Familieterapi

[Helene af Suilleaux]

Helene sad ret op og ned i den højryggede stol til højre for sin fader, lensgreven af Rouvry. Hun var bleg, men havde røde roser i kinderne over ydmygelsen af for få minutter siden at have fået en lussing for at nægte at skulle sidde til bords med Lancelin af Suilleaux. Den var ikke kommet fra hendes far, men hendes mor, som sad lige overfor hende nu og holdt øje med hende som en høg.

De rejste sig ikke, da lensgreven af Suilleaux, hendes mand til den dag en af dem døde, som hun var blevet mindet om, kom ind. I stedet blev han bedt om at tage sæde ved bordets anden ende, lige overfor Helenes far.

Hun stirrede over på sin mor og skænkede ham ikke et blik. Hendes far, derimod, bød ham meget alvorligt velkommen og takkede ham for at indvillige i at komme og lægge hele den pinlige affære bag dem.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var med den uberørte ranke ryg, at Lancelin blev ført ind i Rouvrys spisesal af en vagt, til trods for at hans tanker bestemt ikke var ligeså rolige som hans ydre fik ham til at fremstå. Helene havde gjort brug af sin trussel om at tage til Rouvry mens Lancelin var fortsat Rundrejsen til Aren, og siden da havde Lancelin og Helene ikke set hinanden.

Nu var han indkaldt til et møde hos Lensgreven Jasson af Rouvry; selvom at det ikke lå i indbydelsen, så vidste de alle sammen godt, hvad det handlede om. Det krævede vin. I stride strømme. En ting begge lensgrever var indforstået med fra da Lancelin havde sat sig til bords. En tjener rakte straks over Lancelins venstre skulder og hældte den blodrøde væske i vinglasset.

"Deres Excellence, min datter er selvfølgelig dybt beklagelig over situationen ligesom vi er," Jasson af Rouvry skimtede mod sin datter under de buskede bryn. Det her handlede om politik og alliancer. Helene havde stillet faderen i afmagt.

Lancelin lod fingrene finde hvile mod om glassets stilk, "Jaså.." Lancelins blik fangede flygtigt Helenes efter adskillige dages adskillelse, "Med al respekt, Deres Excellence, men at lægge ordene i Deres datters mund er ikke derfor, jeg er kommet."

"Hvad så?" Jasson af Rouvry rettede sig en anelse i stolen så den knirkede under ham.

"Jeg vil høre, hvad lensgrevinden selv har at sige til mig." Og derefter landede Lancelins blik uhæmmet på den unge Helene, der sad tværs overfor ham.

[Helene af Suilleaux]

Mændene fik vin. Grevinden af Rouvry fik også vin. Meget lidt chokerende fik Helene ingenting. Hun var ikke kommet hjem til familiens bløde skød. Snarere var hun ankommet i hvad der føltes så koldt som Hasnea. Nu sad hendes far og fortalte hvordan hun havde det og snart ville hun blive losset direkte i armene på Lancelin. Hun var rædselsslagen.

Da han lagde ordet op til hende, vendte alle blikke sig og hun havde lyst til at synke ned fra stolen og gemme sig under bordet. Hun så ingen i øjnene, men stirrede ned i bordpladen. Hun havde fået at vide hvad hun skulle sige.

"Jeg anmoder om Deres tilgivelse, Deres Excellence. Hvad jeg gjorde var forfærdeligt." Hun lød ikke som om hun mente et ord. "Jeg trygler Dem om at tage mig tilbage som Deres hustru. Jeg vil tjene dem underdanigt og kende min plads for fremtiden."

Hendes tone var helt tom. Der var ingen redning for hende.

[Lancelin af Suilleaux]

"Godt, min pige! Sådan skal det lyde!" lød faderens stemme varmt og glædeligt i en latter, til trods for, at Lancelins blik stadig hvilede på Helene. Uden at sige et ord. Uden at fortrække en mine. For lensgreven af Suilleaux fangede alle Helenes signaler; den indøvede sætning, den følelsesløse klang i tonen og hendes fjerne blik, der for alt i verden ville undgå hans.

