Terningerne er kastet

[Lanval af Suilleaux]

Caspian af Vigny
På vej til Rouvry

Stemningen var høj. Væbnerne og ridderne var taget på kro for at komme lidt væk fra landevejens strabadser. Krostuen var fuldt af rejsende, løse kvinder og kroværter der forsøgte at holde en vis form for orden i kaosset. Lanval var dog ikke særlig interesseret i orden, han var mest interesseret i at spille et kast terninger med en gruppe af mænd. En af dem var Caspian af Vigny som han tilfældigvis var endt sammen med ved et bord.

"Du lyver." Sagde en lettere stor mand, med et rødt skæg som hed George og en meget spinkel ung væbner løftede sit kruds og viste terningerne der sandt nok ikke svarede overens med hvad han havde sagt.
George rejste sig op "Drik op." Bemærkede han og pegede på kruset med øl, som den unge væbner lettere frygtsomt gik igang med at drikke. Det gik langsomt, selvom de prøvede at skynde på ham.

"Skal vi vædde på hvor længe det tager ham at drikke op? To timer?" Sagde han til Caspian og smilede en anelse skævt, mens han selv tog en slurk af sin øl.

[Caspian af Vigny]

Caspian var ankommet til den befolkede krostue senere end de andre væbnere og riddere. Han var trådt ind i fuld uniform efterfulgt af sine personlige livvagter. Hans grand entrance sikrede, at alle de tilstedeværende anerkendte hans tilstedeværelse. Han var jo en yderst vigtig person.

Han havde taget plads ved et bord med nogle tilfældige, som spillede et spil, mens de to vagter stod parat et par meter væk som truende statuer. Det viste sig imidlertid, at spillerne var nogle simple typer, og at det kun gjaldt om at drikke.

Der gik et øjeblik, før Caspians dovne, kølige øjne opdagede, at drengen ved siden af ham henvendte sig familiært til ham, og den fine næse rynkede sig i afsky over at blive talt til. Hvem var det nu, knægten var? Suilleaux-arvingen, hvis han ikke tog fejl. En simpel væbner.
”De kan tiltale mig Herre, væbner,” sagde han køligt. Dernæst hev han et dokument frem fra sin lomme og lagde det på bordet. Langsomt så han rundt på dem alle uden noget smil eller anden venlig gestus.

”Lad os gøre aftenen mere interessant og hæve indsatsen. Dette er en kontrakt på en af mine hurtigste heste. En hingst fra Suilleaux." Hans blik gled videre til Lanval og øjenbrynet hævede sig en anelse, idet han afventede knægtens indsats. Spil var kun interessante, hvis man kunne vinde noget.
"Er du med eller ej?" lokkede han.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval anså ikke rigtig Caspian som en yderst vigtig person. Han havde altid mindet ham lidt om de der pyntegenstande på et bord fuld af mad. Flotte udenpå, men ikke rigtig til meget gavn. Lanval prøvede dog stadig at være venlig mod manden, tydeligvis uden meget held eller gengivelse. Reaktionen på hans kommentar fik Lanval til at skære en indvendig grimasse, men hans ansigt viste dog ikke meget af hans misbilligelse. Han havde allerede lyst til at rejse sig op og gå sin vej. Dårligere selskab, havde han aldrig oplevet.

"Jeg har ikke noget at spille med." Sagde han uden nogen skam i livet. Han var ikke rig. Lancelin af Suilleaux gav ham kun akkurat penge nok til det han havde brug for og hans ridder var heller ikke ligefrem generøs.
"Så det bliver desværre uden mig. Herre." Bemærkede han tørt og rejste sig op, så stolen blev skubbet tilbage med en høj og skærende lyd.

[Caspian af Vigny]

Et hånligt smil bredte sig på Caspians læber, da væbneren indrømmede, at han ikke havde nogen penge. Penge betød magt og velstand. I hans øjne bragte manglen af penge Lanval ned på niveau med resten af pøbelen.
Dovne, arrogante øjne betragtede knægten rejse sig. Han så alt for stolt ud til at ville låne penge, selvom det ville være en fin ting at have på knægten. I stedet kunne Caspian ikke lade være med at se, om drengen bed på hans provokationer.

”Er din onkel nærig med pengene?” spurgte han. ”Ak og ve, din stakkel. Hvad skal der mon blive af dig, når først lensgreven og grevinden får en arving? Så bliver du jo ... ubetydelig.”

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde egentlig tænkt sig at finde nogle af de andre væbnere, måske nogle der var lidt mere afslappede at være sammen med. Han havde svært ved arrogante røvhuller som Caspian og de tiltrak altid folk af samme slags.
Ordene fik ham til at stoppe op og han trak på skuldrene, mens han lod blikket glide ned på Caspian, som lignede en sur påfugl.
"Hellere være ubetydelig end at være forkælet møgunge." Sagde han og trak på skuldrene. Lanval havde intet ønske om at være arving, det var for mænd der gerne ville have magt. Lanval ville bare gerne være fri og det ville han snart blive om cirka et års tid.
"Vi ses, herre." Bemærkede han spydigt og gik op mod baren for at se om han kunne få sig et krus med øl.

[Caspian af Vigny]

Varme steg op i Caspians kinder. Hvor vovede dette udskud at kalde ham en forkælet møgunge! Han var fristet til at sende vagterne efter Lanval for at straffe ham. Måske ville han beordre dem til at dyppe væbneren i hestenes vandtrug, eller afklæde ham og efterlade ham nøgen ude på gårdspladsen. Det var den slags ting, han ville have gjort på væbnerskolen.

Men han var ridder nu, mindede han sig selv om, og knægten var alligevel stadig Suilleaux-arvingen. For nu. Han lovede sig selv at holde øje med Lanval i fremtiden.
Surt vendte han sig mod de andre. ”Nå, hvad bliver det til?” smældede han. "Vis jeres indsats." Forhåbentlig kunne en sejr fjerne den bitre eftersmag i munden.

/Lukket