De sidste stop

[Svea Købmand]

Marcel af Monteres

Efterhånden var der ikke lang tid tilbage af rundrejsen og Svea så frem til dette. Det havde været en interessant tur på mange måder og hun havde lært meget, men hun var samtidig også ved at længes efter at komme tilbage til storbyen og sit hjem - som hun kendte så godt. Hun var også lidt træt af at tage sig af de adelige, selvom hun elskede at hjælpe andre så føltes det meningsløst at lappe sammen på folk der så tog ud og gjorde skade på sig selv igen. Hun var ikke sikker på hun ønskede at arbejde med soldater eller riddere i fremtiden, det føltes som om ingen af dem tog sig af hvad hun havde at sige.

En af ridderne havde tilmed beordret hende til at komme til sit værelse for at se til ham og det havde udviklet sig til en lidt uheldig situation, hvor han næsten havde udsat hende for noget hun ikke havde sagt ja til. Hun havde formået at stikke af, men var stadig en smule rystet af oplevelsen, da hun kom til at støde ind i en anden mand - en mand som hun kendte som Lensbaronen af Monteres. Hun var tæt på at ende på gulvet, men nåede at gribe sig selv ved at lægge hånden mod den nærmeste mur.

"Tilgiv mig Deres Nåde, jeg så mig ikke for." Sagde hun og nejede dybt, i håb om at han ikke ville blive for vred på hende. Hun blev stående og så ned i gulvet, mens hun overvejede om han ville gøre hende noget - ligesom den anden mand havde forsøgt.

[Marcel af Monteres]

Det var kommet som en overraskelse for lensbaronen af Monteres, da han stødte ind i den kvindelige helbreder. Han tog sig til sin slanke arm, rundt om det tynde silkestof fra hans skjorte. Marcel af Monteres velkendte lange, blonde hår hang løst ned mod hans skuldre, og de karismatiske, skarpe træk i ansigtet med de indsunkne kinder indikerede alt for tydeligt på rygtet om, at han var en kræsen mand.

"Pas dog på! Det gjorde ondt!" udbrød han hæst, og så på den unge kvinde, der nærmest havde lidt mere overlast end han selv havde. Blikket var skarpt og mistroisk. Der var ikke ligefrem noget ridderligt i hans væremåde over for en kvinde, der havde været tæt på at falde. Men hun var borgerlig - hvor usselt - og var, på baggrund af dette, intet værd for Marcel. I hvert fald ikke for nuværende.

"Et øjeblik.." Marcel gik de enkelte skridt hen imod hende. Hans slanke silhuet virkede næsten kejtet.
"Du er helbreder, er du ikke?" spurgte han interesseret. Så rakte han sin arm frem, "Så helbred mig for din fejltagelse! Det var trods alt dig, der gjorde, at jeg fik ondt i armen."

[Svea Købmand]

Det var aldrig til at sige hvordan adelige ville opføre sig overfor hende og denne gang havde hun vist været ekstra uheldig. Hans reaktion overraskede hende en smule, så hårdt følte hun ikke at hun var gået ind i ham, men han så også meget spinkel og mager ud så måske at ting let gjorde ondt på ham.

"Tilgiv mig." Sagde hun igen og slog blikket ned i et forsøg på at se meget skyldbetynget ud. Da han trådte hen mod hende mærkede hun sit hjerte banke hurtigere. Oplevelsen fra tidligere på aftenen sad stadig i hende, tænk nu hvis denne mand også ønskede noget af hende som hun ikke ville give ham. Hans efterfølgende ord var derfor mere eller mindre en lettelse, også selvom han var meget ubehøvlet.

"Jo, Deres nåde." Sagde hun og løftede tøvende blikket. Hans ord fik hende til at løfte øjenbrynene lettere overrasket. Hun kunne ikke spilde sin gave på den måde - det ville være forkert.
"Med forlov Deres Nåde, så er jeg erfaren nok til at tænke at De nok hverken har forstuvet eller brækket Deres arm - jeg ved ikke om der er noget jeg kan helbrede." Hviskede hun og var allerede nervøs for hans reaktion.

