En meget tidlig morgenstund

[Helene af Suilleaux]

Helene så på Lancelin igen. Hun rystede på hovedet. Så lagde hun sin hånd i hans og lod ham føre hende hen til tæpperne. "Jeg er bare overrasket. Jeg vidste ikke at du interesserede dig for stjerner."

Hun sank ned i det bløde og lagde sig på ryggen med en enkelt pude under hovedet.

"Ved du noget om dem?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin havde lagt sig til rette ved siden af Helene, oprejst på den ene albue. Og imens at hendes blik var mod himlen, havde Lancelin i stedet taget sig selv i at betragte hende i stedet. Et vagt smil hvilede ubevidst over hans læber.

Først da hun stillede sit spørgsmål og gjorde ham opmærksom på stjernerne, rømmede han sig en anelse over sin ubevidste betagelse af hende, og rettede de blå øjne mod himlen over dem. Denne aften var den overdrysset med klare stjerner.

"Stjernen dér," Lancelin lænede sig en anelse ind mod Helene, og pegede mod en ualmindelig klar stjerne, der blinkede i det fjerne, "Er Hasnea's stjerne. Nordstjernen." Selvom at de ikke som sådan rørte hinanden, så dannede der sig alligevel en varme i lensgreven, til trods for at den let kølige aftenluft bed en anelse. "Der er en historie om en dronning i Hasnea, som ønskede en sten der ville skinne ligeså klart som den."

Lancelin skimtede mod Helene ud af øjenkrogen, inden at hans blik rettede sig mod stjernen igen og han fortsatte historien i et roligt tempo, "- En stjerneklar nat som denne blev hun sygelig begærlig, da hun så stjernen fra sit vindue, og kun iført sin hvide natkjole forsvandt hun ud i Hasneas snedækkede sletter kun med øje for den. Det eneste tjenestefolket fandt var fodspor i sneen der fortsatte for flere og flere mil."

[Helene af Suilleaux]

Helene mærkede Lancelins blik og havde varmen under det, selvom natteluften var kølig. Hun så flygtigt på ham, før han pegede Nordstjernen ud og hun fulgte fingerens retning til den klare, glimtende prik på himlen. Så begyndte han at fortælle og hun fulgte levende med, imens billeder fra historien dannede sig i hendes hoved.

Hendes fingre søgte og fandt hans, som de sneg sig ind imellem. Hun så stadig op på stjernerne, men var meget opmærksom på hvor tæt de var på hinanden.

"Man så hende aldrig igen? Tror du hun nåede sit mål eller frøs ihjel?" Hun gøs let og klemte om hans hånd.

[Lancelin af Suilleaux]

Pludselig mærkede han hendes fingre flette sig ind i mellem hans. Det var som om, at alle hans sanser blev styrket blot af denne lille berøring. Uden at tænke yderligere over sin handling gengældte han en anelse hastigt deres fingers søgen, hvortil at han klemte hendes slanke hånd varmt og let.

"Realiteten er så makaber," sagde Lancelin kort for hovedet og trak en anelse på den ene skulder, "Jeg ved ikke med dig, men jeg kan godt lide tanken om, at hun endelig fik det, som hun så inderligt havde ønsket sig," Lancelins blik flakkede en anelse, inden at han til sidst rettede det mod Helene ved sin side.

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede over svaret og over Lancelin, der klemte om hendes fingre. Hun tog en hørlig indånding og nikkede. "Det er en rigtig rar tanke," medgav hun. "Lad os vælge at tro på det."

Hun drejede hovedet og så ham i øjnene. "Det her er det mest charmerende du nogensinde har gjort," konstaterede hun. "Jeg er vild med det. Fortæl mig flere historier om stjernerne?"

[Lancelin af Suilleaux]

Et smil dannede sig på lensgrevens læber over øjenkontakten og Helenes kommentar. "Mere charmerende end vores første kys, ligefrem?" drillede han hende, og mindede sig selv om kysset i gangen tilbage i Levagny, der havde resulteret i hendes syngende lussing.