Jasson af Rouvry tog sit vinglas og hævede den i en skål, "Det er trods alt også bedst for vores lener, ikke sandt? En stærk alliance er hvad der skal til! Og jeg er sikker på, at Helene sagtens kan blive med en Suilleax arving igen!"

Der lød et bump, idet Lancelin lagde sit vinglas hårdt fra sig på bordet, og et hvin fra stolens ben, der blev skubbet hen over gulvet. Tallerkenerne klirrede, da lensgreven slog sine hænder i bordpladen og stod lænende fremover. En handling, der fik lensgreven af Rouvry til at kløjes i vinen og hans hustru til at hoppe en smule i sit sæde.

"Helene," Lancelins blik hvilede skarpt på hans hustru, "Med dine egne ord, tak!"

[Helene af Suilleaux]

Helene blev fuldstændig bleg og ønskede intet mere end at flygte ud af rummet og gemme sig under sin seng eller i en krybekælder, langt fra den vredt udseende lensgreve for bordenden.

"Nej, hør nu her, Lancelin," trådte hendes far i mellemtiden i karakter. "Dette er mit hjem og du er en inviteret gæst. Vi er taknemmelige for, at du er kommet, men jeg må bede dig sætte dig ned igen og huske at jeg er din ligemand og dette ikke er dit len."

Helene stirrede stadig ned i bordet, men løftede langsomt blikket og klarede halsen.

"Undskyld at jeg løj om at du slog mig," fik hun frem. Det mente hun i det mindste. Hun kunne ikke få sig selv til at mene nogen anden undskyldning.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin blev stående, til trods for, at han havde hørt hvert eneste ord lensgreven af Rouvry havde sagt. Han havde trods alt ret, det kunne de ikke komme udenom, men Lancelin brændte for at høre Helenes stemme. Hans vejrtrækning var hævet, det var tydeligt på hans brystkasse, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at han følte sit hjerte hamre ligeså hårdt mod den.

Så da Helene kom til orde, ganske sagte, var han ved at miste pusten for en stund. Havde de ikke stået i Rouvrys spisesal så var han gået over til hende. Men han blev stående, og som han rettede sig op på sin plads, blev ryggen endnu engang rank.

"Ved du hvordan folk så på mig, da jeg tog videre på Rundrejsen?! Ved du hvordan jeg kunne høre folk snakke bag min ryg?" Lancelins kæbe spændtes i frustration, og han måtte kort holde en pause for at få kontrol over sig selv igen. Der var stille i Rouvrys spisesal efter hans udbrud.

Og så, efter at have fået kontrol over sig selv igen, rettede han sig yderligere. Uden at fjerne blikket fra sin hustru, der sad tværs overfor ham, forskræmt og bleg.

"Hader du mig?"

[Helene af Suilleaux]

Helene mærkede alle blikkene på sig, men hendes var indfanget af Lancelins. Hun var i tvivl om hvad det sande svar var, men hun var ikke i tvivl om hvad det rigtige svar var i situationen. Hendes forældre ville slå hånden af hende, hvis hun kæmpede imod.

Hun rystede på hovedet. "Nej," tilføjede hun. Hendes øjne var blanke. Hun hadede ham en lille smule.

Lensgreven af Rouvry rejste sig nu selv. "Sæt dig venligst ned, Lancelin. Så kan vi diskutere hvornår du kan få Helene med dig hjem. Hvad synes du om vinen?"

[Lancelin af Suilleaux]

Der var en anspændt stemning over spisebordet. Lancelin havde kun Helene for øje, men hørte skam tydeligt hvad lensgreven af Rouvry bad om. Det var med en spændt kæbe at Lancelin til sidst gav efter og satte sig på stolen med rank ryg og en elegant bevægelse. Han sank diskret for at få styr på den pulserende følelse der hamrede i hans brystkasse.

