendte hovedet, "Det er handel og gode forretningsforbindelser der gør, at vi har råd til at uddanne fire riddere i familien." Pointerede han og vendte så blikket frem igen. "Aren har god handel og ligger tæt på. Josephine af Aren's mor er en Ivray, som også ligger tæt ved Sangy. Desuden var Thybaudin af Aren min væbner. Han er en god mand og en jeg gerne ser en alliance med, når Reginald en dag går af."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Det var med fuldoverlæg at Aelin hverken bekræftede eller afkræftede om det havde været et kompliment. I stedet endte hun med at sidde med et hemmelighedsfuldt smil, mens hun kæmpede for ikke at lade latteren få liv.
”Du vil måske foretrække at være en kornblomst? I så fald må du tage den diskussion med Tómas.” Spurgte hun halv flabet tilbage. Det alene burde være svar nok for Theuderic. Selvfølgelig var det et kompliment både valmuer og kornblomster var lillesøsterens ynglings blomster og havde været det siden hun første gang havde forsøgt at plukke dem. Med tiden havde hun i underbevidstheden associeret blomsterne med de nulevende brødre. På den måde føltes de altid lidt tættere på når landskabet blev rød og blå plettet.

Aelin lyttede nøje til de mange, og helt legitime, grunde hvorfor det var så vigtigt at knytte bånd med Arenslægten. Det var politik, nøjagtigt som alt andet i livet var og selvom Aelin godt kunne se fornuften i det, måtte hun alligevel sidde undrende i sadlen. Theuderic var som resten af Sangy børnene ikke helt tabt bag en vogn, men ordene der kom ud af munden på ham lød så underligt distancerede, som om det var deres mor der talte gennem den.

”Men hvorfor Tómas?” Spekulerede hun åbent ”Jeg forstår hvorfor det ikke er mig. En potentiel ægtemand ville kunne nægte mig at færdiggøre ridderdannelsen og det ville være spild af tid og resurser, men hvorfor vil du gifte ham væk først?” Spørgsmålet var reelt nok. Talte rygterne bare lidt sandt, så havde Theuderic ikke problemer med at finde en kvinde at ægte. Han havde både charme og en fornem titel i sigte, alligevel stod han stadig som ugift i en alder af 33 år.
Så snart stien fik mere brede på sig prikkede hælene mod Elroi, så de endnu red side om side.

[Theuderic af Sangy]

"Aaarh.." Trak han skævt på det, skeptissen lurende under overfladen. "Så er rød mere min farve." Lød det så spøgende, da hun truede med at kalde ham for kornblomst istedet. "Tom er mere en kornblomst." Tilføjede han, "Lyseblå gør ham nuttet. Så lad ham endelig beholde den."

Theuderic vendte hovedet mod hende, da hun skridtede op på siden af ham igen. Hendes spørgsmål fik først brynene til at hæve sig lidt i panden, inden de faldt tilbage på deres vanlige plads. Han sukkede stille og trak på den ene skulder. "Om det er nu eller i morgen er vel ligegyldigt?" kommenterede han halvhjertet. Egentlig ønskede han sin bror glad, men altså.. Lenet kom først. Sådan som det nok i sidste ende altid gjorde. Det var jo hvad der brødfødte familien. "Reginald tilbyder en stor medgift med Aren pigen. Hun er vist et stykke arbejde... men han tilbyder også en lukrativ handelskontrakt som jeg helst ikke er foruden." Forklarede han, "Hendes stand er for lav til mig. Hvis vi skal være helt praktiske."- "Så jeg er nødt til at finde en der som minimum er Guldskjold." Sagde han så, lidt kølig i stemmen. Men han tog ikke en for enhver pris - deraf sin faktisk ret høje alder, af en ugift mand at være.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hun kunne ikke lade være med at sende ham et blik, som tydeligt lod ham vide at det vidste de begge to godt han ikke mente helhjertet. På mange punkter var Theuderic den perfekte blanding mellem deres forældre, hvilket i grunden også var det der gjorde Aelin var sikker på han nok skulle blive en god lensgreve, men det betød også lillesøsteren ikke købte kynismen for Tómas af Sangy fremtid.
Kort efter kom den egentlige grund, medgiften i form ad en handelsaftale, der unægtelig ville tjene deres familie godt mange år efter brylluppet havde stået. Det var bedre end en hver skattekiste pigebarnet ville slæbe med sig ind på Sangy borgen. Selv hun måtte erkende for sig selv, at det var en aftale kun en idiot ville afslå også selvom Josephine af Aren efterhånden havde fået sig noget af et ry.

Aelin himlede åbenlyst med øjnene ”Så vi kommer til at trækkes med mindre, bare fordi vi ikke står til at kunne kaldes os lensherre?” Sagde hun i en dramatisk tone, da han begyndte at tale om stand som en undskyld for den manglende kone til ham selv. Ordene var dog ikke ment helt så dømmende som de lød, hvilket hun sørgede for at understøtte med antydningen af et skæv smil.
En mental liste over samtlige giftemodne komtesse i de forskellige Guldskjold slægter blev tavst gået i gennem før de mørke øjne voksede sig store ”Du gifter dig ikke med en af Lancelin af Suilleaux ’s døtre…” Forbød hun straks med næsen vrænget i afsky. Lidt kontroversielt, så fandt lillesøsten det mod al forventning for underligt med to mænds tætte venskab.

