Skyd ikke budbringeren

[Flavia af Gustabis]

Rundrejsen slangede sig sydpå igen, heldigvis, for efteråret var ved at blæse ind over norden. Flavia hadede inderligt at fryse og var godt pakket ind i sin vogn, selvom solen stadig skinnede på en blå himmel det meste af dagen.

Da aftenen faldt på og familien havde spist, bad hun sin tjenestepige om at hende Emir Schafari. De havde noget at drøfte og det var bedst i en sen aften, hvor han kunne gå vred ud og slå på et træ, ved behov, uden at nogen så på.

Hun havde planer for ham, hendes trofaste mand. Planer, der ville sørge for at hun altid havde en som ham i sin tjeneste.

Hun sad i sit telt og ventede, en ekstra plads ledig til ham.

[Emir Schafari]

Selvom det havde været rart at opleve noget nyt end at lave de samme ting dag ud og dag ind i Levagny, var Emir efterhånden ved at nå et punkt, hvor han savnede sin seng og det varme værelse tilbage i byhuset. At sove på jorden, pakket ind i tæpper og et skind havde efterhånden mistet sin charme, og selvom hans krop havde vænnet sig til at sidde på en hesteryg, følte han sig i al hemmelighed en smule træt, hver gang han skulle svinge sig op på Zilu. Hesten havde ændret udseende, som den var mere muskuløs end den nogensinde havde været, men helt ung var den ikke, og han havde en fornemmelse af, at rejsen sled på den. Nej, han glædede sig til at komme hjem.

Som han havde siddet med sin skål med varm stuvning og lyttet til nogle af de andre soldater snakke om dagens hændelser, kom fruens tjenestepige til ham med besked om, at Flavia ønskede at se ham. Hurtigt havde han slugt det sidste af sin mad og var kommet på benene for at finde fruens telt. Han havde en god fornemmelse af, at hun også glædede sig til at komme hjem, det kolde vejr gik begge de sydlige folk på.

Han skubbede teltdugen til side og trådte ind i teltet, der var varmere end den lette vind udenfor. Efter at have ladet stoffet falde på plads bag sig, blev han stående ved åbningen, inden han let bankede en knyttet hånd mod brystet og bukkede hovedet som tegn på respekt for sin arbejdsgiver.
”Deres Højhed, De ønsker at tale med mig?” De brune øjne gled over hende for at se, om alt var i orden. Hvad kvinden ville ham, havde han absolut ikke noget bud på, men et eller andet sagde ham, at hun ikke bare ville have ham til at finde nogle flere skind eller noget andet lige så småt. Stemningen i teltet virkede forkert, selvom det kun var hende, der var der. En svag rynke viste sig i soldatens pande.

[Flavia af Gustabis]

Flavia tronede på den udslåede stol med puden under sig for hendes sarte, ældre bagdels skyld. Hendes blik gled over den flotte, stærke, trofaste mand, der tjente hende og havde tjent hende i mange år efterhånden. Opgaven hun havde til ham var en hun ville give ham for sin egen vinding, men den unge kvinde hun havde valgt til ham var ikke grim. Tværtimod havde hun en god figur og et kønt ansigt. Hun kendte ikke Emirs smag, men måske kunne det mildne ham med tiden.

Hun tog en dyb indånding og indikerede stolen overfor sig. "Sæt dig ned, kære Emir," bad hun ham venligt. Hun ventede (ikke særlig) tålmodigt på, at han gjorde som hun sagde. Det gjorde folk altid i sidste ende.

"Jeg har tænkt længe på hvor fuldstændig uundværlig du er blevet for os," lagde hun ud, da hun havde fået sin vilje. "Jeg tror ikke længere hverken Hertugen, jeg eller vores børn kan se vores familie uden en Schafari til at forsvare os imod fjender udefra. Du ved hvor højt vi sætter pris på dig, er jeg sikker på."

[Emir Schafari]

Det blev kun mere klart for Emir, at der var noget mystisk ved det hele, som hans frue bad ham sætte sig. Det var uvant. Unormalt. Og han tøvede for et ganske kort og næsten umærkeligt øjeblik, inden han som den gode soldat, han var, gjorde som der blev sagt. Stolen gav sig en anelse under hans vægt, en lyd der blandede sig til svage lyde udefra. Han sat ret op og ned og samlede hænderne foran sig i et forsøg på at skjule, at han fandt situationen ubehagelig. Det kunne umuligt være godt, at hun ønskede en samtale på denne måde. Hvad mon hun ville ham?

