Mellem to verdener

[Frieda af Hasnea]

Forbeholdt | Basile af Saulet

Dato & tid | 7 oktober, midt eftermiddag
Sted | Aren’s lensborg

---

Det føltes allerede som en livsalder siden, at Frieda havde befundet sig på modsatte side af Falanies grænse bjerge. Hun havde taget sin afsked med sin far, Roar den store, tilbage i Charenoy, inden turen gik til næste len. Frieda's humøret havde været derefter og var bestemt ikke blevet bedre under teaterforestilling i Zorete om de modige soldater, der beskyttede deres borgere fra de farlige røvere fra bjergene. Ingen havde nævnt hasneanere ved navn, men selv en blind mand ville vide at opvisningen var en hån mod prinsessen og hendes folk. Hun havde bidt sig så hårdt i kinden, at hun havde kunnet smage blod allerede før første akt var ovre.
Frustrationerne var blevet delt flittigt med veninderne Aaslaug Sværdsanger og Snefríd af Ravnsdal den følgende aften, så snart de havde været tilbage i det tildelte kammer. Hun hadet alt hvad Falanie havde haft at byde på og havde været endnu mere overbevist om hun aldrig ville falde til i det fremmede land.

Dage efter var Frieda sammen med resten af følget ankommet til det andet sidste len på rundrejsen, Aren. De første tre dage var gået med udflugt til det opstillede alter hvor tilbedelse af guderne Mithras og Yphion fandt sted, bryde turnering og danseundervisning.
Foruden de timers undervisning Frieda havde modtaget sammen med de andre adelsfrøkner og fruer, så havde hun brugt flere timer efterfølgende på at øve den nye dans. Det havde efterladt hendes fødder ømme dagen efter. Hun havde hjemme fra, forud for sin afrejse fået undervisning i Falanies kulturelle sikke, der iblandt dans. Dansen var på ingen måde kompliceret, men Frieda følte sig allerede kluntet og klodset når hun havde øvet de Falanistiske selskabsdanse, også selvom det meste nok var inde i hendes eget hoved.
I morgen ville kongesønnen Elyot af Falanie byde hende op til dans, deres første dans ud af mange og en dans hun ikke kunne afslå, med alles øjne rettet mod dem. Der var absolut ingen glæde eller varme over tanken ved at skulle være så tæt med den forstokkede kronprins. I stedet gav det en hård knude i maven, der dryppede af bitterhed over hele situationen hun var sat i. Hun ville hellere have været fri.
Havde hun dog bare været en simpel bonde eller rådsmands datter - alt andet end nordens prinsesse.

Opsat på ikke at blive en kilde til spot i blandt hoffets folk, havde Frieda ventet på den smukt dekorede sal var blevet ledig efter mændenes undervisning, så hun endnu en gang kunne øve sig,  men denne gang uden at skulle skubbe rundt på møblementet i kammeret.
Hun havde ikke stået som en anden lurer på gangen og ventet på at se den sidste mandsperson forlade dansetræning. Det var derfor med en lille risiko for salen ikke var rømmet, idet hun trådte gennem dørene. Alligevel måtte hun slippe et overrasket "Åh..." da hun drejede rundt efter at have lukket døren bag sig og de gråblå øjne landede på den mørk mandeskikkelse foran hende "Om forladelse jeg troede at De var færdige for i dag?" Sagde hun skyndsomt. Genkendte ham ikke ved første øjekast.

[Basile af Saulet]

Basile havde ikke selv taget del i rundrejsen; han havde rejst i mange måneder før, og havde stakkevis af dokumenter, der skulle sorteres, færdiggøres og redegøres for, før han kunne sænke sine skuldre. Han havde dog holdt sig opdateret med rundrejsen og morede sig gevaldigt over fortællingerne, der summede i gangene på slottet og i gaderne. Han havde endda trukket let på smilebåndet, da der en morgen blev indkaldt til møde, hvor det lod sig nævne, at det første møde imellem Prinsesse Frieda af Hasnea og Kronprins Elyot af Falanie havde været nogenlunde lige så stormfuldt som vejret havde været i Levagny den seneste tid. Et mildt smil, der meget hurtigt var frosset fast på hans læber, da han pænt blev bedt om at rejse til Aren, med nogle ubetydelige rapporter, der meget vel kunne være blevet sendt afsted med et af de royale bude. Inderst inde havde han håbet på at kunne bruge sensommeren og det begyndende efterår i Martimiers. Efter nogle lange, kolde måneder nordpå hen over vinteren, havde idéen om et varmt efterår i vinmarkerne været yderst tiltalende. Det lå dog desværre ikke i kortene, og med en irritabel mumlen, havde han begyndt sin rejse mod Aren med først mulige handelsskib.

