En afbrudt rejse (TW: Abort)

[Helene af Suilleaux]

Opholdet på Zorete havde været miserabelt hele vejen igennem for Helene og hun så ikke mere frem til rejsen videre. Hun var i færd med at indlede en dialog med sine forældre med målet om at blive i Rouvry, når først de var der, men intet var garanteret. Hun vidste ikke, at hændelserne ville tage hende et helt andet sted hen.

Hun havde ondt i maven den dag på turen, så hun red ikke på Chantilly, men i stedet i en vogn. I løbet af dagen blev smerten værre, til hun følte en fugt mellem benene. Hun var nær besvimet, da hun holdt en blodig hånd op. Skriget lød gennem hele hendes del af rundrejsen.

Kort efter lå hun i en lade med en helbreder over sig, der sagde ord hun ikke lyttede efter. Nogen nævnte Lancelin af Suilleaux's navn, men hun var fjern. Hun havde ikke været langt henne, blot lidt over to måneder, men hun hørte alligevel mumlen om at det havde en dreng. En dreng. Hun havde tabt en fremtidig Hertug.

[Lancelin af Suilleaux]

"Deres Nåde!" En vagt var redet i forvejen til den øvrige del af rundrejsen så hesten skummede om seletøjet. Han nåede forpustet op på siden af Lancelin, der med en rynken af uforståenhed så på vagten. "Deres hustru.. Hun bløder.."

Det hele var gået stærkt derfra. I al hast havde hestenes hove galoperet højlydt tilbage ned ad landevejen hvor de var kommet fra. Indtil at de nåede den lille tilforladelige lade.

Synet af Helene fik hjertet til at sætte sig i Lancelins hals. Det blodige skød. Helbrederen, der med sin gave forsøgte at gøre sit. De kvindelige tjenestepiger, der vred klude i vand og vaskede den blege lensgrevinde i al desperation.

Lancelin satte sig ved siden af sin hustru. Såret på læben var stadig at se. Alle de dage med kulde imellem dem var pludselig lagt væk for Lancelin. "Hvad er der sket?"

"Jeg er bange for, at lensgrevinden har aborteret et drengebarn, Deres Nåde.." informerede helbrederen. En information, der fik Lancelin til at se op på ham i vantro. I et par sekunder måtte Lancelin æde den ærgerlige nyhed, og som det gik op for ham, rettede han sit fokus mod sin hustru, der lå ved hans side.

"Vil hun klare den?" hans bekymring lå tungt i hans hæse stemme. Helbrederen så op fra sit gørende, "Helene af Suilleaux er stærk. Men selv efter sådan noget her kan de stærkeste knække."

[Helene af Suilleaux]

Helene var temmelig stærk og hun var også ved fuld bevidsthed, da Lancelin kom ind. Hun havde dog lukket øjnene. Hun kunne ikke se på ham. Hans bekymring var kun for barnet, der aldrig blev et barn. Det var alt hvad hun var for ham. Hun drejede hovedet væk og stirrede tomt ind i benet på helbrederen.

"Han behøver ikke være her," konstaterede hun hæst. "Bed ham om at gå."

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes ord fik hans kæbe til at spændtes sammenbidt, og følelsen af at være fuldstændig malplaceret slog over ham. Lancelins blik landede skarpt på Helene, og han måtte bide sig selv i tungen for ikke at miste kontrollen.

"Så længe De er min hustru, Helene af Suilleaux, har jeg ikke på noget tidspunkt tænkt mig, at lade Dem ligge her alene og tro, at De kan klare det her uden mig," lød Lancelins stemme nonchalant. Varmen, der havde været imellem dem, var stadig en smule tilbagetrukken i Lancelins brug af formelle undertoner. En adskillelse fra hans ellers så private måde at tale til hende på for blot et par uger siden.

Og selvom at de havde været adskilt, så blev han siddende på hug ved siden af hende. Han piftede en enkelt gang til en tjenestepige, der straks forstod hentydningen. En våd klud blev lagt i hånden, han rakte frem.

"En Rouvry.." brummede han flabet, en kommentar han tidligere havde sagt til sig selv når Helene opførte sig stædigt. Sidste gang havde været i skoven, hvor deres møde havde resulteret i overskredne grænser og beskidte handlinger.

Og som han vred kluden op og lagde den mod Helenes blege pande, hvor svedperler havde dannet sig, rettede han det blå blik mod hendes, "Hvornår har De tænkt Dem at indse, at De kan bande mig så langt væk som muligt, men at jeg ikke slipper Dem?"

[Helene af Suilleaux]

Helene åndede hørligt ud i frustration over Lancelin. Kontrollerende og dominerende til det sidste. Hun lukkede øjnene i trods, for hun ville ikke se ham, imens han så ned på hende som et stykke ejendom, der var hans.

Kluden var svalende, men hans ord var det modsatte og Helene rynkede panden dybt under den.

