En meget tidlig morgenstund

[Lancelin af Suilleaux]

Ubevidst kørte han legende vinglasset rundt i sine hænder i mangel på at finde ud af, hvad han skulle gøre af sig selv. Normalt var Lancelin ikke tilbageholden med intime øjeblikke, og især ikke over for de kvinder, som havde fanget hans interesse på samme måde, som Helene helt og holdent havde fanget siden deres første samtale på paladset i Levagny. Men af en eller anden grund var han blevet en anelse mere rådvild overfor netop hende. Det var højst sandsynligt en blanding af, at ville have hende og ikke at gøre hende fortræd.

Som hun henvendte sig til ham måtte han dog skimte op på hende igen. Det blå blik landede roligt i hendes, som hun sad der i badekaret og prøvede at dække sit bryst med de feminine arme. Dampen fra det varme vand dansede op i luften og havde sat sig i de bløde, røde kinder.

"Det er en del af den menneskelige anatomi ikke at kunne nå nogle bestemte steder uden en ekstra hånd.." sagde han blot. Han stillede vinglasset fra sig på et bord, inden at han nonchalant gik tættere mod badekaret, "Som om at Guderne ønskede, at vi måtte være hinanden behjælpelige under badet."

Uden yderligere forklaring begyndte han at folde ærmerne op. Så rakte han en hånd ud til hende, som en hentydning til, at hun skulle give ham sæben, "Lad mig vise dig hvor."

[Helene af Suilleaux]

Helene fulgte Lancelin med blikket og kunne godt mærke effekten han havde på hende, men hun var stadig usikker efter perioden væk fra hinanden og lod ham ikke straks se alting. Hun rømmede sig lidt over hans leg med ordene og var ret sikker på at det ikke var punktet midt på hendes ryg han havde tænkt sig at vaske.

Alligevel sagde hun ham ikke imod. Hun dækkede sine bryster med kun den ene arm, som hun ledte efter sæben på bunden af karret med den frie hånd. Til sidst fandt hun den og løftede den op til Lancelin med store øjne.

Hun havde været tiltrukket af ham fra første færd, men meget intimideret. Det var hun til tider stadig, især efter Zorete, men under sin arm kunne hun også mærke sine bryster blive fastere ved tanken om hans hænder imod sig igen. Hun vidste ikke om hun kunne håndtere at ligge med ham igen, men den tid, den sorg.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik fulgte Helenes bevægelser, som hun rettede sin opmærksomhed efter at finde sæben på bunden af badekaret. Den fugtige hud af hendes bryst blev endnu tydeligere, da hun måtte skifte taktik og kun dække sig med en arm for at få fat på sæben. Den ellers så kontrollerede lensgreve følte endnu engang sig en anelse rådvild, og han måtte synke diskret for sig selv.

Så rakte hun ham sæben. Deres hænder mødtes i hinanden, hendes slank og lille i hans. Sæben var glat imellem dem, og det varme vand fra badekaret gjorde hans hånd våd.

Med en rømmen fik lensgreven kontrol på sig selv igen. Så satte han vej til enden ad badekaret, hvor hun sad med ryggen til. Han lænede sig ind over kanten og lod sine hænder, med sæben, dyppe ned i det varme vand. Hans ansigt var ikke langt fra hendes.

"Ryggen er det sværeste sted at få vasket ren uden hjælp.." Hans stemme lød roligt over hendes skulder. Som en knitrende varme rørte hans hænder pludseligt hendes bare ryg.

[Helene af Suilleaux]

Helenes blik var fanget i Lancelins, indtil han flyttede sig. Så drejede hun hovedet og så lige frem. Hun slap sine bryster, da han gik om bag hende og rykkede sig et lille stykke frem i karret.

Hun smilede svagt over hans ret unødvendige forklaring. "Virkelig," svarede hun sarkastisk. "Det anede jeg ikke."

Hun bøjede sig dog et stykke frem over sine ben og mærkede snart hans hænder imod sin ryg. Det fik hende til at slippe en hørlig udånding og lukke øjnene. "Mmh," brummede hun, overtalt af følelsen.

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes flabede, sarkastiske kommentar fik Lancelin til at trække en anelse i den ene mundvige, imens at et lavmælt støn af et tilbageholdent grin forlod hans hals. "Så er det derfor, at du ikke har spurgt efter min hjælp hver gang du har været i bad," besvarede han ligeså sarkastisk tilbage.

