En meget tidlig morgenstund

[Lancelin af Suilleaux]

Forhelvede. Lancelin knækkede nakken en enkelt gang og tog sig efterfølgende til nakken. Efter at have tilbragt natten på det lille, tilforladelige møbel var han sikker på, at ryggen permanent havde lidt overlast. Den store, sorte krigshingst slog utålmodigt med hoven ned i den kolde, mørke jord. 

"Selvfølgelig, Xanthus, nu skal du have lov.." brummede den ranke lensgreve nonchalant, og satte sin vej over pladsen med seletøjet til Xanthus i sin ene hånd. En mark stod indhegnet, tydeligvis beregnet til hver enkelt hest der havde brug for at komme på græs. Lågens ensomme knirken lød i den tågede morgenluft, og sammen med den fredsommelige fuglefløjten fra træernes kroner, var det de eneste tegn på, at der var nogen der var stået op til dagens gøremål. 

"Afsted med dig," Lancelin bandt seletøjet af Xanthus, der efterfølgende straks satte i løb ud i markens milde tåge. Og som lensgreven af Suilleaux roligt gik tilbage mødte hans blik uventet Helene af Suilleaux . 

"Du er allerede oppe?" 

[Helene af Suilleaux]

Helene havde set Lancelins tomme plads på det alt for lille møbel, da hun vågnede og tænkt sit. Han vågnede altid før hende, så det var intet nyt, men hun havde sovet uden ham i lang nok tid til halvt at have glemt det igen. Hun stod op hurtigt, klædte sig selv på og kontaktede ingen kammerpige for at hjælpe hende med noget. Som resultat var hendes påklædning knapt så nydelig som den plejede at være, men hendes hår var flettet tilbage og dækket til og hendes støvler var strammet godt til under den enkle kjole med slidserne lavet til ridning.

Hun havde pakket en saddeltaske under påskud af at ville møde greven, men hun forlod stalden med Chantilly uden at vente på Lancelin og hun havde ingen planer om at skulle mødes med ham på noget tidspunkt. Hun ville væk, ud i skoven. I virkeligheden havde hun lyst til at ride til hun ikke kunne mere, men i baghovedet vidste hun godt, at hun ville stoppe på et tidspunkt og vende hjem. Tasken var dog pakket til nærmest flere dages ridt med mad.

Hvad hun ikke havde planlagt var at støde på Lancelin på vej mod ridestien på ryggen af Chantilly. Hun standsede hesten og så ned på ham med hvad hun forestillede sig var et panisk blik, selvom hun selv forsøgte at fremstå rolig. "Ja. En lille ridetur fra morgenstunden. Jeg vil ikke holde på dig."

[Lancelin af Suilleaux]

Synet af Helene havde været overraskende så tidligt på morgen. At hun sad på Chantilly iført ridetøj kom endnu mere bag på ham. Alt hvad dette var fuldstændig forkert for lensgreven, og det kunne måske ses på hans udtryk. Et flygtigt blik landede mod ridetasken på hestens side; den bulede ud, godt fyldt op. En lille ridetur krævede ikke så fuld en taske. Hvad havde hun i tankerne?

Lancelin gik med rolige skridt tættere på. Ikke for tæt. For ikke at skræmme hende væk. Og som han gik lød hans stemme eftertænksomt.

"En lille ridetur? I det her vejr? " Lancelin lod sit blik falde ud mod den tågede horisont, "Med den tåge vil du ikke kunne se træerne tre meter foran dig," Deres øjne mødtes endnu engang som hans karismatiske blå blik landede i hendes, "Du ender bare med, at fare vild. Og i mellem skoven derude, med en taske godt fyldt op som din-" han nikkede nonchalant mod ridetasken med en flabet mine, "- så er jeg bange for at det hele ender med, at jeg må redde dig fra ulvene."

[Helene af Suilleaux]

Han havde gennemskuet hende. Helenes hjerte hamrede. Hun var oftest rationel, men hun kunne se hvordan han ville træde helt tæt på, tage tøjlerne og lede hende tilbage mod stalden. Det gik hun ikke frivilligt med til. Hendes blik gnistrede og hun rankede sig i sadlen.

"Jeg har ikke brug for din hjælp. Jeg kender skoven som min egen baglomme."

Hun sporede Chantilly an, styrede forbi og satte i galop hen af stien mod skoven. Med lidt held ville det tage ham for lang tid at få fat i en ridehest, få den sadlet op og følge efter. Hun kendte ganske rigtigt skoven og styrede ned af en velkendt rute, da først de var omgivet af træer.

[Lancelin af Suilleaux]

En anelse forbløffet over hendes valg så han, hvordan hun styrede forbi ham og satte i galop. Lancelin fulgte hende og Chantilly med blikket, som de red ned ad en sti mod skovbrynet, hvor træernes kroner kunne skimtes over tågen. Alligevel overraskede det ham ikke besynderligt, for med hendes stædighed og trods var det her ikke enestående.

