Efterårsdag på rundrejsen

[Lanval af Suilleaux]

Elyot af Falanie
På vej til Rouvry

Det var svært at vide hvad der var værst, brandvarm sommerdag eller regnfuld efterårsdag når man rejste på hesteryg. Lanval havde ikke været med hele turen igennem, men han savnede allerede de varme dage, selvom det betød at han nogle gange blev rød i nakken. I det mindste frøs de ikke, som de gjorde nu. Selvom det ikke var så koldt, gjorde regnen det svært at holde varmen.

Ikke nok med det var vejen så mudret og det gjorde det vanskeligt for hestene og vognene hver gang der kom en hældning på vejen. Tilsidst regnede det så meget, at en af vognene skred ned ad vejstien og endte i grøften. Et par adelsdamer skreg højlydt og hurtigt hoppede et par vagter frem og hjalp dem ud. Efter et øjeblik, blev det besluttet at de blev nødt til at gøre holdt indtil vejret var mere tørt og man havde fikset vognens hjul.

Nogle af soldaterne formåede at tænde et bål under et træ og Lanval satte sig ned på jorden foran det, mens han forsøgte at få varmen. Da han så op, gik det op for ham at Elyot sad ved siden af ham.
"Jeg savner allerede Aren." Sagde han og rakte hænderne ud mod bålet. Det eneste han tænkte på nu, var hvor dejligt det havde været at kunne få et varmt bad.

[Elyot af Falanie]

Elyot savnede ikke så meget Aren, som han savnede at slippe for at rejse med hele hoffet. Han drømte sig tilbage til Neaune i selskab med Ridder Philippe af Neaune og ikke så sørens mange andre. Det var et simplere liv og et han i den grad følte han havde fået en ny påskønnelse for. Desværre var hans liv for fremtiden bestående af hoffet, rundrejse eller ej. Han var kronprins og kunne ønske hvad han ville: Han skulle bo i Levagny på paladset.

Anderledes fri var Lanval, men Ely ville hellere leve gennem ham end bebrejde ham hans held. Han smilede dog lidt af vennens erklæring og trak på skuldrene.

"Er du ikke vandt til kulden, Lan? Din ridderherre holdt dig jo længe på Charenoy, før vi kom og reddede dig."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval burde måske være vant til det, men det blev han aldrig. På trods af hans ellers så aktive livsstil var en af hans store svagheder at være kuldeskær. Ikke ligefrem det mest mandige og han forsøgte ofte at skjule det når han var sammen med mænd han ikke kendte godt.

"Ja, vi var der så længe at jeg løb tør for ideer til hvad jeg skulle lave - ud over mine pligter." Brummede han, en smule bitter over at han havde misset så meget af rundrejsen. Alle de andre væbnere havde brælret løs om alle de ting de havde oplevet og han følte han var gået glip af meget - specielt i forhold til sin gode ven Elyot.
"Så jeg sætter pris på redningen. Jeg tror måske at jeg var blevet skør, hvis i ikke var kommet." Sagde han. Desuden var det på mange måder en god distraktion, for han tænkte hele tiden på en pige med rødt hår - en pige som han havde mødt for længe siden nu - men som han ikke kunne glemme navnet på Fleur af Aren.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede af den lidt stakkels ven og gav ham en albue i siden.

"Jeg kan ellers godt lide bare at være i Neaune," tilstod han. "Der er ikke så meget at tage sig til, andet end væbnerpligter og ekstra undervisning, men så slipper man også for at alle altid holder øje med ens mindste træk."

Han trak lidt på skuldrene. "Men Ridder Charenoy er måske distraheret? Med sin nye hustru?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval følte at det var mærkeligt at hans ridder var blevet gift. Han havde altid set ham som lidt af en ensom ulv, der flakkede rundt som han ville og sloges med røvere og banditter som om det var hans eneste mål i livet. Det var givetvis lidt ekstremt og endimensionelt, men Lanval var trods alt stadig også ret ung.

"Muligvis." Sagde han. "Jeg prøver at undgå dem. Det er mærkeligt. Hvorfor gifter folk sig overhovedet?" Sagde han og skar en grimasse. Han havde svært ved at finde ud af hvilken rolle han havde i den nye treenighed. Skulle han bare holde sig på afstand? Skulle han lære hustruen at kende? Det var svært at blive voksen for en lettere akavet dreng som Lanval.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede begge bryn over den lidt barnlige betragtning, som han ikke helt havde forventet fra Lanval.

"For at få arvinger, selvfølgelig," konstaterede han. "For at man ved at det er ens egne arvinger og ikke naboens." Han trak på skuldrene. "Og så kan kvinder også arrangere festligheder og passe hjemmet, når manden er væk."