Koncentreret lyttede han til hendes ord. Det var en ros, men sært formuleret, og den fik ham ikke til at slappe mere af. Men han nikkede accepterende for de pæne ord. Det var altid godt at høre, at hans trofaste tjeneste havde gjort sig positivt bemærket, men efter 16 år var han nu ganske godt klar over, at familien kunne lide ham. Børnene kom til ham, når der var noget, de ikke kunne tale med deres forældre om, Flavia stolede på ham med sit liv og selv herren i huset havde ikke andet end virket tilfreds ved Emirs tilstedeværelse.

”Jeg er taknemmelig for, at De har ville have mig i Deres tjeneste i så mange år, Deres Højhed. Jeg skylder Dem alt.” Ord der var blevet nemmere at sige med tiden. De var sande, havde hun ikke taget ham ind for så mange år tilbage, havde han nok ikke været i live i dag. Eller i hvert fald være meget værre stillet. At være i familiens tjeneste havde givet ham en sikkerhed, han ikke vidste, om han kunne have fundet andre steder.

[Flavia af Gustabis]

Flavia smilede varmt og tilfreds over så glimrende et oplæg til det hun ville fortælle ham. Taknemmelighedsgæld. Det var han absolut ikke den eneste, der havde til hende. Det var en magtfuld ting at kunne hjælpe folk ud af deres skæbner og gøre dem så taknemmelige.

"I mange, mange år endnu, kære Emir," konstaterede hun. "Men en dag kan du ikke længere kæmpe og så får vi brug for en ny, der kan hjælpe vores familie ligesom du har gjort. Så jeg har tilladt mig at træffe foranstaltninger for at være sikker på, at vi altid vil have en Schafari hos os. Husker du mon unge Cassia fra vores husholdning i Gustabis? Frygtelig køn pige, rund bagdel, meget pligtopfyldende. Faustus' datter?"

[Emir Schafari]

Det var en insisterende urolig følelse, der herskede i Emir, men han skjulte den godt udadtil. Rynken i panden var blevet en anelse dybere, men hans hænder var i ro og de brune øjne hvilede på Flavia uden at vige. Han vidste, at hun var glad for at køre sit eget spil med sine egne regler, hvor alle omkring hende blot var brikker til hendes eget formål. Og han fik en nagende følelse af, at lige nu var han ikke mere end en af de brikker, mere end han plejede at være.

En knude begyndte at vokse i brystet på ham, da hun begyndte at snakke om altid at have en Schafari i husholdningen. Først var han udforstående med, hvad hun mente, men så nævnte hun en kvindelig tjener, han sidste havde set i Gustabis. Et barn. Det gik op for ham, at det var en del år siden, at han sidst havde været hjemme, og hun måtte vel efterhånden være en voksen kvinde.

Rynken i hans pande voksede og spredte sig ned imellem hans øjenbryn, som det gik op for ham, hvor hun var på vej hen. De mørkebrune øjne blev vrede, hans kæbe spændte op og hans knoer blev hvide. For et øjeblik sagde han ikke noget. Han holdt vreden under kontrol, for han kunne tage fejl. Han kunne have misforstået hende.
”Jeg husker den unge Cassia,” svarede han blot, sammenbidt, men så roligt som altid. Ved guderne, sig at han havde misforstået hende.

[Flavia af Gustabis]

Flavia fulgte rynken, som den bredte sig over hans pande og trak nedefter. Hun så glimtet af tøjlet vrede i hans blik og nød hvordan han kontrollerede det. Det var han ganske dygtig til. Han var en farlig modstander og hun ville have ham på sin side.

"Kæreste Emir," blødte hun op. "Det er på tide, at du stifter familie. Vi har brug for at have din slægt hos os. Så jeg har gjort det svære arbejde for dig og fundet en trofast, bøjelig hustru, som du kan forme efter din vilje. Jeg har sikret mig, at hun er jomfru."

Det mente hun tydeligvis at han ville finde væsentligt.

[Emir Schafari]

Det er på tide, at du stifter familie. Ordene virkede til at komme langt væk fra. Han havde for mange år siden besluttet sig for, at hans slægt skulle ende med ham. Der var ingen grund til at føre den videre. Og han havde ikke tænkt, at en hustru og børn ville fungere godt med den position, det job, han havde.
Men nu sad Flavia dér og havde bestemt hans fremtid. Bestemt hvem, han skulle ægtes med. Det var ikke så meget det, han reagerede på, for hans første ægteskab var allerede arrangeret, da oprøret brød ud i Nidar og satte alting på hold. Nej, det var det med at få børn. Han elskede børn. Men han ville ikke have sine egne, og det sad kvinden foran ham nu og ville bestemme.