Med sæben i hænderne vaskede han hendes bare ryg med rolige strøg. Så lænede han sig pludselig en anelse frem som et resultat af, at han førte hænderne fra ryggen og ind under de slanke arme. Deres ansigter blev tættere på hinanden, nærmest så hun kunne mærke hans ånde mod hendes øreflip. Hans hænder med sæben var faretruende tæt mod hendes bryster.

"Bliv nu ikke forskrækket over det næste sted.." hviskede han roligt, og så sank hans hænder yderligere ned i vandet mod hendes inderlår.

[Helene af Suilleaux]

Helene sank lidt hen ved følelsen af Lancelins hænder mod hendes ryg. Hun havde det fortræffeligt lige i det øjeblik. Så lod han hænderne glide under hendes arme og hun rettede sig brat op. Hendes hjerte hamrede lidt. Hun kunne overskue det, hvis han rørte hendes bryster. I stedet bevægede han sig mod hendes inderlår og hun klemte dem instinktivt sammen.

"Nej," tumlede det ud over hendes læber. "Jeg er ikke klar." Hun hev en mundfuld luft ned i lungerne. "Til det," tilføjede hun. Hun greb hans ene hånd. "Langsommere," bad hun, som hun vendte ansigtet mod ham og søgte hans blik. "Jeg beder dig."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin stoppede midt i en bevægelse da hun klemte sine lår samme og fangede hans ene håndled med sin hånd. Hans ansigt drejede sig en anelse mod Helene, som hun søgte hans blik, og han behøvede næsten ikke hendes ord for at forstå hentydningen. Han var måske gået for modigt til værks, i hvert fald indså Lancelin hurtigt, at han havde trådt over hendes grænse. Det var måske også gået lidt for hurtigt.

“Selvfølgelig,” bekræftede han hendes ord, imens at han trak hænderne til sig fra hendes lår. I stedet fokuserede han endnu engang mod hendes ryg, denne gang mod nakken, hvor han i blide strøg vaskede hende. Og som han trak sig væk resulterede det også i, at deres ansigter ikke var så tætte som før.

“Jeg har lagt planer for os i aften,” lød hans stemme nonchalant, blot for at ændre emne for deres begges skyld. Han brændte stadig for hende, så han måtte gøre et forsøg på at ligge det ud af kroppen for en stund.

“Jeg har bedt dine tjenestepiger om at klæde dig godt på efter aftensmaden. Vi skal ikke så langt, men det bliver køligt.”

[Helene af Suilleaux]

Helene havde halvt lyst til at føre hans hånd tilbage til hendes mave og op over den til hendes bryster, men hun holdt sig også i skindet og vendte blikket fremad igen.

Hun tog en dyb indånding og stirrede ud i luften. Deres første måned sammen havde hun været umættelig, men nu var der kommet en distance ind, som skulle generobres. Hun ønskede nærkontakten med Lancelin, men vidste ikke hvordan hun skulle få kun en smule af den, uden at han troede hun var klar til mere.

Det sad hun og tænkte over, da han talte igen. Hun forstod dog ikke helt om hvad og rynkede panden svagt.

"Hvad mener du? Hvor skal vi hen?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin smilede vagt for sig selv over hendes nysgerrighed, skjult bag hendes ryg. "Ikke så langt," svarede han kort for hovedet, "- en af tjenestepigerne vil følge dig derhen," afsluttede han roligt, som han skimtede op på hende og anede hendes undren.

Så hævede Lancelin sig fra sin plads bag hende. Hans kærtegn mod hendes ryg og nakke stoppede, for i stedet at gå et par skridt om på siden af karret. Han fangede hendes øjne med sine på sin vej, og uden hæmninger vedligeholdte han øjenkontakten som han i stedet lod sin hånd forsvinde ned i vandet igen. Der fangede han hendes feminine hånd, hævede den over vandoverfladen og placerede roligt sæben i hendes hånd.

"I mellem tiden, så kan du vaske dig de steder, hvor jeg ikke må komme til." Flabet kommentar. Og uden yderligere forklaring på hvad han havde planlagt til hende denne aften, rejste han sig fra sin plads ved karret og gik mod døren. På sin vej fangede han det halvfyldte vinglas, han havde haft med sig, hvortil at han stoppede op og tog en slurk. Så stillede han den fra sig igen, denne gang tom, inden at han forlod gemakket.