Han smilede lidt. "Det her er ting vi har hørt tusind gange. Er du blevet forelsket i en eller anden du ikke må gifte dig med?"

[Lanval af Suilleaux]

Det var selvfølgelig åbenlyst, men Lanval var et mærkeligt sted mentalt lige pt når det kom til ægteskab, arvinger og familie. Han misundte nogle gange at Elyots fremtid var så afklaret, han følte nogle gange at han stod med et ben i to lejre og ikke vidste hvad fremtiden ville byde.

Lanval brummede lidt over Elyots svar og hørte ikke rigtig efter, han havde travlt med at tænke på et par lokker rødt hår, som havde fanget hans interesse.
"Jeg er ikke forelsket!" Sagde han højlydt og rettede sig op, mens soldaterne rundt omkring dem kiggede på dem. De vendte dog hurtigt blikket væk, nok mest af respekt for Elyot end for Lanval.
"Det er ikke rigtig mig det der med piger." Sagde han afdæmpet. De var forvirrende. Han kunne godt lide at verden ikke var forvirrende.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede af sin vens reaktion og smilede smørret. "Åh, okay," svarede han drillende. "Når du råber det af mig på den måde, så bliver jeg straks overbevist."

Hans blik spillede og han var drævende sarkastisk. "Jeg tror jeg kan anbefale dig en kur. Min fætter arrangerede noget for mig. Måske kan han gøre det samme for dig."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval skævede irriteret mod Elyot, men var mest sur på sig selv. Han forstod ikke rigtig sine egne reaktioner, normalt havde han det aldrig sådan med piger. Det gjorde ham virkelig frustreret.
"En kur? Jeg har ikke brug for nogen kur." Brummede han og tog imod en lille læderpose med øl i som en af soldaterne rakte ham. Han tog en slurk af den og sendte den videre til Elyot.
"Men det lyder som en spændende historie, som du burde fortælle mig? Hvad arrangerede han for dig?" Spurgte Lanval og så på Elyot. Han virkede som om han var blevet ældre siden de havde snakket sammen sidst, som om han kendte mere til verden end Lanval gjorde.

[Elyot af Falanie]

Ely sniffede let til dunken, før han sendte den videre uden at drikke. Han var uanset mere optaget af samtalen og af at drille Lanval uendeligt.

"Ja ja, om lidt, når du fortæller mig hvad hun hedder? Det er ikke en af dine kusiner, vel?"

[Lanval af Suilleaux]

"Selvfølgelig er det ikke det." Sagde han og skar en grimasse. "Det er Fleur af Aren." Bemærkede han og himlede med øjnene. Elyot ville alligevel finde ud af det på en eller anden måde, han kunne jo få alle til at fortælle alting.
"Og hun er helt klart ikke vild med mig, så du skal ikke komme for godt igang." Sagde han og skar en grimasse.

[Elyot af Falanie]

Elyot skulle bruge lidt tid på at sortere gennem arkivet for at finde Aren som andet end Thybaudin, som han havde været på væbnerskolen med og Kaylein Af Aren, som han havde stødt på, da hun var ved at slå sig selv halvt fordærvet ved et uheld.

Det lykkedes ikke at finde en Fleur, men han lovede sig selv at holde øje fremover. "Er hun køn? Hvorfor er du vild med hende?"

[Lanval af Suilleaux]

"Hun er begavet, nem at tale med og smuk." Sagde han og rakte ud efter en nærliggende pind og gav sig til at stikke lidt i den fugtige jord.
"Der er ikke mange af adelsdamerne på vores alder, man rent faktisk kan have en samtale med." Sagde han og skar en grimasse.
"Er du forelsket i din forlovede?" Spurgte han og prikkede lidt til ilden, for at få gløderne til at blusse op.

[Elyot af Falanie]

Lanval havde ret. Adelsfrøkener havde vist mest fine kjoler og ægteskab i deres tanker og ingen af delene var noget der rigtig interesserede Elyot.

Han troede at vennen skulle til at spørge om han kunne have en samtale med Frieda, men så skruede han lige gevaldigt op og et lattergrynt forlod ham.

"Mithras, nej. Jeg har ikke engang set hende særlig meget og hver gang virker det som om hun er sur," musede han.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval løftede sine øjenbryn en anelse over Elyots reaktion. Det var tydeligt at der var meget han havde misset mens de havde været adskilt.
"Fantastisk." Sagde han. "Men det kan vel heller ikke være nemt at skulle tvinges til at flytte fra sit hjem og gifte sig med en fremmed." Bemærkede han. Lanval brød sig i hvert fald ikke om tanken. Han kunne godt lide at være en fri fugl og tanken om at blive solgt som en ko til en købmand, var ikke særlig fristende.