Skyd ikke budbringeren

[Emir Schafari]

Et eller andet sted var Emir overrasket over, at det var det. At hun ikke satte foden i jorden og tvang ham, men i stedet lod ham ”tænke over det”. Det lignede hende ikke. Men han sagde ikke noget til det, som hun lod ham gå.
Det føltes som om, at samtalen var uafsluttet, men han vidste ikke, hvad han ellers kunne sige. Hans svar ville ikke ændre sig, og for nu lod hun til at acceptere det. Det forvirrede ham, og han tøvede, inden han lavede et stift buk for hende, vendte rundt og forlod teltet uden et ord.

Han fortsatte til han var et godt stykke ude af lejren. Mørket lå over det ukendte område, men månen var fremme sammen med de utallige stjerner, og Emir fandt et sted, han kunne sidde og se op i himlen. Han slog ikke på, noget, han råbte ikke, han fældede ikke en tåre, han sad bare der det halve af natten og tænkte over sit liv.
Men en afgrundsdyb tung følelse fandt han til sidst tilbage til sin hårde seng for et par timers urolig søvn.
På resten af turen hjem ville folk i smug snakke om, at den mørke og tavse ørkenmand virkede endnu mere mørk og tavs, det var som om, at knuden mellem øjenbrynene var vokset fast.

// Out?