En meget tidlig morgenstund

[Lancelin af Suilleaux]

Kysset havde været yderst tiltrængt lensgreven. Så meget at han havde fulgt hendes læber en anelse for at bibeholde kysset bare et ekstra sekund. Så åbnede han øjnene, hvortil det blå blik straks landede i Helenes.

Et støn af et grin forlod hans smalle læber, da hun kommenterede, hvad deres oprindelige plan ude på den kølige græsplæne havde været.

"Du fryser ikke?" spurgte han, som han lod sine varme hænder finde hendes overarme i blide strøg, "Eller har tjenestepigerne gjort et godt arbejde?" Han så på hende med et træk i mundvigen.

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede skævt og lænede sig lidt ind mod Lancelin, denne gang så deres pander stødte mod hinanden. Hun tog en dyb indånding. "De har gjort det næsten lidt for godt," konstaterede hun. "Vi er jo ikke nordpå længere. Her er slet ikke koldt nok til alt det her, hvis man bevæger sig bare en lille smule."

Hun strøg fingrene over hans nakke. "Jeg vil høre mere om stjernerne, før vi sniger os ind sammen igen og du får en ordentlig nats søvn i en rigtig seng."

[Lancelin af Suilleaux]

"En rigtig seng?" gentog han roligt. Trækket i mundvigen havde ændret sig til et lettere smil. "Det var enten min ryg eller min stolthed, det måtte gå ud over," drillede han hende nonchalant, og blev pludselig opmærksom på sin ryg, der bestemt havde lidt overlast af det hårde, ukomfortable møbel.

"Nuvel, Deres Excellence, stjernerne.." Lancelin tog hendes hånd og guidede hende rundt, hvorefter at han trak hende ind mod sig så hendes ryg hvilede mod hans brystkasse. Hans ansigt var ikke langt fra hendes, og som han rettede blikket op mod himlen lød hans stemme lavmælt, så hun kunne mærke den varme ånde mod øret, "Lad os se.."

Med en hånd guidede han deres blikke mod et par stjerner, og som han bevægede hånden fra den ene til den næste, optegnede det en næsten lige linje.

"Yphions Præstinder, kalder man dem. Efter sigende øger det frugtbarheden hvis de alle tre står helt lige til hinanden.."

[Helene af Suilleaux]

Helene lo af Lancelin. Det var vidunderligt at have det så let over noget, der for så kort tid siden havde været enormt alvorligt. Hun lod sig føre ned at ligge mod ham og fik kun en ganske let kuldegysning over hans stemme lige i hendes øre. Det kildede og ikke kun på den hud, der var udsat for hans varme ånde.

"Det gør de jo ikke lige nu," drillede hun. "Så vi har ikke travlt, kan jeg forstå, Deres Excellence."

Hun smilede så meget, at det kunne høres i hendes tonefald.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin drejede hovedet en anelse af den kække kommentar, og skimtede på den storsmilende Helene, "Sig mig engang, min kære, på hvilket tidspunkt har vi haft brug for Yphions velsignelse?" drillede han lavmælt tilbage med et smil, inden at han rettede blikket op på himlen igen, hvor stjernerne stadig glimtede i mørket.

"Hvis min hustru er så religiøs som hun udgiver sig for, så kan vi vel ligeså godt øve os lidt ekstra indtil de står lige.. Forberede os, om man vil," lød hans stemme drillende eftertænksomt, som kom han stille og roligt frem til en helt formidabel idé. Et diskret smil trak sig i hans mundvige.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnes over Lancelins svar. Hun kiggede op på stjernerne og smilede over det imponerende syn. Så fnøs hun dog lidt af ham, mundvigene stadig sitrende.

"Jeg er ikke i tvivl om, at min husbond nok skal sørge for, at vi får øvet os," mumlede hun muntert, men også lidt tøvende.

"Jeg er ikke sikker på om jeg er klar til det... Hele." Hun rømmede sig lavt.

[Lancelin af Suilleaux]

Hans lange fingre fandt Helenes, og som han flettede dem i hinanden tog han en hørlig indånding. Til trods for, at hun ikke sagde det højt, så var det tydeligt for lensgreven, at hun tøvede over hans ord og følte sig ganske malplaceret. Han havde såmen kun ment det i sjov, men taget ugerne i betragtning var det måske forkert af ham.

"Hør mig ad," lød hans stemme lavmælt og eftertænksomt mod hendes øre, "Hvad hvis vi aftaler, at vi venter med alle former for.. natlige fornøjelser, så længe vi er i Rouvry. Det vil fjerne vægten fra dine skuldre om at fremskynde din følelse af at 'blive klar', hvis du forstår.." Han skimtede på Helene ud af øjenkrogen.

[Helene af Suilleaux]

Helene tog en dyb indånding igen og drejede hovedet nok til at se på Lancelin. Hun rynkede panden svagt og rystede på hovedet. "Det er for længe," svarede hun lavmælt. "Jeg har ikke brug for flere uger, men jeg er meget glad for din tålmodighed," forsikrede hun.