Så rykkede han sig ubevidst en anelse tættere på hende, for at vende blikket mod stjernerne endnu engang, og med en finger guidede han deres blikke på stjernehimlen. "Lad mig se.. Dér har vi Mortems Klinge. De bliver endnu mere synlige jo tættere vi kommer på De Døde Sjæles Nat," sagde han lavmælt i mellem dem, da han havde rettet sig så deres ansigter var ganske tætte mod hinanden. "Og-- Dét her er Komtessens Hjerte. Kan du se, hvor ensom hun er?" Og dér, midt på den mørke himmel, glimtede en stjerne med god mellemrum til de andre. Det virkede næsten som om, at den stod ganske alene.

Lancelins blik sank en anelse, og et enkelt støn forlod de smalle læber som et minde kom til ham.

[Helene af Suilleaux]

Helene fnøs let. "Mind mig ikke om det. Det var langt fra charmerende," mumlede hun anklagende. Så smeltede hun lidt sammen med ham, imens han udpegede stjerner. Hun holdt særligt af komtessens hjerte.

Da Lancelin gik i stå med en ukarakteristisk lyd, vendte hun hovedet og så på ham igen. De lå helt tæt og hun trykkede et flygtigt kys mod hans kind.

"Hvad minder den dig om?"

[Lancelin af Suilleaux]

Det flygtige kys mod hans kind var varmende i den kølige aftenluft. Det fik Lancelin tilbage fra mindet, og hans blå øjne fandt Helenes. Det havde slet ikke været meningen. Han åbnede munden en anelse, prøvede at få sine ord ud, men de sad i halsen. Overvejende

"Du ved," startede han, "Min tidligere hustru, Griseldis. Det var hendes yndlingsstjerne," hans blik rettede sig mod stjernen, der glimtede ivrigt på den mørke himmel, "- Fordi hun vidste lige præcis hvordan den stjerne måtte føle, inden at vi mødtes."

Lancelin satte sig op. Det var en sjældenhed at han bragte sine tidligere hustruer på bane. Han måtte erkende overfor sig selv, at med Helene var tingene begyndt at ændre sig for ham.

"Helene," Lancelin tav for en stund. "Jeg er ved at glemme hende.." indrømmede han endelig. Det gik op for lensgreven, at Helene så småt var begyndt at tage den plads, som hans store kærlighed havde haft.

[Helene af Suilleaux]

Helene lyttede. Imens gled hendes hånd ud af Lancelins og hun strøg ham let over kinden, før han satte sig op. Hun fulgte langsomt efter, satte sig i skrædderstilling overfor ham og betragtede ham alvorligt. Tydeligvis var det stort for ham at kunne tale om i det hele taget, for hendes mand var ikke den store, åbenhjertede sjælsudkrængende type. Ganske langt fra. Derfor rørte det noget ved hende, at han delte sit indre med hende nu, selvom det var dårlige følelser, der kom med. Hun sank.

"Lancelin," mumlede hun blidt og lagde en hånd på hans knæ. "Er du sikker på, at du er ved at glemme hende og ikke, at du endelig er ved at slippe hende fri? Hun skal nok vente på dig i dødsriget, men indtil da, lever du her. Du bør lade dig selv leve."

Hvad hun så stillede op i dødsriget, når hun skulle dele Lancelin med hans to tidligere hustruer, kunne hun ikke spekulere over nu. Hun nægtede at være jaloux på afdøde kvinder.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin mærkede hendes hånd mod sit knæ, hvilket fik ham til at rette det blå blik op på hende. Han lyttede til hendes ord med en ubevidst bekymret panderynken. Et støn forlod hans læber, og han så væk for en stund; som prøvede han at samle sine tanker.

"Du forstår det ikke, Helene," lød hans stemme roligt, mens at hans blik hvilede ud over den mørke slotsgræsplæne. Det kunne have lydt bebrejdende, men så fortsatte han langsomt, "Jeg er begyndt at glemme hende på grund af dig. For dig."

Så fandt hans blik Helenes igen, "- Og jeg fortryder det ikke engang."