Hans kæbemuskler begyndte at arbejde og vreden sad som en hård klump mellem hans øjne, som hans bryn ikke kunne være trykket mere sammen. Han havde lyst til at slå hende. Han havde virkeligt lyst til at slå hende, som hun sad der og ville kontrollere hans liv, hans slægt. Og hvis ikke det var fordi, at hans fingre var låst fast i hinanden, knoerne hvide, og tommelfingrene gnidende mod hinanden, havde han nok også gjort det.

I stedet sad han tavs for en stund, som han forsøgte at bevare kontrollen over sig selv, om den krop der slet ikke føltes som hans i det øjeblik. Blikket havde han slået ned i et fejlslagent forsøg på ikke at vise hende, hvor vred han var. Vred og forfærdet.
”Nej.” Det blev presset ud mellem sammenbidte tænder. Han turde ikke sige mere. Det ville ikke ende godt. Et nej måtte være nok. Endeligt løftede han blikket for at se på hende, hans i forvejen mørke øjne nu næsten unaturligt mørke af vrede og noget, der næsten kun kunne være had.

[Flavia af Gustabis]

Flavia vidste udmærket at Emir ville slå sig i tøjret og være utilfreds. Hun havde ikke forudset det blik han ville sende hende. Alligevel forholdt hun sig fuldstændig rolig. Hun så ham i øjnene og hævede et let bryn.

"Nej?" Hovedet blev tiltet let. "Hm. Det er meget skuffende, Emir. Er det lille Cassia, der er problemet?"

[Emir Schafari]

Flavias rolige reaktion gjorde det hverken værre eller bedre. Så snart det ene ord var blevet udtalt, arbejdede hans kæbemuskler igen, så hårdt han kunne mærke det helt op ad issen og svagt høre tænderne gnide mod hinanden. Hans fingre begyndte at gøre ondt, så hårdt som de var låst sammen, men det var umuligt for ham at løsne nogle af spændingerne. Han var bange for, at hvis han gjorde, ville han gøre ting, han ville komme til at fortryde. Og han ønskede ikke at afslutte sit liv som morder af en royal, hængende fra et træ midt ude i ingenting.

Men vreden kogte i ham, som en smeds ild. En vrede der skjulte en lige så dybtgående følelse af opgivelse og mangel af kontrol.
Hendes spørgsmål tvang ham til at tale igen, og han sank i et forsøg på at få tungen til at virke.
”Nej,” sagde han igen. Det var ikke Cassia. Han havde ingen holdning til det barn, han havde efterladt hjemme i Gustabis, et lille pigebarn, han sjældent havde haft noget med at gøre. En kvinde var en kvinde, når det kom til tvangsægteskaber, og hun var sikkert lige så god som nogen. Nej, det var ikke hende, der var problemet.

Pludseligt rejste han sig op og trådte væk fra hende, ind midt i teltet. Hele hans krop føltes som om, at den ville eksplodere, og han var ikke sikker på, at han kunne holde sig fra at lægge hænderne på hende. Trods bevægelserne, var han stadig spændt så hårdt op, at han havde svært ved at trække vejret. Efter et par skridt frem og tilbage, stoppede han op og så på hende igen.
”Jeg skal ikke – vil ikke – have børn.” Mere præcist kunne det ikke siges. At det var hendes forsøg på at bestemme over det, der gjorde ham mest vred, det kunne han ikke formulere. Ikke endnu.

[Flavia af Gustabis]

Flavia betragtede skiftende i Emirs ansigt nysgerrigt. Han var vældig dramatisk. Det lignede ellers ikke ham at sige nej til noget hun bad ham om.

"Jaså," musede hun interesseret. "Du plejer ikke at reagere sådan her, Emir."

Hun lagde det ene ben over det andet og lænede sig lidt frem. "Fortæl mig hvorfor? Jeg skulle tro alle mænd ønskede at forplante sig."

[Emir Schafari]

En svag trækning løb over Emirs ansigt, som hans frue sagde, at han ikke plejede at reagere sådan. Nej, men det var også en helt anden ting, hun bad ham om nu. At tæve nogen, underholde en kvinde i sengen eller være stikirenddreng var ingenting, sammenlignet med kravet om at skabe hende børn til hendes ønsker, hvad så end det kunne være. Hun bad ham om noget, der ikke var hendes at bede om, og han havde svært ved at håndtere vreden over det. Igen gik der lidt, inden han formåede at få ordene frem.

