En meget tidlig morgenstund

[Helene af Suilleaux]

Helene krydsede armene foran sig, imens Lancelin talte. Hun vidste at han havde været gift før, elsket Miris og Giselas mor. Hun følte ingen jalousi over det. Hun ønskede blot at han havde behandlet hende bedre.

Opslugt af tristhed over sin egen skæbne, forstod hun først ikke hvad han sagde. Så faldt det på plads, men ikke som en lettelse. I stedet bed hun hårdt sammen igen.

"Nej du er ej. Lad være med at spille dit spil nu. Det er for ondskabsfuldt, selv for dig."

Hun havde tårer i øjnene. "Ingen behandler nogen de bryder sig om på den måde."

[Lancelin af Suilleaux]

Selvfølgelig skulle hun sige imod. Det fik lensgreven til at ranke sig en anelse i ryggen. Det irriterede ham, frustrerede ham ud til det yderste, at hun kunne stå og fortælle ham, hvordan kærlighed var. Med bestemte skridt fjernede han det lille mellemrum i mellem dem, alt imens at hans blik forblev i hendes.

"Du aner intet om kærlighed, Helene, du er nitten!" udbrød han provokeret. En dum kommentar, bestemt. Men han ville have hende til at forstå, at han forhelvede var fortabt i hende!

"Jeg er forelsket i dig, hvad er det, du ikke ser? Skal jeg give min formue væk før at det går op for dig? Skal jeg give lenet til min broders søn? Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, for at overbevise dig!"

Det havde været et stort ønske for Lancelin at skaffe sig en arving så lenet ikke ville gå til Lanval af Suilleaux . Et ønske, som han havde fremlagt inden deres bryllup, og som de sammen var blevet enige om var fællesmålet for ægteskabet.

[Helene af Suilleaux]

Helene stirrede op på Lancelin og tog en hørlig indånding i et gisp. Hendes næsefløje udvidede sig, som hun trak vejret synligt hurtigere. Hun vidste intet om kærlighed?

Han var tæt på nu og hun burde være bange, flygte. I stedet blev hun stædigt stående fast og rokkede sig ikke en centimeter.

"Jeg er måske kun nitten, men jeg ved at man ikke opfører sig så koldt overfor en man elsker," svarede hun vredt igen. "I Zorete, da jeg troede du..." Hendes tårer vældede over. "Og så lo du bare af mig? Anklagede mig for at ligge med Ridder Sangy."

Hun snøftede ind. "Alt jeg ønskede var at du var varm. Forstående. Og så... Så mistede jeg ham." Et hulk undslap hende. "Jeg ville ikke engang være gravid mere. Jeg tror jeg ønskede ham væk."

[Lancelin af Suilleaux]

De blå øjne fangede synet af tårerne, der ligeså stille var begyndt at trille ned ad hendes kinder. Hvordan hun ligeså stille ikke kunne holde det inde mere overfor ham, der stod ligeså urokkeligt foran hende. Pludselig var hun ikke den hårde og stædige kvinde, som hun havde fremstået natten forinden. Hendes skrøbelighed, som han havde set et par gange tidligere, blev endnu engang synlig for lensgreven af Suilleaux, og mindede ham om hendes alder. Hun var ikke andet end en ung kvinde, der var ved at finde fodfæste i en hård verden. Hun havde oplevet et ægteskab og alt hvad det indebar, og nu også en spontan abort, der ville få de fleste kvinder til at miste modet. Og alligevel, til trods for modgangen og synet af hendes tårer som de stod der, måtte Lancelin erkende, at han havde fået sig en stærk hustru. Den helt rigtige.

Som hun hulkende stod der, ignorerede Lancelin den kølige luft imellem dem. Hans hænder greb om hendes feminine overarme, hvorefter at han bestemt trak hende ind til sig. Holdende, nærmest knugende. Så tæt at han kunne mærke hendes hulkende bevægelser mod sig.

"Hvis Mortem havde planlagt dette, så var det dét der skulle ske.." lød Lancelins stemme roligt mod hendes hår, "Det var ikke din skyld."