[Helene af Suilleaux]

Helene blev efterladt aldeles frustreret over hemmelighedskræmmeriet og havde lyst til at rejse sig fra badet og følge efter Lancelin med hans selvforsikrede smil. I stedet slap hun en lille lyd, efter døren var gået, og sank dybt ned i karret med fingrene lukket om sæben.

Timer efter, da de havde spist aftensmad med familien og bortforklaret morgenen, tydeligvis begge uinteresserede i at hendes forældre hørte sandheden, klædte hendes tjenestepige hende på i flere lag, selvom kulden ikke var sat særligt ind endnu i Rouvry og nætterne stadig var ret milde. Hun spurgte, men pigen vidste ikke hvor hun skulle hen. Derfor ventede hun blot, nu let svedig i den varme beklædning. Det gjorde hende mildt irritabel. Hvad havde han planlagt?

[Lancelin af Suilleaux]

En tjenestepige havde henvendt sig til Helene. "Deres Excellence, denne vej." Og så havde hun ført den let svedige Nådigfrue med sig ud af lensborgen. Solen var gået ned og den milde aften havde allerede lagt sig over Rouvry. Som de gik ned ad den grønne slotsplæne, hvor kegler af lys kastede sig fra de mange vinduer, blev den klare stjernehimmel mere og mere tydelig som deres skridt førte dem frem.

En mørk silhuet viste sig for dem, som de nåede godt hen ad slotsplænen. Tæpper var lagt på plænen, ikke langt fra et stort birketræ der stod ensomt. Lancelin vendte sig om mod dem og gik roligt de kvindelige skikkelser i møde. Den klare nattehimmel kastede sit blege lys ned mod dem. Månen hjalp ligeledes godt til med at gøre hinanden synlige.

"Helene," lød Lancelins stemme roligt, som han nåede dem med et træk i mundvigen og en rank ryg. Så stoppede han op og så hendes beklædning, "Du ligner en, der skal vandre i Charenoys bjerge.." Han selv var iklædt nogle mindre lag end hende, "Nuvel, så er vi da sikre på, at du ikke kommer til at fryse."

[Helene af Suilleaux]

Helene var mystificeret over hele opsætningen. Hun gispede lavt over Lancelin, da han dukkede op fra mørket. Så fnøs hun over hans kommentar og hævede begge bryn lidt.

"Du havde selv sagt at de skulle klæde mig varmt på," kommenterede hun tørt. "Hvad... Er det her?"

Hun så fra tæpperne til ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin svarede ikke Helenes spørgsmål i starten. I stedet henvendte han sig tjenestepigen med et enkelt nik, "Tak, Fayette, De kan gå." Tjenestepigen nejede høfligt inden at hun ligeså stille trissede tilbage mod lensborgen.

Så rettede lensgreven fokus mod Helene, idet at han trådte en anelse til siden. Blikket faldt mod den lille anretning af tæpper, "Hvornår har du sidst set på stjerner, Deres Excellence?" spurgte han roligt. Lancelin rettede sine blå øjne mod hende, en anelse spændt på at se hendes måske lettere perplekse udtryk.

[Helene af Suilleaux]

Helene rynkede panden over spørgsmålet og så lettere uforstående ud. Hun trak på skuldrene og løftede blikket til himlen, hvor et utal af stjerner blinkede ned.

"Jeg har nok været lille. Jeg husker det ikke," indrømmede hun. "Mener du virkelig, at vi bare skal ligge herude og se på stjerner?"

Hun lød lidt åndeløs. Hun var overrasket. Perpleks.

[Lancelin af Suilleaux]

"Ville der være et problem i det?" spurgte Lancelin roligt med et træk i mundvigen, og morede sig over hendes uforståenhed og perplekse tilstand. Han forventede dog ikke et svar.

Så rakte han hånden ud og ventede på, at hun ville lægge sin i hans. Lancelins blik hvilede afventende på Helene. Fast og uden tanker på at fjerne det fra hende. Hendes hud var pludselig endnu blegere under måneskæret. Og alligevel var hendes læber stadig røde. Et smukt syn.

"Kom.."