"Vin fra Monteres er altid fortræffelig.." svarede Lancelin kort for hovedet.

Lensgreven af Rouvrys bryn buskede af rynken i panden, som han skiftevis så fra lensgreven af Suilleaux til sin datter. "Lad os i det mindste få noget mad på bordet også i alt det her. "

Tjenestefolket kom ligeså stille ind med maden, og selvom at lensgreven af Rouvry gjorde et forsøg, så var der stadig en anspændthed at spore, der blot dirrede i luften.

[Helene af Suilleaux]

Helene sagde ikke et ord under maden og spiste utrolig lidt. Mændene var dem, der bestemte og tydeligvis ville hendes far ikke holde på hende. Han mente at Lancelin og Helene skulle være med til at byde rundrejsen velkommen til Rouvry, hvorefter de passende kunne sejle via floden næsten hele vejen hjem. Her, i Helenes barndomshjem, kunne de i mellemtiden finde hinanden igen i rolige rammer.

Hun skælvede næsten ved tanken, men hendes mor tog ordet og nævnte indforstået at der kunne være lidt begyndervanskeligheder, når man var så ung som Helene i et ægteskab med en mere erfaren mand, der havde været vandt til en anden form for fornuft. Her blev Helene rød i kinderne, men sagde intet. Begge kvinder blev undskyldt fra bordet lidt efter. Mændene skulle tale. Han ville naturligvis se hende senere på deres delte sovegemak.

Helene prøvede at overtale sin kammerpige til at lade hende gemme sig i et skab eller fire sig ud af et vindue eller endda kvæle hende i badevandet, men det var ikke effektivt.

[Lancelin af Suilleaux]

Som samtalen mellem de to mænd og ligeså stille gik, desto mere enige blev de. Lancelin selv gjorde det nok mest af hensyn til lensgreven og lensgrevinden af Rouvry. Han var betænkelig ved situationen og idéen om, at de skulle finde hinanden igen i Rouvry samtidig med, at de kunne slå det sammen med Rundrejsen, men lensgreven af Rouvry var fast besluttet på, at det var den bedste idé. Så sådan blev det, at Lancelin måtte finde sig i, at være i Rouvry lenet et par uger endnu.

Efter at have drikket deres vin færdige var klokken såmen også ved at blive mange. Lensgreven af Rouvry sendte Lancelin afsted, og en sammenbidt lensgreve af Suilleaux måtte gå fra bordet. Det hjalp med vinen i blodet. Lugten af alkohol vidnede om deres bedrifter ved spisebordet.

Det fælles soveværelse var tomt, da lensgreven af Suilleaux trådte ind. En smule lettet, og måske en smule håbefuld om at Helene sov i sit eget gemak, trådte Lancelin roligt hen over gulvet mod det lille vaskefad, der stod på en kommode.

Den brede ryg og de hårde skuldre kom til syne, da han trak den hvide trøje over hovedet. Med en rolig hånd tog han en klud og vred den op i det lunkne vand. Et veltilfreds støn forlod hans læber som han lagde kluden mod hals og vaskede sig roligt.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde intet andet gemak. Da hun var blevet vasket og klædt om til samme forbandede natkjole som på sin bryllupsdag, blev hun gennet gennem døren til soveværelset, hvor hun straks opdagede Lancelin i gang med at vaske sig.

Hun slog blikket ned, gik stille forbi og krøb langs karmende mod sengen, til hun kunne glide ned under tæpperne.

Kunne hun lade som om hun faldt i søvn? Måske. Hun kunne i hvert fald prøve.

[Lancelin af Suilleaux]

Døren knirkede en smule, da Helene blev sendt ind. Han hørte de lette fodtrin over sin skulder, og selvom at han i et kort øjeblik stoppede sit værende, gik der blot et par enkelte sekunder før at han førte kluden i det lunkne vand endnu engang. Han behøvede ikke at se hvem det var. Helene af Suilleaux og lensgreven var endnu engang i samme rum, alene.