Lancelin stod tilbage på pladsen og så efter hende. For en kort stund bandede han situationen og lod hende ride. Hvis det var dét hun ville! Men som han vendte sig om og begyndte at gå tilbage over pladsen, var der noget, der stoppede ham. Hans skridt standsede. Og inden at han kunne få sig tænkt yderligere tog han en dyb indånding og mumlede irriteret for sig selv. "Hvad skal jeg dog stille op med dig, Helene.."

Nu gik det stærkt. Lancelin piftede højlydt. Lyden rungede igennem tågen. Og som han satte i løb mod hestenes indhegning igen, blev han mødt af en stor, sort silhuet, der galoperede vrinskende imod ham. Xanthus stoppede op for lensgreven, der straks hoppede op på ryggen af den brede hest, og som han tog fat i seletøjet sparkede han Xanthus i galop. Det var ikke optimalt at ride uden saddel, men Helene skulle ikke få lov til at ride alene. Det var ikke bare dumt, det var også farligt i dette vejr! Så hun måtte finde sig i, at lensgreven af Suilleaux fulgte efter hende ned ad stien i hendes fodspor.

[Helene af Suilleaux]

Helene hørte et pift i det fjerne og lænede sig frem over Chantilly. "Mænd," mumlede hun i hestens ører, imens de fløj over skovbunden. "Vi har ikke brug for dem."

Terrænnet skrånende opad, så de satte farten ned, før de rundede et hjørne. Helene valgte den mindre farbare sti med retning mod floden og satsede på at Lancelin ville ride til venstre og misse aftrykkene efter Chantillys hove. Hun sænkede farten, så de ikke støjede og mærkede sit hjerte hamre.

[Lancelin af Suilleaux]

Lensgrevens vejrtrækning var hævet, som Xanthus nærmest stoppede op ved stiens kryds. I al hast havde han forsøgt at nå op til Helene, men hun havde haft en lille fordel. Lancelin så på træskiltet; den ene vej førte til floden og den anden dybere mod en hovedvej dybere inde i skoven. Han kunne ikke vente, og tog i stedet den vej, som var hans første mavefornemmelse.

I al sin hast lagde Lancelin ikke mærke til Chantillys aftryk, der førte den modsatte vej. Silhuetten af den store, sorte krigshest og lensgreven på dens ryg, forsvandt ned ad stien mod hovedvejen, og efterlod Helene og Chantilly tilbage på det sted, hvor det var lykkedes hende at gemme sig.

[Helene af Suilleaux]

Helene red langsomt og vidste at han ville indhente hende, hvis han red rigtigt. Da mange minutter passerede uden at hun hørte hovslag, begyndte hun langsomt at slappe af.

Hun nåede floden efter en lille, halv times langsomt ridt. Der var et flodleje og nærved en landsby, som hun kendte. Hun overvejede at ride derind, men hun vidste ikke hvordan de ville reagere, så i stedet tøjrede hun Chantilly ved flodbredden med adgang til vand, sank selv ned på en sten og stirrede lidt ud i luften.

Hvor var Lancelin nu? Han fandt næppe hendes spor, selv hvis han red tilbage. Hun anede ikke hvor længe efter de kunne ses i muldjorden.

Hun havde forventet at føle sig fri, men i stedet følte hun sig lidt fjollet. Hvad havde hun tænkt? At stikke af og leve af landet? Hun ville være død inden en uge.

[Lancelin af Suilleaux]

Han havde stoppet Xanthus ved hovedvejen. Tågen inde i skoven var mindre, og så langt som øjet rakte, var der ikke noget syn af Helene. Med tanke på, at han havde ridt i al hast efter hende, så havde det været bemærkselsværdig, at han aldrig var nået op til hendes side, i det mindste bare set den hvide silhuet af Chantilly.

Så Lancelin havde vendt sin hest ligeså hurtigt, som han han havde ridt ned ad stien. Han måtte erkende, at han havde valgt forkert ved vejens kryds, og han bandede højlydt for sig selv over, at han nu havde mistet hende i hvert fald med adskillige kilometers mellemrum.

____

"Ved Mithras og alle de Guder, der måtte høre det!" Lancelins vrede stemme brød stilheden bag Helenes ryg,, som han kom gående imod hende, siddende på flodbredden, med den store, sorte hest trækkende efter sig. Hans vejrtrækning var hævet. Han havde ikke blot ondt i ryggen fra natten tidligere, nu havde han også ondt af at have reddet på hesteryg uden sadel.

"Helene af Suilleaux! Du er det mest stædige kvindemenneske, jeg nogensinde har stødt på! Havde det ikke været fordi, at din far venter os derhjemme, så havde jeg taget dig med tilbage til Suilleaux med det samme, hvor jeg i det mindste kender skovene!"