[Helene af Suilleaux]

Helenes mellemgulv stak lidt. Det var en voldsom indrømmelse og ikke en hun havde lyst til at høre. Mirielis af Lemaux og Gisella af Suilleaux skulle ikke vide, at deres far var ved at glemme deres mor. Hun kunne næsten ikke bære den vægt hun følte på sine skuldre over at erstatte en kvinde, der døde for så mange år siden og ville have været så meget ældre end hende selv i dag. Hun tog en hørlig indånding og lod sin hånd falde. Så samlede hun begge hænder foran sig og vred dem lidt.

"Det er ikke mit ønske, at du glemmer hende," svarede hun dæmpet. "Jeg er ikke en erstatning af hende eller Emmetes mor. Jeg er nyt kapitel i dit liv. Okay?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik flakkede en anelse i Helenes. Hendes ord ramte overraskende godt på lensgreven, der følte en trøst i dem. Også selvom, at han ikke var enig. Han kunne ikke forklare hvordan Helene havde gjort ham så ualmindelig betaget af hende. Hvordan han kunne ligge i de nætter, de ikke var sammen, og tænke på hende. Hvordan han kunne finde på at spekulere over, hvad hun mon foretog sig når hun ikke var i nærheden. Hun var såmen, ganske ubevist, begyndt at blive lensgrevens største svaghed.

Hans hånd søgte hendes slanke fingre, og han gav den et enkelt klem. "I så fald, Helene af Suilleaux, så er det et kapitel, jeg ser frem til at bruge resten af mit liv på." Deres hænder var varme i hinandens i den kølige aftenluft.

[Helene af Suilleaux]

Helene smeltede helt over det lettere pladderromantiske svar og hun klemte omkring Lancelins hånd med et mildt udtryk i ansigtet. Han var ellers ikke én til at være så blød. Derfor virkede virkelig ret effektivt på hende. Hun satte sig op på knæ og lagde en støttende hånd på hans skulder, for at kunne læne sig ind og kysse ham bestemt.

Bevares, han ledte vejen i meget af deres ægteskab, som hun alle dage havde lært at en mand skulle, men hun kunne ikke se bort fra hvor længe siden det var siden hun rigtig havde kysset ham. Hun havde brug for at gentage det, samtidig med at hun besvarede hans erklæring med handling. Han havde ordene i sin magt i aften, hvorimod hun følte sig lidt forpustet på den front.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var såmen også et meget sjældent syn, at se og høre lensgreven af Suilleaux være så sentimental. Pladderromantisk, om man ville. Han havde sommetider også undret sig over den pludselige varme følelse, han fik, når han tænkte på Helene dér alene om natten. Eller sågar kunne hun uprovokeret dukke op i hans tanker til trods for, at han befandt sig under et vigtigt møde. Tænk sig, han havde endda også overvejet situationen med en forgabt, elskovssyg teenager af en lensgreve; en tanke, der havde fået ham til at smile for sig selv.

"Helene.." Startede han, som hun lænede sig frem. Han blev afbrudt. Deres læber mødtes for første gang i lang tid. Varmen fra hendes kys ramlede ind over ham, som mistede han pusten af dens effekt. På den ene side føltes det så nyt og på den anden så velkendt. Følelsen fik ham til at lukke øjnene i nydelse.

Hvis dog bare hun havde en anelse af, hvilken effekt hun havde på ham. Lancelins varme hånd fandt hvile mod hendes hals og kæbeparti mens kysset varede ved. Hun pustede til ilden med dette kys, og Lancelin måtte kæmpe for at holde sig i skinnet.

[Helene af Suilleaux]

Helene besvarede sit navn med en lille brummen, men stoppede ikke af den grund. Hun svajede let ind mod Lancelin og tiltede hovedet i kysset. Det var længe siden. Alt for længe siden, at de havde kysset sådan. Hun mærkede varmen stige op i sig selv og mellemgulvet tumlede en tur. Så var hendes fingre i hans nakke og hun tog en hørlig indånding tæt på hans læber.

"Lancelin," mumlede hun blødt, før hun trykkede sig ind til ham igen med en lille lyd. Hun stoppede først efter en varm, tæt stund og trak sig lidt åndeløst væk.

"Jeg kan ikke se nogen stjerner herfra." Hendes blik spillede, som hun så ham i øjnene.