Med en rolig bevægelse vaskede han sig færdig, lagde kluden fra sig og rakte ud efter det hvide stykke stof der fungerede som et håndklæde.

"Bare rolig," lød Lancelins stemme kort for hovedet, idet han satte sig på den modsatte ende af sengen, "Det kan godt være, at du anser mig som et, men jeg har ikke tænkt mig at springe på dig som et eller andet vildt dyr," han skimtede sig over den hårde skulder. Hendes fars ønske om at forene dem igen kom ikke på en dag til trods for, at lensgreven af Rouvry bestemt havde tænkt dette.

Lancelins blik landede ud i lokalet igen, og som han skimtede rundt fangede hans øjne den aflange divan, der var placeret ved vinduet. Med en hånd rakte han ud efter en pude, rejste sig fra sin plads og gik mod møblet. Og som han kom hen til den og betragtede sin soveplads var én ting sikkert; det ville ikke blive en behagelig nat.

[Helene af Suilleaux]

Helene var sunket dybt ned i sengen, selvom rebene var strammet til op til lensgrevens ankomst. Hun havde lukket øjnene og forventede det værste. Hendes hjerte slog hårdt, da Lancelin satte sig ned på sengen, men så rejste han sig igen og hun åbnede øjnene tids nok til at se ham gå over imod et andet møbel med en pude i hånden. En rynke fandt hendes pande. Han var ikke et vildt dyr, sagde han. Hun burde bare tie stille og forsøge at komme gennem natten. Det gjorde hun dog ikke.

"Hvorfor vil du have mig med hjem igen, hvis ikke for dét? Hvorfor ikke bruge det her som en grund til at erklære ægteskabet ugyldigt? Og hvorfor kan du ikke sove i samme seng som mig, uden at blive et vildt dyr?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin havde langt fra forventet at høre Helenes stemme. Den ramte ham med en ambivalent følelse; han havde ikke regnet med, at hun talte til ham, så da hun gjorde tiltrak det ham ud på et sidespor. Han havde savnet hende, om han ville det eller ej. Savnet at høre hende henvende sig til ham.

Han overvejede kort sit svar. Så vendte han sig halvt om mod Helene. Deres blikke mødtes tværs hen over værelset. Ilden i pejsen knitrede stadig, men trods varmen derfra føltes luften imellem dem stadig køligt.

"Helene.." Lancelin mistede kort pusten, og måtte tage en dyb indånding. De brede skuldre var spændte, og den hårde brystkasse tog et tydeligt åndedrag.

"Jeg har sagt det til dig før at du giftede dig med mig, og jeg har sagt det efter du gav dig hen til mig. Jeg er langt fra færdig med dig. Hvis jeg ligger hos dig nu, er jeg bange for, at jeg mister kontrollen. Og jeg har lovet dig, at jeg ikke vil tvinge mig på Dem." 

Normalt var Lancelin ikke sådan her. Hans kontrol var hans stærkeste side. Og nu satte hun ham på sådan et sidespor, at han ikke længere kunne kende sig selv.  Det var forfærdeligt, frustrerende og fuldstændig altopædende. 

[Helene af Suilleaux]

Det var direkte idiotisk at sige det på den måde, mente Helene. Hun blev så provokeret over Lancelin, at hun helt glemte, at være bange. Hun glemte også at være lydig og underdanig, som hendes mor havde forsøgt at få hende til at forstå, at hun skulle, men det var nu næppe en overraskelse. Hun satte sig op i sengen og rebene flyttede sig lidt og knagede let under hende.

"Hvis du ligger dig ned i samme seng, mister du kontrollen? Så er du det svageste menneske jeg kender."

Hun knyttede hænderne sammen. "Desuden ér du færdig med mig, for efter din kolde og ligegyldige opførsel overfor mig, vil jeg aldrig mere frivilligt hengive mig til dig, Lancelin."