[Helene af Suilleaux]

Helene var nået frem til, at hun selvfølgelig måtte tage hjem igen. Det var komplet vanvittigt at hun er øjeblik havde tænkt anderledes. Nu sad hun blot og så sig rundt.

Da Lancelins stemme haglede ned bag hende, gibbede det i hende. Hun rejste sig brat op og vendte sig mod ham.

"Gør det bare," svarede hun tonløst. "Jeg er jo din ejendom."

[Lancelin af Suilleaux]

"Du er min hustru!" Lancelin stoppede op foran den lille, feminine skikkelse, "- om du vil det eller ej!" Hans blik lynede og hans kæbe var spændt. Pulsen hamrede derudaf; en blanding af det hurtige ridt og den frustration der lå til hele den situation, som han befandt sig i.

"Og jeg er din mand. Ikke en simpel slavehandler," Lancelin tog en dyb indånding for at få styr på sin vejrtrækning. Så kastede han seletøjet over halsen på Xanthus brede hals, så den frit kunne gå hen til vandet. Den stillede sig ved Chantilly og drak.

Som han så på hende havde han sådan en indædt lyst til at kysse hende. Hvorfor nu? Af alle tidspunkter? Han kunne nok ikke komme udenom, at han savnede hendes berøring. Men han måtte holde sig i skinnet. Kontrollere sig selv.

"Se dig selv.." Hans blik faldt ned over hende, inden at han gik et par skridt frem som det krævede ham, at nå hende. Hans hånd strøg forsigtigt jord og mudder af kjolens stof. At han selv var blevet beskidt op ad bukserne var selvfølgelig ligegyldigt.

"Du trænger til et bad."

[Helene af Suilleaux]

Det gibbede igen i Helene over den hævede stemme, men hun så ikke ned. I stedet var hendes hage løftet og hendes blik intenst fokuseret på Lancelin. Han kommenterede hendes tøj, men hun ignorerede det. Trådte bagud for at få hans hænder væk.

"Nej, en simpel slavehandler lader ikke som om han føler noget for sin ejendom," svarede hun igen. "Han får ikke slaven til at føle for ham, kun for at vende sig om og vise sande jeg. Han er måske et monster, men i det mindste er han ærlig. Det du er..."

En klump sad fast i halsen på hende. Hun sank hårdt. "Du er den koldeste mand i Falanie."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin nåede ikke engang at slå det sidste jord af hendes kjoles stof før at hun trådte et skridt tilbage. Hans hånd gled fra stoffet, og som han blev stående i sin stilling hun havde efterladt ham i, lænende frem, blev hans blik rettet mod hende i en uforståenhed, alt imens at han lyttede til hendes ord.

Det var langt fra, hvad han havde forventet. Langt fra, hvad han havde forestillet sig. Jo mere hun sagde, desto mere gik det ligeså stille op for lensgreven, hvad der lå til baggrund for hendes sætninger. Følelser? Først nu så han det for sig. Ikke på noget tidspunkt havde Lancelin opdaget, at det var dér, de var på vej hen, til trods for at de sammen havde lavet en fælles aftale om, at dette ægteskab handlede om at skaffe en arving.

Den ranke lensgreve rettede sig op. Hans blik var fast i Helenes. Uden tanke om at se væk fra hende. Han ville ikke miste øjenkontakten.

"Du elskede mig," lød hans stemme lavmælt imellem dem.

[Helene af Suilleaux]

Helenes kæbe spændtes hårdt. Hun stirrede ind i Lancelins øjne, hendes egne lyse et stormvejr. Nu havde han et våben mere at bruge imod hende og hun hadede det allerede inden han havde svunget det.

"Noget i den stil," svarede hun sammenbidt. "Og du lod som om du havde varme følelser. Men jeg skal ikke begå fejltagelsen af tro på det igen. Så hustru, ejendom, slave? Jeg er ligeglad med hvad du kalder det."

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes svar fik Lancelin til at stå stille på sin plads; en følelse af at være malplaceret slog over ham som sandhederne kom frem. Han havde ramt plet. Gættet rigtigt. Og selvom at Lancelin ellers ville have set dette som en glædelig nyhed, som kom erkendelsen også, at han havde knust hendes hjerte i ubevidsthed. Det var derfor, at hun hadede ham nu. Derfor, at hun var så trodsig. Derfor, at hun talte til ham, som hun gjorde.

Lancelin fugtede sine læber hurtigt og perpleks. Hans blik flakkede en anelse i hendes, som han overvejede sine ord, som sandheden overfor ham selv pludselig også blev synlig.

"Helene af Suilleaux," han så væk, "Jeg har elsket en anden før dig. Jeg havde sat mig selv for, at jeg ikke ville havne sådan igen. Uanset hvor meget det så betød, at jeg endelig fik dig for mig selv. Jeg kan ikke miste fokus på grund af kærlighed." Lancelins blik landede endnu engang i hendes.

"Og alligevel er det lykkedes dig, at gøre mig fuldstændig og aldeles fortabt i dig."