Lensbaron Reginalde havde høfligt taget imod ham tidligere på dagen, hvor de kedsommelige dokumenter havde skiftet hænder, og selv med meget andet at se til, havde Lensbaronen varmt insisteret på at Basile skulle nyde godt af festlighederne på borgen, og i det mindste blive til morgendagens festligheder var overståede; en invitation han næppe kunne afslå. Specielt ikke, når det hang i luften, at han var her for at holde lidt øje med de royale turtelduer og forhåbentligt konkludere, at der ikke var store problemer allerede nu, blot lidt over en måned efter de var blevet præsenteret for hinanden.

Efter lidt over en uge på farten – først tre dage i båd til Feauvy, dernæst fem lange dage på hesteryg til Aren – var Basile yderst tilfreds med at nyde godt af en blød seng. Aren var trods alt ikke det mest komfortable len at rejse i, og da specielt ikke i oktober måned, hvor deres ler-rige jord var noget nær en mose. Uni havde været mere utilfreds end hendes ellers optimistiske navn lod sig vide, og der havde ingen ’fornøjet’ prusten været, i de sidste rejsedage. Måske derfor havde han også taget sig god tid med at soignere den brune hoppe, før han havde tilladt sig selv et par timer alene, inden han havde bevæget sig ud i Arens lensborgs lange gange, mod salene, hvor han var blevet fortalt at Kronprinsen og de øvrige unge mænd, modtog danselektioner.

Basile selv var yderst velbevandret indenfor traditionelle danse. Til hans misfornøjelse, havde en overraskende stor del af hans etikette studier været noget så banalt som danselektioner. Selv om han i sine yngre dage ikke havde været ovenud begejstret for de sociale arrangementer, var dans kommet naturligt til ham, da han havde altid været let på sine fødder. Det mindede ham om fægtning; måden ens muskler skulle spille sammen om de glidende bevægelser. For ikke at nævne, at det var tusinde gange nemmere at danse end at konversere med de fleste hunkøn, måtte han indrømme overfor sig selv. Sociale arrangementer var stadig ikke altid hans kop te, men han forstod sig på vigtigheden af dem, og spillede gerne spillet, hvis det var det der skulle til.

Basile lirkede i den mørke egetræsdør, og skubbede den op, men blev mødt af en tom sal. Ikke at det gjorde ham noget. Hans øjne udvidede sig markant som han tog et par skridt ind i rummet, og beundrende lod blikket glide hen over de intrikate dekorationer, der prydede salens vægge og loft, og lod sig bade af et behageligt eftermiddagslys. En beundring, der forduftede ved lyden af døren, der gik op bag ham. Den unge piges mund formede kortvarigt et lille ’o’, før hun hastigt og undskyldende talte. Om det var trætheden, der havde fået tag på ham efter den lange rejse, eller simpelthen fordi han efterhånden var så vant til den Nordiske accent, Hasneanere snakkede med, registrerede hans hjerne ikke meget andet end at hun var meget ung og meget høj.

”De skal endelig ikke und-” Og meget ulig hans normale, veltalende selv, måtte han afbryde sin sætning, da det gik op for ham netop hvem den ranke blondine var. Hans overraskede ansigt lagde sig hastigt i mere høflige folder, og han måtte bande indvendigt over manglen på opmærksomhed. ”Deres Kongelige Højhed,” hilste han, endelig i et mere fattet og roligt toneleje, og rankede sig instinktivt en smule mere, før han bukkede for hende. ”Det er de også,” forsikrede han hende med et forsigtigt smil. ”Jeg stod blot og beundrede salen.”

Han rettede sig atter op og sendte kortvarigt et blik bag prinsessen, for at konstatere at hun noget utraditionelt var på egen hånd og uden enten hofdame eller anden følgesvend. Ikke overraskende med hendes unge alder, omend højest upassende. De mørkebrune øjne fæstnede sig nysgerrigt ved hendes. Blågrå som det Hasneanske hav. Da han snakkede igen, skiftede han høfligt om til prinsessens modersprog. ”Jeg var netop på vej ud for at trække lidt frisk luft,” konstaterede han, ikke helt ærligt, men som en pæn, udstrakt hånd, hun kunne gribe, hvis hun høfligt ville affeje ham, og være alene i lokalet. ”Kan jeg være Deres Kongelige Højhed behjælpsom på nogen måde?”