[Helene af Suilleaux]

Helene kæmpede ikke imod, da Lancelin trak hende ind til sig. Til gengæld hulkede hun hørligt og mærkbart i den sorg hun ikke havde tilladt sig selv. Hun burde spare sig selv for fremtidens skuffelse og afvise ham, men hans pludselige omsorg føltes for lindrende og hun trykkede sig i stedet ind til ham.

"Men hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor ham?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik hvilede ud over floden, der ligeså stille fortsatte sit ærinde bag dem. Stille og roligt bevægede sig vandet langsomt. Det var som om, at det ikke kun var vandet, men ligeså vel tiden, der pludselig sænkede farten. Ham holdende om hende, tæt, og Helen hulkende mod hans hårde brystkasse. Han tyssede en anelse trøstende på hende.

"Det er kun et svar som Mortem kender," forsikrerede Lancelin, "- Vi andre må bare acceptere hans valg."

Han rettede sig en anelse tilbage og så mod sin hustru. Hans tommel fandt den blege kind, som han roligt tørrede kinden tør for tårer.

"Så, så.. Det var bedre. Se på mig," Lancelin så på sin hustru med det blå blik, sigende "- Vi kommer til at klare det her ganske fint. Sammen."

[Helene af Suilleaux]

Helene lod sig trøste. Hvordan den samme mand kunne være så kold og så varm var over hendes forstand. Hun så op og ind i hans øjne, imens han strøg hende over kinden og forsikrede hende om at det nok skulle gå.

"Hvordan? Vi skændes hele tiden og går fejl af hinanden." Hun snøftede hørligt ind. "Og du... Du var alt for hård ved mig, når jeg kun var brændende arrig, fordi jeg troede du havde ligget med en anden. Og jeg... Jeg sagde du havde slået mig."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lyttede til hendes ord inden at hans blik blev flabet sigende, "Helene af Suilleaux, sådan er det med kærlighed," lød hans stemme roligt, "- man tvivler, siger noget og man misforstår. Lige indtil, at den ene siger højt, at man ikke vil se vedkommende igen. Alligevel, selvom at man har ment hvert eneste ord, har man et brændende ønske om, at den anden også misforstod dette, for i stedet at komme tilbage på - hvad ved jeg - hesteryg igennem en tåget ukendt skov."

For første gang i lang tid trak lensgreven en anelse i mundvigen, som han ellers normalt plejede at gøre. Så tog han en dyb indånding og fortsatte sin prædiken.

"Man kan nemt finde sig en at blive gift med. Men det er ikke et ægteskab, der får dig til at kæmpe for den anden.." afsluttede han sigende.

[Helene af Suilleaux]

Helene var ikke helt nået til at kunne le af noget af det, men Lancelin fik et meget vagt træk på smilebåndet, før hun snøftede lidt ind igen.

"Hvad er det så? Pligtfølelse?"

Hun lænede sig frem og hvilede panden mod hans skulder.

"Jeg har ikke gjort andet end at kæmpe imod dig. Jeg troede ikke jeg betød noget som helst."

[Lancelin af Suilleaux]

"Kærlighed, min kære," svarede han hurtigt på hendes spørgsmål for at feje idéen om pligtfølelse væk. Det var ikke derfor, at han havde fulgt efter hende. Det var ikke derfor, at han havde sat ved hendes side under aborten. Det var ikke derfor, at han havde haft et øget behov for at være hos hende.

Lancelin holdte Helene ind til sig, alt imens at hun erkendte sin kamp mod ham. Men han ville ikke kommentere dette yderligere. De havde begge gjort fejl i dette her.

"Efter at have udsat dig for alt den her misforståelse, så kan jeg bedre forstå, hvorfor du løj. Det mindste jeg kan er at vride mit hjerte ud og kaste den på jorden foran dig til offentlig skue, ikke sandt?" Lancelins hånd fandt hvile mod hendes hår, "Mit hjerte tilhører dig, Helene af Suilleaux."

[Helene af Suilleaux]

Helene hulkede en gang mere, men det var nærmere opgivende end ulykkeligt. Hun trykkede sig ind til Lancelin og tog en hørlig indånding.