"Dine trusler giver mig myrekryb," svarede hun hviskende igen. "Du besidder måske min krop, men du vil aldrig få mig rigtigt igen."

[Lancelin af Suilleaux]

En dyb indånding. Det var hvad det krævede netop nu. Lancelin så på Helene med et sigende blik, som han overvejede sine ord. Og selvom at hun ikke selv valgte at se ham i øjnene ved sit udsagn, virkede Lancelin ikke som om, at han havde mistet sin stolthed overhovedet. Tværtimod. Den ranke ryg forblev trods hendes ord.

Og så, efter et tænksomt øjeblik, lød hans stemme lommefilosofisk og nonchalant, som var hans antagelse det mest hverdagsagtige emne, der var på denne jord.

"Man skulle tro, at De var begyndt at få følelser for mig, Deres Excellence."

[Helene af Suilleaux]

Hun lå der, netop udblødt med et barn, som aldrig ville blive og en vrede over ham, der havde sat hende i situationen. Blikket, der endelig mødte hans, var fyldt med følelser, men ingen af dem var positive.

"Ja. Had, Deres Excellence," svarede hun gnistrende og stikkende.

"Jeg vil intet have at gøre med dig, Lancelin. Du har drevet dette og nu har du blod på dine hænder. Din egen søns blod."

[Lancelin af Suilleaux]

Det var ikke nogen hemmelighed, at hun ramte ham lige dér, hvor han var svagest. Hun kendte hans holdning, hans største ønske om at få et drengebarn. En søn, der kunne arve Suilleaux navnet og lenet. Nu lå hun minsandten og beskyldte ham for, at drømmen var blevet brast til et blodigt skød.

Deres blikke mødtes, og han fangede med det samme det hadske i hendes øjne. Hun ønskede ham langt væk, hvis ikke død. Men til trods for dette så forblev hans blik flakkende i hendes.

"Helene.. Var Deres mund nu.." sagde han lavmælt mellem dem.

[Helene af Suilleaux]

Helene varede sin mund. Hun lukkede den helt, stramt i, lukkede øjnene så en enkelt tåre undslap og gled ned af hendes kindben og forsøgte også at lukke alt andet ude.

Han så hende udelukkende som en måde at få børn på. Måske begærede han også hendes krop, men det var tydeligvis ikke nok til at holde hans opmærksomhed. Hun, for sin del, var blevet svag. Hun havde ladet ham forføre hende, også hendes følelser. Nu betalte hun prisen med et knust underliv og hjerte.

[Lancelin af Suilleaux]

Tåren fra hendes kind fik Lancelin til at mærke hans hals snøre sig sammen. Han havde aldrig brudt sig om at se Helene sørgmodig. Men intet på hans ellers så kontrollerede ydre fortalte om denne knude han følte.

"Deres Excellence.." en stemme afbrød Lancelins tanker, og i stedet rettede lensgreven sit blik op mod helbrederen, der stadig sad ved deres side, "Hun har brug for ro."

Lancelin var ikke klar til at gå. Han sank diskret og fugtede sine læber, som han en anelse febrilsk prøvede at finde et svar, "Hun har brug for mig.. Her.."

[Helene af Suilleaux]

Helene havde tænkt så det knagede over hvad hun skulle gøre. Hun havde ondt og det hjalp bestemt ikke på det at have Lancelin der. Han mudrede hendes tanker, gjorde hende rasende og ked af det. Så hun åbnede øjnene og så på helbrederen.

"Han slog mig," erklærede hun forpint. "I maven. Jeg er sikker på at det er hans skyld, det der er sket."

Det sidste passede. Hun var ganske sikker på at det var Lancelin, der havde fået hendes krop til at afvise den lille dreng.

[Lancelin af Suilleaux]

Med ét ændrede det hele retning. En fuldstændig forskruet retning, som Lancelin på ingen måde havde kunne forudse. Hendes anklage gjorde Lancelin bleg og med et uforstående udtryk i ansigtet så han skarpt på Helene. Hvad fanden bildte hun sig ind?

"Helene!" lød hans stemme hårdt. Det kunne godt være, at de havde haft en smule tumult på værelset i Zorete, men det havde aldrig på noget tidspunkt udviklet sig til mere end det. Desuden, han havde ønsket hende med barn. Mere end noget andet. Hun vidste det godt.

Helbrederen kaldte hastigt nogle vagter til sig, som stod ved ladens port, "Få ham væk! Han har udøvet vold mod lensgrevinden!" Hurtigt stod vagterne ved Lancelins side, og som de rakte ud efter hans arme kæmpede Lancelin imod.

"Nej! Hun har brug for mig her!"

I tumult fik de fat i Lancelins overarme og trak ham op og stå. "Hør dog på mig!" Og som han kæmpede imod trak de ham ud i regnen, væk fra Helene og den lille forsamling af forskrækkede tjenestepiger, der måtte holde sig for munden over det scenariet havde udviklet sig til.

/Lukket?