[Frieda af Hasnea]

Et klarsyn lod til at ramme den unge mand. Frieda så til mens læberne slugte resten af hans sætning, da et klarsyn lod til at ramme den navnløse. Reaktionen var den samme som altid mødte hende, når det gik op for folk, at de stod foran datteren af en konge. Om muligt blev han endnu rankere end han allerede havde stået, i sin betagelse af den smukt dekoreret sal inden han galant lod sig bukke, som etikette tilskrev det.
Blikket gled forbi ham, længere ind i salen hvor de små støvpartikler endnu hvirvlede rundt i det varme eftermiddagslys passage ind gennem cylindervinduerne. Som efterdønninger af mændenes danselektion, der vidnede om det ikke kunne have været mere end en halv time siden at morgendagens dansetrin var blevet øvet.
”De har måske ikke danset med de andre?” Spurgte hun forundret og drejede øjnene tilbage i hans retning. Han lignede rigtig nok ikke en der havde snurret rundt med en usynlig dansepartner, som ingen af de mørkekrøller klistrede sig til panden. I anskuelsen af ansigtets træk, ramte en følelse af noget bekendt prinsessen. Frieda havde været ude af stand til at trække frem fra de fjerneste kroge af sit, hvorfra hun syntes at genkende den unge mand og havde været lige ved at forskubbe tanken, idet han helt uventet slog over i hasneansk. Hun måtte glippe et par gange med øjnene, usikker på hendes øre ikke havde forrådt hende.

Rigtig nok, lyden af norden flød over de fyldige læber og med dem kom genkendelsen af ham. Uden selv at registrere det havde kongedatteren slået over på sin modertunge. En hun kun havde snakket indbyrdes med hendes landsmænd ”De er en af Kong Belthair II af Falanie’s diplomater,” Nærmere bestemt, en del af grunden til hun var blevet revet op med rode. De lyse øjenbryn rynkede sig misfornøjet sammen.
”De har været på min faders borg, talt Kong Belthair II af Falanie’s ord og forhandlet på hans vegne.” Pointerede hun og trådte et skridt nærmere. Frieda selv havde ikke selv været til stede når mændene fra syd kom, men hun havde luret på gangene når de var gået til og fra lokalet, hvor hun i sidste ende var blevet handlet som en anden fredsdue.
"Er De tilfreds, -?" Spørgsmålet var på grænsen, men bitterheden havde lagt sig som oliehinde på tungen og var alt den unge Hasneaner kunne smage.

[Basile af Saulet]

Han betragtede hende i stilhed. Sugede hendes ansigtsudtryk til sig. Måden hendes ungdommelige blå øjne blev en tand mørkere, og hendes ansigt lukkede sig foran ham, havde været mere end rigeligt til at vide lige præcis hvad hun følte; ganske effektivt uden hendes spidse ord. Basile mødte hendes blik med en fastholdt ro, og nikkede tavst til hendes konstateringer. Jovist, han var diplomatisk udsending fra Kongen. Jovist, han havde været med under forhandlingerne. Ikke at han havde haft meget at sige, men det ville nok ikke være noget, hun ville lytte til, tænkte han tørt. Det havde været fredsforhandlinger, og der havde været utallige andre ting oveni det planlagte ægteskab, han havde skulle holde styr på og formidle til sine overordnede. 

Basile rørte ikke en muskel som den ranke prinsesse gik nærmere - en gestus han hurtigt ville være skyet væk fra, havde pigen været Falanist. Der var noget ved nordboerne, der var anderledes. De var ikke bange for nærhed på samme måde; og det smittede uhyrligt hurtigt. Måske fordi nærhed her for det blev set på som noget sensuelt, og kunne overtænkes og vendes på utallige måder hvor Hasneanere ligesom bare … var hinanden nær. På godt og på ondt. Selv i kamp med deres store, tunge økser, var de tæt på hinanden. Ikke nogen heste med lange lanser, for at holde en distance. Så hendes nærhed skræmte ham ikke. I stedet lyttede han intensivt til hende, og vippede sit hoved let på skrå.

Er De tilfreds?