"Så skal du også passe på mit," mumlede hun. "Og passe på dit temperament. Det skal vi måske begge to."

Hun løftede hovedet igen og så op på ham med store øjne og røde kinder.

[Lancelin af Suilleaux]

Han fangede hendes blik, idet hun løftede hovedet og så op på ham. Lancelins træk i mundvigen forsvandt. Alvoren dannede sig i hans ansigt.

"Selvfølgelig," forsikrerede han roligt, "Mit temperament kan du håndtere. Men dit hjerte vil jeg passe på med alt jeg har kært."

Lancelins blik landede mod hendes fyldige læber. Han sank en anelse. Alt i ham havde lyst til at kysse hende, men forblev i kontrollen til trods for, at djævlen på hans skulder hviskede i hans øre. Han havde lovet ikke at tvinge sig på hende.

"Vi må hellere.." brummede han afbrydende, og fjernede sig en smule fra Helene. Hans hånd, derimod, fangede dog hendes feminine. Han havde ikke lyst til at slippe hende helt.

"Et bad må være at foretrække når vi kommer tilbage.. Jeg skal nok bede tjenestepigerne om at varme noget vand til dig."

[Helene af Suilleaux]

Helene havde ikke lyst til at give slip, men de stod ude i skoven ved floden og selvom nogen ville tænke det romantisk, så var det nærmere lidt for fugtigt og blæsende. Hun klemte om Lancelins hånd og nikkede. Så slap hun for at gå over mod Chantilly.

Turen hjem foregik i tavshed. Da de nåede borgen var folk bekymrede, men Helene forsikrede og snart efter sad hun i det omtalte kar med dampende vand og løst, fugtigt hår. Hun lukkede øjnene med et tungt suk og skummede er stykke med sæbe op mellem hænderne.

[Lancelin af Suilleaux]

Det havde været en kold fornøjelse ude i tågen tæt ved flodens bred. Så det var med fuld forståelse fra tjenestestaben, da Lancelin bad dem gøre vandet klar til Helene. De gjorde endda deres for at gøre det en smule hurtigere, end de plejede.

Og mens Helene fik varmet sig i badet havde Lancelin slået hul på en flaske vin til trods for, at den kun lige var sidst på formiddagen. Alkoholen varmede ham op. Han havde siddet på en stol ved Rouvrys spisebord og set ind i pejsens flammer. Flygtige tanker strøg ham. Syndige. Tanker om Helene svøbt i vand og sæbeskum. Tanker om hvordan hun havde det.

Lancelin rejste sig fra stolen og satte sin vej fast mod deres gemak. Han bankede let mod den store dør, inden at han trådte ind, med en halvtfyldt vinglas i mellem de lange fingre.

Synet af Helene i det store badekar fik ham til at standse op i et sekund eller to. Så lukkede han døren bag sig og gik et par enkelte skridt mod hende.

“Om forladelse,” Lancelin lod blikket falde, “Jeg ville bare sikre mig, at du ikke var druknet,” afsluttede han nonchalant, med en tydelig drillende tone.

[Helene af Suilleaux]

Helene løftede hænderne for at dække sine bryster og tabte sæben i det varme vand. Hun vidste ikke hvem, der bankede på. "Jeg er stadig i badet," kaldte hun til vel nok en tjenestepige. Da døren alligevel gik op, drejede hun hovedet og fik øjenkontakt med Lancelin. Hun rødmede lidt, trak benene op til sig og beholdt hænderne over brysterne. Det var længe siden han havde set hende nøgen og hun blev helt forlegen på ny.

Da han bad om forladelse, fnøs hun dog let. Det var åbenlyst løgn. Hun vedblev at dække sig til for hans nysgerrige blik.

"Som du ser er jeg ikke druknet," svarede hun. "Men jeg takker for din omsorg. Var der mon andet du ville sikre dig? Er du i tvivl om hvorvidt jeg kan nå alle steder med sæben?"

Hun havde det vældig varmt, men hun måtte tilbage til at flirte med Lancelin. Der var intet andet for.