[Marcel af Monteres]

Der var stille et øjeblik imellem dem. Marcels så på Svea med store øjne i manglende forståelse over hendes modsvar. Stod dette pigebarn og nægtede, at gøre en indsats for at rette op på den fejltagelse, hun havde gjort? I virkeligheden havde hun ret; armen var hverken brækket eller forstuvet, så Svea ville umuligt kunne udføre helbredelse af nogen art. Det eneste, han havde mærket, var at blive skubbet. En handling, som Marcel af Monteres bestemt heller ikke havde oplevet særlig ofte, så for ham havde det gjort yderst ondt, blandet godt op med en teatralsk og dramatisk reatkion.

Så afbrød han stilheden med en høj, lys latter, der virkede så malplaceret i situationen. Men han kunne ikke lade være. Ligeså sjældent som han blev skubbet, ligeså sjældent oplevede han, at folk sagde ham imod. Marcel havde alle dage været forkælet, og det havde bestemt ikke ændret sig da titlen som lensbaron var kommet til ham.

"Du morer mig, tøs," grinede han let og slog efterfølgende over i et smil, "Dit navn er Spea-- Smea-- Hvad er det nu?" Marcel bevægede håndledet i cirkulære bevægelser, mens at han så sig meget tænksomt til siden, "Svea! Jeg har skam hørt om dig. Det Store Nye Talent inden for helbrederkunsten. Alle vil have fingre i dig."

[Svea Købmand]

Overraskelsen var tydelig og Svea tænkte at det nok var sjældent nogen sagde ham imod - ikke at hun ikke forstod det. Han virkede ret intimiderende, ligesom mange adelige mænd gjorde. Hun havde dog ikke forudset den næste reaktion, den høje, lyse latter, som skar igennem luften og gjorde hende nervøs for at de ville tiltrække andres opmærksomhed. Hun rynkede øjenbrynene undrende sammen, mens hendes blik gled hen over hans ansigt - rynken mellem hendes øjenbryn blev kun mere tydelig da han kaldte hende 'tøs'.

"Jeg er ikke en tøs og ja, mit navn er Svea Deres Nåde. Svea Våbensmed." Sagde hun lettere misfornøjet.
"Der er vist mange der taler om mig ja, men jeg ved ikke om jeg er noget stort talent eller om alle vil have fingre i mig. Faktisk, prøver jeg bare at passe mig selv Deres Nåde." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe mens hun så på ham med et flakkende blik.
"Vil De have fingre i mig også?" Spurgte hun nervøst.

[Marcel af Monteres]

Det lå naturligt til Marcel at fange hvert eneste lille træk i ansigtet på mennesker. Hans blik var skarpt på hende, da han fangede det første tegn på hendes misbehag. Rynken i panden. Derefter fangede han stemmen. Den nervøse undertone. Og til sidst bidet i underlæben med det flakkende blik.

Marcel kluklo for sig selv. Han ignorerede fuldstændig hendes rettelser, som om, at hun ikke vidste bedre. Og i stedet for at besvare spørgsmålet direkte, tog Marcel det sidste skridt frem mod hende, der resulterede i, at de pludselig stod ganske tæt. Han ville prikke til hendes nervøsitet. Provokere det stakkels pigebarn ud i et nervøst sammenbrud, hvis det var det, det kunne føre til. For egen underholdnings skyld.

Han duftede af rosenvand i de blonde lokker. Frisk og alligevel kvalmende sødt. Og ligesådan var hans stemme også, som han hviskede lavmælt imellem dem, så det kun var hende, der ville høre hans ord.

"Hvorfor, Svea Våbensmed? De er da ikke bange for mig, er De vel?"

[Svea Købmand]

Svea syntes alle hans reaktioner var mærkelige. Det virkede som om han opførte sig fuldstændigt modsat af hvad et normalt menneske ville gøre. Sikke nogle underlige personer hun havde mødt på denne tur. Var alle adelige så skøre i bolden? Var det det der skete, når man fik alting forærende hele livet?