Hvor andre muligvis var blevet fornærmede over den bitre kommentar, mærkede Basile sit ansigt bløde op overfor hende. En svag varme emmede i hans øjne. Hun havde hjemve. Og selvfølgelig havde hun det. Hun var blevet trukket til et fjernt land, hun kun havde læst om i bøger og var blevet lovet bort til en fremmed som en del af et politisk spil. Hvis der var noget, han forstod, så var det følelsen af at have forvildet sig ind i nye territorier uden at føle sig hjemme. 

“Prinsesse Frieda,” svarede han hende langsomt og velovervejet, og fokuserede på at udtale hendes navn rigtigt; selv med den svagt sydlige accent han bar, når han snakkede hendes sprog. “Vi ved begge to, at min tilfredshed næppe er relevant.” Og det var både ærligt og sandt. Han projekterede en venlig varme ud i sin stemme, og lod sine mørkebrune øjne søge i hendes ansigt efter reaktioner. 

Hans tilfredsstillelse kom an på om alliancen ville have en positiv effekt; og det var aldrig til at vide. 

De vidste begge to at hendes far ikke havde samme magt over sit folk, som Kong Belthair havde. De regionsbestemte underkonger ville ikke altid lytte, og mange af de lokale klaner tæt på Falanies grænse ville uden tvivl have svært ved at få at vide, at de skulle stoppe med at plyndre nabolandet, når det nu var sådan, de havde levet hele deres. 

“Måske jeg kan tillade mig en vis tilfredsstillelse den dag vores folk kan se hinanden i øjnene uden at se blod, Deres Kongelig Højhed.” 

Hvor hendes ord havde været bitre, var Basiles overraskende bløde; selv hvis de også var ment til at minde hendes om hendes manerer. 

Hun var for tæt på ham til, han kunne tillade sig et dybt buk. I stedet lod han høfligt sit hoved falde i et mindre buk, men holdt sit blik fastlåst med hendes i håb om at han havde afværget, hvad der havde føltes som en opbyggende storm i hendes øjne.

[Frieda af Hasnea]

Til den unge Hasneaners store frustration havde hendes fremtræden været uden den ønskede effekt. Den yngre diplomat blev stående, urokkelig som havde han været et klippestykke fra norden selv, der ikke lod sig intimidere af den vinterstorm, som var under optakt. Reaktionen havde ikke været anderledes, da endnu et skridt blev taget af deres distance.

Hun havde gjort sig klar til et nyt verbalt angreb, løftet hagen, skubbet skulderne tilbage så hun om muligt stod endnu rankere, sugede ny luft ned i lungerne til de ikke kunne rumme mere og så, punkterede hun.
Skulderne sank, som var der blevet hængt blylodder omkring de slanke håndled. Hun havde haft brug for at høre det ja, der lod hende lukke op og få afløb for de indtrængte følelser med ham som sin syndebuk. I stedet blev hun mødt af en uudtalt forståelse i de natmørke øjne Frieda ikke havde mødt meget siden ankomst til sit nye hjem.
Lydhør overfor tilrettevisningen faldt hendes blik til det dekorative mosaikgulv. ”Om forladelse.” Den skarpe kant lå endnu omkring stemmen, men modsat tidligere var den ikke længere envejsrettet. Vreden sad stadig i kroppen og fik musklerne til at dirre under huden. Mærkbar for hende, men skjult for hans blotte øje.
Tænderne lukkede sig omkring den bløde underlæbe, inden blikket løsrev sig gulvet og søgte tilbage på det skæggede ansigt ”Jeg er ikke helt mig selv disse dage.” Erkendte hun, med et skævt selvmokkende smil. Hun kunne godt selv høre, hvilken dårlig undskyldning det måtte lyde som i hans øre. Der var intet nyt i komtesser der blev tvunget ind i et nyt liv, men det var oftest først når de ægteskabelige bånd var blevet bundet. Sjældent måtte de selv samme adelsfrøkner krydse landegrænser og omstille sig til en helt ny kultur, hvor de stak ud som en valmue i en kornmark.
Smilet var kort livet, kort efter faldt mundvigen igen, denne gang til en neutral streg. Uden at ane hvem der faktisk stod overfor hende, havde hun været klar til at fortære ham som et oprørsk hav ville slugte hele skibe og dens besætning med refleksion fik hende til at glippe med øjnene ”Deres navn, jeg aner slet ikke hvad Deres navn er?” Bemærkede hun.