”Har jeg ikke altid været Dem en loyal tjener? Har jeg ikke altid gjort, hvad De har bedt mig om, stort som småt? Givet Dem mit liv?” Hans arme hang ned langs hans sider, knoerne stadig hvide og neglene båret hårdt ind i håndfladerne. ”Men dette. Dette kan jeg ikke give Dem. Dette kan De ikke bede mig om, Deres Højhed.” Trods vreden, han stadig ikke kunne slukke, var der en snert af noget desperat i hans stemme, som han atter sagde nej til hende. Benægtede hende, hvad hun ville have.

Han svarede hende ikke på, hvorfor. Det ville han aldrig fortælle hende. Det var ikke skam, for han skammede sig ikke over sin familie, dens historie eller at han nu var alene tilbage, reduceret til en kvindes trofaste hund. Men det var den sidste del af ham, han havde for sig selv. Og han kunne stadig være i fare, hvis ordet om, at en af prinserne stadig var i live. Nidarianere ville være flere levetider om at glemme et nag, et had, som oprørerne havde haft til kongefamilien.
Hun ville aldrig få at vide, at han var af royalt blod. Og hun ville forhåbentligt ikke tvinge ham til at føre det forbandede blod videre.

[Flavia af Gustabis]

Flavia forholdt sig fuldstændig rolig, selvom Emir lignede én, der var klar til at stikke en kniv i hende eller eksplodere som det fyrværkeri, der blev antændt ved meget særlige højtider i hovedstaden. Hun tog en dyb indånding og nikkede.

"Du har gjort alt det, Emir. Og nu ønsker jeg, at du gør en smule mere. Men du behøver ikke svare mig i dag. Hun er ikke med på rundrejsen. Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke vise hende til dig, men hvis du giver mig dit ja, så er hun naturligvis din til at behandle som du vil. En falanist ville have alle mulige kedelige rettigheder. Søde Cassia ville kunne lystre dit mindske vink."

Hun fugtede læberne. "Tænk over det, kæreste Emir. Jeg behøver først dit svar, når vi kommer hjem."

[Emir Schafari]

Som Flavia snakkede, fik Emir bare bekræftet noget, han altid havde vidst om kvinden. Hun anså ikke andres liv som noget værdibart. Et eller andet sted burde han nok blive fornærmet over, at hun tænkte, at han ville behandle en hustru som et stykke kvæg, men uden romantiske følelser ville det være meget tæt på sandheden, for det var sådan det var i hans fødselsland. En kvinde havde ingen rettigheder. At Emir havde rykket sig en smule i forhold til den indstilling, var ikke noget, han selv havde tænkt så meget over. Han var ikke en ond mand, og han ville ikke være ond ved en hustru, medmindre hun gjorde sig fortjent til det. At Flavia lød til at tænke sådan, sagde måske noget om, hvor meget hun egentligt vidste om sin livvagt.

Knuden mellem Emirs øjenbryn havde ikke løsnet sig endnu, og han stirrede på hende med sit mørke blik. Svaret kunne vente, til de kom hjem, og han havde kunne se kvinden i øjesyn. Med fødedygtige hofter og et loyalt sind. Emir følte sig syg, og han var ikke helt klar over, hvorfor. Men han trak vejret ind igennem næsen og for fjerde gang den aften, nægtede han at give Flavia, hvad hun ville have.
”Mit svar vil ikke ændre sig, Deres Højhed. Det er stadig nej.”

Lysten til at slå på noget var stadig stor, og han var så hårdt spændt op i kroppen, at kiggede man godt efter, ville man svagt kunne se hans hænder ryste under presset.
Havde han overhovedet muligheden for at sige nej? Han var ikke i tvivl om, at Flavia var en kvinde, der var vant til at få sin vilje. Tage den, om muligt, han havde trods alt været værktøjet til dette flere gange.

[Flavia af Gustabis]

Flavia trak vejret dybt over stædigheden. Hun havde ikke besluttet sig for om hun ville gamble. Uanset ville hun ikke gøre det, før de nåede Levagny igen, hvor hun havde sin magtbase.

Derfor holdt hun ved det for nu.

"Nuvel. Jeg vil ikke sige mere i aften. Du er fri til at gå, Emir."