Da han trådte tættere på bed hun tænderne sammen men blev stående. Hun var for stædig til at lade ham vinde. Hun ville ikke vise at hun var bange, selvom hun underbevidst gjorde det. Hun knyttede sine næver og så lige ind i hans klare isblå næsten grå øjne. Han ville være en smuk mand, hvis det ikke var fordi hans personlighed var så overskyggende grim og indbilsk.

"Mig? Nej. Jeg er ikke bange for Dem. De kan ikke gøre mig noget, ikke når vi står her på gangen." Sagde hun. Godt nok var der ikke kommet nogen forbi, men hun vidste at tjenestefolk ofte kom gående og han ville vel ikke have et dårligt ry.

[Marcel af Monteres]

Marcel af Monteres smilede bredt over hendes svar. Hun var opmærksom. Ligesom han selv var. Han fjernede sig ikke, men i stedet blot stående tæt, alt imens at hans grå blik hvilede skarpt i hendes. Så nikkede han ligeså stille som han kluklo for sig selv. Havde de været i Monteres havde situationen været en anden, og gangene havde været til hans fordel. I et andet len havde han ikke magten. Noget, som de begge to meget vel var klar over. Det var såmen ikke fordi, at han tænkte særlig meget over sit ry; den var trods alt ikke særlig god i forvejen.

"Meget vel!" udbrød han pludselig højlydt, inden at hans slanke silhuet bevægede sig væk fra Svea endnu engang, "Aren er heller ikke noget i sammenligning med Monteres. Svage, hvis du spørger mig.. I Monteres ville din opførsel have udløst noget andet."

Marcel slog halvhjertet med hånden over den slanke skulder, "Se det som en lille form for velsignelse at jeg lader det gå for nu, Svea Våbensmed. Selvfølgelig indtil vi sammen engang rammer Monteres."

[Svea Købmand]

Det var tydeligt at baronen ikke havde hørt særlig godt efter i geografitimerne eller på planen om rundrejsen og hun gloede næsten dumt på ham, mens han talte. Aldrig havde hun da mødt mængden af ringe viden i en person.
"Men vi rammer jo aldrig Monteres." Sagde hun og rynkede øjenbrynene. "Det ville tage flere måneder at komme fra Rouvry til Monteres - det når vi slet ikke inden vinteren. Jeg er ret overbevist om, at de ikke tager længere end tilbage til hovedstaden." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå, hvorefter hun smilede.
"Så jeg må skuffe Dem og sige, at vi nok aldrig når dertil." Bemærkede hun.
"Farvel, Deres Nåde." Bemærkede hun med en ukarakteristisk hånende tone i sin stemme og vendte sig om for at gå sin vej.

[Marcel af Monteres]

Marcel drejede nærmest om på hælen, da Svea traskede forbi ham. Smilende for sig selv, inden at han trådte et skridt frem og hans lyse stemme lød bag hendes ryg.

"Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt at det ville blive nu, frøken Våbensmed!" pointerede han provokerende, som han teatralsk slog ud med begge sine arme. Som en skuespiller på en scene, stod den slanke, lettere kejtede krop rank i ryggen, alt imens at han fortsatte sin pointe.

"På et tidspunkt fortsætter Rundrejsen, og som en af de mest talentfulde helbredere i Falanie vil de ikke kunne undvære Dem. Indtil da vil jeg sidde i Monteres og afvente Deres besøg! Og tro mig, hvordan kan man glemme sådan et sødt ansigt som Deres?"

Lensbaronen kluklo med et smørret smil på læben, alt imens at armene elegant og feminint blev lagt i kors. 

[Svea Købmand]

Svea var irriteret over at han blev ved med at tale, men hun vendte sig om og så på ham med et lettere træt ansigtsudtryk.
"Jeg er sikker på at de kan undvære mig på den næste rundrejse Deres Nåde." Sagde hun og strøg en krøllet lok af sit hår bag øret.
"Og det er meget nemt at glemme mig, mindst ligeså nemt som det er at glemme Dem." Bemærkede hun og lagde armene over kors, mens hun betragtede ham med et afventende blik. Han var virkelig skør i bolden, men der var også noget ved ham, som hun fandt ret underholdende - på en eller anden mærkelig måde.