"Jeg har lyst til at være klar." Hendes mundvige sitrede. "Du ved det godt, men du er en frygtelig god elsker..."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin svarede ikke på hendes kommentar om hans elskov udover et træk i mundvigen. I stedet fortsatte han deres forhandling med løsningsforslag i en eftertænksom tone. De måtte finde en løsning for hende, "Så se bort fra mine syndige kommentarer engang i mellem, Helene. Uanset hvor meget jeg siger, så er det rigtige tidspunkt helt og alene op til dig. Jeg venter til den aften du giver mig din tilladelse."

En forsikring. Han ville aldrig tvinge sig på hende. Ord, som han havde sagt tidligere, men her gav han hende magten for at styre det.

[Helene af Suilleaux]

Helene famlede lidt, men fandt så Lancelins hånd og gav den et klem. "Jeg skal forvalte den magt du giver mig fornuftigt og uden at bruge den til at drive dig til vanvid," mumlede hun i et drillende løfte. Hun strøg sin tommel over hans.

"Men der må også være andre måder end den ene man kan få en mand til at finde sin tilfredsstillelse på? Jeg ved at vi skal arbejde frem mod en arving, men en hustru skal holde sin mand tilfreds. Der må være flere veje end en?"

Hun var blændende uvidende, tydeligvis, men uhæmmet i sine spørgsmål til ham i mørket.

[Lancelin af Suilleaux]

Han så tænksomt frem for sig inden at han tog en dyb indånding. Så rettede han sig en anelse tættere mod Helene, med kinden mod hendes hår og ualmindelig tæt på hendes øreflip.

"Der er.. mange andre måder," lød hans stemme lavmælt og hæst i en rolig forsikring, imens at han så det for sig. Så skimtede han på Helene ud af øjenkrogen. En idé havde dannet sig i hans tanker, som ville komme dem begge til gode.

"Hvad med, at vi prøver os lidt frem hver aften, eller som det nu passer os, men uden en forventning til mere, hvis du forstår. Ligeså snart du beder mig om at stoppe, så stopper vi det hele, uanset min umættelige trang til dig," Lancelin lod sit blik falde betragtende mod deres hænder, hvor deres fingre flettende kærtegnede hinandens.

"På den måde vil magten stadig være din, Deres Excellence," hviskede han roligt.

[Helene af Suilleaux]

Helenes fantasi blev prikket lidt til, selvom hun ikke havde konkrete, mentale billeder at supplere med. Til gengæld vred hun sig svagt over følelsen af Lancelins ånde mod hendes øre. Hun tyggede ned i underlæben og blev lidt opslugt af hans ord.

"Det er en aftale," mumlede hun. "Hvad tænker du på... Lige nu?"

[Lancelin af Suilleaux]

"Aftale," havde han roligt gentaget, med et diskret træk i mundvigen, gemt fra hendes blik.

Så spurgte hun indtil hans tanker. Han kunne umuligt være ærlig. Helenes hjerte ville ikke kunne tåle at høre om hans syndige tanker. Så han valgte bevidst at gå en anden vej.

"Hm.." brummede Lancelin, som han så frem for sig. Han overvejede sine ord inden at den velkendte, rolige tone fortsatte, "Jeg overvejer, at sende min hustru tilbage til lensborgen. Det er ved at blive sent for dig. Desuden, så har jeg lovet Deres far, at diskutere Falanies økonomiske fremtid over en ualmindelig god flaske vin."

Lancelin vendte sit blik mod Helene med et skævt smil.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde regnet med at få malet et beskidt, men spændende billede om hvad hun skulle stille op med ham, for at give ham tilfredsstillelse. Da han i stedet svarede noget fuldstændig tørt og kedeligt om vin med hendes far, åndede hun hørligt ud og drejede hovedet mod ham.

"Du vil sende mig alene i seng med alle de her tanker væltende rundt i mit hoved? Er det en eller anden form for straf, Deres Excellence?"

Hun så bebrejdende på ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Deres blikke fangede let hinandens, idet hun drejede ansigtet mod ham. Lancelin smilede diskret over hendes bebrejdende udtryk. De nysgerrige tanker var kommet til hende, og mens at han ville sidde fordybet i en samtale over en flaske vin, kunne hun i mellem tiden fundere yderligere over dem i deres seng. Måske ville hun finde svarene selv. Endda gode idéer.

"Du får lov til at sige hvornår vi stopper, jeg får lov til at sige hvornår vi starter.." sagde han nonchalant med et drilskt glimt i øjet, "Vores aftale træder i kraft i morgen aften. I mellem tiden kan du tænke lidt over det."

Så rettede han sig en anelse, rejste sig fra sin plads bag Helenes ryg og rakte efterfølgende en hånd for at hjælpe hende op fra tæpperne.

"Kom, jeg følger dig op."