[Theuderic af Sangy]

Da Aelin blev stille lidt tid, rettede han undrende blikket mod hende og så det som hun sendte ham tilbage. Han forstod godt at hun reprimanderende ham for sine hårde ord, men Theuderic havde ikke så meget at tilføje til det. Så han lod bare blikket falde lidt ud til siden.

Hendes andre ord, fik det dog vendt tilbage mod hende, da han faktisk blev lidt fornærmet over dem. "Trækkes med mindre?" Undrede han sig, "Aelin, hvis du formår at charmere en Prins eller Hertug så står jeg ikke i vejen for det." - "Men såfremt det ikke er tilfældet, så får i hvad jeg kan forhandle mig til. Det ved du også godt." Tilføjede han og styrede hesten under ham, ned af en smal sti. "Tom indvilligede i et giftermål, men har tydeligvis fortrudt det efter at have fået at vide, at det blev Aren pigen. Hvis han virkelig modsætter sig det, eller at det skøre pigebarn rager mere ulykke til sig, så afbryder jeg forlovelsen." Sagde han resolut. Theuderic ønskede ikke en bror der hadede ham på grund af et fejlslagen ægteskab, men han ønskede heller ikke sin families ry tilsølet af Aren pigen. Det var ikke den medgift værd.

Aelins snak om vennes døtre, fik ham til at le og vende sig om for at se om hun mente sine ord, eller om hun bare drev gæk med ham. "Mirielis af Lemaux og Gisella af Suilleaux?" - "Jeg ville ikke røre dem med ildtang." Sagde han med et underholdt smil på læben. "Det er Lancelin af Suilleaux 's døtre, ærligt talt, Aelin." Ja, så skulle det dælme da kun for at afværge en eller anden større krise for kammeraten af Suilleaux. Men ellers ville et giftermål til de to, ganske kønne og respektable Suilleaux døtre, være ligesom at gifte sig med sine egne døtre. Det var bare langt over grænsen. "Desuden er Gisella er lovet bort til ham den vanvittige baron af Monteres." Sagde han pointerende, med en underliggende hentydning til hvor 'hårdt' hans søskende åbenbart havde det på ægteskabsfronten, med det prospekt Theuderic havde valgt til Tómas af Sangy .

[Aelin Mélanie af Sangy]

Ansigtet trak sig sammen og fik søsteren til at ligne en der ikke var helt sikker på om hun skulle grine eller græde, da Theuderic nævnte prinser og hertuger. Aelin var fuldt bevidst om det ikke havde været andet end talte eksempler, men hun kunne ikke helt indgå at finde det lidt malplacerede.
Aldrig i dette liv ville en prins eller en hertug kigge hendes vej, om så hele verdens prinsesser forsvandt. Selv et kønt ansigt kunne ikke dække over det faktum at hun nu en gang var væbner og fremtidig ridder. Det brød for meget med de fleste adelsmænds forestilling, om at finde en ikke bare fødedygtig kone, men også helst en nysselig en af slagsen.
”Bare find en mand, der som minimum er respektfuld overfor mig.” Sagde hun med et skuldertræk. Mere kunne hun ikke bede om.

Skiftet ind på en smallere sti tvang hende til at ride bagerst. “Ah.” Lød det irettesættende overfor guld hingsten, da han et øjeblik virkede døv for den halve parade, der skulle holde ham fra at gå helt oppe i røven på sølvhingsten.
Øjnene voksede sig større til de lignede to rundskjold ”Ham den skravlede? Marcel af Monteres ?” Stemmen var tyk af vantro. En hård knude satte sig i brystkassen ved tanken om den unge Gisella af Suilleaux i ægteskab med den sindssyge baron. "Tror du det er sandt hvad der siges om ham? De siger han under hver nymåne indtager et for tidligt født barn for at øge sin fertilitet." Det var et absurd rygte, men når man så den unge baron var det ikke svært at se, hvorfor det var blevet til. Han lignede ingen anden mand i adlen og rette belysning mindede han mest om et yndefuldt lig. 

[Theuderic af Sangy]

Theuderic forstod ikke det sammentrukne ansigt. I hans øjne var lillesøsteren ligeså meget en hertug værdig, som så mange andre. Hun var af god slægt, havde en god medgift, et yndigt ansigt - omend hun også slog en proper næve, men altså whats not to like? Så uforstående skød han blot brynene i panden og rystede lidt på hovedet af hende. "Naturligvis." Svarede han så, men ønskede ikke at grave mere i det, da han kunne mærke at han stille og roligt bevægede sig lidt ud på dybt vand ifht søsterens præferencer og forestillinger om sig selv. Dét turde han ikke grave i. Ikke på denne måde.

"Ja, nemlig." Svarede han, da Aelins stemme hørtes vantro bag ham. Han brød ud i latter, da han hørte det overtroiske rygte der åbenbart florerede om den skindforkrøblede Baron. "Er det hvad folk siger?" Lo han og kastede et blik over skulderen mod Aelin. "Et eller andet sted skulle det faktisk ikke undre mig, hvis han gjorde, men jeg tvivler dog på at det er sandt." Forklarede han. Han granskede kort sin hukommelse for minder af Marcel. "Jeg har vidst truffet ham få gange, men ikke som sådan ført en samtale. Han virker ikke ligefrem indbydende." - "Jeg har lidt ondt af Gisella. Hun er en sød pige.." Et øjebliks tavshed herskede da Theuderic kortvarigt reflekterede; "Det undrer mig dog at Lancelin af Suilleaux ville bortgive hende til ham."